Millsp skriver:
Klik her for at rette dette indlæg
Hej alle sammen 
Jeg har oprettet en bruger, og prøver at skrive her for at få lidt vejledning og nogle gode råd. For jeg er i 7 sind, og dybt dybt ulykkelig. Prøver at forklare mig så godt som muligt, men dette er lidt svært da jeg er meget oprørt og utrolig ked af det.
Jeg er en pige på snart 23, og har en kæreste også 23 år. Vi har været sammen i halvandet år. Vi har snakket meget om børn, navne osv, og havde snakket lidt om at jeg skulle smide P-pillerne om et år eller to.
for 3 uger siden opdagede jeg at jeg var blevet gravid, da jeg i min P-pille pause ikke fik min forventede menstraution. Først bliver jeg rigtigt glad, og var spændt på at fortælle min kæreste det. Men så falder bomben! Han reagere slet ikke som regnet med, men slynger ud med det samme at jeg skal få lavet en abort, da han slet ikke er klar til at få børn. Jeg bliver utrolig ulykkelig, og aner ikle hvad jeg skal stille op. Jeg får en tid til scanning, og de finder ud af at jeg er 6+5 uger henne. Jeg ser hjertet slå, og det hele ser rigtig fint ud. Jeg håbede på at min kæreste muligvis var gået i panik, og bare havde brug for en tænke pause og sluge den. Men tværtimod blev han faktisk rigtig ondskabsfuld, og har sagt nogle grimme ting om graviditeten til flere af sine venner. Og de ting får jeg afvide, da alle vi kender er begge vores venner. Han støtter mig ikke, men vil stadigvæk snakke med mig og kalde mig skat og alt Det der.
Jeg ved at hvis jeg gennemførte graviditeten vil han se barnet, men højst sandsynligt ikke være kæreste med mig. Han har sagt at hvis jeg beholder barnet, vil han ikke kunne elske eller se på mig mere. Jeg er fuldstændig forvirret. Har bestemt ikke lyst til at fjerne mit barn, men tænker om jeg kan klare at skulle have kontakt med ham de næste 18 år. Han er en meget flot fyr, og vil helt sikkert hurtigt finde sig en ny pige. Og hvad gør man så? Hvis man er gravid, og han finder sig en ny? Andre der har prøvet dette? Og vil jeg være ulykkelig over at skulle aflevere mit lille barn til ham og hans nye pige? Er bare utroligt såret, da jeg troede jeg kendte ham, og fordi jeg elsker ham over alt på jorden. Men alt dette her har virkelig vist hans modbydelige side. Jeg aner ikke om jeg skal gennemføre graviditeten, og få mit lille elskede barn, eller om jeg skal få en abort så jeg aldrig skal se ham igen?
Det skal siges at han altid har været ret interesseret i det med børn, og har sagt til mig flere gange at når jeg er klar så er han også klar. Så derfor er det et chok at han har reageret som han har gjort. Og nu er det 3 uger siden, og er nu snart i uge 8, så jeg bliver nød til at finde ud af hvad jeg skal! Og det kan jeg bare ikke! Er bange for jeg aldrig ville komme mig over at skulle miste mit barn, men samtidig er jeg så bange for fremtiden! Og tanken om ham som har behandlet mig på den måde, at jeg skal se ham de næste mange år. Og alt det med når han finder en ny kæreste. samtidig havde jeg aldrig forestillet mig at skulle være alene gennem en graviditet, eller være alenmor. Samtidig tænker jeg også på om det er synd for den lille at blive sat i verden når tingene er som de er??
Jeg er lost!! Har gjordt alt hvad jeg kan for at finde ud af hvad jeg skal gøre. Men jeg ved det virkelig ikke. Og bliver jo nød til at finde ud af det, da tiden snart render ud. Og jeg ikke har lyst til at barnet skal udvikle sig for meget, hvis jeg skal have en abort, da jeg syntes det udvikler sig meget hurtigt.
Hjælp!!! Aner ikke hvad jeg skal stille op!! 
Er der nogen som har prøvet noget ligende?
Hej
Sikke en øv-situation
Jeg har ikke prøvet at være kvinden/moderen, men jeg er/har prøvet at være barnet!
Min far har aldrig ønsket børn og da min mor ved et uheld, blev gravid i '85, ville han betale hende (mange) penge for at få en abort. Min mor valgte at få mig og det er jeg da lykkelig for i dag
Min far og jeg har haft on/off kontakt i årevis af flere omgange og vi ses ikke mere nu. Jeg har valgt at sige stop, fordi han bare ikke kan finde ud af at have en relation til mig. Det er jeg ret afklaret med.
Men det er helt klart ikke en ønskværdig situation, at skulle have barn med en, der evt. ender med, ikke at ville se jeres fælles barn. Jeg har heldigvis en kæreste, som også er far til vores to børn og han ville aldrig være sådan. Det er vigtigt for mig.
Dog vil jeg sige, at min mor senere hen, har fundet en rigtig sød mand, som både mine søskende og jeg, holder utroligt meget af
Jeg føler mig ikke som et mindre helt menneske, fordi min far ikke er i billedet. Jeg ved, at jeg har masser at tilbyde og at det er hos ham fejlen ligger.
Dog er bedste situation jo altid, at mor og far er sammen eller i al fald kan få det til at fungere med børn på skift.
Jeg synes, du skal gøre op med dig selv, hvad du ønsker - om det er det ene eller det andet. Men følg dit
og håb på, at hvis du beslutter dig for at beholde dit barn, at faderen alligevel beslutter sig for at være der for barnets skyld. Du bør i al fald ikke gøre noget for hans skyld, som du vil fortryde senere hen. Jeg har aldrig hørt nogle have fortrudt er barn, men flere der desværre har fortrudt en abort.
Men du skal måske forberede dig på, at han måske ikke vil være der helt til dørs og gøre op med dig selv, om du kan klare det - ikke praktisk, men følelsesmæssigt? Jeg kan forestille mig, at det må være frustrerende som mor, at se sit barn blive såret af faren gang på gang på.... Men det er altså ikke umuligt at få børn udenfor forhold
Jeg håber alt det bedste for jer og at du når frem til en beslutning, der giver dig ro i mave og sind
