Er det virkelig så forfærdeligt

C-Dog skriver:

Måske din mor havde ønsket noget lidt andet for dig, at du skulle se verden og smage på livet før alt går op i bleskift, bekymringer og kronisk rande under øjnene. Og så det faktum at du ingen har at støtte dig til, ingen at dele sorger og glæder med, og tilmed ikke engang har lært at stå på egne ben økonomisk og bare regner med du klare det fordi din familie er velhavende. Jeg ville nok også er negativt indstillet, hvis min datter fik et barn og havde den indstilling at jeg skulle sørge for det økonomiske. Jeg vil gerne hjælpe, men primært, skal mine børn kunne klare sig selv før jeg ønsker dem babyer i deres liv.

Lige mine ord-

Nemt at sige det nok skal gå når man regner med at bedsteforældrene betaler..

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Nej det er det ikke...

Men du sætter det selv op som om du er ret afhængig af dine forældre. Så jeg forstår godt at din mor er en smule bekymret.

Jeg var selv alene med mine de 2 store da jeg var ganske ung. (23år) og jeg formåede da både at forsørge mig selv og dem + at tage en uddannelse. Jeg har været selvforsørgende lige siden...

Det er absolut ingen skam for børn at være barn af en alenemor. Det er min personlige mening. Ja vi ønsker alle glansbilledet af en familie med mor, far & børn. Det er bare ikke altid en realitet og det kan der sagtens komme noget godt ud af.

Vigtigt er det at bevare en god kontakt til barnets far og altid gøre hvad der er bedst for det lille væsen og IKKE lade bitterhed og de voksnes indbyrdes uenigheder gå ud over barnet.

Jeg er 21 år, og tror jeg har prøvet mere end de fleste med at oppleve verden. Jeg har en god studentereksamen som giver mig adgang til alle de uddannelser jeg har interesse i. 

Min økonomiske situation at jeg er afhængig, af mine forældre økonomisk i øjeblikket, er at lige før jeg fandt ud af jeg var gravid brugte jeg de fleste af mine penge som jeg har tjent siden gymnasiet, på en mindre kursus i udlandet som jeg desværre ikke kan bruge til noget nu jeg blev gravid. jeg blev gravid lige før da jeg gik afstet, og når jeg kom hjem igen fik jeg ikke job igen lige med det samme, og efter et par måneder blev jeg sygemeldt tror det var i uge 30 i graviditeten. 

Jeg har lidt penge selv bare ikke nok til at flytte ud med, men jeg betaler alle mine egne udgifter selv.

Mine forældre har den holdning at jeg ikke skal komme i det offentlige system med kontanthjælp, fordi de vil ikke jeg skal blive en "samfundsnasser" da jeg har mulighed for at bo hjemme uden økonomisk hjælp. Det er dem der gerne vil jeg bor hjemme, og for at være ærlig så føler jeg mig også mest tryg med at bo hjemme ihvertfald det første styks tid, da at få et barn er helt nyt for mig, og vil gerne have lidt opstartshjælp, da jeg ellers komme til at ligge helt alene med en nyfødt(det tror jeg rigtig få ville føle sig trygge med). 

Jeg synes ikke jeg er mere følelsemæssig umoden end andre i min alder.   og mit valg med at bo hjemme er fordi så jeg kan spare penge sammen til at flytte ud da jeg skal starte på uddannelse efter endt barsel.

 

Sandratoft skriver:

Det er svært at vide hvorfor din mor reagerer på den her måde. Ved du om hun har haft dårlige oplevelser med at få børn? Måske hun ønsker du skal have en anden chance i livet end den hun fik? 

når det så er sagt, så synes jeg ikke din mor skal tale sådan til dig, hun burde istedet støtte dig og komme med gode råd. Ved hun at du er træt af hendes kommentarer? 

Ja det kan være hun har selv en dårlig oplevelse med børn, har hvertfald aldrig hørt noget om at mig og min ældre søster var søde børn da vi var lille. 

Derimod så synes jeg min mor har fået for mange børn i forhold til hvad hun kan klare. Hun bruger alt for meget tid på hobbier, og min far rejser meget i sit arbejde og er kun hjemme halvdelen af året. Så da han ikke er hjemme er det hovedsagelig mig der mig passer på mine yngre søskene. 

 

Ja jeg synes ikke det er fair at hun skal give mig en negativ indstilling til at have et barn. Da jeg ved det er svært nok i forvejen. 

Anonym skriver:

Jeg er 21 år, og tror jeg har prøvet mere end de fleste med at oppleve verden. Jeg har en god studentereksamen som giver mig adgang til alle de uddannelser jeg har interesse i. 

