Fik en for 5-6 år siden. Det var en forfærdelig oplevelse, det rigtige valg, men dårlig behandling fra sygehuset.
Der gik vel en uge fra forundersøgelsen til selve "operationen", men jeg opdagede oz graviditeten meget sent, så de måtte ringe mig akut ind.
Jeg kom ind i venteværelset med min daværende kæreste og ventede, fik så sygehus tøj på og fulgte med ind på operationsstuen (med min daværende kæreste i hånden), og det første der mødte mig var en mandlige læge/kirurg jeg blev præsenteret for og en MEGET omsorgsfuld kvindelig narkosesygeplejerske og en masse andre fagfolk derinde. Var lidt "ARGHHHHHH" ved tanken om det var en mand der skulle rode dernede ved mig, men han virkede flink og professionel, så der fandt jeg ro. Blev lagt i narkose med søde mennesker der holdt mig i hænderne og nussede mig. Og så tog det 20 min. altså indgrebet.
Det var rigtig god behandling, men da jeg så kom på opvågning var det et mareridt for mig. Jeg vågnede op uden nogen omkring mig jeg kendte, kun en propfyldt stue med andre patienter og DERES pårørende! Jeg var bange og græd (var naturligvis følelsesmæssigt påvirket). Endelig kom en sygeplejerske til mig og spurgte om jeg var vågen og om jeg havde kvalme og sårn. Så ville hun hente lidt mad til mig; fint nok da! Jeg spurgte hende så om hvor min daværende kæreste var henne for havde brug for ham. Jamen det vidste hun ikke! Og gik igen. Fuldstændig ligeglad, hun ævlede kun om maden. Jeg kiggede rundt fra sengen efter en ny sygeplejerske og kaldte efter dem jeg så, men ingen kom. Langt om længe kom den "madglade" sygeplejerske tilbage med mad til mig og jeg sagde så til hende "Jeg vil virkelig gerne have min kæreste her", og hun svarer "Der er alt for proppet på stuen så der er ikke plads til ham, vi vil ikke have så mange herinde!" Jeg græd, men hun gik igen. Så kom en anden sygeplejerske forbi og kiggede til mig, og jeg sagde det samme til hende, hun spurgte straks til hans navn og jeg svarede og hun sagde "Jeg går ud og finder ham med det samme." Jeg var lettet. Han kom ind til mig, da hende den søde sygeplejerske havde fundet ham. Endelig! Men så kom den "madglade" sygeplejerske tilbage: "Vi har altså ikke plads herinde, hvis nogle af de andre patienter klager over at her er for proppet, så må din kæreste altså gå ud igen!" Jeg følte mig SÅ mindreværdig. Og jeg tænkte "Så kan de da sende nogle af de andre pårørende ud, de har været herinde i lang tid, så må de vel give plads til de nyankomne på opvågningen." Puh heldigvis var der ikke nogen der klagede så han fik lov til og være der indtil jeg måtte stå op og komme ud derfra.
Jeg blev så udskrevet og fik lov og gå ud og tage mit eget tøj på igen, men så opdagede jeg gudhjælpemig at de havde glemt en kanyle i min arm! Så måtte hive fat i en sygeplejerske der kunne fjerne den først. Bøvl bøvl altså..
Puha en grim oplevelse, med sådan en uprofessionel og ubetænksom sygeplejerske, skal aldrig hen på det sygehus igen.
Anmeld
