23 år, boet med kæresten i 1 1/2 år og skruk

Skruk-23 - jeg ved præcis hvordan det er ar være skruk med en kæreste som ikke helt er klar  For mig lyder det til at i må blive enige om prioriteringerne i jeres fremtidige liv. Det lyder til at din kæreste er ligesom mange mænd og tænker at først skal huset være i orden, det samme med bilen og skal begge være i job inden han overhovedet vil høre tale om baby. Min kæreste er på samme måde - han har fokus på at det praktiske og de ydre rammer skal være i orden og jeg mener at vi da kan tage det lidt hen af vejen. Kan kun sige at min erfaring er at det skaber mest ro i forholdet at få afklaret hvad i skal som det første, det næste og det tredje (fx køb hus eller få baby eller ny bil eller bryllup osv.) - det skal selvfølgelig være sådan at i begge går på kompromis og finder en fælles midte.

tror ikke du skal forvente at han bliver skruk som dig- men at han dog kommer til at glæde sig til det og ønske sig barn  For mange mænd handler det om at få ro til at blive klar og om at de praktiske rammer er i orden omkring det at få et barn (de rammer kan man jo så være mere eller mindre enige om hvordan skal være).

skruk-23 skriver:

Er lidt nysgerri så håber det er ok jeg spørger? Hvis du ikke havde fået barn nr to, hvordan tror du din hverdag ville have set ud ved sletningen?  

Ved det er svært at forestille sig. Hvorfor valgte du at få barn under uddannelse?

 

Jeg har svært ved at lade den ligge, men jeg vil da gøre forsøget, da jeg ikke vil presse min kæreste til at skulle være far før han er klar, jeg skal bare finde ud af hvor jeg skal gøre af alt min skrukhed, så jeg ikke kommer til at prikke til ham hele tiden

Forstår ikke lige hvad du mener med "ved sletningen"

Mine børn var ikke planlagt (nr 2 prøvede vi ikke som sådan at forhindre, men havde slet ikke regnet med at blive gravid) men fordelen ved at jeg nu har to børn når jeg er færdigudlært er at så er jeg 100% til rådighed og har mulighed for at få en karriere uden at skulle afbryde den med barsel Så man kan sige at det jo er meget godt. Og mit eneste "problem" med at have fået børn nu er den fagprøve jeg skal skrive

LuLy skriver:

Forstår ikke lige hvad du mener med "ved sletningen"

Mine børn var ikke planlagt (nr 2 prøvede vi ikke som sådan at forhindre, men havde slet ikke regnet med at blive gravid) men fordelen ved at jeg nu har to børn når jeg er færdigudlært er at så er jeg 100% til rådighed og har mulighed for at få en karriere uden at skulle afbryde den med barsel Så man kan sige at det jo er meget godt. Og mit eneste "problem" med at have fået børn nu er den fagprøve jeg skal skrive

hov, sorry ipad redigerede ord  

hvordan tror du, at din hverdag ville have set ud ved slutningen, hvis du kun havde et barn?  

 

lille-fisen skriver:

Skruk-23 - jeg ved præcis hvordan det er ar være skruk med en kæreste som ikke helt er klar  For mig lyder det til at i må blive enige om prioriteringerne i jeres fremtidige liv. Det lyder til at din kæreste er ligesom mange mænd og tænker at først skal huset være i orden, det samme med bilen og skal begge være i job inden han overhovedet vil høre tale om baby. Min kæreste er på samme måde - han har fokus på at det praktiske og de ydre rammer skal være i orden og jeg mener at vi da kan tage det lidt hen af vejen. Kan kun sige at min erfaring er at det skaber mest ro i forholdet at få afklaret hvad i skal som det første, det næste og det tredje (fx køb hus eller få baby eller ny bil eller bryllup osv.) - det skal selvfølgelig være sådan at i begge går på kompromis og finder en fælles midte.

tror ikke du skal forvente at han bliver skruk som dig- men at han dog kommer til at glæde sig til det og ønske sig barn  For mange mænd handler det om at få ro til at blive klar og om at de praktiske rammer er i orden omkring det at få et barn (de rammer kan man jo så være mere eller mindre enige om hvordan skal være).

Det kunne godt være, at jeg skulle tage den snak med kæresten om prioriteringer, da det kunne give mig jo med min skrukhed og vide, at det er deromkring jeg kan begynde at tænke over det igen. 

Er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste med en kæreste, som vil have alt andet på plads før tankerne om børn skal komme. 

skruk-23 skriver:

hov, sorry ipad redigerede ord  

hvordan tror du, at din hverdag ville have set ud ved slutningen, hvis du kun havde et barn?  

 

Tror stadig jeg ville have svært ved at finde tid til at forberede mig til eksamen. Har jo ikke læseferie, så fagprøven skal skrives og forberedes samtidig med at man arbejder 37 timer om ugen. Og i weekenden er jeg jo så mor 24 timer i døgnet. Så det ville stadig være hårdt, min veninde er i øjeblikket igang med sin fagprøve og hun har et barn, og hun føler ikke at hun kan bruge den tid på det som hun gerne ville

skruk-23 skriver:

Jeg håber og tror ikke, at jeg er den eneste på denne side som er vildt skruk, men har en kæreste der ikke er klar endnu. han kan end ikke klare at snakke om emnet pb endnu, så derfor skriver jeg hellere her inde for ikke at give ham panik anfald over min skrukhed.

 

Jeg er 'desværre' allerede blevet skruk og ville inderst inde ønske, at min kæreste også ville være det. Men dette er slet ikkke tilfældet... derfor håber jeg, at der er nogle der ville dele lidt historier om jer og fasen, hvor i blev skrukke og besluttede hvornår datoen for pb påbegyndes/tes. 

