Kan en fødselsdepression vare for altid?

Så lige de andre spørgsmål. Ja jeg er enormt glad for mit studie, det samme er min mand. Det giver os rigtigt meget hver især. Jeg er også glad for mine veninder.

Vi er flyttet og er glad for den nye lejlighed, men ikke beliggenhed. 

Anonym skriver:

Har selv tænkt det. Men tror i, det er umuligt at få det bedre? Eller kan man godt bare have taget en forkert beslutning? 

Havde du så bare en mand, der var ulykkelig og i underskud de første 5 år i havde børn + den tid det tog med behandling?

Det er absolut muligt at få det bedre når man får den rette hjælp samt lære sig selv at kende forfra 

Ja jeg stod med det meste i 5 år (de første 2 år vedkendte han sig Intet trods diagnoser) men jeg forlader ikke min mand uden kamp 

og i dag er vi en lykkelig familie på 3

Pcokate skriver:

Det er absolut muligt at få det bedre når man får den rette hjælp samt lære sig selv at kende forfra 

Ja jeg stod med det meste i 5 år (de første 2 år vedkendte han sig Intet trods diagnoser) men jeg forlader ikke min mand uden kamp 

og i dag er vi en lykkelig familie på 3

Hvor er det en virkelig dejlig og opmuntrende historie. Ville være ked af at forlade et lykkeligt parforhold og et barn, der elsker mig, på grund af det her. Min mand kæmper godt nok også meget for mig. 

Har din mand nogensinde tænkt den tanke, at det var bedre, hvis han bare var weekendfar? Sådan har jeg nogengange tænkt om min datter, kan bare ikke flytte for vi har et virkelig tæt bånd og kunne ikke klare, at hun skulle miste mig. Men handlede det kun om mine følelser eller mere mit underskud var sagen en anden.

Anonym skriver:

Ja tænker også selv terapi igen, men føler lidt, at jeg har mistet modet på det, fordi jeg synes de gange, jeg har prøvet, har jeg arbejdet hårdt og investeret tid, følelser og penge, så går det godt en periode, men ender så samme sted (eller ikke helt så galt) 

Men jeg får aldrig den der følelse af "Hold kæft hvor kunne jeg ikke undvære min datter og hvor kunne jeg ikke forestille mig livet uden hende" (Altså ja hundrede procent jeg elsker hende, men alle de omægninger det har krævet af mit liv, det det har gjort ved overskuddet, altså jeg bliver bare ved med at føle det er pissehårdt. Jeg går tit og ønsker, at min datter var ældre (ikke fordi jeg ikke vil opleve hendes barndom, men får egoistiske tanker om, at jeg gerne bare ville kunne tale og hygge om hende , lave ting sammen og at hun så kunne klare bad, mad, tøj osv selv)

Ved godt, det er svært, men vil gerne bevare anonymiteten, da jeg synes, det er en meget skamfuld situation. Lidt det der med, at jeg tænker "jamen jeg valgte jo selv at blive mor og min datter kan jo ikke gøre for det" Er stadig sammen med faren (vi har kendt hinanden i 6 år) 

Vil gerne skrive en pb til Serinasmor.

Jeg forstår godt at du er skamfuld, for det er et sindssygt tabubelagt emne. Men der er højst sandsynligt flere kvinder end du aner som går rundt med de samme tanker. Du skal ikke skamme dig, men stå ved dine følelser, for det er den eneste måde du kan få det bedre. 

Snakker du med din mand om hvordan du har det? Har du en god SP?

Jeg synes at du skal være ærlig overfor din mand og sige til ham at du har brug for hjælp. Kontakt evt. din SP, som sikkert kan sætte dig i kontakt med en psykolog der har erfaring på området (eller find en psykolog af andre veje hvis du har mulighed for det).

modesty skriver:

Jeg forstår godt at du er skamfuld, for det er et sindssygt tabubelagt emne. Men der er højst sandsynligt flere kvinder end du aner som går rundt med de samme tanker. Du skal ikke skamme dig, men stå ved dine følelser, for det er den eneste måde du kan få det bedre. 

Snakker du med din mand om hvordan du har det? Har du en god SP?

Jeg synes at du skal være ærlig overfor din mand og sige til ham at du har brug for hjælp. Kontakt evt. din SP, som sikkert kan sætte dig i kontakt med en psykolog der har erfaring på området (eller find en psykolog af andre veje hvis du har mulighed for det).

Der har jo slet ikke været en sundhedsplejerske inde i billedet i lang tid, da min datter er 4 år. 

Tror måske, at min behandling er blevet fejet lidt af, fordi min psykolog meget bare har "normaliseret", altså i stil med "Det er helt normalt at synes det er hårdt", "Det er helt normalt, at du savner tiden før din datter", "Det er helt normalt, at du i perioder tænker mere på karriere, kæreste, veninder osv", "Det er helt normalt at forestille sig livet uden børn"-

Og så er jeg blevet bekræftet i, at det er godt, at jeg tør sætte ord på det og godt at jeg er opmærksom, og rådet til at få noget mere alenetid/kærestetid. Det har jeg så prøvet, men det skræmmende ved det, er at halvdelen af gangene savner jeg hende helt vildt / den anden gang opdager jeg, at jeg sagtens kan leve et barnløst liv.

