Er det virkelig så forfærdeligt

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Det er svært at vide hvorfor din mor reagerer på den her måde. Ved du om hun har haft dårlige oplevelser med at få børn? Måske hun ønsker du skal have en anden chance i livet end den hun fik? 

når det så er sagt, så synes jeg ikke din mor skal tale sådan til dig, hun burde istedet støtte dig og komme med gode råd. Ved hun at du er træt af hendes kommentarer? 

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Nej det er det ikke. Og ja det kan være hårdt med en lille en, men ved du hvad? Alle de gode ting overskygger alle de hårde og mindre sjove stunder. Jeg synes faktisk det er nemmere at være alenemor end det var at være sammen med barnets far

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Overhovedet ikke
Jeg var alene med min søn til han var 1,5 år og det var en helt fantastisk tid! Jeg synes ikke det var hårdt, synes faktisk næsten det er hårdere at være to om det
Det har helt sikkert knyttet mig og min søn på en anden måde at vi har været alene og vi har et helt specielt bånd

Måske din mor havde ønsket noget lidt andet for dig, at du skulle se verden og smage på livet før alt går op i bleskift, bekymringer og kronisk rande under øjnene. Og så det faktum at du ingen har at støtte dig til, ingen at dele sorger og glæder med, og tilmed ikke engang har lært at stå på egne ben økonomisk og bare regner med du klare det fordi din familie er velhavende. Jeg ville nok også er negativt indstillet, hvis min datter fik et barn og havde den indstilling at jeg skulle sørge for det økonomiske. Jeg vil gerne hjælpe, men primært, skal mine børn kunne klare sig selv før jeg ønsker dem babyer i deres liv.

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Du skriver ingen steder hvor gammel du er?

Men du bor hjemme og lever udelukket af din families penge, så kan jeg faktisk godt forstå din mor, for du har endnu ikke lært at tage vare på dig selv, hvordan skulle du så kunne tage vare på et andet menneske?

Dertil kommer der jo det, at når du bor hjemme, så er din mor måske bekymret for at det nærmest er hende som kommer til at passe dit barn!

For mig at se er det ikke dét, at du skal være alenemor, der kan vække bekymring. Det er dét, at du stadig er hjemmeboende, afhængig af dine forældres økonomi og ikke står på egne ben, der er problemet. Jeg gætter på, du er meget ung, og at dømme efter din mors ord langt fra at være godt på vej med uddannelse. Er det så nu, du er i stand til at tage vare på et barn - og på dig selv, så du kommer godt i gang med dit voksenliv? 

Jeg tror, din mor er dybt frustreret over, at du har sat dig selv i denne situation, før du har nået at vise, at du kan klare dig selv. 

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Du må være meget ung hvis du stadig bor hjemme?

Det kan være flere ting, eller sandsynligvis en kombination:

1: Din mor er skuffet over at du i så ung en alder har valgt at få et barn, i stedet for at nyde din ungdom og få dit liv på skinner inden du stifter familie (med en mand du er sammen med).

2: Hun regner med at hun kommer til at stå for en hel del af slæbet omkring baby fordi du bor hjemme - hvilket hun sikkert også har ret i. Det kommer til at kræve en enorm indsats fra din side hvis du skal blive økonomisk uafhængig og finde dit eget sted at bo når du stadig bor hjemme og ikke har nogen uddannelse. Og du vil sikkert trække på hende. Og det har hun nedtur over, da hun jo har sine egne børn og måske var glad for at livet med småbørn var slut.

3: Det ER hårdt at have et lille spædbarn, specielt hvis man ikke selv er så følelsesmæsigt moden (nu kender jeg dig ikke, så taler udelukkende ud fra at du virker ung). Hun prøver at forberede dig så du ikke får et kæmpe chok når babyen kommer.

Jeg har tre enlige mødre i min venindekreds, og det er meget forskelligt hvordan de har håndteret det. Den ene klarede det super, den anden syntes at det var meget hårdt, men klarede det fint, og den tredje var ved at gå fuldstændigt ned psykisk. Det kommer an på hvem du er som person, og hvilket barn du får.

Men altså... Jeg kan godt forstå din mor. Hvis min hjemmeboende datter (der stadig er teenager?) kom og sagde at hun skulle have et barn med en mand hun ikke var kærester med, så var jeg godt nok også blevet ked af det. Så prøv at acceptere at det er en svær situation for din mor. Hun havde nok ønsket et andet liv, både for dig og for sig selv. Og det kommer til at tage lidt tid for hende at omstille sig.

 

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

Hvor gammel er du?

Anonym skriver:

Hej allesammen

Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid med en jeg ikke er sammen med. Jeg valgte alligevel at beholde barnet og prøver istedet at vende situationen om til noget positivt selvt om jeg skal være alene med barnet. Faren vil dog gerne være en del af barnets liv. 

Men det at være alenemor er aligevel en rigtigt svær situation at stå i. Og jeg ved godt at det er svært at have børn, og endu sværere at være alenemor. Jeg bor stadig hjemme sammen med mor og yngre søskene. Min familje er velhavende og det samme med farens familje, så tror aldrig at mit barn kommer til at mangle noget. så det ser jeg ikke som et problem, jeg det jeg ikke rigtigt kan klare mig selv økonomisk i øjeblikket men får hjælp af forældre. Jeg bliver bare simpelten så irreteret over at min mor KUN snakker om hvor forfærdeligt børn kan være, at de bare græder og at jeg kan ingenting blive i mit liv og at jeg er nødt til at droppe mine ambitioner om at få en god uddannelse nu. hun får det at lyde som om jeg aldrig i mit liv kommer til at have noget sjov og ballade i mit liv igen, ikke engang sammen med mit barn. Selfølgelig ved jeg at det ikke altid er dans på roser og det kommer til at blive mange svøvnløse nætter med gråd. Men hvergang jeg siger jeg glæder mig til at se min lille dreng, så siger min mor hver eneste gang at når hann er kommet vil jeg bare have han ind i maven igen. 

Så mit spørgesmål er, er det virkelig SÅ forfærdeligt at være alenemor

 

 

nu er jeg godt nok ikke alenemor, men "bare" mor i et forhold - da jeg var gravid (jeg var 21) sagde alle at det var SÅÅÅÅ hårdt at få børn, vi ville aldrig have noget tid som kærestere mere, vi ville skændtes. Jeg som mor ville aldrig se mine veninder mere, ja alt var bare så forfærdeligt..

 

SO NOT TRUE!!!

jo jo det er selvfølgelig ikke altid en dans på roser, min dreng havde kolik og skreg 6timer om dagen de første 3mdr. meeeeeen - SÅ slemt var det altså ikke, man lærer at leve med det og have et sidegående liv (eller det gjorde vi ihvertfald). Jeg ser mine veninder næsten ligeså ofte som jeg gjorde førhen, nu ses vi bare oftere i hjemme hos hinanden fremfor at tage på cafe og i byen.

Jeg synes du skal slå koldt vand i blodet og tage det som det kommer, hvem ved... måske du får en drømme baby der sover igennem fra start og aldrig er ked af det, så ville det sgu være øv at gå en hel graviditet og frygte en monster baby