fo82 skriver:
Suk altså...
lige før jul løftede jeg sløret for at jeg tænker over min alder (bliver 32 til sommer) og tanken om børn..
jeg har egentligt aldrig haft decideret lyst til børn, men kan mærke at efter en omgang med gyn osv pga en psprøjte der ikke lige gjorde som den skulle, så kom der gang i nogle ting.
som sagt løftede jeg sløret for mine tanker over for min kæreste (han er 30) en sen aften hvor jeg lå i sengen og ikke kunne sove.
det blev ikke til en dybere samtale, han sagde at han ikke vidste om han ville have børn. Jeg spurgte hvad han mente - svaret var at han var bange for ikke at have overskuddet - for det var jo ikke fordi han ikke kan lide børn. Jeg spurgte ham om for og imod- han faldt så i søvn under tankeprocessen
et par dage efter spørger han til hvor mange ppiller jeg har tilbage (noget han aldrig har gjort før) jeg svarede og spurgte hvorfor - jo det er godt at følge med... Øøøh okaaay???
til et julearrangement aer han mig pludseligt på maven - hm..
til nytår går der mødre vs fædregruppe i festen (total joke - men han var bestemt med til at bære brænde til bålet).
jeg har talt med min svigermor, hun siger at han tidligere (der var nogle problematikker med hans bror) har sagt at han ikke ville have børn (men det har jeg jo også en gang) men så igen har han travlt med at renovere værelser og har sagt en gang at han ville have huset i 1 år (det var før vi købte i sommers) først.. Hun siger også at han vil blive en fantastisk far (enig!)
forleden var vi ude med nogle kolleger som proklamerede at de ville (at vi skulle) have baby - hvortil han undervejs siger at det skal der to til??!!??
jeg vil så gerne have åbnet op for det her igen - tale det dybere igennem og få forklaret at jeg ikke vil leve uden børn og at jeg gerne vil have dem snart inden jeg for alvor bliver gammel...
men en jeg er lost for at læse ham - er han ved at bløde op mon? Er hanmon klar til at snakke mere om det? Og hvordan sparker jeg gang i den samtale?!? Hvad kan jeg sige uden at presse ham til at gøre hvad jeg vil uden selv at ville det?
hvad siger i? Hvordan lyder han på jer?
Kære fo82,
Hvis det er vigtig for dig må du vælge at tage emnet op igen. Der bliver aldrig et rigtigt tidspunkt for en sådan samtale.
Det er en af de svære samtaler, men den skal tages. Hvad nu hvis han virkelig ikke vil have børn? Skal du så holdes hen til det er forsent for dig at få dem?
Og vil du så afgive dit ønske, for ham?
Jeg mener det er et nødvendig eksistentiel emne, at få afklaret.
Spørgsmålet er vel ikke hvornår han vil, men om han vil børn.
Hvis han vil have børn skal hvornår nok komme.
Det lyder som om du/i går som katten om den varme grød. Pas på den ikke bliver kold.
Fortæl ham hvor vigtigt det er for dig, spørg ind til hans bekymring. Lyt.
At blive forældre ER et fælles projekt, så få talt om hvordan i kan arbejde sammen om det som et team.
Jeg ønsker dig/jer at mulig lykke til, men det kommer ikke af sig selv, det er noget du/i skaber 
Bedste hilsner
Bjarne Dam Larsen
psykoterapeut MPF
Mindfulbirth.dk
