"Nutidens forældre" - træt af kritik :-/

Abemor skriver:

Er det kun mig, der er ved at være godt og grundigt træt af mediernes (- og faktisk også samfundet som helhed) udlægning af os som forældre? Jeg synes vi skal stå model til meget kritik efterhånden. Vi er curlingforældre, vi kan ikke sætte grænser, de er for forkælede, de er konstant i daginstitution, vi prioriterer job og fint hus over tid med børn, vi får dem for sent, de spiser for usundt, osv, osv, osv 

Ganske vist vi falder i "nogle fælder", som resultat af det samfund vi har opbygget og lever i, men mon ikke alle generationer har haft deres udfordringer? 

De forældre jeg kender kæmper en kamp med fuldtidsarbejde, børn, hus, bil, osv, men de klarer det da super godt. De har skønne, glade børn, der trives og er social kompetente. Ja vi har mere travlt end familier med større børn eller familier helt uden, men det er jo en periode i end liv - og når så vi er hjemme, ja så står den på kvalitetstid, hygge, samværd, kys og kram. 

Jeg vil gerne sende et kæmpe skulderklap til alle nutidens forældre - det fortjener vi 

Ja forældre bliver dunket i hovedet hele tiden. Og det er sku også mega surt at man ikke kan se sine børn mere end 1-3timer om dagen. 

Jeg lukker bare ørerne for hvad medierne siger, for så længe at man gør det bedste man kan og børnene ikke lider overlast, så er det jo bare sådan vores samfund er. 

Og vi er heldige, at vi har så lang barsel, at hvis man har økonomien til det, kan man gå hjemme med sine børn efter endt barsel. Danmark har mange regler men vi er også heldige. 

Forstil jer at have 10måneders barsel delt over 2gange(4børn), at skulle starte på arbejde når dit barn er 1måned gammel.. Vores børn er ikke i skole fra 8 til 16(endnu), eller starter i skole som 3årig. Så er jeg sku glad for danske regler. 

Måske et lille sidespring, men som sagt i starten jeg lukker ørerne for medierne. Og ved at der er folk der flytter til Danmark, fordi det er bedre end deres eget land. Det siger jo også lidt. 

 

Babymor1013 skriver:

Ihhh nu bliver jeg nødt til at spørge - nu, hvor du selv nævner det... Hvad betyder curlingforælde?? 

Nu har jeg set det er blevet nævnt flere gange, men jeg er vist ikke up-to-date 

Det er noget med at man fejer alt af vejen for sine børn, f.eks. i skolen skælder mor læren ud over at barnet får dårlige karakterer..

Det er sådan jeg har forstået det i hvert fald

Babymor1013 skriver:

Ihhh nu bliver jeg nødt til at spørge - nu, hvor du selv nævner det... Hvad betyder curlingforælde?? 

Nu har jeg set det er blevet nævnt flere gange, men jeg er vist ikke up-to-date 

At man baner vejen for ungerne og fjerner alle forhindringer for dem. Fx har der været eksempler på forældre til voksne "børn" på universitetet, der har ringet og klaget over forskellige ting på deres "børns" vejne. så det handler om at ungerne ikke bliver selvstændige og ikke lærer at tage ansvar selv.  

Babymor1013 skriver:

Ihhh nu bliver jeg nødt til at spørge - nu, hvor du selv nævner det... Hvad betyder curlingforælde?? 

Nu har jeg set det er blevet nævnt flere gange, men jeg er vist ikke up-to-date 

lineog4 skriver:

Ej hvor er jeg enig 

Og vi skal netop som forældre råbe op og helst højt frem for at tage det som en kritik. For forholdene i dagsinstitutionerne er forringet - jeg er ikke pædagog men har "bare" haft børn i samme institution i 8 år og selvom jeg synes de gør et fantastisk stykke arbejde så kan jeg blot ved at være der kort, se hvad de kan lave med børnene og så videre berette om der er skåret rigtig meget på de 8 år, den hører stadig til en af de gode institutioner så jeg tør slet ikke tænke på hvordan de der er dårligere er 

ja vi skal måske arbejde 8 timer om dagen for at holde samfundshjulene i gang men så skal vi sørme også kræve pasningstilbuddene er i top. Vi får at vide vores børn ikke lærer nok og alligevel forringer vi rammerne for de små børn som om netop de første år ikke er vigtige i fremadrettet lærerproces.

