"Nutidens forældre" - træt af kritik :-/

Jeg er på sin vis enig. Pga. vores informationssamfund går det hurtigt med den ene undersøgelse efter den anden.

Som mor til en pige på 14 mdr. (lige startet i DP) kan jeg sagtens forstå, at du er træt af alt det medierne skælder forældre ud over.

Som pædagogstuderende kan jeg også se den anden side. Selvfølgelig vil man altid sine egne børn det bedste og kun det bedste er godt nok. Jeg er pt. i min 2.´lønnede praktik og forventer at være færdiguddannet til januar 2015. Efter en dag i storebørnsgruppen i den børnehave jeg er i praktik i, er jeg total smadret. Børnene vil ikke høre efter, ikke gøre som man siger, de svarer igen og siger "du bestemmer ikke over mig". Nogle af dem kan sågar finde på at slå/sparke/spytte og flere af dem bliver jeg/vi nød til at slæbe på, når ikke de vil høre hvad der bliver sagt. Og det er ikke kun mig de er sådan overfor. Det er alle pædagogerne og medhjælperne. Jeg er rent ud sagt smadret efter bare en halv dag. Vi taler skam også med forældrene og prøver at føre et godt samarbejde. Men forældrene siger, at sådan er deres børn slet ikke derhjemme og de kan slet ikke genkende vores fortællinger om deres børn. Det er også muligt at de ikke kan det. Men det er vores virkelighed i børnehaven og vi har ikke ressourcerne til at gå fra 1:1, når et af børnene kammer over. 2 voksne til 17 børn i tidsrummet 9-12 og ellers 1 voksen til op til 17 børn om morgenen og eftermiddagen. Jeg ønsker også det bedste for mit barn og tror som sådan heller ikke på inklusionsteorien, (at der er og skal være plads til alle). Jeg ville ønske vi havde tiden til at kunne give hvert barn opmærksomhed hver dag, men det har vi ikke. Der er ikke noget i verden jeg hellere vil end, at kunne give jeres børn det bedste, men det kan vi bare ikke, når nr. 1 - 2 - 3 - 4 osv. barn kammer over og vi bliver nød til at tage os af det. Selvfølgelig er der et element af opdragelse i daginstitutionerne (dobbeltsocialisering), men vi har ikke ressourcerne til det helt basale, kun ressourcer til at følge op på opdragelsen hjemmefra.

Børn søger grænser, så giv dem grænser, Børn kan selv, så lad dem (gå/klæde sig på), Vis børnene hvad der er rigtigt og forkert og stol på de professionel.

Og kære forældre. Pædagogerne har trods alt en uddannelse bl.a. om børns udvikling, så de/vi ved hvad de/vi taler om.

Det var lige en anden synsvinkel fra en forælder/pædagogstuderende

Medier lever af at finde det negative. Samtidig lever de også af andres ulykke. 

Kunne ikke være mere enig, selv træt af alke de eksperter med udtalelser om hvor fatalt det er for børnene hvis man træder lidt ved siden af den lille margin de stiller op

Synes også man hurtigt bliver stemplet som dårlig forældre hvis man ikke er enige i børneopdragelse, jeg fik engang at vide jeg ydede omsorgssvigt af mine unger, fordi jeg godt ville bruge en body med pletter på, hvis de feks havde skidt igennem, og den var vasket og ren men der var farveplet på, ja det var jo nærmest omsorgssvigt at give ungerne den body på

Kan kun være enig og synes der er alt for meget pegen fingre, det er som om man skal putte 3 døgn ind i hvert døgn for at kunne leve op til bare halvdelen af de forventninger der ligger til os som forældre

Frk. Jensen skriver:

Jeg er på sin vis enig. Pga. vores informationssamfund går det hurtigt med den ene undersøgelse efter den anden.

Som mor til en pige på 14 mdr. (lige startet i DP) kan jeg sagtens forstå, at du er træt af alt det medierne skælder forældre ud over.

