Ehj hvordan kommer man videre uden at presse?

Suk altså...

lige før jul løftede jeg sløret for at jeg tænker over min alder (bliver 32 til sommer) og tanken om børn..

jeg har egentligt aldrig haft decideret lyst til børn, men kan mærke at efter en omgang med gyn osv pga en psprøjte der ikke lige gjorde som den skulle, så kom der gang i nogle ting.

som sagt løftede jeg sløret for mine tanker over for min kæreste (han er 30) en sen aften hvor jeg lå i sengen og ikke kunne sove.

det blev ikke til en dybere samtale, han sagde at han ikke vidste om han ville have børn. Jeg spurgte hvad han mente - svaret var at han var bange for ikke at have overskuddet - for det var jo ikke fordi han ikke kan lide børn. Jeg spurgte ham om for og imod- han faldt så i søvn under tankeprocessen

et par dage efter spørger han til hvor mange ppiller jeg har tilbage (noget han aldrig har gjort før) jeg svarede og spurgte hvorfor - jo det er godt at følge med... Øøøh okaaay???

til et julearrangement aer han mig pludseligt på maven - hm..

til nytår går der mødre vs fædregruppe i festen (total joke - men han var bestemt med til at bære brænde til bålet).

jeg har talt med min svigermor, hun siger at han tidligere (der var nogle problematikker med hans bror) har sagt at han ikke ville have børn (men det har jeg jo også en gang) men så igen har han travlt med at renovere værelser og har sagt en gang at han ville have huset i 1 år (det var før vi købte i sommers) først.. Hun siger også at han vil blive en fantastisk far (enig!)

forleden var vi ude med nogle kolleger som proklamerede at de ville (at vi skulle) have baby - hvortil han undervejs siger at det skal der to til??!!??

jeg vil så gerne have åbnet op for det her igen - tale det dybere igennem og få forklaret at jeg ikke vil leve uden børn og at jeg gerne vil have dem snart inden jeg for alvor bliver gammel...

men en jeg er lost for at læse ham - er han ved at bløde op mon? Er hanmon klar til at snakke mere om det? Og hvordan sparker jeg gang i den samtale?!? Hvad kan jeg sige uden at presse ham til at gøre hvad jeg vil uden selv at ville det?

 

hvad siger i? Hvordan lyder han på jer? 

I er et par. I burde kunne tale sammen sig det ligeud af posen. I aften når i spiser så spørg ham "hvordan har du det oprigtig med at få børn?". 

Hvis du er ude i at du ikke kan leve med ham hvis han ikke har lyst til børn, så er det jo med at få kridtet skoene og finde ud af hvor du står.  

Du har jo egentligt ret - men jeg aner ikke hvordan jeg lige skal gribe den an - jeg har lidt svært ved at gribe den ud af den blå luft når det er så stort et emne...

men hvilke tanker gør du dig ud af min historie? Og hvordan ville du gribe det an? Man kan ikke presse ham for meget - så bakker han af.. 

fo82 skriver:

Du har jo egentligt ret - men jeg aner ikke hvordan jeg lige skal gribe den an - jeg har lidt svært ved at gribe den ud af den blå luft når det er så stort et emne...

men hvilke tanker gør du dig ud af min historie? Og hvordan ville du gribe det an? Man kan ikke presse ham for meget - så bakker han af.. 

Min egen kæreste var også utrolig tvetydig ang at få nummer 2, men jeg vidste i det mindste at han gerne ville, bare ikk lige hvornår. Så her snakkede vi om det jævnligt, og pludselig var han klar til det. 

Synes ikk du skal være bange for at presse på. Det er jo ikke at presse når du bare gerne vil vide om han overhovedet ønsker børn. Han skal jo ikke sætte en dato når du ved om han vil eller ej, bliver det nok også et lettere emne, altså hvis han gerne vil vi har fx snakket om navne og kigget barnevogne osv selvom vi slet ikke var i nærheden af at prøve igen.  

Synes også at du skal være realistisk. Hvis han siger måske eller ja om mange år, så er det fair nok at pointere jeres aldre og hvordan det står til med fertiliteten når man er 30+.   Bare så han er klar over at det ikke altid bare lige flasker sig når man laaaaangt om længe er klar

fo82 skriver:

Suk altså...

lige før jul løftede jeg sløret for at jeg tænker over min alder (bliver 32 til sommer) og tanken om børn..

jeg har egentligt aldrig haft decideret lyst til børn, men kan mærke at efter en omgang med gyn osv pga en psprøjte der ikke lige gjorde som den skulle, så kom der gang i nogle ting.

som sagt løftede jeg sløret for mine tanker over for min kæreste (han er 30) en sen aften hvor jeg lå i sengen og ikke kunne sove.

det blev ikke til en dybere samtale, han sagde at han ikke vidste om han ville have børn. Jeg spurgte hvad han mente - svaret var at han var bange for ikke at have overskuddet - for det var jo ikke fordi han ikke kan lide børn. Jeg spurgte ham om for og imod- han faldt så i søvn under tankeprocessen

et par dage efter spørger han til hvor mange ppiller jeg har tilbage (noget han aldrig har gjort før) jeg svarede og spurgte hvorfor - jo det er godt at følge med... Øøøh okaaay???

