Jeg har et problem ....

Hej

Jeg tror det er vigtigt man skiller tingene ad. Min mor havde også den snak med mig da jeg var barn, fordi jeg bare elskede krigslegetøj mv. Men jeg forklarede hende at det jo kun var fiktion og sjov og hun faldt til ro med det.

Jeg har selv været meget drengepige. Leget krig og kunne ikke fordrage dukker som jeg syntes var så kedeligt. Har aldrig haft en dukke faktisk. Idag er jeg uddannet pædagog og har tre børn og jeg hader krig og vold som pesten, så tror virkelig man skal passe på med at udlede noget mellem leg og virkelighed. Har også skrevet eksamensopgave på mit studie om sammenhænhængen mellem voldelige videospil og vold og skoleskyderier. Har man en sund opvækst er sådanne ting ikke et problem men problemet kan opstå når børn der mishandles, omsorgssvigtes mv. når barnet kommer ind i en coctail af dette.

Min søn på 11 spiller også videospil jeg har talt med ham om som jeg har været skeptisk ved og han kan sagtens skelne mellem fiktionen og virkeligheden og er slet ikke i sit virkelige liv påvirket af sine spil i sin adfærd af sine spil og jeg har været meget opmærksom på dette.

At man leger røver og politi, krig mv som barn tror jeg man som forældre skal  forholde sig til på et andet niveau end at begynde at tænke det sammen med alt det vi som voksne ser i tv. For hvis vi ligesom sender det signal til børnene om at det de leger er forkert ødelægger vi en naturlig proces for dem som al leg jo handler om. At de finder sig selv gennem idetitetsskabelse i legen i både gode og onde roller og det gør dem til hele og harmoniske mennesker som voksne.

Så man skal lade børnene lege og uden de mærker misbilligelse, men selvfølgelig snakke med dem om de tanker de har om både fiktion og virkelighed. Så finder man som regel hurtigt ud af at vi ikke behøver trække vores egne voksentanker ned over deres børneunivers for de er et helt andet sted end os i deres bevidsthedsniveau og udvikling. Det er vigtigt vi værner om deres leg og deres ret til deres fantasi med anerkendelse og positivitet, også selvom vi selv kan synes det er svært.

Min mand er soldat og har også sine pistoler og geværer som hobby i fritiden.

Så uanset om jeg vil det eller ej, kommer vores datter til at få et forhold til våben. Det handler for mig bare om at hun får et fornuftigt forhold til dem, og ikke den forvrængede opfattelse at det er normen frem for undtagelsen at skyde andre mennesker.

Jeg håber at vi kan lære hende at se det lidt som en form for sport/konkurrence-ting (hvilket det jo er for min mand i fritiden), og at hun "bare" bruger det til at lære noget om sig selv, konkurrence, vinder/taber mentalitet osv.

Jeg trækker dog grænsen ved alle de sindsyge japanske tegnefilm hvor de hugger hovederne af hinanden og blodet sprøjter ud til alle sider! Herhjemme bliver det peter plys, chip og chap, anders and osv. 

Jeg syntes som med alt andet, at vi som forældre har et ansvar overfor vores børn, at kunne skelne mellem deres dejlige livlige fantasi og den virkelige verden. At børn leger røver og politi er jo ikke ensbetydenede med at de vokser op at bliver enten røvere eller politimand, ligesom vores piger ikke vokser op og bliver prinsesse eller snehvide

Jeg tror det er rigtigt vigtigt at vi lader vores børn udfolde sig med deres fantasi og kreativitet, og ikke pådutter dem holdninger og fordomme af vores egen opfattelse af den virkelige verden.

Og selvfølgelig skal alt være med måde, men lad dog barnet lege pistollege, sværd lege og slåslege, indenfor rimelighedens grænser, så længe vi kan både se, høre og mærke at de godt ved at det er leg!

Vi som forældre skal dælme passe på at vi ikke ender med at have børn som i virkeligheden ender med at være små overansvarlige voksne, de skal tids nok blive introduceret til denne del af livet også.

Nu hvor jeg kan se folk er begyndt at trække tegnefilm osv ind i det, så husk lige på at Anders And jagter/pisker Rip,Rap og Rup med en pind, hver gang de er uartige..

