Pipkukkeren skriver:
Hej alle....
Så lykkedes det endelig at få den mest fantastiske oplevelse beskrevet i en meget lang (så er i advaret) beretning 
Der er ligeledes lagt lidt billeder op... med nøgenthed - dobbelt advarsel 
Lidt forhistorie
Som 2. gangs gravid har man jo lidt en idé om alt det der skal til at ske… og alligevel ikke! 
Ved min første fødsel gik vandet og i stort set samme øjeblik begyndte veerne – regelmæssige og med kun 3-4 minutters interval. Med andre ord – min mand og jeg var ikke i tvivl om at fødslen var i gang! Tilgengæld blev vi snydt gevaldigt, idet vi troede at de regelmæssige og ret kraftige veer ville sikre en hurtig fødsel… Jeg havde læst et hav af fødselsberetninger, hvor kvinder beskrev en optakt hvor veerne først var kommet uregelmæssigt, eller med langt imellem, for så at bygge sig op i intensitet og blive regelmæssige. Jeg havde også læst flere beretninger om hvordan veerne kunne gå lidt i stå og om at man kunne hvile sig i sådanne pauser… Min første fødsel skulle blive helt anderledes end de forestillinger jeg havde gjort mig – 18 timer med regelmæssige veer og uden længere pauser end maks. 4 minutter. Jeg forventede derfor ikke en lynfødsel 2. gang og jeg følte mig fuldstændig som 1. gangs gravid da jeg ramte terminsdagen og jeg bare gik og ventede på de mindste tegn på forestående fødsel… Hvordan var det nu de føltes de der veer??
Denne gang havde jeg dog forberedt mig på to ting:
1. At gå over tid – min søn Aske blev født 41+5
2. At jeg nok ikke ville få en hurtig fødsel… Havde hørt at man fik ”rabat” 2. gang – men en fødsel på under 10 timer havde jeg ikke regnet med!
Optakt
I ugerne op til min terminsdato havde jeg rigtig mange plukkeveer – nøjagtig som jeg huskede det fra min første graviditet. Jeg blev mere og mere øm ved skambenet og godt og grundigt træt i kroppen af den øgede vægt og de dårlige nætter. 
I dagene efter terminsdatoen oplevede jeg to gange at have rigtige veer – eller det troede jeg i hvert fald at det var… To aftener fik jeg veer, der absolut ikke ”bare” føltes som plukkeveer, men sammentrækninger der kunne mærkes om i lænden og som kraftige menstruationssmerter fortil. Disse veer snød mig gevaldigt idet de faktisk over tre timers til byggede sig op og blev regelmæssige med få minutter imellem for så at gå i sig selv… Meget frustrerende!! 
Torsdag d. 27/2 og 40+4
Besøg af min fantastiske jordemoder Susanne fra hjemmefødselsordningen. Jeg bliver undersøgt indvendigt og var 2 cm åben og min livmoderhals var afkortet meget – ca. ½ cm meget blød livmoderhals tilbage. SKØN NYHED!! 
Jeg fik løsnet lidt hinder og Susanne fortæller at det hele jo ser godt ud og at jeg modner fint. Vi bestiller tid til overtidsvurdering tirsdag d. 3/3 og får aftalt næste besøg d. 5/3. Jeg synes efterhånden at min krop gør ondt og jeg føler mig mere end klar til at møde det lille nye væsen der gemmer sig i min mave. Susanne beroliger mig med at de her ”snydeveer” jo er en god ting og medvirker til at jeg modner – og dermed forkorter fødslen… ”ja, ja” tænker jeg – jeg vil bare gerne føde…
Vi snakker lidt om at jeg jo vildt gerne vil have min hjemmefødsel og Susanne forsikrer mig om at jeg nok skal gå i gang inden de 42+0, som er den maksimale tid man må gå over og stadig få lov at føde hjemme… Hun forklarer at der er masser af ting hun kan gøre når vi ses torsdagen efter, for at hjælpe fødslen i gang. Da hun har været der føler jeg mig meget fortrøstningsfuld og ser egentlig frem til hendes næste besøg!
Ved et toiletbesøg torsdag aften opdager jeg tegnblødning…!! Weee… det må da være et godt tegn!!
Min mor, der skal være fødselshjælper er kommet og hun mener helt bestemt, at nu sker der noget inden for 24 timer… Jeg synes jeg mærker veer i løbet af aftenen – måske 2-3 stykker i timen og ikke noget der gør ondt… jeg synes dog ikke de minder om plukkeveer! Mere sker der dog ikke jeg går i seng med en overbevisning om at der nok går op mod en uges tid endnu. 
Fredag d. 28/2 og 40+5
Fortsat tegnblødning igennem dagen og vildt meget (undskyld mig) slim… Dette har jeg jo ikke oplevet ved min første fødsel, så jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tolke det… noget er der dog gang i tænker jeg - men om der er timer eller dage til, har jeg ingen idé om!!
