At være pårørende til en der har en depression.

Jeg har selv haft depression 2 gange... Og har virkelig været nede i det hul hvor bare det at skulle være vågen var for uoverskueligt.

Jeg tror det vigtigste når man har det rigtig skidt er at blive mødt med forståelse, selvom det må være rigtig svært at være forstående overfor at ganske små ting kan være svært overskuelige.

Dertil har jeg erfaret at det er meget vigtigt at lærer at sige hvad man har behov for hjælp til, inden det brænder sammen inden i hoved på en.

F.eks. skal vi altid sørger for at køkkenet er ryttet om aftenen før selvom jeg føler jeg sagtens kan overskue det om morgenen så hvis magnus er i lidt dårligt humør, så brænder det sammen for mig hvis køkkenet ligner lort, kan slet ikke overskue det og kommer ind i en dårlig spiral og følelse af at jeg er ensom og står med det hele selv og INTET hjælp får... Selvom det slet slet ikke er sådan.. ved godt det lyder lidt skørt, men man er lidt skør når man har en depression...

Du er velkommen til at skrive...

Omsorgsgiver skriver:

Tak for dit svar!

Det er som at beskrive min kæreste det med at nogle dage magter han ingenting hvorimod andre dage er han bare super glad og "kan" en masse. Jeg prøver så vidt som muligt ikke at presse ham til noget og lader ham komme til mig når han selv har lyst og energi. Selvom det er meget svært for mig. Jeg er jo stik modsat og kan nærmest en masse på en gang. Så på den måde skal jeg ligesom "lægge låg" på mig selv. 

Ja det er enormt svært at forstå. Men når jeg både selv har og er ramt og har en kæreste der også har været ramt. Og som har posttraumatisk stress samtidig og på den led heller ikke magter ret mange ting. Og ber du ham 3 ting bliver ingen af tingene gjort. Fordi han går i baglås. Så det er noget jeg har levet med i 4 år. Og det er faktisk først indenfor de seneste par år jeg har lært det. Og til tider kan det stadig være svært at forstå.
Man skal bare huske at jo mere man presser på jo værre bliver det.
Det er svært at stå i. Men man er nødtil at sige til sig selv at det kun er for en periode.
I mit tilfælde dog altid.
Men det vigtigste er bare du viser at du er der og du vil hjælpe så meget du nu kan. Og når du så har brug for at få læsset af så brug din familie. Så det er hårdt at stå med en partner der har det svært.

Omsorgsgiver skriver:

Det er ikke så lang tid siden at min kæreste har fået konstateret at han har en depression. Han er startet på medicin og han er blevet utrolig træt af det. Sover mere end hvad han plejer at gøre og der skal ikke meget til før han bliver træt. 

Men synes det er rigtig svært det hele.... Jeg prøver at støtte ham så meget som muligt. 

Men jeg søger personer der enten har haft eller har en depression eller  personer der har prøvet at være pårørende til en depressiv kæreste. 

Hvordan støtter man bedst muligt ens kæreste?

 

Nu røg jeg selv ned med et brag for godt 2 år siden, og det kom seriøst som et lyn fra en klar himmel.

Fra at være hende, der overskuede alt, stod for indkøb, indkøbsliste, havde overblikket, sagde ja til alt og stod på spring for alt og alle, så lavede jeg intet.

Jeg gik faktisk fuldstændig i stå, og jeg blev den diamentrale modsætning til den, jeg var før (heldigvis).

Pludselig skulle min kæreste til at tage ansvarsrollen på sig (vi har ingen børn, og heldigvis for det, på dette tidspunkt)..

Det var små ting; Han kørte indkøbsvognen, når vi handlede ind. Det var ham, der smed varer i vognen, mens jeg krydsede af. Han betalte. Jeg havde ingen hukommelse og svært ved at overskue butikker med mange mennesker. Ture i Bilka var sjældne, men i starten kunne jeg gå helt i stå derinde, så min kæreste måtte få mig ud, så han kunne betale og vi kunne komme hjem.

