Vielse uden frieri?

Ciss skriver:

Om og hvordan man evn gifter sig er en af de store beslutninger i et samliv, og dermed ikke noget, som den ene bare kan diktere på den ene eller anden måde. Det er noget, I er fælles om, og hvordan det skal foregå, er I også fælles om. Dette er ikke et punkt, hvor du skal gå og føle dig overkørt, og det skal han heller ikke. Det udelukker sansynligvis både det store romantiske bryllup, og den praktiske vielse uden familie presset ind i mellem en tandlægetime og indkøb i Netto.

Jeg synes ikke, du er urimelig, hvis du opstiller alternativer for ham, som du kan gå med på . F eks

Alternativ 1: Han frier, I gifter jer i rolige former på jeres årsdag.

Alternativ 2: Han frier ikke, I gifter jer på rådhuset og har en god middag for nærmeste familie bagefter

Alternativ 3: Han frier ikke, I planlægger en superromantisk dag for bare jer to som bl a indeholder en vielse.

Alternativ 4: ........

osv

Lykke til med det hele.

 

Jeg er vild med din kommentar om den praktiske vielse midt mellem en tandlægetime og indkøb i Netto! Den fik mig altså til at smile

Min drøm er jo noget ala:

- Han frier
- Vi finder en dato (gerne vores årsdag, men forstår også godt hans pointe med, at det skal være inden den lille kommer)
- Jeg får sat hår og finder en pæn, hvid kjole (som jeg som evt. højgravid ikke kommer til at ligne alt for meget et telt i)
- Vi smutter på rådhuset med forældre, søskende og bedsteforældre som vidner eller til at tage imod os udenfor bagefter (12 mennesker, hvis alle kan komme)
- Får taget lidt billeder i en smuk park eller lignende (min bror er dygtig med et kamera)
- Spiser en god middag ude eller alternativt en hyggelig hjemmemiddag med familien
- Evt. går i biffen (bare os to) sammen om aftenen for at fejre det, hvis der er mere energi tilbage på det tidspunkt

Så jeg synes heller ikke, at jeg forlanger noget, der er totalt Bridezilla og ude i hampen.
Men det er nok en god øvelse for mig, at få opstillet hans ideale vielse og så lave en række alternative løsninger, som jeg ikke ville blive for ked af at skulle leve med.

gædde/gitte skriver:

tag det fra én der har prøvet det 2 gange

1. gang ... kidnappet fra job- friet til i smukke omgivelser på en ø -kirkebryllup-stor hvid kjole-stor fest osv. Den værste oplevelse ever...stress over familie der ikke kunne sammen-stress over tøj- vejret- kagen-menu og bla bla bla

2. gang jeg gik på knæ i fuldskab- aftalte bryllup over en kop kaffe 14 dage senere- gift på rådhuset i hemlighed - en tur på jensens bøfhus - thats it


VIL TIL ENHVER TID VÆLGE DET SIDSTE.

Min mand hader unødig opmærksomhed-så ville aldrig tvinge ham igennem maskeraden af "hvad andre mener er et rigtigt bryllup" Vi hyggede os, blev gift og uden stress

Og bagefter er det jo hverdag igen...

Måske i kunne lave en mellemvej??

Du frier på en funny måde - gå på rådhudhuset - holde fest et fint sted - også gemme penge til en dejlig bryllupsrejse??

Jeg kan sagtens følge dit valg og dine prioriteter mht bryllup! Og frieriet ser i øvrigt ret skægt ud