Min økonomiske situation at jeg er afhængig, af mine forældre økonomisk i øjeblikket, er at lige før jeg fandt ud af jeg var gravid brugte jeg de fleste af mine penge som jeg har tjent siden gymnasiet, på en mindre kursus i udlandet som jeg desværre ikke kan bruge til noget nu jeg blev gravid. jeg blev gravid lige før da jeg gik afstet, og når jeg kom hjem igen fik jeg ikke job igen lige med det samme, og efter et par måneder blev jeg sygemeldt tror det var i uge 30 i graviditeten. 

Jeg har lidt penge selv bare ikke nok til at flytte ud med, men jeg betaler alle mine egne udgifter selv.

Mine forældre har den holdning at jeg ikke skal komme i det offentlige system med kontanthjælp, fordi de vil ikke jeg skal blive en "samfundsnasser" da jeg har mulighed for at bo hjemme uden økonomisk hjælp. Det er dem der gerne vil jeg bor hjemme, og for at være ærlig så føler jeg mig også mest tryg med at bo hjemme ihvertfald det første styks tid, da at få et barn er helt nyt for mig, og vil gerne have lidt opstartshjælp, da jeg ellers komme til at ligge helt alene med en nyfødt(det tror jeg rigtig få ville føle sig trygge med). 

Jeg synes ikke jeg er mere følelsemæssig umoden end andre i min alder.   og mit valg med at bo hjemme er fordi så jeg kan spare penge sammen til at flytte ud da jeg skal starte på uddannelse efter endt barsel.

 

Det er så hårdt som man gør det til, det var min holdning da jeg stod i samme situation.. det var hårdere end jeg regnede med, men bor også langt fra min familie så stod helt alene. Men jeg har nydt at være alene mor, jeg er gravid igen, og glæder mig til at prøve at være to, for det immervæk rarest, men nogle gange er det bare ikke tilfældet. Min mor var heldigvis enormt støttende da jeg blev gravid (23 år) jeg havde et godt leder job, dog ufaglært. Jeg blev fyret/opsagt efter min barsel da jeg ikke længere kunne arbejde de timer det krævede. Startede hf mens min søn endnu ikke var blevet et år, og fuldførte det. Jeg følte det var en fordel at jeg var mor i forhold til min klassekammerater, ens hverdag er ofte mere struktureret så lektierne blev altid lavet. Selvfølgelig havde jeg lidt sygedage pga barn men skolen var søde til at tage hensyn. Man er bundet på en anden måde som enlig, men hvis man har en sød familie der kan hjælpe er det bare et plus.

Sikker på din mor nok skal ændre mening, men du skal nok klare det. Selvom det selvfølgelig er bedst at være selvforsørgende lyder det til det nok skal lykkes, og hvis du starter på uddannelse kommer det jo af sig selv.. :-)

Tillykke med graviditeten

Anonym skriver:

Ja det kan være hun har selv en dårlig oplevelse med børn, har hvertfald aldrig hørt noget om at mig og min ældre søster var søde børn da vi var lille. 

Derimod så synes jeg min mor har fået for mange børn i forhold til hvad hun kan klare. Hun bruger alt for meget tid på hobbier, og min far rejser meget i sit arbejde og er kun hjemme halvdelen af året. Så da han ikke er hjemme er det hovedsagelig mig der mig passer på mine yngre søskene. 

 

Ja jeg synes ikke det er fair at hun skal give mig en negativ indstilling til at have et barn. Da jeg ved det er svært nok i forvejen. 

Ej så er den da måske også gal med din mors indstilling. Gu er det hårdt at have børn, jeg har to store møgunger og en baby (og en mand ;-)), men selv om de er stride og jeg ikke har sovet i 6 år, så er de altså de bedste og sødeste børn i hele verden. Og det burde alle forældre huske at fortælle deres børn.

Min mor reagerede også underligt da jeg blev gravid med den første og jeg var "gammel" - tror det kræver en omstilling at gå fra mor til mormor og ikke mindst at ens datter bliver sådan rigtig voksen lige pludselig. Samtidig bliver man nervøs for sit barn, kan de klare det, vil de få det godt, har de ondt osv osv osv kan sagtens sætte mig ind i det nu hvor jeg selv er mor, men forstod ikke noget af det den gang.

og spørgsmålet om det er hårdt, hmm dit liv bliver i hvertfald vendt på hovedet og din første prioritet bliver pludselig kun en ting: dit barn. Det kan for nogen være en hård omvæltning og for andre helt naturligt. Jeg må indrømme da jeg var lidt zombi agtig efter et halvt år med max 2 timers sammenhængende søvn kunne jeg nok godt have sagt det var hårdt. Men samtidig var det jo helt fantastisk, men  absolut anderledes end det romantiske billede af den lille skønne baby og mig i den hvide kjole med et fantastisk overskud, der syede, skrev speciale, og og og og Jeg var i stedet en lidt for tyk zombi med en fantastisk datter der både havde temperament og egen vilje.... 

