Vielse uden frieri?

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

Jeg synes ærligt godt at han burde gå med på et kompromis. Når du ikke kan få et romantisk bryllup så kan han i det mindste fri. Kan han ikke det, så må han give dig et romantisk bryllup Der BEHØVER jo ikke være taler, sange og alt det andet, I kan jo bare samle den nærmeste familie, du kan have en flot kjole på (han vil jo nok ikke fortryder når han ser dig i brudekjole) og I kan spise noget god mad

Jeg tænker lidt at du jo ikke kan tvinge ham eller vride armen om på ham, så der er vel ikke andet for end at sige det ligeud og så vente på at han frier eller aftale en dato og så begynde at planlægge udfra det

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

Vi blev gift, uden frieri Jeg ville da gerne have haft et super romantisk frieri på stranden ved solnedgangen, men kan sagtens leve uden
Vi sagde bare at vi bare blevet enige om at blive gift Der var ingen der spurgte til frieri
Og vi holdte bare et lille bryllup hjemme i stuen hvor vi var knap 20 mennesker. Men alt det var mere pga økonomi Ingen taler/sange/bryllupsdans Det eneste traditionelt som var, var at herrene kyssede mig når min mand var væk og damenerne kyssede ham når jeg var væk Og nå ja, hele vores seng var fyldt af ris

Dog havde vi en fantastisk dag, selvom den nok ikke er indbegrebet af et traditionelt drømmebryllup

Så du må nok gøre op med dig selv hvad du vil

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

Hvis du skal acceptere hans ønsker, må han også acceptere dine! Så må i mødes på midten. 

Sig til ham at han kan "slippe" for frieri, taler, sange, kirke osv. Hvis du til gengæld for en fin kjole, jeres nærmeste familie er med, i får bryllupskage og han skriver et "kærestebrev" til dig i bryllupsgave. Eller hvad du nu mener er vigtigst for dig, og ikke alt for grænseoverskridende for ham.

Og så mind ham lige om, at jeres kommende barn jo en dag vil spørge ind til jeres bryllup, friere osv. Og der vil det da være rart for ham, at kunne sige, at han ofrede sig lidt for at give mor det hun fortjener

Om og hvordan man evn gifter sig er en af de store beslutninger i et samliv, og dermed ikke noget, som den ene bare kan diktere på den ene eller anden måde. Det er noget, I er fælles om, og hvordan det skal foregå, er I også fælles om. Dette er ikke et punkt, hvor du skal gå og føle dig overkørt, og det skal han heller ikke. Det udelukker sansynligvis både det store romantiske bryllup, og den praktiske vielse uden familie presset ind i mellem en tandlægetime og indkøb i Netto.

Jeg synes ikke, du er urimelig, hvis du opstiller alternativer for ham, som du kan gå med på . F eks

Alternativ 1: Han frier, I gifter jer i rolige former på jeres årsdag.

Alternativ 2: Han frier ikke, I gifter jer på rådhuset og har en god middag for nærmeste familie bagefter

Alternativ 3: Han frier ikke, I planlægger en superromantisk dag for bare jer to som bl a indeholder en vielse.

Alternativ 4: ........

osv

Lykke til med det hele.

 

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

tag det fra én der har prøvet det 2 gange

1. gang ... kidnappet fra job- friet til i smukke omgivelser på en ø -kirkebryllup-stor hvid kjole-stor fest osv. Den værste oplevelse ever...stress over familie der ikke kunne sammen-stress over tøj- vejret- kagen-menu og bla bla bla

2. gang jeg gik på knæ i fuldskab- aftalte bryllup over en kop kaffe 14 dage senere- gift på rådhuset i hemlighed - en tur på jensens bøfhus - thats it


VIL TIL ENHVER TID VÆLGE DET SIDSTE.

Min mand hader unødig opmærksomhed-så ville aldrig tvinge ham igennem maskeraden af "hvad andre mener er et rigtigt bryllup" Vi hyggede os, blev gift og uden stress

Og bagefter er det jo hverdag igen...

Måske i kunne lave en mellemvej??

