Nf - beslutning?

Hej alle.

Har I truffet en beslutning om hvad der skal ske, hvis man får et dårligt resultat ved nf scanningen? Vi snakkede om det kort herhjemme igår, da jeg mener man skal være enige om en beslutning INDEN man ser lille bebs og hjerteblink etc.

Er det noget I har talt om derhjemme, eller tager I det som det kommer?

Laura

LauraLW skriver:

Hej alle.

Har I truffet en beslutning om hvad der skal ske, hvis man får et dårligt resultat ved nf scanningen? Vi snakkede om det kort herhjemme igår, da jeg mener man skal være enige om en beslutning INDEN man ser lille bebs og hjerteblink etc.

Er det noget I har talt om derhjemme, eller tager I det som det kommer?

Laura

vi var kort inde på det dengang men helt ærligt så blev vi enige om ikke at atge sorgerne på forskud.... vi ville hellere vente og se og hvis tallet var fint (som i langt de fleste tilfælde) så var der jo ingen grund til at have tænkt over det andet :0)

men det kommer jo an på hvordam man er... hvor meget forberedelse man har brug for.... :0)

ka-ri-na skriver:



vi var kort inde på det dengang men helt ærligt så blev vi enige om ikke at atge sorgerne på forskud.... vi ville hellere vente og se og hvis tallet var fint (som i langt de fleste tilfælde) så var der jo ingen grund til at have tænkt over det andet :0)

men det kommer jo an på hvordam man er... hvor meget forberedelse man har brug for.... :0)

Bestemt, det er også vores konklusion. Altså ikke at tage sorgerne på forskud.

- Men vi ved også at hvis man skulle havne i den sørgelige situation, at vi er enige. Om man når at ændre mening 10.000 gange, det skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvertfald glade for at vi lige brugte 2 minutter igår på at bekræfte at vi er enige.

Vi har snakket om det og vi ville få det fjernet hvis det var.

Hvorfor skammer man sig lidt over at sige det??

Rosa skriver:

Vi har snakket om det og vi ville få det fjernet hvis det var.

Hvorfor skammer man sig lidt over at sige det??

Godt spørgsmål.... Men det er vel fordi man vælger fra, er selektiv... Men har det helt på samme måde.

LauraLW skriver:



Godt spørgsmål.... Men det er vel fordi man vælger fra, er selektiv... Men har det helt på samme måde.

Egentlig ville de jo også være smukt hvis man følte sådan at nu har vi selv valgt at sætte et barn i verden - så må man byde det velkomment med alle dets... særligheder?? Hvis man følte at man elskede barnet så højt fra dag et at intet træk ved barnet kunne få en til at vælge det fra...

Men sådan har jeg / vi det ikke. Hvis vi får et valg så tidligt i forløbet så ville vi vælge at få en abort og prøve igen for at få et helt raskt barn uden andre særheder end dem vi selv "propper i dem"

Hvis der derimod støder kompikationer til senere og vi intet valg har så håber jeg vi ville føle anderledes. HÅBER!!!

Men det føles stadig som tabu at sige det højt...

Rosa skriver:



Egentlig ville de jo også være smukt hvis man følte sådan at nu har vi selv valgt at sætte et barn i verden - så må man byde det velkomment med alle dets... særligheder?? Hvis man følte at man elskede barnet så højt fra dag et at intet træk ved barnet kunne få en til at vælge det fra...

Men sådan har jeg / vi det ikke. Hvis vi får et valg så tidligt i forløbet så ville vi vælge at få en abort og prøve igen for at få et helt raskt barn uden andre særheder end dem vi selv "propper i dem"

Hvis der derimod støder kompikationer til senere og vi intet valg har så håber jeg vi ville føle anderledes. HÅBER!!!

Men det føles stadig som tabu at sige det højt...

Det tror jeg ikke du skal være bekymret for, tror bestemt at man elsker og accepterer alt det der støder til. - Men helt realistisk så kan vi ikke rumme (åh det er sådan et stort ord) et multihandikappet barn pt, og som jer, vil vi også "fravælge" og forsøge igen. - Tror simpelthen ikke vi har ressourcerne til det (og det gælder alle slags ressourcer), men at man senere hen måske bliver nødt til at få dem, det er en anden sag, og der tror jeg på "hvor der er vilje er der vej".

Grunden til at jeg f.eks bliver nødt til at træffe beslutningen nu, er at jeg ikke pt føler mig bestemt knyttet til det der er inde i mig. - Det er stadig så surrealistisk, og nogle gange tænker jeg om der overhovedet er noget. - Men jeg har heller ikke set og hørt noget endnu ved en scanning, og tror bestemt at mine følelser for det der er derinde ændrer sig derefter... eller det håber jeg da.

Det tror jeg da helt sikkert også det gør... altså ændrer sig...
Der findes så mange mødre til skønne (handicappede) børn derude som elsker deres unger mindst ligeså højt som enhver anden mor.

Jeg ville elske mit barn præcis ligeså højt... Men jeg tror der ligger noget hjerteknusende i at vide at ens barn aldrig vil kunne komme til at leve et "normalt" liv med sodavandsdiskoteker, knallertkørekort, gymnasietid, kærestesorger, flytten hjemmefra, karriere, ægteskab og børn.

Har faktisk en moster som er 5 år ældre end mig - hun er udviklingshæmmet og bor i egen lejlighed med bostøtte. Hun er gift med en udviklingshæmmet mand og arbejder som servitrice på en cafe for handicappede. Så det er ikke alle der ikke får oplevelsen af "det normale". Men vejen derhen var lang og meget meget udmattende for hendes mor og søster som tog sig af hende... Hun er 31 nu, og hun har stadig brug for støtte og omsorg i en grad som virkelig tager hårdt på familien.... Og det er det der får mig til at vælge abort...

Jeg vil gerne se mine unger vokse op og blive selvstændige individer som kan klare sig selv og blive lykkelige i det projekt...

Ja vi har talt om det herhjemme begge gange.. Vi har altid været enig om, at hvis der skulle være noget med babyen, ville vi få det fjernet...

Vi har hele vejen været enige om at var der noget med bejs, så skulle det fjernes... Vi var begge enige om vi ikke var rustet til at kunne sætte et f.eks. barn i verden med downs... Jeg ved mange får et godt liv, men man skal også kunne som forældre stå inde for at kunne give dem det.
Og det var vi enige om herhjemme at det kunne vi ikke.