Inden jeg fik min medicin - jeg var seriøst også ked af det. Det var mere tanken om, at jeg godt ville klare det selv, men man når bare til et punkt, hvor man må erkende, at det er umuligt at holde hovedet oven vande hele tiden..

Men når min mand kom hjem, lå jeg bare på sofaen og sov. KOm ikke ned og hilste (stue på 1.sal).. .Der var ikke lavet nogle forberedelser til aftensmad, og jeg havde ikke engang skænket mad en tanke..

Jeg vælger at skrive åbent og ærligt omkring det, for måske sidder der andre, der er pårørende og ikke aner deres levende råd.

Selv på min arbejdsplads følte jeg mig som verdens værste ansat. Jeg kunne ikke længere påtage mig alle de opgaver, der hang i luften, og flere gange måtte jeg simpelthen gå hjem, fordi jeg storbrølede.. Jeg kunne ikke overskue mig selv, ingen andre, ingenting..

 

Det hele startede faktisk med et angstanfald på mit arbejde omkring april, hvor jeg stod og græd og rystede. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne få luft.. Det var virkelig ubehageligt, og min familie fik mig efterfølgende til en læge, omend jeg var meget imod. HUn ville sygemelde mig, men det kunne der ikke blive tale om i mit hoved.

Jeg valgte at være åben over for arbejdsgiveren og det har da helt klart været med til at "redde" mig..

Det er aldrig nemt at have en depression, men det er sgu svært at være pårørende og føle sig magtesløs, for det ved jeg, min mand gjorde. Han havde så svært ved, at jeg ikke længere var hende, han havde kendt altid. Heldigvis lærte han hurtigt mine "begrænsninger", og det var dét, vi tog udgangspunkt i.

Alting blev på mine præmisser. Hvor vi skulle hen, hvem vi skulle besøge, om vi skulle noget og hvor længe, vi skulle være der. Han var meget forstående og ind i mellem gik han direkte ind og sagde, at det kunne der ikke blive tale om, fordi han kunne se og mærke, at det allerede ved tanken var ved at hyle mig ud af den..

Han har dog også efterfølgende fortalt mig om hans tanker i forbindelse med min depression, som blev kaldt angst.

Du må skrive en pb, men spørg også gerne her i det frie

(PS. Jeg startede udtrapning i forgårs med 10 mg. Det skal nok lykkes en dag, og hvor jeg glæder mig til at kunne sige, jeg igen har fuld kontrol over min krop, men også glæde mig til at bevise, at jeg kan varetage mig selv igen og tænke over, hvordan min krop reagerer - og ikke mindst: Vise, hvor god jeg er blevet til at lære mine egne begrænsninger at kende)

 

For no matter what - så er sådan en depression satme et "wake-up call"

Omsorgsgiver skriver:

Det er ikke så lang tid siden at min kæreste har fået konstateret at han har en depression. Han er startet på medicin og han er blevet utrolig træt af det. Sover mere end hvad han plejer at gøre og der skal ikke meget til før han bliver træt. 

Men synes det er rigtig svært det hele.... Jeg prøver at støtte ham så meget som muligt. 

Men jeg søger personer der enten har haft eller har en depression eller  personer der har prøvet at være pårørende til en depressiv kæreste. 

Hvordan støtter man bedst muligt ens kæreste?

 

du accepterer at selv de små ting kan være uoverskuelige, og stiller ikke for mange krav.

samtidig kan det være en god ide at hjælpe med at lokke ham lidt ud hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.

forhåbentlig hjælper medicinen inden for 2-3 uger men vær obs på om det har en effekt og om det sløver så meget at det hæmmer ham. der finde prepparater der ikke har den effekt.

han kan evt have gavn af noget kognitiv terapi- evt sammen, så i kan få vændt det negative til positivt, men det kræver nok en bedring før han kan overskue det.

det er vigtigt du ikke projekterer hans følelser over på dig selv. han er ikke ked pga dig, også selvom han måske nogen gange kan skælde ud eller virke sådan. han kan endda måske se så negativt på tingene han ikke kan se det positive i fremtiden men kan trøste dig med det er helt normalt.

