Dybt ulykkelig! Gravid men min kæreste vil ha abort

Først vil jeg skrive... Efter at ha læst din tekst, at det lyder som om du allerede inderst inde har besluttet dig for at få barnet..... 

men jeg vil sige jeg har stået i lignende situation, valgte aborten,,,, og har fortrudt siden...... 

Man kan fortryde en abort, men har aldrig hørt om nogen fortryde sit barn..... Og du skriver 'mit elskede barn'.... I mine øjne har du besluttet dig...

 

og jeg synes du skal følge dit hjerte.... 

Millsp skriver:

IIN Klik her for at rette dette indlæg

Hej alle sammen 

Jeg har oprettet en bruger, og prøver at skrive her for at få lidt vejledning og nogle gode råd. For jeg er i 7 sind, og dybt dybt ulykkelig. Prøver at forklare mig så godt som muligt, men dette er lidt svært da jeg er meget oprørt og utrolig ked af det. 

Jeg er en pige på snart 23, og har en kæreste også 23 år. Vi har været sammen i halvandet år. Vi har snakket meget om børn, navne osv, og havde snakket lidt om at jeg skulle smide P-pillerne om et år eller to.

for 3 uger siden opdagede jeg at jeg var blevet gravid, da jeg i min P-pille pause ikke fik min forventede menstraution. Først bliver jeg rigtigt glad, og var spændt på at fortælle min kæreste det. Men så falder bomben! Han reagere slet ikke som regnet med, men slynger ud med det samme at jeg skal få lavet en abort, da han slet ikke er klar til at få børn. Jeg bliver utrolig ulykkelig, og aner ikle hvad jeg skal stille op. Jeg får en tid til scanning, og de finder ud af at jeg er 6+5 uger henne. Jeg ser hjertet slå, og det hele ser rigtig fint ud. Jeg håbede på at min kæreste muligvis var gået i panik, og bare havde brug for en tænke pause og sluge den. Men tværtimod blev han faktisk rigtig ondskabsfuld, og har sagt nogle grimme ting om graviditeten til flere af sine venner. Og de ting får jeg afvide, da alle vi kender er begge vores venner. Han støtter mig ikke, men vil stadigvæk snakke med mig og kalde mig skat og alt Det der. 

Jeg ved at hvis jeg gennemførte graviditeten vil han se barnet, men højst sandsynligt ikke være kæreste med mig. Han har sagt at hvis jeg beholder barnet, vil han ikke kunne elske eller se på mig mere. Jeg er fuldstændig forvirret. Har bestemt ikke lyst til at fjerne mit barn, men tænker om jeg kan klare at skulle have kontakt med ham de næste 18 år. Han er en meget flot fyr, og vil helt sikkert hurtigt finde sig en ny pige.  Og hvad gør man så? Hvis man er gravid, og han finder sig en ny? Andre der har prøvet dette? Og vil jeg være ulykkelig over at skulle aflevere mit lille barn til ham og hans nye pige? Er bare utroligt såret, da jeg troede jeg kendte ham, og fordi jeg elsker ham over alt på jorden. Men alt dette her har virkelig vist hans modbydelige side. Jeg aner ikke om jeg skal gennemføre graviditeten, og få mit lille elskede barn, eller om jeg skal få en abort så jeg aldrig skal se ham igen? 

Det skal siges at han altid har været ret interesseret i det med børn, og har sagt til mig flere gange at når jeg er klar så er han også klar. Så derfor er det et chok at han har reageret som han har gjort. Og nu er det 3 uger siden, og er nu snart i uge 8, så jeg bliver nød til at finde ud af hvad jeg skal! Og det kan jeg bare ikke! Er bange for jeg aldrig ville komme mig over at skulle miste mit barn, men samtidig er jeg så bange for fremtiden! Og tanken om ham som har behandlet mig på den måde, at jeg skal se ham de næste mange år. Og alt det med når han finder en ny kæreste. samtidig havde jeg aldrig forestillet mig at skulle være alene gennem en graviditet, eller være alenmor. Samtidig tænker jeg også på om det er synd for den lille at blive sat i verden når tingene er som de er?? 

Jeg er lost!! Har gjordt alt hvad jeg kan for at finde ud af hvad jeg skal gøre. Men jeg ved det virkelig ikke. Og bliver jo nød til at finde ud af det, da tiden snart render ud. Og jeg ikke har lyst til at barnet skal udvikle sig for meget, hvis jeg skal have en abort, da jeg syntes det udvikler sig meget hurtigt. 

