grinny skriver:
Svaret har givet en ro da vi nu ikke behøver at spørge hvad og hvorfor. Det giver mig ro at det var en grund så jeg ved at de kigger efter det næste gang. Det giver ro at vide at Isaac var fuldstændig perfekt, for så kan vi godt lave fine børn.
Men det giver lidt uro lige nu, at det var min dumme dumme krop der slog ham ihjel 
Kan forestille mig det kan give en ro fordi det er en ting der kan forebygges.
Tror alle her fra og til månen kan sige det rationelle; jo det var din krop, men det var ikke dig. Du kunne ikke vide osv.. Det ændrer ikke på følelsen, følelser kan ikke debatteres med rationelt.
Jeg vil selv sagt sige det samme rationelle, men i samme åndedrag fortælle dig, at jeg har givet mig selv hele skylden for Lias død. Hvorfor kunne min krop ikke skabe et barn det var helt igennem perfekt, det er jo i min familie der er hjertefejl, det var nok fordi jeg havde siddet med mobiltelefon i skødet da hun lige var blevet lavet osv osv osv Og så er det krydret med, hvorfor opdagede du det ikke Line, hvordan kunne du bare være lykkelig når din datter var ved at dø, hvorfor kunne du ikke redde hende, hvorfor kunne du ikke dø i stedet for hende og give hende livet - det skal en mor... Osv osv osv.
Jeg hører igen og igen, jamen Line du opdagede jo, du kunne jo ikke redde, det var jo ikke din fejl og og og og, men jeg tror de tanker altid vil være der, men for hver dag med mindre styrke, for hver dag med mindre gyldighed. Især i takt med jeg jo en god mor for de andre, for hver gang jeg kan "redde" dem og jeg ved om de har det godt så viser jeg mig selv jeg er god nok. Men jo Lias død var et stort hak i troen på mig selv, i selvværdet så og sige....
Håber selvsagt for andre der mister de ikke skal have det hak, men vil bare sige man er nok meget normal når man vender skylden irrationelt mod sig selv.
Anmeld