Med den rigtige hjælp skal det nok blive bedre. ønsker jer alt det bedste 

Flødebollen skriver:

Nu røg jeg selv ned med et brag for godt 2 år siden, og det kom seriøst som et lyn fra en klar himmel.

Fra at være hende, der overskuede alt, stod for indkøb, indkøbsliste, havde overblikket, sagde ja til alt og stod på spring for alt og alle, så lavede jeg intet.

Jeg gik faktisk fuldstændig i stå, og jeg blev den diamentrale modsætning til den, jeg var før (heldigvis).

Pludselig skulle min kæreste til at tage ansvarsrollen på sig (vi har ingen børn, og heldigvis for det, på dette tidspunkt)..

Det var små ting; Han kørte indkøbsvognen, når vi handlede ind. Det var ham, der smed varer i vognen, mens jeg krydsede af. Han betalte. Jeg havde ingen hukommelse og svært ved at overskue butikker med mange mennesker. Ture i Bilka var sjældne, men i starten kunne jeg gå helt i stå derinde, så min kæreste måtte få mig ud, så han kunne betale og vi kunne komme hjem.

Inden jeg fik min medicin - jeg var seriøst også ked af det. Det var mere tanken om, at jeg godt ville klare det selv, men man når bare til et punkt, hvor man må erkende, at det er umuligt at holde hovedet oven vande hele tiden..

Men når min mand kom hjem, lå jeg bare på sofaen og sov. KOm ikke ned og hilste (stue på 1.sal).. .Der var ikke lavet nogle forberedelser til aftensmad, og jeg havde ikke engang skænket mad en tanke..

Jeg vælger at skrive åbent og ærligt omkring det, for måske sidder der andre, der er pårørende og ikke aner deres levende råd.

Selv på min arbejdsplads følte jeg mig som verdens værste ansat. Jeg kunne ikke længere påtage mig alle de opgaver, der hang i luften, og flere gange måtte jeg simpelthen gå hjem, fordi jeg storbrølede.. Jeg kunne ikke overskue mig selv, ingen andre, ingenting..

 

Det hele startede faktisk med et angstanfald på mit arbejde omkring april, hvor jeg stod og græd og rystede. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne få luft.. Det var virkelig ubehageligt, og min familie fik mig efterfølgende til en læge, omend jeg var meget imod. HUn ville sygemelde mig, men det kunne der ikke blive tale om i mit hoved.

Jeg valgte at være åben over for arbejdsgiveren og det har da helt klart været med til at "redde" mig..

Det er aldrig nemt at have en depression, men det er sgu svært at være pårørende og føle sig magtesløs, for det ved jeg, min mand gjorde. Han havde så svært ved, at jeg ikke længere var hende, han havde kendt altid. Heldigvis lærte han hurtigt mine "begrænsninger", og det var dét, vi tog udgangspunkt i.

Alting blev på mine præmisser. Hvor vi skulle hen, hvem vi skulle besøge, om vi skulle noget og hvor længe, vi skulle være der. Han var meget forstående og ind i mellem gik han direkte ind og sagde, at det kunne der ikke blive tale om, fordi han kunne se og mærke, at det allerede ved tanken var ved at hyle mig ud af den..

Han har dog også efterfølgende fortalt mig om hans tanker i forbindelse med min depression, som blev kaldt angst.

Du må skrive en pb, men spørg også gerne her i det frie

(PS. Jeg startede udtrapning i forgårs med 10 mg. Det skal nok lykkes en dag, og hvor jeg glæder mig til at kunne sige, jeg igen har fuld kontrol over min krop, men også glæde mig til at bevise, at jeg kan varetage mig selv igen og tænke over, hvordan min krop reagerer - og ikke mindst: Vise, hvor god jeg er blevet til at lære mine egne begrænsninger at kende)

 

For no matter what - så er sådan en depression satme et "wake-up call"

Din historie er fuldkommen som min! Det er mærkeligt at læse.