Vi køber diverse eksperters (især Egelunds) udtalelser om hvis bare vo laver læreplaner, tester dem, screener dem, sætter læringsmål før de overhovedet kan tale, så går alt godt og vi spare lidt på omsorgen og de varme hænder og så forresten skrige lidt af forældrene over de tillader sig at putte deres poder i de institutioner i 8 timer. Vi kan også begynde at tale om obligatorisk børnehave for det er jo der de lærer noget (også selvom de selvsamme børnehaver er skåret ind til benet).

Og bagefter kommer skolen hvor det åbenbart ikke er synd for børnene de skal opholde sig så mange timer. Min skønne datter på snart 11 skal fra næste år være i skolen 7 klokketimer om dagen, men det er jo så ikke skidt elle hvad - det var kun i børnehaven?

åh ja ramte lige min kæphest... Vi skal investere i vores børn ikke i form af flere test, me i form af flere midler til de institutioner der er sammen med dem når vi er på arbejde. Og ja kan vi også investere så de familier der gerne vil kan gå ned i arbejdstid så ville det være fantastisk. Men de som ikke vil skal sørme ikke høre et ondt ord for det, men derimod mødes af tip top institutioner 

Og jeg er helt enig med dig

Jeg kender end del pædagoger og de er udbrændte, frusterede og føler de bruger alt alt for meget tid på at dokumentere og planlægge ind de gør på at være sammen med børnene og flere af dem har aktivt valgt at sætte deres udgifter osv ned får at kunne gå længere hjemme med deres helt små fordi de ved hvad de skal sendes ud i og det synes jeg er sørgeligt at de mennesker der arbejder i pasningstilbudene har det sådan.

Så nej, det er ikke en kritik af forældrenes arbejdstider der er relevant men en kritik af de pasningstilbud vores børn bliver bud.
Jeg tror på at hvis man råber højt længe nok vil det hjælpe.

Og du har helt ret i din samligning mellem kritikken af at forældre sender deres børn i daginstitution og tvungen heldagsskole ikke hænger sammen.

Det er også mig en kæmpekæphest og er også grunden til at jeg har valgt ikke at sende mit barn i pasning ( jeg har muligheden for det og valgt at benytte mig af den) men derfor fylder det stadig meget hos mig og i vores omgangskreds af hjemmepassede børn er der et flertal af forældre som normalt arbejder med børn der vælger at hjemmepasse de første 2-3 år.

isabellasmor skriver:

nu gik jeg jo selv hjemme med vores datter 1 år efter barsel, og jeg er så glad for at have haft den mulighed.. men det er da hårdt økonomisk, og jeg ville bare sådan ønske det ikke var sådan, at man på en eller anden måde kunne stille samfundet tilbage på det punkt... 

Ja jeg gik hjemme til min søn var 15 mdr, og det var helt sikkert godt for ham. Men nu er det jo også fordi man får 12 mdrs barsel på su og fik lov at blive lidt forsinket. Men det er jo langt fra alle der kan.

Abemor skriver:

Er det kun mig, der er ved at være godt og grundigt træt af mediernes (- og faktisk også samfundet som helhed) udlægning af os som forældre? Jeg synes vi skal stå model til meget kritik efterhånden. Vi er curlingforældre, vi kan ikke sætte grænser, de er for forkælede, de er konstant i daginstitution, vi prioriterer job og fint hus over tid med børn, vi får dem for sent, de spiser for usundt, osv, osv, osv 

Ganske vist vi falder i "nogle fælder", som resultat af det samfund vi har opbygget og lever i, men mon ikke alle generationer har haft deres udfordringer? 

De forældre jeg kender kæmper en kamp med fuldtidsarbejde, børn, hus, bil, osv, men de klarer det da super godt. De har skønne, glade børn, der trives og er social kompetente. Ja vi har mere travlt end familier med større børn eller familier helt uden, men det er jo en periode i end liv - og når så vi er hjemme, ja så står den på kvalitetstid, hygge, samværd, kys og kram. 

Jeg vil gerne sende et kæmpe skulderklap til alle nutidens forældre - det fortjener vi 

Jeg hader generaliseringer. Nutidens forældre er vidt forskellige - nogle er superforældre, andre omsorgssvigter deres børn, og så er der alle os, der på hver vores måde gør omtrent vores bedste og slipper nogenlunde hæderligt fra det. Nutidens børn er lige så forskellige, og det, der gør mig til en ok mor for et af mine børn, ville gøre mig til en rædselsfuld og utilstrækkelig mor for andre. 

