Årh for pokker - usikkerhed...

Anonym skriver:

Hej,
Jeg har brug for lige at få skrevet ned, og måske høre jeres kommentarer dertil..

Min mand og jeg har længe gået og overvejet barn nr 4, og har nu endelig besluttet os for at gå efter det.

Vi har begge været rigtig meget i tvivl, og haft en milliard ting oppe og vende. Jeg er stadig lidt i tvivl, meget pga af det praktiske, og så alt det med hvad nu hvis...

Nu har jeg så lige tilfældigt snakket med min mor. Ved ikke, hvordan vi kom ind på emnet, men kom i hvert fald til at tale om mit ønske om en 4'er.
Hendes reaktion var: det er jo sindssygt. Det grænser til narkomani! Vi gør noget godt på et område, og vil så bare have mere og mere, og vi kender ikke til de 'rigtige' problemer med at have børn (vi har nu en på 9, 7 og 16 mdr). Det et at gamble med mega dårlige odds, og vil fratage mig andre muligheder i livet.

For pokker, det har bare fået mig til at tvivle helt vildt på beslutningen! Burde vi bare være glade, for dem vi har. Burde vi stoppe, mens legen er god... Og det værste er, at jeg faktisk kan være gravid nu (godt nok ikke stor sandsynlighed, men der skal jo principielt kun een gang til).

Jeg er så rundt på gulvet, forvirret, splittet og aner ikke. Hvor jeg står.

Hvad nu, hvis jeg er gravid? Hvad nu, hvis jeg ikke er?

For pokker, hvor er jeg bare på herrens mark....

Kan ikke svare på hvad i skal gøre og har heller ikke børn endnu, men vi er 5 søskende og nøj hvor har vi alle været glade for hinanden. Det er sååå dejligt altid at have en søster eller børn man kan få fat i. så glæd dig over at dine børn får endnu en dejlig søster/bror de kan dele livet med

Anonym skriver:

Hej, tak for svar.

Du må endelig ikke misforstå - jeg VED vi kan klare 4, og at vi ville kunne klare det godt.
Det, jeg pludselig tvivlede på var, om jeg havde underkendt risici, og det ville gå fatalt ud over de 3 jeg har ( en af vendingerne var, at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke ville vælge mine eksisterende børn til. I stedet for en ny til flokken), og om det bare var en dum beslutning.

Det var som sådan ikke fordi, hun nævnte så meget VI ikke også har tænkt over og snakket om, hun vinkede den bare anderledes. Og vurderede ricisi anderledes.

I forhold til odds var det noget med, at vi ikke bare kunne fremskrive de 3 vi har med en mere, altså gå ud fra, den ville passe ind i flokken, at det ville lige godt, måske det blev en dreng (vi har 3 piger), og det ville være meget anderledes, eller måske kunne de 2 mindste så slet ikke sammen.
Handicap, vores alder(33 og 40), sårbarhed i forhold til tid og økonomi og alt sådan noget ville vokse eksponentielt!

Ærligt: Jeg synes, din mor lyder til at overføre egne "lykkekriterier" til dig, og det kan man nu engang ikke. At du skal have alle muligheder, prøve alle ting osv. er jo et umuligt og URIMELIGT ønske at have på vegne af sit barn - hun kan ikke definere for dig, hvordan livet og lykken ser ud.  Og at HUN ikke ønsker flere børnebørn, er sagen fuldstændigt uvedkommende.

Familien er ikke en niche - det er for langt de fleste af os det eneste, der virkelig har betydning, når det store regnestykke over livet gøres op. Og du vælger da på ingen måde dine børn fra ved at få en til - hvor kom den fra? 

Jeg synes, din mor lyder dominerende og dikterende i forhold til, hvad der gør DIG lykkelig i dit liv, og hvad DU vil opnå. Har hun nogle "issues" selv? 

 

Mmmmmm...

 

Jeg er den 3 yngste ud af 8 stks... dog er der liiidt imellem os... jeg synes at det har været skønt at ha masser af søskende, dog ønsker jeg ikke selv mere end 2 børn.. men det er der flere grunde til.....

 

Vi har nydt godt af hinanden, altid haft nogle at være sammen med osv... og så har jeg bare aldrig prøvet andet....