Jeg blev også medicin fri efter knap 2 år.
Jeg var kommet så ovenpå at jeg begyndte at glemme at tage mine piller i mange dage... De første gange det skete blev jeg meget depressiv.. og jeg vidste jeg ikke var klar til at slippe det.. men så skete der det at jeg en dag fik alle de fysiske abstinenser men havde det fint psykisk og så stoppede jeg, og vidste jeg var klar...

Flødebollen skriver:

Nu røg jeg selv ned med et brag for godt 2 år siden, og det kom seriøst som et lyn fra en klar himmel.

Fra at være hende, der overskuede alt, stod for indkøb, indkøbsliste, havde overblikket, sagde ja til alt og stod på spring for alt og alle, så lavede jeg intet.

Jeg gik faktisk fuldstændig i stå, og jeg blev den diamentrale modsætning til den, jeg var før (heldigvis).

Pludselig skulle min kæreste til at tage ansvarsrollen på sig (vi har ingen børn, og heldigvis for det, på dette tidspunkt)..

Det var små ting; Han kørte indkøbsvognen, når vi handlede ind. Det var ham, der smed varer i vognen, mens jeg krydsede af. Han betalte. Jeg havde ingen hukommelse og svært ved at overskue butikker med mange mennesker. Ture i Bilka var sjældne, men i starten kunne jeg gå helt i stå derinde, så min kæreste måtte få mig ud, så han kunne betale og vi kunne komme hjem.

Inden jeg fik min medicin - jeg var seriøst også ked af det. Det var mere tanken om, at jeg godt ville klare det selv, men man når bare til et punkt, hvor man må erkende, at det er umuligt at holde hovedet oven vande hele tiden..

Men når min mand kom hjem, lå jeg bare på sofaen og sov. KOm ikke ned og hilste (stue på 1.sal).. .Der var ikke lavet nogle forberedelser til aftensmad, og jeg havde ikke engang skænket mad en tanke..

Jeg vælger at skrive åbent og ærligt omkring det, for måske sidder der andre, der er pårørende og ikke aner deres levende råd.

Selv på min arbejdsplads følte jeg mig som verdens værste ansat. Jeg kunne ikke længere påtage mig alle de opgaver, der hang i luften, og flere gange måtte jeg simpelthen gå hjem, fordi jeg storbrølede.. Jeg kunne ikke overskue mig selv, ingen andre, ingenting..

 

Det hele startede faktisk med et angstanfald på mit arbejde omkring april, hvor jeg stod og græd og rystede. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne få luft.. Det var virkelig ubehageligt, og min familie fik mig efterfølgende til en læge, omend jeg var meget imod. HUn ville sygemelde mig, men det kunne der ikke blive tale om i mit hoved.

Jeg valgte at være åben over for arbejdsgiveren og det har da helt klart været med til at "redde" mig..

Det er aldrig nemt at have en depression, men det er sgu svært at være pårørende og føle sig magtesløs, for det ved jeg, min mand gjorde. Han havde så svært ved, at jeg ikke længere var hende, han havde kendt altid. Heldigvis lærte han hurtigt mine "begrænsninger", og det var dét, vi tog udgangspunkt i.

Alting blev på mine præmisser. Hvor vi skulle hen, hvem vi skulle besøge, om vi skulle noget og hvor længe, vi skulle være der. Han var meget forstående og ind i mellem gik han direkte ind og sagde, at det kunne der ikke blive tale om, fordi han kunne se og mærke, at det allerede ved tanken var ved at hyle mig ud af den..

Han har dog også efterfølgende fortalt mig om hans tanker i forbindelse med min depression, som blev kaldt angst.

Du må skrive en pb, men spørg også gerne her i det frie

(PS. Jeg startede udtrapning i forgårs med 10 mg. Det skal nok lykkes en dag, og hvor jeg glæder mig til at kunne sige, jeg igen har fuld kontrol over min krop, men også glæde mig til at bevise, at jeg kan varetage mig selv igen og tænke over, hvordan min krop reagerer - og ikke mindst: Vise, hvor god jeg er blevet til at lære mine egne begrænsninger at kende)

 

For no matter what - så er sådan en depression satme et "wake-up call"

Tusind tak for din åben og ærlige beretning!

