Kan en fødselsdepression vare for altid?

Min situation kort, har en datter på 4 år, er gift og studerende. Er bange for at jeg har en evig fødselsdepression.

Fik det, da jeg fødte, gik i behandling nærmest med det samme, men havde så dårlig samvittighed og skammede mig så meget over mine følelser, at jeg ikke kunne arbejde med mine følelser, lukkede bare af for dem og spillede rollen som den perfekte mor. Efter et halvt år stoppede jeg i behandlingen. Det næste år til min datter var halvandet var ulideligt. Jeg havde angstanfald og selvmordstanker og det dårligste selvværd nogensinde, ved ikke hvordan det lykkedes mig at passe min pige, så hun blev ved med at være glad og veltilpas, for havde det elendigt.

Så var der to år, hvor det har været nemmere. Men sandheden er, at jeg ikke rigtigt synes jeg orker det, og glad er jeg slet ikke. Jeg føler, jeg har overlevet mere end levet siden jeg blev mor. Har haft glade perioder med masser af energi, men lykkelig har jeg ikke været siden jeg blev mor. Og er bange for jeg ikke ville vælge det igen. Selv om jeg elsker min lille pige.

Tænker, at det må være noget depressionsagtigt, for ingen har det vel sådan? Eller hvad, har i nogensinde kendt nogen, der kunne have den følelse efter flere år? 

Anonym skriver:

Min situation kort, har en datter på 4 år, er gift og studerende. Er bange for at jeg har en evig fødselsdepression.

Fik det, da jeg fødte, gik i behandling nærmest med det samme, men havde så dårlig samvittighed og skammede mig så meget over mine følelser, at jeg ikke kunne arbejde med mine følelser, lukkede bare af for dem og spillede rollen som den perfekte mor. Efter et halvt år stoppede jeg i behandlingen. Det næste år til min datter var halvandet var ulideligt. Jeg havde angstanfald og selvmordstanker og det dårligste selvværd nogensinde, ved ikke hvordan det lykkedes mig at passe min pige, så hun blev ved med at være glad og veltilpas, for havde det elendigt.

Så var der to år, hvor det har været nemmere. Men sandheden er, at jeg ikke rigtigt synes jeg orker det, og glad er jeg slet ikke. Jeg føler, jeg har overlevet mere end levet siden jeg blev mor. Har haft glade perioder med masser af energi, men lykkelig har jeg ikke været siden jeg blev mor. Og er bange for jeg ikke ville vælge det igen. Selv om jeg elsker min lille pige.

Tænker, at det må være noget depressionsagtigt, for ingen har det vel sådan? Eller hvad, har i nogensinde kendt nogen, der kunne have den følelse efter flere år? 

Hmm min mand havde fødselsdepri afløst af psykisk stress. Mon ikke din er blevet afløst af depression ? 

Hvis du ikke gør allerede synes jeg du bør finde noget hjælp til psyken. Livet er til for at leve -ikke overleve

Pcokate skriver:

Hmm min mand havde fødselsdepri afløst af psykisk stress. Mon ikke din er blevet afløst af depression ? 

Hvis du ikke gør allerede synes jeg du bør finde noget hjælp til psyken. Livet er til for at leve -ikke overleve

Tak for det :-) Tænkte også lidt sådan, for fødselsdepr. er vel mere med spæde og nu der også har været gode tider. 

Har ind imellem gået i terapi, så følger en gladere periode, men synes altid det kommer tilbage. Det er der, jeg får sådan en frygt a la, hvad hvis det ikke var meningen jeg skulle være mor.

Tænker også lidt at som et ungt menneske i 20erne burde da være mere end overlevelse. Kom din mand oven på igen eller hvordan?

Anonym skriver:

Min situation kort, har en datter på 4 år, er gift og studerende. Er bange for at jeg har en evig fødselsdepression.

Fik det, da jeg fødte, gik i behandling nærmest med det samme, men havde så dårlig samvittighed og skammede mig så meget over mine følelser, at jeg ikke kunne arbejde med mine følelser, lukkede bare af for dem og spillede rollen som den perfekte mor. Efter et halvt år stoppede jeg i behandlingen. Det næste år til min datter var halvandet var ulideligt. Jeg havde angstanfald og selvmordstanker og det dårligste selvværd nogensinde, ved ikke hvordan det lykkedes mig at passe min pige, så hun blev ved med at være glad og veltilpas, for havde det elendigt.

Så var der to år, hvor det har været nemmere. Men sandheden er, at jeg ikke rigtigt synes jeg orker det, og glad er jeg slet ikke. Jeg føler, jeg har overlevet mere end levet siden jeg blev mor. Har haft glade perioder med masser af energi, men lykkelig har jeg ikke været siden jeg blev mor. Og er bange for jeg ikke ville vælge det igen. Selv om jeg elsker min lille pige.

Tænker, at det må være noget depressionsagtigt, for ingen har det vel sådan? Eller hvad, har i nogensinde kendt nogen, der kunne have den følelse efter flere år? 

Anonym skriver:

Tak for det :-) Tænkte også lidt sådan, for fødselsdepr. er vel mere med spæde og nu der også har været gode tider. 