For mig ville rådhuset - hyggemiddag med familien - en tur i biffen være en god opskrift for selve dagen. Jeg kan jo sagtens have sat hår og være i hvidt på rådhuset! Og da jeg sandsynligvis vil være enten højgravid eller ammende til den tid, er der ikke for mig nogen pointe i en stor fest hele natten.
Men jeg ville være lidt ærgerlig over at skulle gøre dagen endnu mere skrabet, hvis jeg så heller ikke får et frieri Det betyder nok noget for mig, fordi jeg er mere romantisk end han er. I de 9 år vi har været sammen har jeg fx fået roser 2 gange, da jeg blev student og - ganske overraskende - på vores 7-årsdag. Han har inviteret mig ud at spise 1 gang, fordi hans daværende chef insisterede og betalte. Det eneste i den stil han tager initiativ til er biografture, hvis der er en film han har lyst til at se.
Jeg forsøgte mig lidt de første år, med små søde gaver på måneds-/årsdage, et kærestebrev i ny og næ, en sød seddel på bordet til når han kom hjem, invitere ud at spise, osv, men har til sidst givet lidt op på det, fordi det kun gik en vej.
Så jeg havde nok håbet at frieriet var stedet, hvor han ville overraske mig og være bare lidt romantisk, suk!

Nemesis skriver:

hahaha ja altså her kom det som en kommentar via skype..." jamen så er det vel det vi gør" ..så meget mere uromantisk kan det vist ikke blive :-D

tilgengæld blev vi hemmeligt gift på rådhuset,,og havde en helt igennem fantastisk dag, hvor vi bagefter var ude og spise frokost.

Aftensmaden var som den plejer..dog med dessert men ungerne undrede sig ikke :-D

Vi blev så velsignet i kirken senere (det ville min mand) og skal jeres barn døbes kan det jo ske samtidig med, så du også kan få din kirkeoplevelse.

:-)

Jeres skype-kommentar minder rigtig meget om hans forespørgsel: "Jeg har tænkt lidt over datoer, hvad siger du?". Virkelig ikke skyggen af romantik der!

Til gengæld kan jeg næsten forstå, at jeres bryllupsdag så var lige i begges ånd?

Den lille skal sandsynligvis ikke døbes men bare navngives, da der ikke rigtig er nogen af os, der tror på præster, så kirken holder vi os fra. Men derfor kunne jeg stadig godt tænke mig at have en bare lidt romantisk bryllupsdag, som jeg ville blive glad af, at kigge tilbage på.
Om det så bliver i forbindelse med en navngivningsfest vil være helt fint med mig.

o1Mutte skriver:

Vi blev gift, uden frieri Jeg ville da gerne have haft et super romantisk frieri på stranden ved solnedgangen, men kan sagtens leve uden
Vi sagde bare at vi bare blevet enige om at blive gift Der var ingen der spurgte til frieri
Og vi holdte bare et lille bryllup hjemme i stuen hvor vi var knap 20 mennesker. Men alt det var mere pga økonomi Ingen taler/sange/bryllupsdans Det eneste traditionelt som var, var at herrene kyssede mig når min mand var væk og damenerne kyssede ham når jeg var væk Og nå ja, hele vores seng var fyldt af ris

Dog havde vi en fantastisk dag, selvom den nok ikke er indbegrebet af et traditionelt drømmebryllup

Så du må nok gøre op med dig selv hvad du vil

Dejligt I ikke blev spurgt ind til frieriet, når I sagde sådan. Jeg har nok bare set for mange af mine veninder blive fuldstændig frittet ud om, hvor og hvordan deres kæreste friede.

Jeres bryllup lyder til gengæld lige som noget for mig! Småt og intimt. Jeg ville dog gerne bytte den der kyssetradition ud med en tale eller to i stedet, men så ville det være perfekt for mig! Det ideelle ville være:

- Han frier
- Vi finder en dato (gerne vores årsdag, men forstår også godt hans pointe med, at det skal være inden den lille kommer)
- Jeg får sat hår og finder en pæn, hvid kjole (som jeg som evt. højgravid ikke kommer til at ligne alt for meget et telt i)
- Vi smutter på rådhuset med forældre, søskende og bedsteforældre som vidner eller til at tage imod os udenfor bagefter (12 mennesker, hvis alle kan komme)
- Får taget lidt billeder i en smuk park eller lignende (min bror er dygtig med et kamera)
- Spiser en god middag ude eller alternativt en hyggelig hjemmemiddag med familien (gerne med en tale fra kæresten eller far, hvis de skulle have lyst)
- Evt. går i biffen (bare os to) sammen om aftenen for at fejre det, hvis der er mere energi tilbage på det tidspunkt