 

Jeg ved godt at man skal lytte til sine forældre... men man skal ikke la dem styre sit liv, det har jeg brugt aaaaaaalt for langt tid på her selv.... (skulle jeg leve "op" til min mors mening om hvad jeg kunne, ikke kunne, var godt til og ikke godt til, ville jeg ha lagt i en rendesten, uden barn, kæreste og ene og alene.....)

 

lyt til dit hjerte og din mavefornemmelse... jeg forstår godt at du tænker det godt igennem....

 

I min verden er børn og børnebørn en gave....

 

Yurie skriver:

selvfølgelig skal man lytte til sine forældre, men man skal også huske på at tiderne er anderledes end da hun var ung.
Der er mange der har fire/fem eller flere i dag, der sagtens kan klare det og sagtens have tid til sig selv.

Hvad er det præcis hun er bange for? eller advare jer mod?

Hej igen,

Ja, det er jo et godt spørgsmål...

Ved ikke, om det er noget præcist, eller en fremtid som et hele - men noget med, at vi jo ikke bare kan fremskrive de 3 velfungerende børn, vi har i dag, så en 4'er vil passe ind, både i familien og søskendeflokken.
Og at vi kan få et handicappet barn, et andet køn, en hystade.. You name it! - Og at vi jo slet ikke har oplevet de "rigtige" problemer ved at have børn endnu, fordi vores ældste kun er 9..

Diana2013 skriver:

Kan ikke svare på hvad i skal gøre og har heller ikke børn endnu, men vi er 5 søskende og nøj hvor har vi alle været glade for hinanden. Det er sååå dejligt altid at have en søster eller børn man kan få fat i. så glæd dig over at dine børn får endnu en dejlig søster/bror de kan dele livet med

Tak for dit svar.

Hvis du er helt, helt ærlig, og kigger dybt ind - ville du så ønske, dine forældre var stoppet noget før?
- Og hvordan indrettede I jer, sådan fysisk (vi har ikke flere børneværelser, så 2 er nødt til at dele værelse...)

Mor og meget mere skriver:

Ærligt: Jeg synes, din mor lyder til at overføre egne "lykkekriterier" til dig, og det kan man nu engang ikke. At du skal have alle muligheder, prøve alle ting osv. er jo et umuligt og URIMELIGT ønske at have på vegne af sit barn - hun kan ikke definere for dig, hvordan livet og lykken ser ud.  Og at HUN ikke ønsker flere børnebørn, er sagen fuldstændigt uvedkommende.

Familien er ikke en niche - det er for langt de fleste af os det eneste, der virkelig har betydning, når det store regnestykke over livet gøres op. Og du vælger da på ingen måde dine børn fra ved at få en til - hvor kom den fra? 

Jeg synes, din mor lyder dominerende og dikterende i forhold til, hvad der gør DIG lykkelig i dit liv, og hvad DU vil opnå. Har hun nogle "issues" selv? 

 

Hej igen,

Ja, men det gør hun da helt sikkert også. Overfører egne kriterier altså. Det slog mig lidt, at du skriver urimeligt ønske.. Det er vel naturligt at ønske det bedste for sine børn - men det ramte faktisk, at det også kan være urimeligt, hvis det bliver ens egne definitioner af muligheder, der skal være det bedste..
Men hendes tete er jo, at jeg kun udvikler et lille smalt område af livet, da jeg fokuserer på familie og børn - og tror tanken bag var, at jeg var for bange/utryg/usikker til at udvikle andre områder - derfor blev jeg bare ved med at gøre noget, jeg var god til (deraf narkomani-tanken).

Det med at vælge mine børn fra, for at vælge en ny til, var noget med, at jeg jo tog endnu mere tid, økonomi, opmærksomhed og sådan fra de eksisterende, fordi det skulle gives til en ny. Allerde nu giver vi jo den bette mere at vores tid og opmærksomhed end de 2 store. Så det ville gå hårdt ud over dem ved en mere. Også hvis det så viser sig at være en dreng, en handicappet eller lignende (og risikoen for det stiger med antallet af børn - nu er det gået godt så mange gange, så kan det jo ikke blive ved, og vi bliver jo også ældre - jeg er 33, min mand er 40 - og vi når begge at få et år mere på kontoen, inden en 4'er kan være en realitet - og det var for gammelt).