Hjælp!!! Aner ikke hvad jeg skal stille op!! 

Er der nogen som har prøvet noget ligende?  

 

Synes godt om

INGEN kan hive dig svaret på hvad du skal gøre?!

Men vi kan forsøge at hjælpe dig

Stil dig selv disse spørgsmål;

- vil du fortryde at få fjernet barnet?
- hvis du får barnet skal faren så være en del af dit barns liv eller skal du fra starten søge fuld forældre myndighed?
- kan du forsat elske din kæreste med sådan en udmelding?
- kan du klare et barn alene?

Hvis du vil fortryde at du får barnet fjernet, så skal du ikke gøre det!! Hvis du ikke kan klare at være alene mor ville jeg personligt få barnet fjernet.

KUN du kan finde det rigtige svar for dig - er nu ret sikker på for valg - ingen andre kan tage beslutningen for dig!

Kom endelig med en opdatering.

STORT til dig.

Millsp skriver:

Klik her for at rette dette indlæg

Hej alle sammen 

Jeg har oprettet en bruger, og prøver at skrive her for at få lidt vejledning og nogle gode råd. For jeg er i 7 sind, og dybt dybt ulykkelig. Prøver at forklare mig så godt som muligt, men dette er lidt svært da jeg er meget oprørt og utrolig ked af det. 

Jeg er en pige på snart 23, og har en kæreste også 23 år. Vi har været sammen i halvandet år. Vi har snakket meget om børn, navne osv, og havde snakket lidt om at jeg skulle smide P-pillerne om et år eller to.

for 3 uger siden opdagede jeg at jeg var blevet gravid, da jeg i min P-pille pause ikke fik min forventede menstraution. Først bliver jeg rigtigt glad, og var spændt på at fortælle min kæreste det. Men så falder bomben! Han reagere slet ikke som regnet med, men slynger ud med det samme at jeg skal få lavet en abort, da han slet ikke er klar til at få børn. Jeg bliver utrolig ulykkelig, og aner ikle hvad jeg skal stille op. Jeg får en tid til scanning, og de finder ud af at jeg er 6+5 uger henne. Jeg ser hjertet slå, og det hele ser rigtig fint ud. Jeg håbede på at min kæreste muligvis var gået i panik, og bare havde brug for en tænke pause og sluge den. Men tværtimod blev han faktisk rigtig ondskabsfuld, og har sagt nogle grimme ting om graviditeten til flere af sine venner. Og de ting får jeg afvide, da alle vi kender er begge vores venner. Han støtter mig ikke, men vil stadigvæk snakke med mig og kalde mig skat og alt Det der. 

Jeg ved at hvis jeg gennemførte graviditeten vil han se barnet, men højst sandsynligt ikke være kæreste med mig. Han har sagt at hvis jeg beholder barnet, vil han ikke kunne elske eller se på mig mere. Jeg er fuldstændig forvirret. Har bestemt ikke lyst til at fjerne mit barn, men tænker om jeg kan klare at skulle have kontakt med ham de næste 18 år. Han er en meget flot fyr, og vil helt sikkert hurtigt finde sig en ny pige.  Og hvad gør man så? Hvis man er gravid, og han finder sig en ny? Andre der har prøvet dette? Og vil jeg være ulykkelig over at skulle aflevere mit lille barn til ham og hans nye pige? Er bare utroligt såret, da jeg troede jeg kendte ham, og fordi jeg elsker ham over alt på jorden. Men alt dette her har virkelig vist hans modbydelige side. Jeg aner ikke om jeg skal gennemføre graviditeten, og få mit lille elskede barn, eller om jeg skal få en abort så jeg aldrig skal se ham igen? 

Det skal siges at han altid har været ret interesseret i det med børn, og har sagt til mig flere gange at når jeg er klar så er han også klar. Så derfor er det et chok at han har reageret som han har gjort. Og nu er det 3 uger siden, og er nu snart i uge 8, så jeg bliver nød til at finde ud af hvad jeg skal! Og det kan jeg bare ikke! Er bange for jeg aldrig ville komme mig over at skulle miste mit barn, men samtidig er jeg så bange for fremtiden! Og tanken om ham som har behandlet mig på den måde, at jeg skal se ham de næste mange år. Og alt det med når han finder en ny kæreste. samtidig havde jeg aldrig forestillet mig at skulle være alene gennem en graviditet, eller være alenmor. Samtidig tænker jeg også på om det er synd for den lille at blive sat i verden når tingene er som de er?? 