Den der med ikke at kunne overskue at skulle steder hen med alt for mange mennesker kan jeg sagtens nikke genkendende til fra min kærestes side af. Det kan han slet ikke klare. 

Men jeg prøver at tage alt ting på hans præmisser og lader ham "styre" hvor meget vi skal osv. 

l.kjoeller skriver:

du accepterer at selv de små ting kan være uoverskuelige, og stiller ikke for mange krav.

samtidig kan det være en god ide at hjælpe med at lokke ham lidt ud hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.

forhåbentlig hjælper medicinen inden for 2-3 uger men vær obs på om det har en effekt og om det sløver så meget at det hæmmer ham. der finde prepparater der ikke har den effekt.

han kan evt have gavn af noget kognitiv terapi- evt sammen, så i kan få vændt det negative til positivt, men det kræver nok en bedring før han kan overskue det.

det er vigtigt du ikke projekterer hans følelser over på dig selv. han er ikke ked pga dig, også selvom han måske nogen gange kan skælde ud eller virke sådan. han kan endda måske se så negativt på tingene han ikke kan se det positive i fremtiden men kan trøste dig med det er helt normalt.

Med den rigtige hjælp skal det nok blive bedre. ønsker jer alt det bedste 

Tak for dit svar 

ano14316 skriver:

Din historie er fuldkommen som min! Det er mærkeligt at læse.

Jeg blev også medicin fri efter knap 2 år.
Jeg var kommet så ovenpå at jeg begyndte at glemme at tage mine piller i mange dage... De første gange det skete blev jeg meget depressiv.. og jeg vidste jeg ikke var klar til at slippe det.. men så skete der det at jeg en dag fik alle de fysiske abstinenser men havde det fint psykisk og så stoppede jeg, og vidste jeg var klar...

Det er det samme her..

Da jeg fyldte 25 sidste år, havde jeg besluttet mig for, at NU skulle det være.. Men jo tættere vi kom på datoen, jo flere angstanfald fik jeg.. Så var jeg godt klar over, at det ikke var det rigtige tidspunkt..

Har så haft mine piller liggende i 1,5 måned - dem jeg skulle trappe ud med.. Og i søndags tog jeg den første

Omsorgsgiver skriver:

Tusind tak for din åben og ærlige beretning!

Den der med ikke at kunne overskue at skulle steder hen med alt for mange mennesker kan jeg sagtens nikke genkendende til fra min kærestes side af. Det kan han slet ikke klare. 

Men jeg prøver at tage alt ting på hans præmisser og lader ham "styre" hvor meget vi skal osv. 

Det er et rigtig godt udgangspunkt at gøre det..

Også selvom det betyder, at du må bide nogle ting i dig. Jeg kan garantere, at det kun er midlertidigt. Når først pillerne begynder at virke, vil du opleve, at han blomstrer lige så stille op igen. Det tager lang tid, og der er mange tilbagefald <-- oftest.

Især, fordi man pludselig tror, man igen er verdensmester. Men pillerne sørger for at holde dig oven vande.. Men du kan altså hurtigt drukne igen, hvis du ikke accepterer din krops reaktioner og accepterer, at der er en grund til, at kroppen har sagt fra.

Det er egentlig trist og ret forfærdeligt, at det skal komme så langt ud, men mange tror jo netop, at de er udødelige og kan klare hele verden.

Men så knækker de gerne på et tidspunkt..

 

Min psykiater sagde engang: Din tid og dit overskud skal ses som en lagkage, og du har følgende muligheder;

Enten giver du ALLE et stykke lagkage, hvilket betyder, at du kan give den en lille, tynd skive - som ikke smager af en skid.

Eller du kan vælge at udvælge de mennesker, der skal smage din lagkage. De kan få et lidt større stykke, og de kan faktisk smage indholdet.