til et julearrangement aer han mig pludseligt på maven - hm..

til nytår går der mødre vs fædregruppe i festen (total joke - men han var bestemt med til at bære brænde til bålet).

jeg har talt med min svigermor, hun siger at han tidligere (der var nogle problematikker med hans bror) har sagt at han ikke ville have børn (men det har jeg jo også en gang) men så igen har han travlt med at renovere værelser og har sagt en gang at han ville have huset i 1 år (det var før vi købte i sommers) først.. Hun siger også at han vil blive en fantastisk far (enig!)

forleden var vi ude med nogle kolleger som proklamerede at de ville (at vi skulle) have baby - hvortil han undervejs siger at det skal der to til??!!??

jeg vil så gerne have åbnet op for det her igen - tale det dybere igennem og få forklaret at jeg ikke vil leve uden børn og at jeg gerne vil have dem snart inden jeg for alvor bliver gammel...

men en jeg er lost for at læse ham - er han ved at bløde op mon? Er hanmon klar til at snakke mere om det? Og hvordan sparker jeg gang i den samtale?!? Hvad kan jeg sige uden at presse ham til at gøre hvad jeg vil uden selv at ville det?

 

hvad siger i? Hvordan lyder han på jer? 

Snak med ham. Sig det som det er. I er kærester, I må kunne snakke åbent om den slags ting. Du er 32, det er en helt valid samtale at ville have med sin kæreste på det her tidspunkt.

fo82 skriver:

Du har jo egentligt ret - men jeg aner ikke hvordan jeg lige skal gribe den an - jeg har lidt svært ved at gribe den ud af den blå luft når det er så stort et emne...

men hvilke tanker gør du dig ud af min historie? Og hvordan ville du gribe det an? Man kan ikke presse ham for meget - så bakker han af.. 

Det er lidt svært, når vi ikke kender ham, men umiddelbart ville jeg ikke spørge, men bare "ræk-mig-lige-saltet-agtigt" meddele, at jeg har gjort op med mig selv, at jeg gerne vil have et barn, og det kan han jo tænke lidt over og så give en tilbagemelding.
Det skal ikke overkompliceres, mænd vil gerne præsenteres for et "problem", som de så kan komme med svaret på - og det er ovenikøbet et ja/nej-svar, så i deres verden behøver man ikke snakke det ihjel (og det skal du også være obs. på, når I går i gang).
Lad være med at presse ham med en deadline, men giv ham et par uger til at overveje og vænne sig til tanken, og så efterspørger du et svar, hvis det ikke allerede er kommet frem i anden sammenhæng.

jeg kan godt følge dig at den er rigtig svær, os fordi du ikke ved hvordan han vil regere på det.

men jeg vil simpelthen sige til ham at du har en stor ting at snakke med ham om, og før eller siden skal i have det snakket igennem og du synes i skal tage den mens jeg sidder og spiser stille og roligt, eller ved sofa tid så i kan kigge på hinanden.

jo før jo bedre for du afsluttet din bekymring om dette enme.

sæt igang

I får det til at lyde nemt :-P

da jeg bøvlede med psprøjten sagde han: sker det så sker det, så tager vi den derfra... Så han kan vel ikke helt have nejhatten på eller? 

 

Hans opførsel i de nævnte situationer - hvad siger jeres mavefornemmelser om det? Tyder det på uphill - eller sidder jeg mon med en mand der gerne vil men ikke tør tage springet? 

 

Forresten - tak for jeres svar indtil nu - modtager gerne mange flere inputs med kyshånd :-)

fo82 skriver:

I får det til at lyde nemt :-P

da jeg bøvlede med psprøjten sagde han: sker det så sker det, så tager vi den derfra... Så han kan vel ikke helt have nejhatten på eller? 

 

Hans opførsel i de nævnte situationer - hvad siger jeres mavefornemmelser om det? Tyder det på uphill - eller sidder jeg mon med en mand der gerne vil men ikke tør tage springet? 

 

Forresten - tak for jeres svar indtil nu - modtager gerne mange flere inputs med kyshånd :-)

Jeg tænker du skal passe på med at overfortolke de ting. Fx at han aede dig på maven - det kan jo være fuldstændig tilfældigt. Det er ikke for at være lyseslukker, men jeg tror bare ikke der er nogen grund til at gå og tolke helt vildt på de små ting. I stedet synes jeg, at du skal tage en ærlig snak med ham. I er voksne menneske, i er i et parforhold, jeg antager i har været sammen i en god rum tid, og så synes jeg ikke der er grund til en masse små julelege, hvor du går og tolker på de små ting og danser som katten om den varme grød 

Hej  

Jeg deler lige min erfaring  

jeg var også helt vildt skurk på et tidspunkt og sagde det så til min kæreste og han gjorde ligesom din og han gør det stadig altså lige pludselig hvis der er billig baby ting siger han sådan en skal vi have ( dog uden at købe det) Men en anden dag vil han ikke snakke om det og virker fjern når jeg kommer med noget baby halløj, mænd er ikke ligesom vi kvinder, vi er gået i gang med baby projekt, , men nogle gange er han stadig sådan lidt fjern og sådan  

håber du fik lidt ud af at læse min erfaring 

ønskef dig held og lykke !!