Jeg tror hun har syntes det har været mega hårdt at have 3 børn - hun nævnte at skiftet fra 2 til 3 var meget stort (synes jeg jo slet ikke). Men selvom min far var der i starten (de blev skilt da jeg var 14, og min yngste bror kun 6), så har det alligevel været hende, der har stået med det meste.

stjernehimmel skriver:

Mmmmmm...

 

Jeg er den 3 yngste ud af 8 stks... dog er der liiidt imellem os... jeg synes at det har været skønt at ha masser af søskende, dog ønsker jeg ikke selv mere end 2 børn.. men det er der flere grunde til.....

 

Vi har nydt godt af hinanden, altid haft nogle at være sammen med osv... og så har jeg bare aldrig prøvet andet....

 

Jeg ved godt at man skal lytte til sine forældre... men man skal ikke la dem styre sit liv, det har jeg brugt aaaaaaalt for langt tid på her selv.... (skulle jeg leve "op" til min mors mening om hvad jeg kunne, ikke kunne, var godt til og ikke godt til, ville jeg ha lagt i en rendesten, uden barn, kæreste og ene og alene.....)

 

lyt til dit hjerte og din mavefornemmelse... jeg forstår godt at du tænker det godt igennem....

 

I min verden er børn og børnebørn en gave....

 

Tak for dit svar.
- Når du nu ikke ønsker dig flere end 2 selv, er det så fordi du føler, I har været for mange? At du er gået glip af for meget?

Ja, det er mega svært at leve op til andres forventninger - specielt hvis man ikke er helt fast i spyttet på, hvad man selv ønsker - og det kan jeg vel ikke være, når hendes udmelding kan ryste mig sådan..

Jeg tænker sikkert alt for meget, i stedet for bare at springe ud i det- og jeg tror aldrig, jeg kan blive helt 100 på een ting, jeg vil jo altid se risiciene også... Jeg havde bare ikke vurderet dem så alvorlige som min mor så gjorde - og det er nok det, der slog mig.
Er jeg bare gået for let henover det hele? - Burde jeg have overvejet mere på worst case?

Så lad da 2 dele værelse og få det barn i gerne vil have mens i kan 

 

 

KTP86 skriver:

Så lad da 2 dele værelse og få det barn i gerne vil have mens i kan 

 

 

He he - ville sådan ønske, jeg kunne gøre sådan, og bare glemme alle tankerne - men sådan fungerer jeg desværre ikke..

Anonym skriver:

Hej,
Jeg har brug for lige at få skrevet ned, og måske høre jeres kommentarer dertil..

Min mand og jeg har længe gået og overvejet barn nr 4, og har nu endelig besluttet os for at gå efter det.

Vi har begge været rigtig meget i tvivl, og haft en milliard ting oppe og vende. Jeg er stadig lidt i tvivl, meget pga af det praktiske, og så alt det med hvad nu hvis...

Nu har jeg så lige tilfældigt snakket med min mor. Ved ikke, hvordan vi kom ind på emnet, men kom i hvert fald til at tale om mit ønske om en 4'er.
Hendes reaktion var: det er jo sindssygt. Det grænser til narkomani! Vi gør noget godt på et område, og vil så bare have mere og mere, og vi kender ikke til de 'rigtige' problemer med at have børn (vi har nu en på 9, 7 og 16 mdr). Det et at gamble med mega dårlige odds, og vil fratage mig andre muligheder i livet.

For pokker, det har bare fået mig til at tvivle helt vildt på beslutningen! Burde vi bare være glade, for dem vi har. Burde vi stoppe, mens legen er god... Og det værste er, at jeg faktisk kan være gravid nu (godt nok ikke stor sandsynlighed, men der skal jo principielt kun een gang til).

Jeg er så rundt på gulvet, forvirret, splittet og aner ikke. Hvor jeg står.

Hvad nu, hvis jeg er gravid? Hvad nu, hvis jeg ikke er?

For pokker, hvor er jeg bare på herrens mark....

I skal gøre det der føles rigtigt for jer. Ikke for din mor. Og for Søren jeg synes ikke hun kan være den opførsel bekendt.