Samtlige Disney og Pixars storfilm er heller ikke ligefrem jordens mest blide film, hvis i tænker tilbage på dem og hvad der egentlig sker i dem.

Anyway, nej jeg ser ikke noget problem med at ungerne render rundt og leger røver og soldater, indianer og cowboys og hvad det nu ellers hedder, men jeg trækker alligevel grænsen ved karate indtil de bliver store nok og kan skelne mellem sportsgrenen og bare decideret at slå og sparke..

Hvis vi snakker computer-spil.. Så skal jeg ikke sidde og pudse glorien for meget, fordi jeg startede med Grand Theft Auto og Diablo da jeg var 10 år, men det var inden det der pegi var så meget på banen, men i dag nu hvor jeg har min søn, så kan jeg egentlig godt se det ikke var så smart med Diablo og GTA, men mine forældre vidste ikke hvad det var. (Jeg vidste det godt ...)
Men i dag springer jeg da ikke rundt og river folk ud af bilerne og nakker bander på fortovet med bilen eller hopper i en rustning med sværd og skjold og hakker folk ned..

Nej af en eller anden årsag, så har de voldelige spil ikke formået at gøre mig til en samfundsfjende 

men bla bla Nej jeg ser ikke noget problem i at ungerne render rundt med våben, de skal dog bare lære rigtig og forkert brug med våben

Anonym skriver:

Jeg hader drengelegetøj - og jeg har kun drenge ikke forstået som biler, politi, osv. 

Men alt det våben, vold, krig, grimme monstre, onde figurer, karate, lys-sværds agtige pis der findes (for at sige det ligeud) 

Vold og våben hører sig til blandt lavtstående mennesker jeg ikke ønsker at omgåes og jeg hader hele den verden ..... (Beklager fordomme, men er bare ærlig)

Jeg ved godt, at selvfølgelig skal de have lov, og det er en del af deres udvikling, bla bla bla, og det gør de også, men det ændre ikke på mine følelser omkring emnet. Så jeg lukke øjnene og satser på det kun er en kort periode, at det er spændende

det er ikke fordi jeg er mere til dukker og perler, men er nok bare mest til tog, politibiler, LEGO, osv. 

Puha - skulle lige lukke luft ud efter en tur i BR med den store. Hvordan har I det med det? Jeg ville ønske jeg bare kunne acceptere det og interessere mig for det, men nej .....

 

 

Vi køber heller ikke sværd, pistoler, monstre og så videre herhjemme, for jeg mener bestemt at drenge godt kan lege med andet end ting der er så skræmmende som våben..

Herhjemme køber vi lego, biler, dyr, fisher price.. Sådan nogle neutrale ting Vi køber også snart nogle dukker, han (Silas) er virkelig begyndt at interessere sig for at lege baby med dukkerne hvor han skifter deres ble og putter dem osv. Tror heller ikke vi kommer til at købe sværd osv. til dem når de bliver ældre, jeg synes bare ikke det hører en "leg" til.. Hvorfor lege at "BANG du er død" når de ikke engang ved hvad "død" er....

Men ligefrem at sige man er et lavstående menneske fordi man køber et plastiksværd til sine drenge, synes jeg godt nok er en voldsom mening at have Hvad mener du så om de drenge der er i krig? Ikke nødvendigvis vores egne, men alle dem der kæmper for deres elskede, med våben, er de så lavtstående mennesker?

kesuh skriver:

Nu hvor jeg kan se folk er begyndt at trække tegnefilm osv ind i det, så husk lige på at Anders And jagter/pisker Rip,Rap og Rup med en pind, hver gang de er uartige..

Samtlige Disney og Pixars storfilm er heller ikke ligefrem jordens mest blide film, hvis i tænker tilbage på dem og hvad der egentlig sker i dem.

Anyway, nej jeg ser ikke noget problem med at ungerne render rundt og leger røver og soldater, indianer og cowboys og hvad det nu ellers hedder, men jeg trækker alligevel grænsen ved karate indtil de bliver store nok og kan skelne mellem sportsgrenen og bare decideret at slå og sparke..