Men ja, jeg skal have gjort op hvad jeg vil.
Der går umiddelbart ca. 2 måneder fra jeg har født til vores 10-årsdag, så jeg har overvejet at give ham tid indtil ca. 4 uger efter fødslen til at fri, for derefter bare at acceptere, at det ikke kommer til at ske, og så foreslå ham at blive gift på vores årsdag ala opskriften ovenfor og se hvad han siger.. Så har vi stadig en måned til at booke en tid på rådhuset, bestille tid til frisør, finde en kjole til mig, planlægge mad og varsko familien.

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens følge dit valg og dine prioriteter mht bryllup! Og frieriet ser i øvrigt ret skægt ud

For mig ville rådhuset - hyggemiddag med familien - en tur i biffen være en god opskrift for selve dagen. Jeg kan jo sagtens have sat hår og være i hvidt på rådhuset! Og da jeg sandsynligvis vil være enten højgravid eller ammende til den tid, er der ikke for mig nogen pointe i en stor fest hele natten.
Men jeg ville være lidt ærgerlig over at skulle gøre dagen endnu mere skrabet, hvis jeg så heller ikke får et frieri Det betyder nok noget for mig, fordi jeg er mere romantisk end han er. I de 9 år vi har været sammen har jeg fx fået roser 2 gange, da jeg blev student og - ganske overraskende - på vores 7-årsdag. Han har inviteret mig ud at spise 1 gang, fordi hans daværende chef insisterede og betalte. Det eneste i den stil han tager initiativ til er biografture, hvis der er en film han har lyst til at se.
Jeg forsøgte mig lidt de første år, med små søde gaver på måneds-/årsdage, et kærestebrev i ny og næ, en sød seddel på bordet til når han kom hjem, invitere ud at spise, osv, men har til sidst givet lidt op på det, fordi det kun gik en vej.
Så jeg havde nok håbet at frieriet var stedet, hvor han ville overraske mig og være bare lidt romantisk, suk!

Åh de mænd - de fatter ikke et vink med en vognstang

Min mand er bestemt heller ikke romantisk....ikke i den film-romantiske grad.
Min mand synts det er romantisk når han laver mad, når han har vasket bilen, har købt slik til OS, og når han siger jeg har en go røv.

Jeg syntes han er romantisk når han køber en gave til mig - men det gør han ikke af sig selv - kun hvis jeg er med.

For helvede, sidst jeg fik "blomster" var det en gren, han i sjov havde gemt, fra hæk klipningen..... Vi er aldrig på romantiske spisesteder eller i biffen (gider jeg nu heller ikke...men er aldrig blevet spurgt)

MEN.... hvis nu det lykkedes dig at få ham til at fri...vil det så ikke føles hult alligevel??

Anonym skriver:

Tak for svar!
Det er rart at høre, at det ikke bare er mig, der er totalt graviditetshormonel Det er jo først noget, der er kommet på tale efter jeg testede positiv, så tanken har da slået mig...

Det skal siges, at min idé om det perfekte, romantiske bryllup er noget lignende:

- Han frier
- Vi finder en dato (gerne vores årsdag, men forstår også godt hans pointe med, at det skal være inden den lille kommer)
- Jeg får sat hår og finder en pæn, hvid kjole (som jeg som evt. højgravid ikke kommer til at ligne alt for meget et telt i)
- Vi smutter på rådhuset med forældre, søskende og bedsteforældre som vidner eller til at tage imod os udenfor bagefter (12 mennesker, hvis alle kan komme)
- Får taget lidt billeder i en smuk park eller lignende (min bror er dygtig med et kamera)
- Spiser en god middag ude eller alternativt en hyggelig hjemmemiddag med familien - hvor kæresten og min far da gerne måtte sige et par ord, hvis de har lyst
- Evt. går i biffen (bare os to) sammen om aftenen for at fejre det, hvis der er mere energi tilbage på det tidspunkt

Der går umiddelbart ca. 2 måneder fra jeg har født til vores 10 årsdag, så jeg har overvejet at give ham tid indtil ca. 2-4 uger efter fødslen til at fri, for derefter bare at acceptere, at det ikke kommer til at ske, og så foreslå ham at blive gift på vores årsdag ala opskriften ovenfor og se hvad han siger.. Så har vi stadig en måned til at booke en tid på rådhuset, bestille tid til frisør og evt. restaurant og varsko familien.