Du frier på en funny måde - gå på rådhudhuset - holde fest et fint sted - også gemme penge til en dejlig bryllupsrejse??

hahaha ja altså her kom det som en kommentar via skype..." jamen så er det vel det vi gør" ..så meget mere uromantisk kan det vist ikke blive :-D

tilgengæld blev vi hemmeligt gift på rådhuset,,og havde en helt igennem fantastisk dag, hvor vi bagefter var ude og spise frokost.

Aftensmaden var som den plejer..dog med dessert men ungerne undrede sig ikke :-D

Vi blev så velsignet i kirken senere (det ville min mand) og skal jeres barn døbes kan det jo ske samtidig med, så du også kan få din kirkeoplevelse.

:-)

Anonym skriver:

Hej piger,

Jeg har valgt at være anonym, da jeg føler mig en smule flov over mine tanker.

Kæresten og jeg er sidst i 20'erne, har været sammen i 9 år og boet sammen de 8 af dem.
Han har altid sagt, at han ikke ville giftes, at det havde han intet behov for. Jeg har - efter jeg mødte ham - gerne ville giftes engang, men accepteret at det ikke er noget for ham, og at han på ingen måde er romantisk anlagt.
Nu venter vi vores første barn (termin i 2013), og vi glæder os rigtig meget! Efter kæresten fandt ud af, hvor meget papirarbejde, der er i, at sikre hans rettigheder med hensyn til den lille (faderskabsattest, opdeling af forældremyndighed, osv - han tænker stadig ikke over de økonomiske aspekter), har han ændret sit synspunkt mht. ægteskab lidt.

For noget tid siden da vi var til et bryllup, meldte han ud, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det IKKE være i en kirke, der skulle IKKE være nogle taler, festsange, traditioner, osv. Jeg er ikke religiøs, og vi går ikke rigtig op i traditioner i min familie, så det ville være ok for mig, selvom jeg da gerne vil giftes på vores årsdag (ligger i starten af året), være smuk og i hvidt, have en tale fra ham og jah... have en bare lidt romantisk dag.

MEN! For nogle måneder siden en aften lige inden vi faldt i søvn, fortæller han mig, at han har tænkt lidt på datoer, men hvis det skal være inden den lille kommer, så ved han ikke rigtig, og hvad jeg synes. Lige i øjeblikket må jeg indrømme jeg blev lidt negativ, for han ved godt, at det er lidt en drøm for mig med et frieri, så jeg endte med at sige, at vi blev nok gift engang efter han havde friet! Til det mumlede han bare, om det nu også skulle være nødvendigt.
Vi har kun talt om det en gang siden, da et familiemedlem nævnte, at nu måtte det da også snart være vores tur! Jeg svarede, at det vidste jeg ikke noget om, hvortil han sagde til mig, at piger kunne jo også godt tage initiativet...

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er mig der er hormonel og for sart her. Men hvis det bare skal være en vielse uden noget som helst andet, som er det han egentlig ønsker, er det så for meget forlangt, at han så i det mindste er romantisk nok til at fri? Jeg forventer ikke noget stort frieri, der behøver ikke være nogen ring, han skal ikke på knæ, det behøver ikke være forberedt, jeg vil bare gerne have, at han rent faktisk stiller mig spørgsmålet! Om jeg vil gifte mig/dele resten af mit liv med ham?
Jeg har haft overvejet meget, hvordan jeg egentlig bør forholde mig til det hele. Om jeg bør forblive passiv og håbe, at han på et tidspunkt frier af sig selv alligevel. Eller om jeg skal imødekomme ham og spille ud med en dato, men så sætte krav om, at selve brylluppet bliver på mine præmisser i stedet (den, der frier, bestemmer)?
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg vil have det med aldrig at blive friet til. I det øjeblik jeg fortæller familie/venner at vi skal giftes/er blevet gift vil kommentarerne med det samme lyde ala: "Så friede han! Må jeg se ringen? Var han på knæ? Var det romantisk? Etc." Og jeg ved, det vil ærge mig hver gang jeg må sige: "Nej, han friede ikke, der var ingen ring og romantik, det var bare noget praktisk, der skulle overstås."

Jeg føler mig lidt som en forkælet tøs, for det burde jo egentlig være fuldstændig lige meget. Det eneste der tæller er jo, at vi elsker hinanden og at vi er enige om at dele fremtiden sammen, ægteskab eller ej.

