Og jeg synes det er tid til en lille opdatering der omhandler Isaac og ikke projektbaby.
April måned har været rigtig hård for mig at komme igennem. Ikke nok med at jeg både har en fætter og en kusine der har fået drenge, men har også to venner som har fået drenge - drengebørn skærer bare lidt mere i hjertet end piger.
Jeg har ærligt meldt ud til venner og familie at jeg er glade på deres vegne, men at jeg for en stund tager afstand til dem på bl.a facebook da jeg ikke er psykisk stærk nok til at se nyfødte. Jeg har heldigvis en familie der viser meget forståelse og det er derfor blevet modtaget uden sure miner.
Jeg har mange gode dage, men når vi kommer til onsdag/torsdag så er jeg bare fyldt så meget op i mit hoved, at jeg tit ender med at tage mig en fridag. Jeg tager den frihed jeg har lige nu mens jeg bare går i skole til at kunne tage mig-dage.
Jeg savner Isaac så utroligt meget. Det er som om min sorg er blevet til savn nu, og selvom der er dage hvor jeg spørg mig selv hvorfor?! Så er der flest dage hvor jeg "bare" savner, og nej, det er ikke "bare", for det er sgu lige så hårdt at savne en man aldrig kommer til at se igen. Jeg føler at jeg har tabt tid med ham, og jeg er kommet til et punkt hvor jeg er ked af at det ikke var et sekund mere, et sekund mere i hans vugge, et sekund mere med ham. Jeg ved jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at bruge tid med ham på sygehus, men åhh, bare et sekund mere med min søn 
Jeg er begyndt at komme mere og mere på kirkegården, ca. hver 14 dag, men jeg kan ikke forbinde det sted med Isaac, måske bliver det nemmere når der kommer sten på, måske aldrig - det kan bare ikke være rigtigt at min søn ligger der!
Men ellers går det da, vi tager små skridt. Lige nu går jeg bare og venter på d. 30/4, hvor jeg får svar på mine blodprøver. Jeg føler lidt det er min skæbnesdag. Enten får jeg af vide at blodproppen var det sorteste uheld eller så får jeg af vide at jeg har en sygdom jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg ønsker ikke at jeg er syg, men jeg ønsker virkelig heller ikke at det var sort uheld for så er jeg endnu mere uforstående overfor hvorfor det lige skulle være os! Det er bare en dag der skal overståes!
Jeg er stadig taknemlig over at der har været så mange brugere herinde der har sendt mig tanker og krammer. I har måtte ligge øre/øjne til mange problemer, men alligevel følger i mig og min historie og i står altid klar med et kram.
Tak fordi i endnu en gang ville læse med 
