De kan bare ikke acceptere det :(

Jeg ville være så skuffet og såret hvis det var min mor...

jeg tror måske at jeg i starten vil være fuldstændig mundlam, og derfor også bare gå derfra med en underlig følelse... Når jeg kommer til mig selv ville jeg sige at hun simpelthen skal holde sig væk fra mit, og mine børns liv, når hun ikke kan glæde sig over det, hvorfor skal hun så være vidner til den lykke børn udstråler...

niks...

det var da ikke en særlig pæn kommentar .. håber hun ikke har ment det sådan, men at det bare var en reaktion.

Da jeg fortalte min mor at jeg var gravid blev hun ked af det på mine vegne, da hun troede at jeg var ked af det.

Da jeg så fortalte at jeg var glad og det jeg havde brug for var hendes støtte, vendte hun fuldstændig og var mega glad og glædede sig til barnet.

Måske kan det være af lignende grunde din mor reagerede som hun gjorde ... måske var hun bare bekymret.

Jeg ville fortælle hende at du har brug for hendes støtte, og så høre hvordan hun reagerer.

jeg ville blive såret over sådan en udmelding, men før jeg gjorde noget vildt som at bede hende forlade mit liv, ville jeg spørge om hvorfor hun havde en holdning. 

Mit første barns farmor, var så ked af det på¨vores vejne da jeg blev gravid, alt for tidligt og alt for uplanlagt, og hun sagde vi fik aldrig uddannelse eller hus eller bil og hun spåede os en masse dårligdom, men vi fik barnet jeg var såret i lang tid, men min datter har det bedste forhold til hendes farmor, og jeg har tilgivet hende for lang tid siden., da hun bare ønskede sig en masse ting på vores vejne, som vi da også har nu, dog hver for sig, men vi har hus, hund, bil(er) uddannelse min nuværende mand er selvstændig og så videre. Men mødre reagere jo oftest sådan fordi de håber noget andet for deres børn. 

Så jeg ville snakke med hende om hvorfor hun reageret sådan, det er jo alligevel din mor, og jeg ville være ked af at undvære min i mit liv 

FruStolpe skriver:

Jeg vil ikke sige at du skal sige som jeg, men jeg ville sige sådan her:

"din kælling,jeg har hverken tid eller plads i mit liv til mennesker der ikke vil mig det bedste. Du kan kontakte mig når du har noget pænt at sige."

Sådan cirka ville det være kommet ud af min mund, måske ikke helt optimalt men sådan er jeg.

Hold op en røv tarvelig kommentar at komme med af hende

tro mig i nogle situationer ville jeg ønske jeg var sådan, men som mange siger er jeg nok hmm for sød.....

 

men ja synes ogås det var tarveligt, og blev virkelig helt mundlam, og anede slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre

SjeBets skriver:

jeg ville blive såret over sådan en udmelding, men før jeg gjorde noget vildt som at bede hende forlade mit liv, ville jeg spørge om hvorfor hun havde en holdning. 

Mit første barns farmor, var så ked af det på¨vores vejne da jeg blev gravid, alt for tidligt og alt for uplanlagt, og hun sagde vi fik aldrig uddannelse eller hus eller bil og hun spåede os en masse dårligdom, men vi fik barnet jeg var såret i lang tid, men min datter har det bedste forhold til hendes farmor, og jeg har tilgivet hende for lang tid siden., da hun bare ønskede sig en masse ting på vores vejne, som vi da også har nu, dog hver for sig, men vi har hus, hund, bil(er) uddannelse min nuværende mand er selvstændig og så videre. Men mødre reagere jo oftest sådan fordi de håber noget andet for deres børn. 

Så jeg ville snakke med hende om hvorfor hun reageret sådan, det er jo alligevel din mor, og jeg ville være ked af at undvære min i mit liv 

blev også selv helt mundlam, vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.

 

og bede hende om at smutte af h til, ville jeg heller ikke kunne da jeg ved mine store drenge elsker hende overalt på jorden.... så vil jo self heller ikke tage hende fra dem på den måde... men ork det gjorde ondt... følte jeg så helt sort efterfølgende, og anede ikke engang om jeg skulle sige det til min forlovede, eller om jeg bare skulle holde mund :/ fik det dog sagt, og han som han også sagde gjorde det også ondt på ham, for både ham og jeg er nok personer der gerne vil at folk acceptere ens valg...

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg har 2 børn på 5 og 6 år fra tildigere forhold, nu venter jeg mig igen, denne gang med tvillinger....

 

jeg har altid snakket godt med mine forældre...

men nu er det mere eller mindre somom at jeg skal sammenlignes med min ældste bror, han er gift og fik først barn da han havde været gift i 3 år, de har eget hus, 2 biler, hun have og ved snart ikke hvad de ikke har.... men i hvert fald fortalte jeg min mor at de skulle være bedste forældre igen... og hendes svar  til det var " hvorfor skal de ikke fjernes? der er da ikke nogen grund til at sætte flere børn til verden" og det gjrode virkelig ondt....