Hvis vi snakker computer-spil.. Så skal jeg ikke sidde og pudse glorien for meget, fordi jeg startede med Grand Theft Auto og Diablo da jeg var 10 år, men det var inden det der pegi var så meget på banen, men i dag nu hvor jeg har min søn, så kan jeg egentlig godt se det ikke var så smart med Diablo og GTA, men mine forældre vidste ikke hvad det var. (Jeg vidste det godt ...)
Men i dag springer jeg da ikke rundt og river folk ud af bilerne og nakker bander på fortovet med bilen eller hopper i en rustning med sværd og skjold og hakker folk ned..

Nej af en eller anden årsag, så har de voldelige spil ikke formået at gøre mig til en samfundsfjende 

men bla bla Nej jeg ser ikke noget problem i at ungerne render rundt med våben, de skal dog bare lære rigtig og forkert brug med våben

Jeg kan sagtens forstå din pointe 

Jeg vil alligevel fastholde at måden volden bliver præsenteret på i de nyere tegnefilm, er langt voldsommere og meget mere meningsløse end dem vi kender fra disney osv.

Jeg kan sagtens se at der er en sammenhæng, men pointen i de nyere er ofte bare volden i sig selv, hvor de "gode gamle" tegnefilm har et dybereliggende og mere "normalt" budskab og hvor "volden" er en mindre del af det store hele.

Annette A skriver:

Hej

Jeg tror det er vigtigt man skiller tingene ad. Min mor havde også den snak med mig da jeg var barn, fordi jeg bare elskede krigslegetøj mv. Men jeg forklarede hende at det jo kun var fiktion og sjov og hun faldt til ro med det.

Jeg har selv været meget drengepige. Leget krig og kunne ikke fordrage dukker som jeg syntes var så kedeligt. Har aldrig haft en dukke faktisk. Idag er jeg uddannet pædagog og har tre børn og jeg hader krig og vold som pesten, så tror virkelig man skal passe på med at udlede noget mellem leg og virkelighed. Har også skrevet eksamensopgave på mit studie om sammenhænhængen mellem voldelige videospil og vold og skoleskyderier. Har man en sund opvækst er sådanne ting ikke et problem men problemet kan opstå når børn der mishandles, omsorgssvigtes mv. når barnet kommer ind i en coctail af dette.

Min søn på 11 spiller også videospil jeg har talt med ham om som jeg har været skeptisk ved og han kan sagtens skelne mellem fiktionen og virkeligheden og er slet ikke i sit virkelige liv påvirket af sine spil i sin adfærd af sine spil og jeg har været meget opmærksom på dette.

At man leger røver og politi, krig mv som barn tror jeg man som forældre skal  forholde sig til på et andet niveau end at begynde at tænke det sammen med alt det vi som voksne ser i tv. For hvis vi ligesom sender det signal til børnene om at det de leger er forkert ødelægger vi en naturlig proces for dem som al leg jo handler om. At de finder sig selv gennem idetitetsskabelse i legen i både gode og onde roller og det gør dem til hele og harmoniske mennesker som voksne.

Så man skal lade børnene lege og uden de mærker misbilligelse, men selvfølgelig snakke med dem om de tanker de har om både fiktion og virkelighed. Så finder man som regel hurtigt ud af at vi ikke behøver trække vores egne voksentanker ned over deres børneunivers for de er et helt andet sted end os i deres bevidsthedsniveau og udvikling. Det er vigtigt vi værner om deres leg og deres ret til deres fantasi med anerkendelse og positivitet, også selvom vi selv kan synes det er svært.

Jeg synes, du skriver meget fornuftigt her. Jeg reagerer ikke, hvis ungerne leger politi og røver osv.

Der, hvor jeg reagerer, er mængden af krigslegetøj, som om det er noget af det vigtiste legetøj. De kan jo fint legeslås osv uden at have huset fuldt af skydevåben. Der går der en grænse for mig. I mit hoved bliver det til en opfordring om voldelig leg, hvis jeg går og Køber den slags legetøj. Det bliver som at sige "Det er dette, jeg ønsker, du skal koncentrere dig om."