 

Jeg ville også høre om der er nogen der har erfaring med at blive mor under studie og hvordan i kom igennem dette? Ville i have ventet til efter studiet ? 

 

Jeg er 23 år og min kæreste er 25 år, vi har lejlighed sammen, hvor vi godt kunne få plads til et barn, vi har en stor bil (kia ceed stationcar) og min kæreste tjener godt med fast job og er færdiguddannet. Jeg har stadig 3 år af min uddannelse igen, er ordblind så kæmper lidt med lektier, men får den hjælp der skal til for at gennemføre, og har haft en depression får 1/2 år siden. Til dette skal siges, at lægen siger god for at prøve, hvis vi skulle blive enige, da han ikke mener dette vil spille ind når jeg engang når fødselstidspunktet. vi har boet sammen i 1 1/2 år og vi snakker lidt for 'sjov' om, hvordan vores drømme bryllup ville være hvis dette blev aktuelt. desuden kigger min kæreste hele tiden på huse vil evt kunne købe når jeg er færdiguddannet.

 

Til jeres mening: Ville I mene, at jeg skal vente til efter uddannelse med at tænke børn? kunne godt tænke mig jeres mening om mig og min skrukhed og jeg kan godt tåle konstruktiv kritik  

 

tusind tak  

Hej 

Jeg synes ikke jeg kunne gå uden lige at svare dig, for på rigtig mange måder ligner vores situation hinanden.

Jeg er også 23 år, og min kæreste vil heller endnu ikke høre tale om PB, så derfor bruger jeg denne side som en slags aflastning for min skrukhed  Jeg vil nødig snakke alt for meget om baby med min kæreste, fordi jeg ved han slet ikke er klar endnu. Jeg kan godt finde på ind imellem, i en drillende tone, at nævne noget om det, og det kan godt være det bare er indbildning, men jeg synes han tager det pænere og pænere for hver gang??  

Man har jo lov at håbe.. Men jeg understreger at jeg IKKE prøver at presse ham til noget han ikke er klar til. 

Men ville egentlig bare sige at du ikke er den eneste i den situation, og jeg ved hvor svært det kan være at væbne sig med tålmodighed. Især hvis du, som jeg, oplever at din vennekreds så småt begynder at få børn 

Jeg fik min Emil mens jeg studerede :-) fødte en måned inden jeg afleverede bachelorprojekt ;-) jeg blev færdig her forrige uge endda på den normerede tid :-) men ja det er hårdt at få barn mens man studerer, men ville til enhver tid gøre det samme igen :-) man har så meget mere tid synes jeg, man kan være mere fleksibel i forhold til sygdom osv :-)

Jeg ville lige opdatere situationen lidt. Den er overordnet set egentlig det sammen, men jeg tog snakken om forventninger og hvad næste skridt i forholdet skulle være. Desuden bad jeg min kæreste om at fortælle, hvordan han så forholdet udvikle sig og i den snak kom vi frem til, hvad det var der gik ham på i forholf til børn.
Min kæreste siger for det første at han ikke er helt klar, han ser ikke sig selv som far endnu. Dette synes jeg er helt forståeligt og ud fra dette synes jeg heller ikke, at det skal være endnu.

Meeeen... bagved dette ligger der en bekymring i, at hvis vi skulle få et barn, så mener han ikke, at vi ville få råd til at købe hus efter jeg er færdig med uddannelsen. Han tror, at et barn er så STOR en udgift, så selv kreditforeningerne ikke vil låne os penge til et hus Det tror jeg altså ikke helt på. Jeg VED, at et barn er en stor udgift og det måske tager 1/2 - 1 år mere at spare op til det, men et barn vil da ikke kunne stoppe os i den drøm???

Min kæreste er også bange for, at vi skal flytte lejlighed, men da jeg fortalte ham, hvordan vi kunne få plads i soveværelset til et barn, var han ikke ligefrem begejstret, lige ind til jeg nævnte, at vores sofa jo er en sovesofa (glemmer man, da man ikke kan se det) og der er mulighed for sjov Så blødte han lidt op.

Jeg blev lidt ked af, at han først så os få børn når jeg om tre år er færdig, derefter har sparet op (+1 år), fundet hus + købt hus (+2 år), har betalt lidt af (+2-4 år) Jeg vil ikke have børn som 30 årig, men 25 årig!

Så fortalte jeg ham om min planer, om at jeg om et års tid ville begynde at prøve, dvs omkring 2 år til første barn, derefter ville jeg, hvis jeg kunne overskue det, forsøge at få et barn mere til 2-3 måneder efter jeg er færdig med uddannelsen. Så når jeg har fundet job, så kigge efter hus og til sidst hund når børnene er blevet lidt ældre, desuden et barn mere, hvis det skulle blive aktuelt.

Det kunne han på ingen måde gå med til, at ligefrem to børn omkring mit studietidspunkt, men jeg fortalte ham så, at jeg godt kunne gå med til, at bare få ét barn i min studietid og at vi kunne finde en mellemting af vores planer.

Alt denne snak fik ham til at bløde op og han var for en gang skyld ikke i panik eller noget da vi talte om børn. Endelig tog han det med et smil og sagde han glædede sig til den tid. Vi er blevet enige om, at pb vil starte om 1 års tid, hvis både mit studie og hans arbejde kører som det skal.

Min skrukhed er ikke blevet bedre, men jeg kan lettere håndtere den nu, hvor jeg har fået et tidspunkt til pb også uden, at han er gået i panik, men hvor han har været med til at diskutere det, endda med et smil