Et skridt frem, to tilbage!

Chewy skriver:

Føler så meget med digDet er bare ikke fair!

Du skriver bare lige alle de ord der er på min tunge men som ikke kan komme ud!

For ja, hvor ville jeg ønske at jeg kunne spole tiden tilbage, bare et minut mere sammen med ham, bare en dag mere med hans spark i maven, men samtidig - hold da fast hvor går tiden hurtigt! Jeg føler på ingen måde at det snart er 4 måneder siden, for tiden flyver forbi mig.

Men så er der de her dage, de dage hvor jeg kun ser højgravide kvinder, hvor jeg kun hører ordet graviditet, hvor jeg ser unge unge piger sige "Ups så blev jeg gravid" og hvor har jeg lyst til at råbe af dem allesammen, hvor har jeg lyst til at sige at der er ingen der må snakke om det for jeg kan ikke klare at høre på det, men jeg ved jo godt at det bare ikke er sådan verden hænger sammen.

Når jeg ser tilbage på de 7 år der er gået siden jeg begravede Lia så er de gået som et trylleslag og samtidig er det et helt liv siden jeg stod med hende levende og lykkelig i mine arme - ja ikke bare et helt liv, men det er et helt andet menneske der stod der. Det er paradoksalt, men jeg har lært at det vilkårene i mit liv og kan nu byde dem velkommen (ikke hjerteligt velkomne for ville hellere det var anderledes).

Og selvsagt er der dage hvor ordet gravid slet ikke skal siges i din nærhed, hvor alle og jeg mener alle har en stor gravid mave eller en barnevogn - især nu hvor solen og varmen titter frem så flashes det på livet løs, deres totale baby lykke smides lige op i ansigtet på en. Det er to år siden jeg var i Tivoli og for første gang opdagede jeg ikke havde set efter maver og babyer den dag (jeg havde set på flotte mænd ). Indtil da og til trods for 2 børn efter Lia var mit fokus ofte entydigt på babylykken.

Det er okay at være besværlig, underlig, hysterisk, sortseende osv. Jeg gav mig selv lov til og sagde det højt: det første år vil jeg have liv at være mærkelig - at det så har vist sig jeg nok vil være mærkelig resten af livet er en anden historie.

Og så vil jeg lige sige, jeg synes det er stort du skriver her. De få gange jeg åbnede den terminside jeg havde haft med Lia så brast min verden sammen. Jeg kunne sagtens babyer, jeg kunne en masse ting. Men jeg kunne ikke det som skulle have været og jeg kunne slet ikke medlidenheden....

nå men kram på en dag som jeg kan læse gør ondt

grinny skriver:

I så mange dage har det bare gået så godt og vupti, så er man tilbage igen!

Tilbage i det sorte hul!

Det er lige gået op for mig og jeg kender rigtig mange der lige er blevet gravide og jeg kender mange flere der skal til at starte deres egen familie!

Hvorfor ikke mig?  Og ja det spørgsmål har jeg stillet så mange gange, men for sørensens da! Hvorfor ikke mig? Hvorfor ikke os?

Hvor er min lille familie? Hvorfor skal jeg besøge min søn på kirkegården?  

Hvorfor går verden ikke bare i stå til jeg selv står med et levende barn i armene?

Havde lige brug for at lukke ud!

Kæmpe krammer, jeg håber du snart står med de 2 streger igen 

grinny skriver:

Jeg prøver da i hvert fald at være sej og klare hverdagene, men til tider har jeg bare lyst til at låse mig inde, under dynen og se tv en hel dag - men det kan jeg jo heller ikke blive ved med for så bliver jeg smidt ud af skolen

Når jeg ser tilbage på de 7 år der er gået siden jeg begravede Lia så er de gået som et trylleslag og samtidig er det et helt liv siden jeg stod med hende levende og lykkelig i mine arme - ja ikke bare et helt liv, men det er et helt andet menneske der stod der. Det er paradoksalt, men jeg har lært at det vilkårene i mit liv og kan nu byde dem velkommen (ikke hjerteligt velkomne for ville hellere det var anderledes).

Og selvsagt er der dage hvor ordet gravid slet ikke skal siges i din nærhed, hvor alle og jeg mener alle har en stor gravid mave eller en barnevogn - især nu hvor solen og varmen titter frem så flashes det på livet løs, deres totale baby lykke smides lige op i ansigtet på en. Det er to år siden jeg var i Tivoli og for første gang opdagede jeg ikke havde set efter maver og babyer den dag (jeg havde set på flotte mænd ). Indtil da og til trods for 2 børn efter Lia var mit fokus ofte entydigt på babylykken.