Men hvad siger I, piger? Hvordan synes I, jeg skal forholde mig til alt det her? Skal jeg give det nogle år mere og se om alt det her ægteskabssnak fra hans side i virkeligheden bare er lidt "jeg skal være far"-panik, som går over igen. Skal jeg håbe han frier, når nu terminen nærmer sig, så han slipper for papirnusseriet? Skal jeg tage "sagen i egen hånd" og så insistere på et mere romantisk bryllup, når jeg nu ikke får frieriet? Eller har I nogle helt andre ideer til hvordan jeg bør tackle det hele?

HA HA HA HA HA

her er et af alle de billeder -folk tog som bevis

OG det er vist TYDELIGT at se hvem af os der nyder situationen mest!

LuLy skriver:

Jeg synes ærligt godt at han burde gå med på et kompromis. Når du ikke kan få et romantisk bryllup så kan han i det mindste fri. Kan han ikke det, så må han give dig et romantisk bryllup Der BEHØVER jo ikke være taler, sange og alt det andet, I kan jo bare samle den nærmeste familie, du kan have en flot kjole på (han vil jo nok ikke fortryder når han ser dig i brudekjole) og I kan spise noget god mad

Jeg tænker lidt at du jo ikke kan tvinge ham eller vride armen om på ham, så der er vel ikke andet for end at sige det ligeud og så vente på at han frier eller aftale en dato og så begynde at planlægge udfra det

Tak for svar!
Det er rart at høre, at det ikke bare er mig, der er totalt graviditetshormonel Det er jo først noget, der er kommet på tale efter jeg testede positiv, så tanken har da slået mig...

Det skal siges, at min idé om det perfekte, romantiske bryllup er noget lignende:

- Han frier
- Vi finder en dato (gerne vores årsdag, men forstår også godt hans pointe med, at det skal være inden den lille kommer)
- Jeg får sat hår og finder en pæn, hvid kjole (som jeg som evt. højgravid ikke kommer til at ligne alt for meget et telt i)
- Vi smutter på rådhuset med forældre, søskende og bedsteforældre som vidner eller til at tage imod os udenfor bagefter (12 mennesker, hvis alle kan komme)
- Får taget lidt billeder i en smuk park eller lignende (min bror er dygtig med et kamera)
- Spiser en god middag ude eller alternativt en hyggelig hjemmemiddag med familien - hvor kæresten og min far da gerne måtte sige et par ord, hvis de har lyst
- Evt. går i biffen (bare os to) sammen om aftenen for at fejre det, hvis der er mere energi tilbage på det tidspunkt

Der går umiddelbart ca. 2 måneder fra jeg har født til vores 10 årsdag, så jeg har overvejet at give ham tid indtil ca. 2-4 uger efter fødslen til at fri, for derefter bare at acceptere, at det ikke kommer til at ske, og så foreslå ham at blive gift på vores årsdag ala opskriften ovenfor og se hvad han siger.. Så har vi stadig en måned til at booke en tid på rådhuset, bestille tid til frisør og evt. restaurant og varsko familien.

tine1985 skriver:

Hvis du skal acceptere hans ønsker, må han også acceptere dine! Så må i mødes på midten. 

Sig til ham at han kan "slippe" for frieri, taler, sange, kirke osv. Hvis du til gengæld for en fin kjole, jeres nærmeste familie er med, i får bryllupskage og han skriver et "kærestebrev" til dig i bryllupsgave. Eller hvad du nu mener er vigtigst for dig, og ikke alt for grænseoverskridende for ham.

Og så mind ham lige om, at jeres kommende barn jo en dag vil spørge ind til jeres bryllup, friere osv. Og der vil det da være rart for ham, at kunne sige, at han ofrede sig lidt for at give mor det hun fortjener

Lige præcis den der med, at vores barn engang vil spørge ind til det med at blive gift har jeg også tænkt over. Og han er lidt machotypen, så er heller ikke sikker på han vil synes det er fedt, at hans venner får at vide, det endte med at være mig, der friede.

Men jeg ved, at det der med talen er noget, der skræmmer ham rigtig meget, så idéen med et kærestebrev er rigtig, rigtig god! Så kan jeg få lidt romantik uden han behøver at blive udstillet!
- Kirken og festsangene undgår han uanset, for det er jeg heller ikke til overhovedet