Som pædagogstuderende kan jeg også se den anden side. Selvfølgelig vil man altid sine egne børn det bedste og kun det bedste er godt nok. Jeg er pt. i min 2.´lønnede praktik og forventer at være færdiguddannet til januar 2015. Efter en dag i storebørnsgruppen i den børnehave jeg er i praktik i, er jeg total smadret. Børnene vil ikke høre efter, ikke gøre som man siger, de svarer igen og siger "du bestemmer ikke over mig". Nogle af dem kan sågar finde på at slå/sparke/spytte og flere af dem bliver jeg/vi nød til at slæbe på, når ikke de vil høre hvad der bliver sagt. Og det er ikke kun mig de er sådan overfor. Det er alle pædagogerne og medhjælperne. Jeg er rent ud sagt smadret efter bare en halv dag. Vi taler skam også med forældrene og prøver at føre et godt samarbejde. Men forældrene siger, at sådan er deres børn slet ikke derhjemme og de kan slet ikke genkende vores fortællinger om deres børn. Det er også muligt at de ikke kan det. Men det er vores virkelighed i børnehaven og vi har ikke ressourcerne til at gå fra 1:1, når et af børnene kammer over. 2 voksne til 17 børn i tidsrummet 9-12 og ellers 1 voksen til op til 17 børn om morgenen og eftermiddagen. Jeg ønsker også det bedste for mit barn og tror som sådan heller ikke på inklusionsteorien, (at der er og skal være plads til alle). Jeg ville ønske vi havde tiden til at kunne give hvert barn opmærksomhed hver dag, men det har vi ikke. Der er ikke noget i verden jeg hellere vil end, at kunne give jeres børn det bedste, men det kan vi bare ikke, når nr. 1 - 2 - 3 - 4 osv. barn kammer over og vi bliver nød til at tage os af det. Selvfølgelig er der et element af opdragelse i daginstitutionerne (dobbeltsocialisering), men vi har ikke ressourcerne til det helt basale, kun ressourcer til at følge op på opdragelsen hjemmefra.

Børn søger grænser, så giv dem grænser, Børn kan selv, så lad dem (gå/klæde sig på), Vis børnene hvad der er rigtigt og forkert og stol på de professionel.

Og kære forældre. Pædagogerne har trods alt en uddannelse bl.a. om børns udvikling, så de/vi ved hvad de/vi taler om.

Det var lige en anden synsvinkel fra en forælder/pædagogstuderende

Det lyder godt nok helt vildt, at ungerne opfører sig sådan. Er det tendensen generelt, eller er du havnet et sted med særligt "svære" børn? Jeg har været lærer i udskolingen i 17 år, og der er langt mellem episoder med dårlig opførsel. Enten er de unge blevet "veldresserede" i børnehaven og deres første 6-7 år i skolen, eller også er du rendt ind i en meget svær børnegruppe. 

Frk. Jensen skriver:

Jeg er på sin vis enig. Pga. vores informationssamfund går det hurtigt med den ene undersøgelse efter den anden.

Som mor til en pige på 14 mdr. (lige startet i DP) kan jeg sagtens forstå, at du er træt af alt det medierne skælder forældre ud over.