For mange år siden fik man bare børn - og undtaget dem, der tævede ungerne eller ikke gav dem mad, så gik man ikke op i fra mediernes eller omverdenens side, hvordan folk forvaltede deres forældrerolle. Vi har gjort det til et projekt at få børn, vi har meget snævre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har tusind bøger, eksperter og metoder til at fortælle os, hvordan "man gør det rigtigt". 

Jeg har mødt et utal af velfungerende, sårbare, velstimulerede, svigtede, forkælede og oversete børn og unge i mine 17 år som lærer, og jeg har mødt fantastiske og elendige forældre. Jeg har absolut intet grundlag for at erklære, at forældre i dag er enten superdygtige eller superdårlige - de findes i alle varianter, og det er noget pjat at stemple dem som værende på den ene eller den anden måde. Så nej, jeg vil ikke give et fælles skulderklap til alle nutidens forældre - lige så lidt, som jeg vil kritisere dem/os i fælles flok. 

Dog synes jeg, det er tankevækkende, at en del forældre er så hurtigt oppe på barrikaderne, når man stiller spørgsmålstegn ved, om vi som samfund har indrettet os optimalt i forhold til børn og børnefamilier. Jeg delte forleden et indlæg, der problematiserede dette, og som på ingen måde var et angreb på forældre - tværtimod! - og nærmest pr. refleks stillede flere sig i forsvarsposition og nægtede overhovedet at forholde sig til, om vi som samfund kan gøre noget bedre. Jeg synes virkelig, det er trist, hvis vi når dertil, at vi mener, alt er ideelt og uforanderligt, og at det er nytteløst at tænke i andre baner - og at flere slet og ret fejltolker alt som kritik. Vi skal da for pokker blive ved at tænke "Hvad nu hvis...", hvis vi ikke skal stagnere i vanetænkning. 

Tak for dit indlæg for det har vi alle brug for.

Synes også vi skal se på hvordan vores børn trives og fokusere på alt det positive vi prøver at gøre for dem for ja alle tider har udfordringer som vi skal navigere i.

Min mor på snart 65 år har fotalt mig at hun blev placeret i sin seng som lille og fik af vide hun skulle blive der til hendes forældre kom hjem og hun var hunderæd for at være alene, men der var ingen pasningsmuligheder og både mor og far skulle arbejde. Der var ingen institutioner at blive passet i og ofte blev hun efterladt alene med sin lillesøster når moren og faren tog i byen. Derudover var der mange ting som man i dag vil mene er skadeligt for børn som hun oplevede, men alt i alt synes hun da hun har haft en fin barndom og ved hendes forældre gjorde deres bedste og ja som du selv skriver så falder vi alle i nogle fælder og det kan bare ikke undgåes af alt ikke kan gøres perfekt.

Men synes også vi alle prøver at gøre vores bedste for at vores børn skal have det godt og kender masser af børn der har det godt og personligt har jeg kun oplevet af mine egne børn har stortrives i deres institutioner pga dygtige, engagerede og kærlige fagpersoner der gør deres allerbedste for at børnene har det godt mens deres forældre er på arbejde.

Så ja lad os glædes over det liv vi har med vores børn og selvfølgelige er der dage hvor alting er lidt presset, men det ville det da nok være alligevel uanset hvordan vi levede. Det vigtige er at vi gør hvad vi kan med de betingelser vi har og nyder vores børn og den tid vi tilbringer med dem. Vores børn får alligevel ikke noget positivt ud af os, hvis vi render rundt med dårlig samvittighed hele tiden.

Mor og meget mere skriver:

Jeg hader generaliseringer. Nutidens forældre er vidt forskellige - nogle er superforældre, andre omsorgssvigter deres børn, og så er der alle os, der på hver vores måde gør omtrent vores bedste og slipper nogenlunde hæderligt fra det. Nutidens børn er lige så forskellige, og det, der gør mig til en ok mor for et af mine børn, ville gøre mig til en rædselsfuld og utilstrækkelig mor for andre. 

For mange år siden fik man bare børn - og undtaget dem, der tævede ungerne eller ikke gav dem mad, så gik man ikke op i fra mediernes eller omverdenens side, hvordan folk forvaltede deres forældrerolle. Vi har gjort det til et projekt at få børn, vi har meget snævre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har tusind bøger, eksperter og metoder til at fortælle os, hvordan "man gør det rigtigt". 