Burde jeg være mere insisterende og sige, at jeg altså ikke bare har det som alle? At jeg ikke bare er træt af vasketøj, opdragelse en uges tid? At jeg ikke bare har brug for en weekend med cocktails i byen og den slasg? Men at jeg har følelser, der bliver ved at dukke op også selv om der ind imellem går måneder?

Der har jo slet ikke været en sundhedsplejerske inde i billedet i lang tid, da min datter er 4 år. 

Tror måske, at min behandling er blevet fejet lidt af, fordi min psykolog meget bare har "normaliseret", altså i stil med "Det er helt normalt at synes det er hårdt", "Det er helt normalt, at du savner tiden før din datter", "Det er helt normalt, at du i perioder tænker mere på karriere, kæreste, veninder osv", "Det er helt normalt at forestille sig livet uden børn"-

Og så er jeg blevet bekræftet i, at det er godt, at jeg tør sætte ord på det og godt at jeg er opmærksom, og rådet til at få noget mere alenetid/kærestetid. Det har jeg så prøvet, men det skræmmende ved det, er at halvdelen af gangene savner jeg hende helt vildt / den anden gang opdager jeg, at jeg sagtens kan leve et barnløst liv.

Burde jeg være mere insisterende og sige, at jeg altså ikke bare har det som alle? At jeg ikke bare er træt af vasketøj, opdragelse en uges tid? At jeg ikke bare har brug for en weekend med cocktails i byen og den slasg? Men at jeg har følelser, der bliver ved at dukke op også selv om der ind imellem går måneder?

Ja jeg synes helt klart at du skal insistere hvis du selv føler at der er noget galt. Og få dig en anden psykolog.

Du er tilknyttet din SP indtil dit barn er 18 år, så hvis du har været glad for hende i sin tid, kan du til hver en tid ringe til hende, sætte hende ind i din situation og bede hende om et godt råd.

modesty skriver:

Ja jeg synes helt klart at du skal insistere hvis du selv føler at der er noget galt. Og få dig en anden psykolog.

Du er tilknyttet din SP indtil dit barn er 18 år, så hvis du har været glad for hende i sin tid, kan du til hver en tid ringe til hende, sætte hende ind i din situation og bede hende om et godt råd.

 

Det anede jeg ikke. Det er da et forsøg, måske kan hun som du siger henvise til psykolog med mere erfaring på lige det område. Jeg valgte jo bare en jeg fik anbefalet af en ven i sin tid.

Anonym skriver:

Hvor er det en virkelig dejlig og opmuntrende historie. Ville være ked af at forlade et lykkeligt parforhold og et barn, der elsker mig, på grund af det her. Min mand kæmper godt nok også meget for mig. 

Har din mand nogensinde tænkt den tanke, at det var bedre, hvis han bare var weekendfar? Sådan har jeg nogengange tænkt om min datter, kan bare ikke flytte for vi har et virkelig tæt bånd og kunne ikke klare, at hun skulle miste mig. Men handlede det kun om mine følelser eller mere mit underskud var sagen en anden.

Han overvejet tit dengang om livet for os ikke var bedre uden ham ikke selvmord men bare forsvinde.

Heldigvis kæmpede han sig tilbage til os og selvom der kan være lidt "kommunikationsproblemer" ml. Sønnike og ham, har de et godt forhold

Jeg tror nu heller ikke at blive weekendmor er svaret i dit tilfælde, nok nærmere at finde dig selv, dit overskud og selvværd igen. Og for at få styr på det hele evt med en psykolog, da det er hårdt og uoverskueligt 

fedt at din mand støtter op, jeg ved det er svært. Men absolut det værd 

Pcokate skriver:

Han overvejet tit dengang om livet for os ikke var bedre uden ham ikke selvmord men bare forsvinde.

Heldigvis kæmpede han sig tilbage til os og selvom der kan være lidt "kommunikationsproblemer" ml. Sønnike og ham, har de et godt forhold

Jeg tror nu heller ikke at blive weekendmor er svaret i dit tilfælde, nok nærmere at finde dig selv, dit overskud og selvværd igen. Og for at få styr på det hele evt med en psykolog, da det er hårdt og uoverskueligt 

fedt at din mand støtter op, jeg ved det er svært. Men absolut det værd 

Det er jeg virkelig glad for at høre. Lige nu føler jeg lidt at tiden bare går og går i ring. Er glad for, at der er en vej ud. Har en fornemmelse af, at det ville være en fejl bare at forsvinde fra dem. Det er vist også mere mine triste tanker,der taler der.

Anonym skriver:

Det er jeg virkelig glad for at høre. Lige nu føler jeg lidt at tiden bare går og går i ring. Er glad for, at der er en vej ud. Har en fornemmelse af, at det ville være en fejl bare at forsvinde fra dem. Det er vist også mere mine triste tanker,der taler der.

Det tror jeg også

For at du snart finder din vej