Som pædagogstuderende kan jeg også se den anden side. Selvfølgelig vil man altid sine egne børn det bedste og kun det bedste er godt nok. Jeg er pt. i min 2.´lønnede praktik og forventer at være færdiguddannet til januar 2015. Efter en dag i storebørnsgruppen i den børnehave jeg er i praktik i, er jeg total smadret. Børnene vil ikke høre efter, ikke gøre som man siger, de svarer igen og siger "du bestemmer ikke over mig". Nogle af dem kan sågar finde på at slå/sparke/spytte og flere af dem bliver jeg/vi nød til at slæbe på, når ikke de vil høre hvad der bliver sagt. Og det er ikke kun mig de er sådan overfor. Det er alle pædagogerne og medhjælperne. Jeg er rent ud sagt smadret efter bare en halv dag. Vi taler skam også med forældrene og prøver at føre et godt samarbejde. Men forældrene siger, at sådan er deres børn slet ikke derhjemme og de kan slet ikke genkende vores fortællinger om deres børn. Det er også muligt at de ikke kan det. Men det er vores virkelighed i børnehaven og vi har ikke ressourcerne til at gå fra 1:1, når et af børnene kammer over. 2 voksne til 17 børn i tidsrummet 9-12 og ellers 1 voksen til op til 17 børn om morgenen og eftermiddagen. Jeg ønsker også det bedste for mit barn og tror som sådan heller ikke på inklusionsteorien, (at der er og skal være plads til alle). Jeg ville ønske vi havde tiden til at kunne give hvert barn opmærksomhed hver dag, men det har vi ikke. Der er ikke noget i verden jeg hellere vil end, at kunne give jeres børn det bedste, men det kan vi bare ikke, når nr. 1 - 2 - 3 - 4 osv. barn kammer over og vi bliver nød til at tage os af det. Selvfølgelig er der et element af opdragelse i daginstitutionerne (dobbeltsocialisering), men vi har ikke ressourcerne til det helt basale, kun ressourcer til at følge op på opdragelsen hjemmefra.

Børn søger grænser, så giv dem grænser, Børn kan selv, så lad dem (gå/klæde sig på), Vis børnene hvad der er rigtigt og forkert og stol på de professionel.

Og kære forældre. Pædagogerne har trods alt en uddannelse bl.a. om børns udvikling, så de/vi ved hvad de/vi taler om.

Det var lige en anden synsvinkel fra en forælder/pædagogstuderende

jeg er "kun" mor!! Men kunne ikk være mere enig i dit indlæg!!

Har haft 5 børn igennem DP,BH og nu i folkeskolen, og for pokker altså,hvor jeg også bare har set og hørt min del af grænsesøgende børn!!

Selvfølgelig er en del den samfundsmæssige udvikling,MEN forældre i dag tør ikk påtage sig ansvar,tør ikke stille krav og aner ikk bedre end hvad der står i bøgerne. Det er bare blevet generelt svært at tænke selv og træffe beslutning derfra.

Senest ex er 1813...foræædre klager over lange lange ventetider....men hvem skaber de ventetider?? Oftest er der småbørnsforældre,der med deres " som regel•virussyge" barn der sidder i venterummet. Og virus kan som bekendt ikke trylles væk ved lægevagten.

Undskyld det sure opstød,men må erkende at jeg er i blandt "modstanderne af nutides forældres måde at håndterer opgaven på"

Mor og meget mere skriver:

Det lyder godt nok helt vildt, at ungerne opfører sig sådan. Er det tendensen generelt, eller er du havnet et sted med særligt "svære" børn? Jeg har været lærer i udskolingen i 17 år, og der er langt mellem episoder med dårlig opførsel. Enten er de unge blevet "veldresserede" i børnehaven og deres første 6-7 år i skolen, eller også er du rendt ind i en meget svær børnegruppe. 

Det skal lige siges at det selvfølgelig ikke er alle børn der er sådan, men ud af 17 børn er der 5 der svarer igen og ud af de 5 er der 2 der slår/sparker/spytter. Derefter kommer medløberne, som egentlig godt ved at deres opførsel ikke er i orden, men som bare lade sig rive med. Så vidt jeg fornemmer, så er de fleste af børnene fra ressourcestærke familier, også de 5. Som sådan skulle det ikke være et område der er "tungere" end andre steder. I bund og grund er alle børnene jo vildt skønne, men de kan bare ikke alle kapere for mange mennesker på en gang. Den ene af de 2 der slår/sparker/spytter kan godt finde på at kravle op på mine knæ og lige sidde i få sekunder og har også før spurgt om ikke jeg bare kunne lege alene med ham. Det skærer i mit hjerte at der ikke er ressourcer til at kunne gå fra med bare et par børn og give dem lidt af den nærvær de hungrer efter (og han har altså nogle gode forældre, der også holder fri med ham en gang imellem)