 

hvordan ville i reagere? havde virkelig håbet på opbakning og støtte og glæde fra hendes side, mine børn er slet ikke så acceptere som min brors, og gør virkelig ondt, og ligeså vel hele tiden at skulle høre på hvad han gør perfekt og hvad hun mener jeg gør forkert....

sorry havde bare brug for at komme ud med det

Det kan hun simpelthen ikke være bekendt !!!!

tror jeg ville konfrontere hende og se hvad hun har at sige til sit forsvar. Og ellers så bare cutte kontakten i noget tid. Synes virkelig at det er helt uacceptabelt at komme med sådan en udmelding om hvorfor de ikke bare skal fjernes. Det er simpelthen så respektløst som noget overhovedet kan være.

kæmpe  Til dig . du fortjener at glæde dig over den lykkelige situation du står i.

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg har 2 børn på 5 og 6 år fra tildigere forhold, nu venter jeg mig igen, denne gang med tvillinger....

 

jeg har altid snakket godt med mine forældre...

men nu er det mere eller mindre somom at jeg skal sammenlignes med min ældste bror, han er gift og fik først barn da han havde været gift i 3 år, de har eget hus, 2 biler, hun have og ved snart ikke hvad de ikke har.... men i hvert fald fortalte jeg min mor at de skulle være bedste forældre igen... og hendes svar  til det var " hvorfor skal de ikke fjernes? der er da ikke nogen grund til at sætte flere børn til verden" og det gjrode virkelig ondt....

 

hvordan ville i reagere? havde virkelig håbet på opbakning og støtte og glæde fra hendes side, mine børn er slet ikke så acceptere som min brors, og gør virkelig ondt, og ligeså vel hele tiden at skulle høre på hvad han gør perfekt og hvad hun mener jeg gør forkert....

sorry havde bare brug for at komme ud med det

Jeg fornemmer, at der er mere i historien, end du fortæller her....?
Det kunne være, at der var noget, der gjorde, at deres holdning var sund skepsis og ikke så meget kritik? Har du haft et stabilt, langvarigt forhold til tvillingernes far? Har du udvist ansvarlighed i forhold til økonomi, boligforhold osv.? Har du gennem de sidste 5-6 år haft job og kunnet forsørge dine børn og vist mentalt overskud?
Jeg synes, at det er helt naturligt, at de føler, at din bror har gjort det rigtige, og hvis din virkelighed så ligger langt væk fra hans, så ser de ham som et godt eksempel, måske ikke af så ondt et hjerte, som du opfatter, måske har de bare ikke formuleret sig heldigt - under alle omstændigheder er du da elsket, og de ønsker det bedste for dig.

Rockertand skriver:

Jeg fornemmer, at der er mere i historien, end du fortæller her....?
Det kunne være, at der var noget, der gjorde, at deres holdning var sund skepsis og ikke så meget kritik? Har du haft et stabilt, langvarigt forhold til tvillingernes far? Har du udvist ansvarlighed i forhold til økonomi, boligforhold osv.? Har du gennem de sidste 5-6 år haft job og kunnet forsørge dine børn og vist mentalt overskud?
Jeg synes, at det er helt naturligt, at de føler, at din bror har gjort det rigtige, og hvis din virkelighed så ligger langt væk fra hans, så ser de ham som et godt eksempel, måske ikke af så ondt et hjerte, som du opfatter, måske har de bare ikke formuleret sig heldigt - under alle omstændigheder er du da elsket, og de ønsker det bedste for dig.

har været sammen med tvillingernes far i 4 år og kendt ham siden jeg kunne gå.... har haft fastarbejde siden før jeg fik den ældste af mine drenge, og er uddannet, vi har altid gået meget op i vores arbejde og ikke følt det nødvendigt med hus og bil. og har været mentalt stabil hele tiden og aldrig fået negativt at vide om mine børn... så nej jeg fortæller ikke mindre end hvad der er sagt.....

Anonym skriver:

har været sammen med tvillingernes far i 4 år og kendt ham siden jeg kunne gå.... har haft fastarbejde siden før jeg fik den ældste af mine drenge, og er uddannet, vi har altid gået meget op i vores arbejde og ikke følt det nødvendigt med hus og bil. og har været mentalt stabil hele tiden og aldrig fået negativt at vide om mine børn... så nej jeg fortæller ikke mindre end hvad der er sagt.....

Så ville jeg nok bede dem uddybe, hvorfor de ikke mener, at I skal have dem? Hvis det udelukkende er materielt, så får de da svært ved at ved at forklare sig.

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg har 2 børn på 5 og 6 år fra tildigere forhold, nu venter jeg mig igen, denne gang med tvillinger....

 

jeg har altid snakket godt med mine forældre...

men nu er det mere eller mindre somom at jeg skal sammenlignes med min ældste bror, han er gift og fik først barn da han havde været gift i 3 år, de har eget hus, 2 biler, hun have og ved snart ikke hvad de ikke har.... men i hvert fald fortalte jeg min mor at de skulle være bedste forældre igen... og hendes svar  til det var " hvorfor skal de ikke fjernes? der er da ikke nogen grund til at sætte flere børn til verden" og det gjrode virkelig ondt....

 

hvordan ville i reagere? havde virkelig håbet på opbakning og støtte og glæde fra hendes side, mine børn er slet ikke så acceptere som min brors, og gør virkelig ondt, og ligeså vel hele tiden at skulle høre på hvad han gør perfekt og hvad hun mener jeg gør forkert....

sorry havde bare brug for at komme ud med det

jeg var blevet stik tosset! hvad bilder hun sig ind! jeg ville konfronterer hende med at det altså er dit valg, og du i øvrigt er meget lykkelig!