Jeg synes i hvert fald ikke at din ide om drømmebryllupet er total urimelig - det burde han gå med til

I øvrigt, det eneste papir arbejde der skal laves når I ikke er gift er at I begge skal underskrive en omsorgs og ansvarserklæring og det kan gøres Elektronisk. Så får I automatisk fælles forældremyndighed. Den eneste forskel er at hvis I er gift skal den ikke underskrives.

Anonym skriver:

Lige præcis den der med, at vores barn engang vil spørge ind til det med at blive gift har jeg også tænkt over. Og han er lidt machotypen, så er heller ikke sikker på han vil synes det er fedt, at hans venner får at vide, det endte med at være mig, der friede.

Men jeg ved, at det der med talen er noget, der skræmmer ham rigtig meget, så idéen med et kærestebrev er rigtig, rigtig god! Så kan jeg få lidt romantik uden han behøver at blive udstillet!
- Kirken og festsangene undgår han uanset, for det er jeg heller ikke til overhovedet

Ja, det er jo med at trykke på alle de knapper, der kan trykkes på

Jeg kan sagtens forstå dig, de fleste piger vil vel gerne bare have en smule romantik blandet ind over

Nu ved jeg ikke hvordan din kæreste er, men jeg havde benyttet mig af omvendt psykologi og sagt, fint, lad os blive gift, datoen er lige gylig, du kan bare ringe op på kommunen og høre hvornår den næste ledige dag er, så kan vi få det overstået med det samme, så behøver vi ikke tænke mere over det. Færdig bum. Så kan det jo være han godt selv kan se, at det måske lige er en anelse for tamt?

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

Vi blev gift på rådhuset, Han havde dog friet.
Men personligt er ingen af os til det store bryllup i kirken og "se mig gå ned at kirkegulvet i en kæmpe kjole jeg skal bruge en gang".

Vi brugte 10.000 kr i alt, blev viet på rådhuset - jeg var gravid, så tog vi sammen med familien og de nærmeste venner, i Tivoli og spiste i Grøften, senere fik folk der ville, turpas.

Det var SÅ hyggeligt! det eneste øv var at jeg var gravid og ikke kunne prøve noget i Tivoli, på min egen bryllupsdag... Men den har manden gjort op for.

åh hvor jeg føler med dig.... for det er da bare de fleste pigers drøm at blive friet romantisk til, og blive gift i smuk hvid kjole med et rigtigt drømmebryllup bagefter.

det var i hvert fald min

for mig gik det ikke helt sådan

eneste gang jeg er blevet friet til, var da min ex var ved at drukne i selvmedlidenhed og alkohol. jeg havde været rasende på ham i flere dage.... og hans reaktion var at fri

da jeg endelig blev gift, var det en beslutning vi tog i fælleskab efter første jordmoder besøg. vi stod i samme situation som jer med udsigt til en masse papir arbejde.... og så faldt snakken på bryllup. så det var lidt i stil med "hvis vi nu skulle, hvornår skulle det så evt. være og hvordan gør vi det"

vi sad på en kinesisk resturant og snakkede. intet frieri, intet romantik.... og vi havde næsten ingen penge til at holde det for.

min erfaring er ikke så sjov, så mit råd til dig vil være at finde de ting ved et bryllup som virkelig betyder hele verden for dig, og så holde fast ved det. lad resten være noget i sammen kan finde ud af. men lad være med at give afkald på det hele. jeg gav afkald på lidt for meget.... og det fortryder jeg bestemt den dag i dag.