Har ind imellem gået i terapi, så følger en gladere periode, men synes altid det kommer tilbage. Det er der, jeg får sådan en frygt a la, hvad hvis det ikke var meningen jeg skulle være mor.

Tænker også lidt at som et ungt menneske i 20erne burde da være mere end overlevelse. Kom din mand oven på igen eller hvordan?

Min mand valgte ikke at modtage hjælp før 5 år senere (super hårde år). Men er helt oven på ige nu (1 1/2 år senere). 

Dog kommer der få perioder hvor det hele ligesom bliver for meget for ham og han vælger at tage en weekend/uge i sommerhus med en ven. Hvilket er helt fint 

Jeg har selv en uges ferie for mig selv om året og den er Super rar 

Har selv tænkt det. Men tror i, det er umuligt at få det bedre? Eller kan man godt bare have taget en forkert beslutning? 

Havde du så bare en mand, der var ulykkelig og i underskud de første 5 år i havde børn + den tid det tog med behandling?

Anonym skriver:

Har selv tænkt det. Men tror i, det er umuligt at få det bedre? Eller kan man godt bare have taget en forkert beslutning? 

Havde du så bare en mand, der var ulykkelig og i underskud de første 5 år i havde børn + den tid det tog med behandling?

Jeg har selv kæmpet rigtig meget med depression (dog ikke fødselsdepression) og i min erfaring kan man altid få det bedre, selvom det virker skrup umuligt. Jeg synes du skal skynde dig lidt at kontakte lægen så du kan få noget hjælp. - Det lyder nemlig ikke som om du er blevet helt færdig med den der behandling. 

Jeg ved godt at man bliver dødtræt af at høre det fra alle hele tiden, men der  er altså håb forude, selvom det er pisse svært at se lige nu.  til dig, og så håber jeg at du får det bedre.

Min situation kort, har en datter på 4 år, er gift og studerende. Er bange for at jeg har en evig fødselsdepression.

Fik det, da jeg fødte, gik i behandling nærmest med det samme, men havde så dårlig samvittighed og skammede mig så meget over mine følelser, at jeg ikke kunne arbejde med mine følelser, lukkede bare af for dem og spillede rollen som den perfekte mor. Efter et halvt år stoppede jeg i behandlingen. Det næste år til min datter var halvandet var ulideligt. Jeg havde angstanfald og selvmordstanker og det dårligste selvværd nogensinde, ved ikke hvordan det lykkedes mig at passe min pige, så hun blev ved med at være glad og veltilpas, for havde det elendigt.

Så var der to år, hvor det har været nemmere. Men sandheden er, at jeg ikke rigtigt synes jeg orker det, og glad er jeg slet ikke. Jeg føler, jeg har overlevet mere end levet siden jeg blev mor. Har haft glade perioder med masser af energi, men lykkelig har jeg ikke været siden jeg blev mor. Og er bange for jeg ikke ville vælge det igen. Selv om jeg elsker min lille pige.

Tænker, at det må være noget depressionsagtigt, for ingen har det vel sådan? Eller hvad, har i nogensinde kendt nogen, der kunne have den følelse efter flere år? 

Det er meget svært at vurdere din situation når du kommer med så relativt få oplysninger. 

Hvad var omstændighederne omkring graviditeten, var den ønsket?

Hvor gammel er du?

Er du stadig sammen med faren?

Er han en god far, der hjælper og aflaster?

Er du glad for din overordnede situation m.h.t. job/uddannelse, bopæl o.s.v.?

Du spørger flere gange om du kan have taget det forkerte valg, men du fortæller ikke rigtigt om dine følelser til din datter. Elsker du hende (og det er okay at være ærlig her, og svare nej hvis det er sandheden)?

Under alle omstændigheder skal du have fundet dig en rigtig god psykolog og begynde i terapi igen. Og denne gang skal du være 100% hudløst ærlig omkring dine følelser, det er den eneste måde du kan få den rette behandling på.

Ja tænker også selv terapi igen, men føler lidt, at jeg har mistet modet på det, fordi jeg synes de gange, jeg har prøvet, har jeg arbejdet hårdt og investeret tid, følelser og penge, så går det godt en periode, men ender så samme sted (eller ikke helt så galt) 

Men jeg får aldrig den der følelse af "Hold kæft hvor kunne jeg ikke undvære min datter og hvor kunne jeg ikke forestille mig livet uden hende" (Altså ja hundrede procent jeg elsker hende, men alle de omægninger det har krævet af mit liv, det det har gjort ved overskuddet, altså jeg bliver bare ved med at føle det er pissehårdt. Jeg går tit og ønsker, at min datter var ældre (ikke fordi jeg ikke vil opleve hendes barndom, men får egoistiske tanker om, at jeg gerne bare ville kunne tale og hygge om hende , lave ting sammen og at hun så kunne klare bad, mad, tøj osv selv)

Ved godt, det er svært, men vil gerne bevare anonymiteten, da jeg synes, det er en meget skamfuld situation. Lidt det der med, at jeg tænker "jamen jeg valgte jo selv at blive mor og min datter kan jo ikke gøre for det" Er stadig sammen med faren (vi har kendt hinanden i 6 år) 

Vil gerne skrive en pb til Serinasmor.