Kan en fødselsdepression vare for altid?

Tusind tak til alle, der har svaret :-) Jeg er glad for at høre positive historier, men også for at få bekræftet, at i heller ikke bare synes, jeg skal ignorere det.

Kunne godt lige tænke mig et hurtigt råd, som jeg tror de fleste kan hjælpe med. Kæmper enormt meget med dårlig samvittighed, når min datter er lagt i seng. Men tror mest, at det er fordi jeg ved, hvad jeg tænker, nogen gange er jeg jo mere irriteret, har mindre tid til at lege, men mest tror jeg min samvittighed skyldes de "sorte" følelser. Nu ved jeg så efter at have læst at selvbebrejdelser gør en mere ulykkelig, så hvad plejer i at sige til jer selv, når i tænker, "gid jeg var en bedre mor" eller "gid jeg havde mere energi" eller "gid jeg ikke skældte ud".

Jeg oprettede denne tråd for en uges tid siden, og siden er det godt nok blevet værre. Jeg begynder at føle mig helt overbevist om, at jeg på en eller anden måde har haft en on-off depression siden jeg fik min datter for fire år siden. Jeg er godt nok et helt andet menneske, før havde jeg overskud til motion og havde en del venner og veninder jeg lavede ting med og nu orker jeg ingenting. Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at det er alle de opgaver og bekymringer, der følger med at have barn, der har suget livet ud af mig. Jeg har stadig ikke talt med lægen, for jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde og har efterhånden mistet håbet. 

Ville ønske, jeg aldrig var blevet mor og har svært ved at forestille mig at noget skulle kunne ændre på den følelse, for det handler jo ikke om, at jeg ikke elsker min datter jeg orker det bare ikke.

Du får lige et kæmpe kram herfra - og så et kærligt spark i rumpeteren :-)

kan an du se at komme afsted med dig!!! Havde det været influenza eller en sygdom du kunne tage at føle på havde du længe grebet knoglen... Søde dig - du er syg og du skal behandles - du er ikke tjent med at have det sådan - og det går ikke over af sig selv..

det et er svært og grænseoverskridende at indrømme at man er syg i livet - og det er en overvindelse og et kæmpe skridt at tage hvad angår behandling..

hvis det hjælper så se det som en betændelse - psykologen er din penicillin.

jo længere der går før du gør noget, jo længere går der før du kommer ud på den anden side :-)

der er er intet at skamme sig over.... Ondt i livet er en sygdom på lige fod med alle andre..

jeg ønsker dig al held og lykke - og se så at komme afsted ;-) 

Anonym skriver:

Jeg oprettede denne tråd for en uges tid siden, og siden er det godt nok blevet værre. Jeg begynder at føle mig helt overbevist om, at jeg på en eller anden måde har haft en on-off depression siden jeg fik min datter for fire år siden. Jeg er godt nok et helt andet menneske, før havde jeg overskud til motion og havde en del venner og veninder jeg lavede ting med og nu orker jeg ingenting. Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at det er alle de opgaver og bekymringer, der følger med at have barn, der har suget livet ud af mig. Jeg har stadig ikke talt med lægen, for jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde og har efterhånden mistet håbet. 

Ville ønske, jeg aldrig var blevet mor og har svært ved at forestille mig at noget skulle kunne ændre på den følelse, for det handler jo ikke om, at jeg ikke elsker min datter jeg orker det bare ikke.

Fik lige lyst til at lave en opdate, selv om, det er ved at være noget tid siden, jeg skrev. Fik endelig sparket mig selv til lægen. Vi fandt frem til at noget, jeg oplevede for et par mdr siden, var med til at vække nogen af de traumer og følelser, jeg oplevede lige da jeg var blevet mor, som måske ikke er bearbejdet. 