Min mors 24 timer er dog gået og jeg er fuldt ud indstillet på at der kan gå flere dage endnu og forventer ikke noget…
Om aftenen ser vi X-faktor og hov, hvad var nu det?? Jeg er 99% sikker på at jeg mærker veer og jeg spørger min mor om hun vil med ud og gå en tur, for evt. at se om det kan sætte gang i noget… Jeg synes at veerne tager lidt til og de bliver regelmæssige med ca 6 minutters mellemrum. Efter vi er kommet hjem fortsætter disse veer i 2 timers tid, hvorefter det gudhjælpemig går i sig selv… 
Skuffet går jeg i seng og beslutter mig for at jeg ikke vil sætte forventningerne op og fra nu af vil ignorere alle veer, ind til jeg er 100% sikker!! Jeg føler mig desuden en smule flov over at jeg nåede at skrive til Susanne (min jordemoder), at nu var der måske noget i gang… Falsk alarm! 
Lørdag d. 1/3 og 40+6
Fortsat tegnblødning og slim, men jeg har skudt alle forventninger væk og vil bare have en hyggelig dag og trænger til at komme lidt ud.
Vores søn bliver hentet af min bror og svigerinde, der skal have ham med til et fastelavsarrangement… Vi aftaler at han skal overnatte, så de ikke skal køre frem og tilbage samme dag.
Min mor, min mand og jeg kører ind til Kalundborg for at handle lidt, købe lidt amme-tøj mm. Efter at have slæbt min tunge gravide krop rundt i en times tid eller to, beslutter vi os for at få lidt at spise… Vi går på café og jeg spiser en fantastisk brunch – uhmm!! 
Derefter tager vi hjem og sover alle tre en god lang eftermiddagslur.
Vi er vel oppe igen ved en 16-17 tiden og jeg føler mig rastløs. Vi ser lidt tv og ved 18-tiden beslutter os for at starte på et kæmpe puslespil – 1500 brikker, idet vi havde joket med at jeg ville føde når vi havde lagt puslespillet.
Jeg har nogle små uregelmæssige veer, som jeg dog ikke tager mig synderligt af – tænker at det jo bare er snydeveer.. Men da vi har lagt rammen/ kanten på puslespillet lokker jeg nu alligevel min mor og min mand med ud og gå en tur – hvis nu vi kunne sætte gang i noget 
Under gåturen får jeg et par enkelte veer der bider rigtigt og hvor jeg tænker – ”det kan sgu da ikke bare være plukkeveer det her”… Vi går hjem og fortsætter på puslespillet og jeg synes at veerne begynder at tage til...
Ca. 19.30 begynder vi at tage tid på mine veer, der varer i 45-60 sekunder og kommer med 3-4 minutters mellemrum. Vi havde hentet sådan en smart app til at holde styr på veerne – ret smart faktisk… Jeg står op med hænderne hvilende på en stoleryg og vi lægger fortsat puslespil. Min koncentration omkring puslespillet er dog meget aftagende idet jeg nu er rimelig overbevist om at nu er det nok rigtige veer. Alligevel beder jeg min mand om at lægge en plan – jeg vil ikke tilkalde jordemoder for tidligt, hvis nu det endnu engang er falsk alarm. Min mand, Tue synes at vi skal se tiden an en times tid, hvorefter vi så kan gå i gang med at fylde kar, ringe efter jordemoder osv.
Kl. 20.20 kan jeg dog mærke at jeg får svært ved at håndtere veerne alene og jeg siger til min mand ”at nu vil jeg have det bedst med at vi får ringet”.. Veerne var begyndt at være krævende og jeg havde nu brug for Tue hos mig under veerne. Tue ringer til Susanne, men den går direkte på telefonsvarer?? Jeg spørger ham om han ringer på hendes private eller på vagttelefonen… Han har ringet på privaten og jeg skælder ham lidt ud og siger at han da selvfølgelig skal ringe på vagttelefonen!! Altså! Han ringer op – og den går så direkte på Susannes svarer?? Hvad nu tænker vi… Nå, men på svareren forklarer Susanne, at hvis det drejer sig om fødsel, skal man bare fortsætte med at ringe… Vi ringer et par gange mere og efter i alt 6 minutter (hvilket føles som uendelig lang tid), ringer Susanne tilbage. Hun er ude til en anden fødsel og vil finde ud af hvem der kan komme… Min verden falder sammen et øjeblik og jeg tager en kort tudetur – jeg vil have Sussanne!! 
Utroligt så sentimental man kan blive og hvordan følelserne bare sidder uden på… Finde ud af HVEM der kommer?? Det kan da ikke passe – tankerne kører rundt i hovedet på mig… det må da være Inge, Susannes afløser der kommer – det kan da ikke bare være en fremmed?? 
Et kort øjeblik er jeg helt ude af den, men de krævende veer gør at mit fokus hurtigt ændrer sig. Jeg siger til min mand, at det skal vi ikke snakke mere om…
Kl. 20.44, altså ganske kort tid efter ringer Inge. Tue fortæller lidt om hvor vi selv tror vi er: kraftige og regelmæssige veer, lidt sivende fostervand og at vi gerne vil have at hun kommer. Inge fortæller at hun vil pakke sig sammen og køre med det samme.
