Brev til min kæreste om skrukhed/ulykkelighed

Mumto3 skriver:

For lige at gribe fast i en lille bitte detalje. Du skriver at han synes en 2 værelseslejlighed er for lille og du siger at I nok skal finde plads. det kan selvfølgelig være en dårlig undskyldning for hans side, men det kan meget vel også være reelt, at han vitterlig synes at det er uoverskueligt med en barn i en toværelseslejlighed og med usigt til at skulle flytte med et barn. Hvis jeg var ham, ville jeg have brug for at min bekrymring blev taget alvorlig, og ikke bare fejet af bordet (vi skal nok finde plads). Hvad er udfordringen med et barn i en toværelses, hvad er det der ikke fungere? hvor skal pulsepladsen være? hvor skal baby sove? hvad med barn på eget værelse? holdninger til samsovning, er ens liv slut når baby sover, fordi man ikke kan larme, hvad med sex? Kan man have nogen på besøg om aftenen når man også har en baby? Der er mange spørgsmål der kan dukke op, -og selvom jeg er enige i at man aner ikke hvordan det er før man står i det, og at man finder løsningerne efterhånden som problemerne dukker op, så ville jeg stadig havde behov for at møde forståelse for at det virker vildt uoverskueligt med en baby i en 2 værelseslejlighed, at være selvstændig og arbejde rigtig meget. Der er bare ikke plads til en baby, hverken fysisk eller mentalt. Jeg tror, at når man kan snakke om det og tage hinanden seriøst, så kan man også åbne op for at tale og tænke positivt om projektbaby bagefter.

Held og lykke med det hele! og jeg håber at I meget snart bliver klar til at gå igang med PB

Det kan jeg sagtens se, nu du skriver det - Det har jeg slet ikke tænkt over, det vil jeg tage til mig..

Men nu har vi snakket om at finde noget større at bo i, her når han ikke har så travlt på jobbet..
Men alligevel, skal det lige med i brevet ..

Mange Tak

VIPpigen skriver:

Det kan være, du kan også være hård, og sige at du har ventet nok nu, og indstillet dig på ikke at ville have børn, og hvis han gerne vil have børn, så må HAN ud og finde en anden

Det har du ret i - Den må jeg lige tænke over

Mor11 skriver:

Så lidt og ja, jeg tror alle os der har været gravide kender til panikken jeg får den stadig nogen dage, men med henblik på en nummer 2. Men jeg VED at jeg/vi vil have en mere, og godt kan klare det, panikken er total irrationel, men desværre følger den med

Ja, der er jo mange tanker omkring et barn eller to børn..
Mange forandringer osv.. Så panikken er nok normal .

Miss-86 skriver:

Det kan jeg sagtens se, nu du skriver det - Det har jeg slet ikke tænkt over, det vil jeg tage til mig..

Men nu har vi snakket om at finde noget større at bo i, her når han ikke har så travlt på jobbet..
Men alligevel, skal det lige med i brevet ..

Mange Tak

Selv tak. Jeg kender det fra mig selv. Da vi ventede den første panikkede jeg fuldstændig over at skulle føde i januar måned, og menigen var at vi skulle have lagt fjernvarme ind. De var bare ikke blevet færdige, så de gamle el-radiatorer var taget ned, men de nye var ikke sat op. Jeg var virkelig stresset over det!!! -og alle sagde bare: tag det roligt! De skal nok nå det, og hvis de ikke når at blive færdige, så finder I ud af det. I kan købe nogen varmeblæsere. Kan I ikke bo lidt hos dine svigerforældre (de har et kæmpe hus!). men jo mere folk prøvede at berolige mig, jo mere panikkede jeg og følte at bare INGEN hverken forstod mig eller tog mig alvorligt. Hvis bare én havde sagt: Jeg kan godt forstå du er bekrymret. Det lyder heller ikke sjovt at have en nyfødt i januar måned og ikke have noget varme i lejlighed.   Så havde jeg fået det meget bedre. Så havde jeg følt at jeg blev mødt der hvor jeg var, istedet for at føle mig forkert over at jeg bekrymrede mig over noget som andre åbentbart overhovedet ikke synes der var grund til at bekrymre sig over. De gjorde det selvfølgelig i bedste mening og ville bare muntre mig op, men det havde den stik modsatte virkning.

Mumto3 skriver:

Selv tak. Jeg kender det fra mig selv. Da vi ventede den første panikkede jeg fuldstændig over at skulle føde i januar måned, og menigen var at vi skulle have lagt fjernvarme ind. De var bare ikke blevet færdige, så de gamle el-radiatorer var taget ned, men de nye var ikke sat op. Jeg var virkelig stresset over det!!! -og alle sagde bare: tag det roligt! De skal nok nå det, og hvis de ikke når at blive færdige, så finder I ud af det. I kan købe nogen varmeblæsere. Kan I ikke bo lidt hos dine svigerforældre (de har et kæmpe hus!). men jo mere folk prøvede at berolige mig, jo mere panikkede jeg og følte at bare INGEN hverken forstod mig eller tog mig alvorligt. Hvis bare én havde sagt: Jeg kan godt forstå du er bekrymret. Det lyder heller ikke sjovt at have en nyfødt i januar måned og ikke have noget varme i lejlighed.   Så havde jeg fået det meget bedre. Så havde jeg følt at jeg blev mødt der hvor jeg var, istedet for at føle mig forkert over at jeg bekrymrede mig over noget som andre åbentbart overhovedet ikke synes der var grund til at bekrymre sig over. De gjorde det selvfølgelig i bedste mening og ville bare muntre mig op, men det havde den stik modsatte virkning.