Nu er det så blevet sådan, at jeg til april skal begynde med terapi og medicin. (Har aldrig været på medicin i forbindelse med fødselsdepression, og er godt nok lidt nervøs for hvordan det så bliver, omvendt har jeg erkendt, at jeg nok har brug for medicinsk hjælp for at få det overskud det kræver at holde angsten og alle de negative tanker på afstand) 

Det er så også blevet til at jeg kan få noget rådgivning om at håndtere nogen af de konflikter, jeg har oplevet med min datter og også nogen råd til at få lidt mere selvtillid i forhold til at tro på, at jeg gør det godt nok i forhold til hende.

I det hele taget synes jeg lige nu, at det lyder utrolig omfattende, men har næsten indset, at det ikke nytter noget at camouflere det eller prøve at komme udenom tingene, for så bliver alt værre. Håber, så at jeg kan arbejde med tingene én gang for alle og være gladere bagefter.

Anonym skriver:

Fik lige lyst til at lave en opdate, selv om, det er ved at være noget tid siden, jeg skrev. Fik endelig sparket mig selv til lægen. Vi fandt frem til at noget, jeg oplevede for et par mdr siden, var med til at vække nogen af de traumer og følelser, jeg oplevede lige da jeg var blevet mor, som måske ikke er bearbejdet. 

Nu er det så blevet sådan, at jeg til april skal begynde med terapi og medicin. (Har aldrig været på medicin i forbindelse med fødselsdepression, og er godt nok lidt nervøs for hvordan det så bliver, omvendt har jeg erkendt, at jeg nok har brug for medicinsk hjælp for at få det overskud det kræver at holde angsten og alle de negative tanker på afstand) 

Det er så også blevet til at jeg kan få noget rådgivning om at håndtere nogen af de konflikter, jeg har oplevet med min datter og også nogen råd til at få lidt mere selvtillid i forhold til at tro på, at jeg gør det godt nok i forhold til hende.

I det hele taget synes jeg lige nu, at det lyder utrolig omfattende, men har næsten indset, at det ikke nytter noget at camouflere det eller prøve at komme udenom tingene, for så bliver alt værre. Håber, så at jeg kan arbejde med tingene én gang for alle og være gladere bagefter.

Sådan 

Stort gået og jeg håber at du denne gang kommer "ned til roden og får hevet den op"

Anonym skriver:

Fik lige lyst til at lave en opdate, selv om, det er ved at være noget tid siden, jeg skrev. Fik endelig sparket mig selv til lægen. Vi fandt frem til at noget, jeg oplevede for et par mdr siden, var med til at vække nogen af de traumer og følelser, jeg oplevede lige da jeg var blevet mor, som måske ikke er bearbejdet. 

Nu er det så blevet sådan, at jeg til april skal begynde med terapi og medicin. (Har aldrig været på medicin i forbindelse med fødselsdepression, og er godt nok lidt nervøs for hvordan det så bliver, omvendt har jeg erkendt, at jeg nok har brug for medicinsk hjælp for at få det overskud det kræver at holde angsten og alle de negative tanker på afstand) 

Det er så også blevet til at jeg kan få noget rådgivning om at håndtere nogen af de konflikter, jeg har oplevet med min datter og også nogen råd til at få lidt mere selvtillid i forhold til at tro på, at jeg gør det godt nok i forhold til hende.

I det hele taget synes jeg lige nu, at det lyder utrolig omfattende, men har næsten indset, at det ikke nytter noget at camouflere det eller prøve at komme udenom tingene, for så bliver alt værre. Håber, så at jeg kan arbejde med tingene én gang for alle og være gladere bagefter.

Det er rigtig sejt du tager hånd om det! Hvis du har lyst, må du gerne skrive en PB til mig. Jeg kan genkende en stor del af de følelser du går med, men har ikke så meget lyst til at skrive om det i offentligt forum. 

Janne T. skriver:

Det er rigtig sejt du tager hånd om det! Hvis du har lyst, må du gerne skrive en PB til mig. Jeg kan genkende en stor del af de følelser du går med, men har ikke så meget lyst til at skrive om det i offentligt forum. 

Tak for det :-) Sendte dig lige en pb :-)