Et skridt frem, to tilbage!

Jeg kunne skrive en masse ord om det ramler sammen en gang imellem - ja selv nu 7 år efter kan det stadig ramle men dog på en anden måde og mere kontrolleret af mig selv, men det hjælper nok ikke når det er ramlet. 

Kan kun tilbyde du altid kan skrive, og jeg lytter.

Line

Glæder mig til at det bliver lettere at kontrollere, lige nu kan jeg intet styre og mine tåre kan komme fra det ene minut til det andet, og tit er jeg slet ikke forberedt på at jeg bliver ked af det  

grinny skriver:

Glæder mig til at det bliver lettere at kontrollere, lige nu kan jeg intet styre og mine tåre kan komme fra det ene minut til det andet, og tit er jeg slet ikke forberedt på at jeg bliver ked af det  

Kan huske det var mit mål: at kunne bestemme hvornår jeg græd. Kan sørme ikke huske hvornår jeg nåede det, men synes at huske det tog i hvert fald et halvt år. 

Jeg kan næsten kontrollere det nu, eller det vil sige jeg kan kontrollere hvordan jeg handler når det ramler. Kan klare en dag hvor jeg mentalt er ramlet men ingen kan se det (jo de der kender mig bedst kan høre det på metalklangen i min stemme og se det i mine øjne). 

 

grinny skriver:

I så mange dage har det bare gået så godt og vupti, så er man tilbage igen!

Tilbage i det sorte hul!

Det er lige gået op for mig og jeg kender rigtig mange der lige er blevet gravide og jeg kender mange flere der skal til at starte deres egen familie!

Hvorfor ikke mig?  Og ja det spørgsmål har jeg stillet så mange gange, men for sørensens da! Hvorfor ikke mig? Hvorfor ikke os?

Hvor er min lille familie? Hvorfor skal jeg besøge min søn på kirkegården?  

Hvorfor går verden ikke bare i stå til jeg selv står med et levende barn i armene?

Havde lige brug for at lukke ud!

Du er sej! ingen tvivl om det.

Det er naturligt, at der kommer perioder som denne, og det er helt okay!

Kæmpe kram til dig

lineog4 skriver:

Kan huske det var mit mål: at kunne bestemme hvornår jeg græd. Kan sørme ikke huske hvornår jeg nåede det, men synes at huske det tog i hvert fald et halvt år. 

Jeg kan næsten kontrollere det nu, eller det vil sige jeg kan kontrollere hvordan jeg handler når det ramler. Kan klare en dag hvor jeg mentalt er ramlet men ingen kan se det (jo de der kender mig bedst kan høre det på metalklangen i min stemme og se det i mine øjne). 

 

Et halvt år virker så langt væk, og alligevel er det kun om lidt mere end 2 måneder, så jeg kan jo håbe på at jeg ikke skal gå flere år før jeg kan kontrollere det, men er sikker på at det bliver bedre når jeg starter på arbejde.

Lykke:) skriver:

Du er sej! ingen tvivl om det.

Det er naturligt, at der kommer perioder som denne, og det er helt okay!

Kæmpe kram til dig

Jeg prøver da i hvert fald at være sej og klare hverdagene, men til tider har jeg bare lyst til at låse mig inde, under dynen og se tv en hel dag - men det kan jeg jo heller ikke blive ved med for så bliver jeg smidt ud af skolen

grinny skriver:

Et halvt år virker så langt væk, og alligevel er det kun om lidt mere end 2 måneder, så jeg kan jo håbe på at jeg ikke skal gå flere år før jeg kan kontrollere det, men er sikker på at det bliver bedre når jeg starter på arbejde.

Mon ikke selv i morgen føles som lang tid i de sorte perioder og når tiden næsten er gået i stå. Men tiden går også selvom man nogen gange ville ønske den gik baglæns og man kunne få ens barn igen i maven, i armene og bare i livet. Og ja det er en kliché, men tiden den heler måske ikke når man har mistet et barn, men den sætter plaster på så såret ikke bløder konstant.

 

grinny skriver:

I så mange dage har det bare gået så godt og vupti, så er man tilbage igen!

Tilbage i det sorte hul!

Det er lige gået op for mig og jeg kender rigtig mange der lige er blevet gravide og jeg kender mange flere der skal til at starte deres egen familie!

Hvorfor ikke mig?  Og ja det spørgsmål har jeg stillet så mange gange, men for sørensens da! Hvorfor ikke mig? Hvorfor ikke os?

Hvor er min lille familie? Hvorfor skal jeg besøge min søn på kirkegården?  

Hvorfor går verden ikke bare i stå til jeg selv står med et levende barn i armene?

Havde lige brug for at lukke ud!

Føler så meget med digDet er bare ikke fair!

Min datter døde i december 2002 .

Og jeg har stadig dage hvor det ramler.

Du er helt normal 

lineog4 skriver:

Mon ikke selv i morgen føles som lang tid i de sorte perioder og når tiden næsten er gået i stå. Men tiden går også selvom man nogen gange ville ønske den gik baglæns og man kunne få ens barn igen i maven, i armene og bare i livet. Og ja det er en kliché, men tiden den heler måske ikke når man har mistet et barn, men den sætter plaster på så såret ikke bløder konstant.

 

Du skriver bare lige alle de ord der er på min tunge men som ikke kan komme ud!

For ja, hvor ville jeg ønske at jeg kunne spole tiden tilbage, bare et minut mere sammen med ham, bare en dag mere med hans spark i maven, men samtidig - hold da fast hvor går tiden hurtigt! Jeg føler på ingen måde at det snart er 4 måneder siden, for tiden flyver forbi mig.

Men så er der de her dage, de dage hvor jeg kun ser højgravide kvinder, hvor jeg kun hører ordet graviditet, hvor jeg ser unge unge piger sige "Ups så blev jeg gravid" og hvor har jeg lyst til at råbe af dem allesammen, hvor har jeg lyst til at sige at der er ingen der må snakke om det for jeg kan ikke klare at høre på det, men jeg ved jo godt at det bare ikke er sådan verden hænger sammen.

Carina:-) skriver:

Min datter døde i december 2002 .

Og jeg har stadig dage hvor det ramler.

Du er helt normal 

Det er altid rart at vide at det er normalt, og et eller andet sted ved jeg jo også godt at jeg reagere som alle andre ville gøre, men jeg bliver bare så paf når jeg i nogle dage har haft det godt og så lige pludselig bliver jeg bare sat tilbage, et rent slag i ansigtet!