Den time der går inden Inge kommer føles meget meget lang!! 
Jeg klarer stadig veerne stående op ad en spisestuestol foran brændeovnen – nu dog med armende og hovedet hvilende på stoleryggen under veerne, der føles meget overvældende nu. Min mor hjælper med varme klude fortid, hvor jeg føler størst smerte og Tue trykker mig på lænden. I de korte pauser mellem veerne knokler Tue med at få styr på fødekarret…
Ca. et kvarter inden Inge ankommer kan jeg mærke at det er svært at klare veerne stående, men jeg kan ikke overskue andre stillinger. Jeg siger til Tue og min mor at jeg virkelig håber jeg kan komme i karret når Inge kommer og min mand siger meget venligt: ”Søde skat, du skal nok forberede dig på at der går noget tid endnu inden du kan komme i”… Hans erfaring fra vores første fødsel (hvor jeg var i fødsel MANGE timer inden jeg havde åbnet mig nok til at komme i karret), gjorde at han fornuftigt nok – ikke ville sætte mine forhåbninger op… 
Kl. 21.45 Ankommer jordemoder Inge og i det samme går vandet (det er klart og fint). Hun hilser på og siger ”Du har godt nok kraftige veer, jeg må hellere lige hente det sidste i bilen”… Hun kommer hurtigt ind igen og siger at vi nok hellere hurtigt må få mig undersøgt.. Jeg spørger om hun kan gøre det hvor jeg står – kan ikke overskue at skulle ligge ned, men hun siger at det er bedst hvis jeg ligger mig ned – AGHHXXX!§!!
21.50 Indvendig undersøgelse viser at jeg er 6-7 cm åben og MEGET blød og eftergivende og hovedet mærkes ved bækkenindgangen.
22.00 Jeg får lagt mig på knæ på madrassen og hviler armene på sofaen. Veerne er strenge nu og jeg synes jeg kan mærke hovedet trænge ned – ”Kan det passe?” spørger jeg Inge og hun svarer, at det kan det… Jeg er helt målløs – jeg skulle jo først føde om flere timer?? Jeg føler pressetrang og Inge begynder at dække af med plast på vores sofa…? Jeg er helt ved siden af mig selv – hvad gør hun nu det for?? Jeg skal jo ikke føde her? Først efter fødslen går det op for mig at Inge ikke troede jeg ville nå i karret… Hun siger da også til Tue, at hvis jeg skal i karret, skal det være nu…
Og så er der panik – for vandt i karret er blevet for koldt! Tue har haft fokus på mig og har været hos mig, så vandet har bare fået lov at løbe, selvom det varme vand var opbrugt og vandet i karret er derfor for koldt! 
Min mor og Tue får travlt og knokler for at varme vand i elkedel, på alle blus på komfuret og vi når endda at drøfte om de skal løbe ind til vores nabo med en gulvspand…
22.10 kommer jeg dog i karret (der er lidt til de kolde side) og mine dejlige fødselshjælpere fylder efter med kogende vand, ind til vandet når den rette temperatur. Jeg sidder på knæene med armene hvilende på bassin-kanten – det er pragtfuldt at komme i vandet… Det kan slet ikke beskrives og veernes smerte forsvinder nærmest fuldstændig – ligesom kroppen får en helt anden ro!
22.15 Inge mærker nu hovedet på bækkenbunden og jeg kan godt mærke at det er tæt på… Inge opfordrer mig til at mærke efter dernede – da jeg har ønsket selv at ”være med” og tage imod. Det føles fuldstændig uoverskueligt at skulle få en hånd fra bassin-kanten og helt derned.. Jeg må lige bruge et minut på at tage mig sammen – og hvor føles det dog meget mærkeligt!
Jeg starter med at puste mig igennem veerne, men Inge opfordrer mig til at presse lidt med.
22.26 kommer vores dejlige lille Sif til verden og jeg tager selv imod. Inge må dog lige vikle Sif ud, idet hun har navlestrengen 1½ gang rundt om halsen… Jeg får hende op imellem benene og dette øjeblik er jo bare så vidunderligt at det ikke kan beskrives. Sif er fuldstændig dækket af fosterfedt og har langt sort hår – helt anderledes end vi havde forestillet os, men selvfølgelig helt perfekt.
Da navlestrengen har pulseret færdigt, klipper far og vi er bare opslugt af vores lille vidunder…
Ca. 22.45 kommer jeg op af karret og føder modekagen kort tid efter. Inge klarer hurtigt en lille bristning – heldigvis langt mindre end sidste gang!
Og herfter, ja der står den bare på hygge i sit eget hjem – og det er bare så skønt… Børneundersøgelsen klares på sofaen, mens jeg sidder og hviler mig. Sif er 52 cm lang og vejer 3600g og hun er bare så fin! 
Tak fordi i læste med
Overvejer du hjemmefødsel og sidder med spørgsmål - så spørg endelig løs... det kan vaaaarrrmmmt anbefales
Line
