Frst og fremmest håber jeg, at du er kommet godt igennem det.
jeg opdagede 2. Januar at jeg var gravid. Tog til lægen samme dag, fik brev fra sygehuset dagen efter, og var til scanning d. 13 januar. Fordi jeg på daværende tidspunkt kun var 6+1 henne, og VILLE have en kirurgisk, skulle jeg vente yderligere næsten 2 uger på at være langt nok henne. Fik det fjernet d. 24. Altså 22 dage efter jeg opdagede det.
Jeg ved ikke hvad der var værst. Vente tiden, aborten, eller kæresten der ikke ville mere dagen efter. Ventetiden var hård, fordi der gik så lang tid. Der gik tid hvor jeg rigtig kunne tænke over det, og få dårligere samvittighed, end jeg troede jeg kunne få.
På abortdagen var jeg rigtig ked af det. Brød sammen inde i lokalet, og var ved at vende om. Fordi jeg pludselig blev grebet af tvivl, panik og angst. Skulle jeg beholde det, ville min kæreste være der, var det nu en rigtig beslutning, og hvad følte min kæreste, som jeg slet ikke havde snakket med, om det. Al dårlig samvittighed i hele verden tyngede over mig. Jeg skulle ende et styks liv inde i min krop, og jeg havde ikke taget beslutningen SAMMEN med min kæreste, men for mig selv. Selvom vi havde skabt det sammen. Samtidig med det havde han været fjern siden omkring den dag jeg fik datoen for aborten, så følte mig uendelig alene.
Min veninde havde fået en abort nogle uger før, og havde oplevet en del i operationsstuen på grund af studerende.
Jeg havde kun de folk på stuen jeg skulle have, og de var simpelthen så søde! Jeg kom ned og ligge med benene oppe, men de lagde et varmt tæppe over mig til at dække, så jeg ikke lå helt blottet. Og de var rigtig gode til at berolige mig, selvom jeg panisk lå og skreg og græd, fordi jeg var bange og pludselig i tvivl, og samtidig har meget angst for nåle.
Jeg kom hurtigt ud fra opvågningen, hvor jeg græd en del, og fik tjekket blodtryk en del gange.
Efterfølgende har jeg haft det enormt psykisk dårligt. Jeg kæmper for et forhold, jeg på forhånd ved er tabt, samtidig med at smerten og gråden æder mig op indefra. Jeg har fået tid til en støttesamtale hos min læge, hvilket alle er berrettiget til, før og efter abort.
Jeg ved ikke hvordan du har det nu, men jeg håber du har haft en masse dejlige mennesker omkring dig, og på trods har haft en positiv oplevelse.
Jeg er super positiv over behandlingen og forløbet fordi de simpelthen var SÅ søde på hospitalet. Det er den indre smerte der er efterfølgende føles dræbende. Jeg vil aldrig igennem det her igen, men skulle skaden ske på et dårligt tidspunkt, ville jeg ikke være bange for, at overlade mig til dem på sygehuset, for de var virkelig gode og rare.
Men som sagt håber jeg, at du er kommet godt igennem det, og har taget imod den samtale du er berrettiget til. For den tror jeg de fleste har brug for.
hilsen en der troede at det her var nemt og lige til, men opdagede nogle følelser indeni, som hun ikke troede fandtes. :-)