Ja og det kan jeg sagtens forstå.. Jeg kender det jo godt selv, men har bare ikke tænkt sådan over det. Det værste er folk der siger, rolig, det skal nok gå og så siger jeg selv sådan til min kæreste.. det må jeg lige huske, når vi kommer ind på emnet og møde ham hvor han er.. for selvfølgelig tænker jeg også selv plads.mangel men tænker bare at jeg så gerne vil det, at det nok skal gå, men sådan ser han det jo selvfølgelig ikke.

Miss-86 skriver:

Det kan jeg ikke svare dig på, men nu var det heller ikke det der var pointen med min tråd!

Jeg vil gerne have snakket helt ud med ham om alt og derfor jeg søger råd her om hvad andre tænker, jeg kan bruge ..

Det er en del af din frustration over at udsætte og ikke vide hvornår han er klar,og du kan ricikere at han altid vil udskyde det da han måske inderst inde ikke vil have børn,men heller ikke vil miste dig! Den eneste måde han kan holde på dig på er at sige at han gerne vil have børn-en dag... Og så kan du ricikere at vente 2 år mere. Så 2 år mere.. ect.. Jeg håber for dig at du får dit ønske opfyldt at det bliver din kæreste der en dag bliver far til dit barn  Men udfra dine tråde så tyder det på at han strækker tiden da han ikke vil miste dig.. Du bliver kun i det forhold fordi du lever i glimtet af et håb han har plantet og du klamre dig fast til det håb,og ih hvor jeg håber på dine vejne at dit håb bliver til en drøm der går i opfyldelse!  for at brevet vil have den effekt du håber på... Held og lykke 

Miss-86 skriver:

Jeg er snart 27 og han er 28 år!

Hvorfor gå fra en jeg elsker? Og som jeg ved, vil have børn med mig og omvendt.

Ud og finde en ny, kan tage flere år og ja, hvornår vil han så have børn?

Jeg har haft tankerne om jeg skulle forlade ham, men jeg kan ikke, for jeg elsker ham så højt og vi vil det her!
Vil ikke gå fra ham, fordi vi ikke kan blive enige om tidspunktet for PB.

KTP86 skriver:

Det er en del af din frustration over at udsætte og ikke vide hvornår han er klar,og du kan ricikere at han altid vil udskyde det da han måske inderst inde ikke vil have børn,men heller ikke vil miste dig! Den eneste måde han kan holde på dig på er at sige at han gerne vil have børn-en dag... Og så kan du ricikere at vente 2 år mere. Så 2 år mere.. ect.. Jeg håber for dig at du får dit ønske opfyldt at det bliver din kæreste der en dag bliver far til dit barn  Men udfra dine tråde så tyder det på at han strækker tiden da han ikke vil miste dig.. Du bliver kun i det forhold fordi du lever i glimtet af et håb han har plantet og du klamre dig fast til det håb,og ih hvor jeg håber på dine vejne at dit håb bliver til en drøm der går i opfyldelse!  for at brevet vil have den effekt du håber på... Held og lykke 

Miss-86 skriver:

Han holder mig hen på den måde, at han selv prøver at blive klar.

MEN jeg ved at han vil have børn, det har vi snakket om langt inden jeg blev skruk.. Vi snakkede om det da vi var 18-19 år, hvor vi absolut ingen planer havde om at skulle have det på det tidspunkt.

Vi har snakket om, at vi vil have børn og vi vil have dem sammen.. Jeg har sagt til ham, at HVIS han ikke ønskede børn, skulle han sige det og det er ikke tilfældet.
- Vil sige at min kæreste er en der siger sin ærlige mening, hvis han bliver spurgt også selvom den ikke altid er sjov at høre!

Men ja, at sætte stolen for døren, skulle jeg have gjort.
Men mange andre herinde, har skrevet at jeg skulle vente på ham, at jeg ikke skulle presse på og snakke for meget om det..

Og nu er der så en del af jer, som skriver noget andet.. Såå let er det ikke.

Det er en del af din frustration over at udsætte og ikke vide hvornår han er klar,og du kan ricikere at han altid vil udskyde det da han måske inderst inde ikke vil have børn,men heller ikke vil miste dig! Den eneste måde han kan holde på dig på er at sige at han gerne vil have børn-en dag... Og så kan du ricikere at vente 2 år mere. Så 2 år mere.. ect.. Jeg håber for dig at du får dit ønske opfyldt at det bliver din kæreste der en dag bliver far til dit barn  Men udfra dine tråde så tyder det på at han strækker tiden da han ikke vil miste dig.. Du bliver kun i det forhold fordi du lever i glimtet af et håb han har plantet og du klamre dig fast til det håb,og ih hvor jeg håber på dine vejne at dit håb bliver til en drøm der går i opfyldelse!  for at brevet vil have den effekt du håber på... Held og lykke 

Jeg er nu af den overbevisning at han gerne vil have børn..
For som jeg har skrevet til en anden, såå har vi snakket om det da vi var en del yngre, at vi gerne vil have børn, når vi blev ældre..

Og tak, hpber bare brevet vil sætte nogle flere tanker igang hos ham!Og give ham et andet perspektiv på tingene.