Når man bliver gravid og vælger et barn til, er der nogle andre ting der går på standby, og nogle ting man ikke kan komme til at gøre i samme omfang som når man ikke har børn. 

Mange finder først ud af hvad de gerne vil med deres liv når de har fået børn. For så er der pludselig mere ro på. nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men udfra din mors reaktion. Vil jeg tro du er forholdsvist ung. Omkring de 20 vil jeg tro. De er mange og sikkert også herinde der kan skrive under på at det ikke er en dans på roser at få et barn i en tidlig alder, og slet ikke når man står med det hele alene. Men man affinder sig med det og får det til at fungere. Og det skal du nok få det til du kommer forhåbentlig ikke til at være alene resten af dit liv, især fordi du også er ung. 

Var jeg mor til en pige på de 18-20 ville jeg selvfølgelig støtte hende i hendes valg, sørge for at hun fik virkeligheden at vide, og ikke alle glansbilledehistorierne. For det ER hårdt at få børn og det er det for alle ligegyldig hvilken alder man har. Og tit får man lyst til at kyle sit afkom ud fra altanen, men det er jo ikke alle der har det sådan.  Personligt elsker jeg at være mor og at være noget for min søn, han forventer visse ting fra mig og jeg elsker at give ham det. f.eks Kærlighed, kys, kram, trøst når han har slået sig, at vi kan sidde og grine sammen over noget tosset, at jeg kan bruge min tid som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til før jeg fik barn, på ham. Det er fantastisk. Det er hårdt hver dag, man er bombet når den lille er puttet og nogle dage vil man bare sove. Men man er alligevel ret glad i låget selvom man er bombet. Og det bliver heldigvis kun lettere med tiden  

men der er meget ansvar og man bliver nødt til at kunne sætte sine egne behov til side, men stadig også huske sig selv. 

Har du folk omkring dig som gerne vil dig og gerne vil dig barn, så kommer du forhåbentlig heller ikke til at føle dig alene. Du skal aldrig tøve når folk spørger dig om du har brug for hjælp, tag imod når folk til yder det, og spørg om hjælp hvis du får brug for det. 

Det skal nok gå

 

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Min far har aldrig været til stede, selvom han påstod (fra jeg var 2-4) at han kun havde min mor. Han var aldrig hjemme og sov med andre damer. Da jeg lige var fyldt 4 skred han for 2. gang ( han gik da min mor var gravid med mig og kom tilbage 2½ år efter) og har ikke meldt sig i hendes/vores liv siden.

Jeg vil nok sige, det har været mere hårdt for min mor, end for os (min storebror og jeg), men hun har så også en søn med Aspergers.
Men vi har altid hygget os, og lavet det som andre familier også gør. Vi har bare ''kun'' haft en mor -men vi har ikke egentlig manglet en far.

Men jeg tror også lidt det er noget andet når manden gerne vil tage del i barnets opvækst og liv.

 

 med det.

Det kan godt være dine forældre ser en kontanthjælpsmodtager som en "samfundsnasser" men hvis du gik på kommunen og fik kontanthjælp ville du have dine egne penge og dermed også selv have større mulighed for at spare op til at få dit eget!

som din situation ser ud nu, ville du jo ikke engang kunne starte et job før du får pasning til baby..og pasning koster også og hvor skal de penge så komme fra??

synes du skal beslutte dig for hvad DU vil og ikke hvad dine forældre vil mene om dine handlingerfor du HAr jo allerede gået imod deres "ønsker" ved at blive gravid og beholde barnet, så hvad med at tage ansvar for at komme ud hjemmefra og klare dig selv og dit barn?!

At være alene med et spædbarn er noget rigtig mange er..også selvom de er i et parforhold, for manden har som oftest kun 14 dages barsel og så er mutter alene indtil han kommer hjem - medmindre han rejser så er man mutters alene om det!

Måske jeres kommune har en ung mor mødregruppe som mødes oftere så du den vej ikke vil føle dig så alene, men din undskyldning for ikke at gøre noget aktivt synes jeg ikke holder..for så skal du være afhængig at din forældre indtil din baby er 9-10 mdr.

kom i gang allerede nu...så kan du jo altid tage hjem på weekends hos dine forældre hvis du har brug for "tryghed"