Det er okay at være besværlig, underlig, hysterisk, sortseende osv. Jeg gav mig selv lov til og sagde det højt: det første år vil jeg have liv at være mærkelig - at det så har vist sig jeg nok vil være mærkelig resten af livet er en anden historie.

Og så vil jeg lige sige, jeg synes det er stort du skriver her. De få gange jeg åbnede den terminside jeg havde haft med Lia så brast min verden sammen. Jeg kunne sagtens babyer, jeg kunne en masse ting. Men jeg kunne ikke det som skulle have været og jeg kunne slet ikke medlidenheden....

nå men kram på en dag som jeg kan læse gør ondt

Line for sørensens da! Du ved bare lige hvad du skal skrive for at få mig til at live lidt op inden i og kæmpe videre igennem sorgen!

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare for alt det jeg tænker på og ikke tør sige, det siger du! For ja, hvor vil jeg bare gerne være den hysteriske klassekammerat der siger at jeg faktisk er fuldstændig ligeglad med om deres børn lige er starte i børnehave, skole eller whatever - men jeg gemmer det inde i, og smider musik i ørene 

Men du siger det som det er! Du skal vide at igennem alt det her har du bare været en kæmpe hjælp og jeg er så glad for at du åbent har fortalt mig om dit forløb, dine følelser og tiden efter. Så nu får du altså lige et offentligt tak! 

Lykke:) skriver:

Jeg kan SAGTENS forstå dig! Og det skal du have lov til. Det er helt okay!

Synes det er så vildt, at du allerede er startet igen. Kæmpe respekt!

Det var også en hård start men er nu egentlig glad for at komme op og få en hver dag til at køre igen 

Og tusind tak 

Norit skriver:

Kæmpe krammer, jeg håber du snart står med de 2 streger igen 

Mange tak 

Vi gør også alt for at det skal lykkedes 

grinny skriver:

Det var også en hård start men er nu egentlig glad for at komme op og få en hver dag til at køre igen 

Og tusind tak 

grinny skriver:

Mange tak 

Vi gør også alt for at det skal lykkedes 

Det kan jeg godt forstå! 

grinny skriver:

Line for sørensens da! Du ved bare lige hvad du skal skrive for at få mig til at live lidt op inden i og kæmpe videre igennem sorgen!

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare for alt det jeg tænker på og ikke tør sige, det siger du! For ja, hvor vil jeg bare gerne være den hysteriske klassekammerat der siger at jeg faktisk er fuldstændig ligeglad med om deres børn lige er starte i børnehave, skole eller whatever - men jeg gemmer det inde i, og smider musik i ørene 

Men du siger det som det er! Du skal vide at igennem alt det her har du bare været en kæmpe hjælp og jeg er så glad for at du åbent har fortalt mig om dit forløb, dine følelser og tiden efter. Så nu får du altså lige et offentligt tak! 

Så kræv din ret til at være mærkelig der hjemme og med alle dem der holder af dig  Ved godt det er super svært i de "glade" omgivelser, hvor man har lyst til at skrige: skal vi ikke tale om noget andet for jeres børn rager mig en høstblomst, ja faktisk irriterer det mig i har når jeg ikke har....! 

Den misundelse tog mig længe at rumme, for sådan et menneske ville jeg ikke være. Men er kommet frem til, misundelse ikke er en skidt ting, gør mig ikke til et dårligt menneske. Det er jo bare fordi de har noget helt fantastisk jeg drømmer om. Jeg er stadig dybt misundelig (og nogen er nok misundelig på mig med 3 børn).

Og du skal vælge din vej, vælge den måde du lever med det her. Jeg valgte ærligheden, valgte at give råt for usødet til de der holdt af mig. Jeg valgte at sige; I må spørge om alt, hvis I tør svaret. For ville ikke være den søde Line der gjorde det forventelige, jeg ville være den egoistiske Line der tænkte på sig selv og sine nærmeste, for jeg skulle blive lykkelig igen, min familie skulle blive lykkelig igen - for ellers kunne jeg jo lige så godt have fulgt med Lia. Og den ret krævede jeg det første år, for så vidste jeg godt jeg skulle blive en social spiller igen ;-)

Pas på dig selv