 

Jeg kan sagtens forstå din pointe 

Jeg vil alligevel fastholde at måden volden bliver præsenteret på i de nyere tegnefilm, er langt voldsommere og meget mere meningsløse end dem vi kender fra disney osv.

Jeg kan sagtens se at der er en sammenhæng, men pointen i de nyere er ofte bare volden i sig selv, hvor de "gode gamle" tegnefilm har et dybereliggende og mere "normalt" budskab og hvor "volden" er en mindre del af det store hele.

Der er jeg så lidt mere enig

De japanske manga og anime'er er kommet for at blive, men derfor behøver de små børn ikke se Dragon Ball, Naruto, Bleach, One Piece bare lige for at nævne nogle af de store navne, men samtidig utrolig populære blandt børn i dag 
Vi har jo stadig en hvis indflydelse på hvad børnene skal have/får/må have lov til i dag

De kan starte med Pokemon ligesom alle os andre 

Gå og kyle bolde i nakken af dyr og proppe dem ind i bolden og tvinge dem til at kæmpe for os hahaha 
Spøg til side.. men Pokemon er nok en af de blidere japanske tegnefilm der faktisk også indeholder de normale budskaber uden brug af for meget blod,vold og skældsord

Muhmi skriver:

Vi køber heller ikke sværd, pistoler, monstre og så videre herhjemme, for jeg mener bestemt at drenge godt kan lege med andet end ting der er så skræmmende som våben..

Herhjemme køber vi lego, biler, dyr, fisher price.. Sådan nogle neutrale ting Vi køber også snart nogle dukker, han (Silas) er virkelig begyndt at interessere sig for at lege baby med dukkerne hvor han skifter deres ble og putter dem osv. Tror heller ikke vi kommer til at købe sværd osv. til dem når de bliver ældre, jeg synes bare ikke det hører en "leg" til.. Hvorfor lege at "BANG du er død" når de ikke engang ved hvad "død" er....

Men ligefrem at sige man er et lavstående menneske fordi man køber et plastiksværd til sine drenge, synes jeg godt nok er en voldsom mening at have Hvad mener du så om de drenge der er i krig? Ikke nødvendigvis vores egne, men alle dem der kæmper for deres elskede, med våben, er de så lavtstående mennesker?

Forstå mig ret, jeg synes ikke man er lavtstående fordi man køber et plastiksværd til sine unger  Jeg taler om folk fra det kriminelle miljø, hvor vold og våben er en del af livet - altså voksen verdenen

Havanagila skriver:

Jeg ved egentlig ikke hvorfor men jeg synes du overreagere lidt.
For 30 år siden legede de også røver og soldater. Og der var der jo ikke så meget vold som der er i dag. Så jeg ser ikke det at de leger med den slags er noget de er blevet påvirket til.

Jeg har selv leget meget røver og soldater som barn. Og det var langt fra andet end leg. Jeg fik jo ikke morderiske tanker af den grund.

Self er alt den vold i verden forfærdelig, men sådan er det desværre idag og vi kan ikke gøre ret meget ved det, for det er sådan verden har udviklet sig.

Når det er sagt, så tror jeg at det er nogen perioder de skal igennem i deres barndom.

Det eneste jeg faktisk kan undre mig over i forhold til børn og hvordan de bliver påvirket er hvordan de mange gang taler i tegnefilm.
De har oftes det mest forfærdelige sprog.
Jeg ved godt at børn lære af hinanden, men sproget kommer jo et sted fra.
Og mange gange bliver skylden smidt over på forældrene. Men med de ord der kommer i i tegnefilm nogen gange forstår jeg godt ikke alle børn har et lige pænt sprog.
Ikke at jeg ikke bander eller lign. For det gør jeg. Men synes der er forskel på at sige sige av for h..... Eller av for f..... Og så nogen af det ord der kommer i tv'et.

Jeg mener nu ikke jeg "overreagerer", da jeg jo netop ikke reagerer i mine handlinger. Mine drenge får lov at lege med det de vil og jeg foragter ikke/taler nedsættende om legen. Det kan ikke ændre på, at jeg hader våben og grimme "monstre"