Jeg har mødt et utal af velfungerende, sårbare, velstimulerede, svigtede, forkælede og oversete børn og unge i mine 17 år som lærer, og jeg har mødt fantastiske og elendige forældre. Jeg har absolut intet grundlag for at erklære, at forældre i dag er enten superdygtige eller superdårlige - de findes i alle varianter, og det er noget pjat at stemple dem som værende på den ene eller den anden måde. Så nej, jeg vil ikke give et fælles skulderklap til alle nutidens forældre - lige så lidt, som jeg vil kritisere dem/os i fælles flok. 

Dog synes jeg, det er tankevækkende, at en del forældre er så hurtigt oppe på barrikaderne, når man stiller spørgsmålstegn ved, om vi som samfund har indrettet os optimalt i forhold til børn og børnefamilier. Jeg delte forleden et indlæg, der problematiserede dette, og som på ingen måde var et angreb på forældre - tværtimod! - og nærmest pr. refleks stillede flere sig i forsvarsposition og nægtede overhovedet at forholde sig til, om vi som samfund kan gøre noget bedre. Jeg synes virkelig, det er trist, hvis vi når dertil, at vi mener, alt er ideelt og uforanderligt, og at det er nytteløst at tænke i andre baner - og at flere slet og ret fejltolker alt som kritik. Vi skal da for pokker blive ved at tænke "Hvad nu hvis...", hvis vi ikke skal stagnere i vanetænkning. 

Nu kan jeg regne ud jeg er en af dem du nævner.
Men behøver man synes at det hele er ideelt som det er, bare fordi man ikke smider alt man har og går forrest i køen for at forandre det hele?

Der er da helt sikkert ting der kunne blive bedre og der er da stensikkert mange ting der kunne være værre.
Men måske man bare har meget at se til ved at arbejde og passe sin familie.
Jeg har sgu ikke overskuddet til at gå overaktiv ind i politik og forsøge at ændre det hele.
Men samtidig brokker jeg mig så heller ikke hvordan det hele ser ud, men forsøger at få det bedste ud af det og det der fungerer for min familie.
Det er vel også ok. Også selvom man (jeg) går i forsvarsposition

Mor og meget mere skriver:

Jeg hader generaliseringer. Nutidens forældre er vidt forskellige - nogle er superforældre, andre omsorgssvigter deres børn, og så er der alle os, der på hver vores måde gør omtrent vores bedste og slipper nogenlunde hæderligt fra det. Nutidens børn er lige så forskellige, og det, der gør mig til en ok mor for et af mine børn, ville gøre mig til en rædselsfuld og utilstrækkelig mor for andre. 

For mange år siden fik man bare børn - og undtaget dem, der tævede ungerne eller ikke gav dem mad, så gik man ikke op i fra mediernes eller omverdenens side, hvordan folk forvaltede deres forældrerolle. Vi har gjort det til et projekt at få børn, vi har meget snævre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har tusind bøger, eksperter og metoder til at fortælle os, hvordan "man gør det rigtigt". 

Jeg har mødt et utal af velfungerende, sårbare, velstimulerede, svigtede, forkælede og oversete børn og unge i mine 17 år som lærer, og jeg har mødt fantastiske og elendige forældre. Jeg har absolut intet grundlag for at erklære, at forældre i dag er enten superdygtige eller superdårlige - de findes i alle varianter, og det er noget pjat at stemple dem som værende på den ene eller den anden måde. Så nej, jeg vil ikke give et fælles skulderklap til alle nutidens forældre - lige så lidt, som jeg vil kritisere dem/os i fælles flok. 

Dog synes jeg, det er tankevækkende, at en del forældre er så hurtigt oppe på barrikaderne, når man stiller spørgsmålstegn ved, om vi som samfund har indrettet os optimalt i forhold til børn og børnefamilier. Jeg delte forleden et indlæg, der problematiserede dette, og som på ingen måde var et angreb på forældre - tværtimod! - og nærmest pr. refleks stillede flere sig i forsvarsposition og nægtede overhovedet at forholde sig til, om vi som samfund kan gøre noget bedre. Jeg synes virkelig, det er trist, hvis vi når dertil, at vi mener, alt er ideelt og uforanderligt, og at det er nytteløst at tænke i andre baner - og at flere slet og ret fejltolker alt som kritik. Vi skal da for pokker blive ved at tænke "Hvad nu hvis...", hvis vi ikke skal stagnere i vanetænkning. 

synes vi alle fortjener et skulderklap.

tvivler på nogen synes det er 100 % ideelt - har det nogensinde været det, og for hvilket barn?

men jeg vil nu alligevel give et skulderklap til nutidens forældresynes i knokler for børn, job, ægteskab, osv.  til jer - uanset hvilken vej I vælger for Jer og Jeres børn.