Jeg er lost!! Har gjordt alt hvad jeg kan for at finde ud af hvad jeg skal gøre. Men jeg ved det virkelig ikke. Og bliver jo nød til at finde ud af det, da tiden snart render ud. Og jeg ikke har lyst til at barnet skal udvikle sig for meget, hvis jeg skal have en abort, da jeg syntes det udvikler sig meget hurtigt. 

Hjælp!!! Aner ikke hvad jeg skal stille op!! 

Er der nogen som har prøvet noget ligende?  

 

Synes godt om

Øv situation.
Du kommer selv til at træffe beslutningen, det er kun dig selv, der kan mærke efter, hvad du vil.
Inden du træffer den endeligt, så synes jeg, at du skal gøre dig selv den tjeneste at gå ind i "enlig-forældre"-fora og læse, hvad det indebærer at stå alene med graviditet, fødsel og barnets opvækst, jeg vil advare dig om, at det til tider kan være hård læsning, men det vil ruste dig bedre til at træffe den rette beslutning.
Jeg synes, at det fylder forholdsvist meget hos dig, at din ekskæreste vil finde en ny kæreste en dag? - og at de vil lege lykkelig familie med dit barn og få indflydelse på barnets opdragelse, som du ikke kan gøre noget ved. Det er en del af gamet, og der er mange andre aspekter, du også bør være klar over, så gør dit hjemmearbejde og træf så beslutningen på et oplyst grundlag.
Held og lykke.

Tak for svar alle sammen. Og ja i sidste ende er det jo kun mig der kan tage den sidste beslutning. Men er også bange for at virke egoistisk, for har jo ikke lyst til at gøre min kæreste ked af det. Selvom han sådan set gør mig ked af det.

Vi har lige haft en snak, og det gjorde mig ikk helt klogere. Andet end at han tydeligvis er bange for at han skal miste sin ungdom og være spæret til hjemmet, samtidig er han bange for han ikke er klar til at kunne blive en god far. Hvilket jeg slet ikke kan se, hvorfor han ikke skulle blive. Og jeg er sikker på at han ville elske barnet, ligeså snart han står med det i armene. De ting han er bange for, er det ay vi ikke bor sammen endnu, og at han havde drømt om at han skulle have hus, og alt det der når han skulle have børn.
Og det kan jeg også godt følge ham i, hvis vi planlagde at blive gravide, men nu er barnet der jo.

Men når jeg spørger ham omkring om hvad han vil gøre hvis jeg valgte at beholde barnet. Og det kan han ikke rigtig svare på.
Når jeg spørger ham om han har tænkt sig at forlade mig, siger han at det kan han ikke sige. For han vil ikke have at jeg drager en beslutning ud for det? Det forstår jeg ikke helt hvad han mente med? Og det var som han hellere ikke helt selv vidste hvorfor. Jeg er forvirret....
Men dejligt med så mange svar så hurtigt, når man står i en presset situation. Og ved jo godt ingen kan fortælle mig hvad jeg skal vælge, men det er simpelthen fordi jeg er så presset og føler jeg ikke kan tænke klar på grund af den overvældende træthed, og frustrationer.

Det skal lige siges at jeg ikke fik P-piller i en weekend, da jeg havde glemt at få nogen med. Og det højst sandsynligt indenfor den periode jeg er blevet gravid. Så jeg sagde vi ikke kunne hygge, da jeg ikke havde fået min p-piller. Så han vidste det godt. Og for at det ikke skal være løgn, så spurgte jeg ham inden, og hvad han ville gøre hvis jeg blev gravid, og så sagde han at det kun var et plus hvis der skete noget. Som han nu siger var en kæmpe fejltagelse. Og ja det gir jeg ham ret i! For havde ALDRIG dyrket sex med ham, hvis jeg vidste at det ville ende sådan! Aldrig. Det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv eller et barn for.

Det var lige så i måske forstår min situation lidt bedre Men hvad han mener med det han sagde i aften, forstår jeg ikke :/

Undskyld taste fejl og sådan! Men nej hvor er det svært at skrive fra sin mobil Den retter hele tiden i hvad jeg skriver. Årh, har slet ikke tålmodighed til det. (Er hårdt ramt af hormoner)

o1Mutte skriver:

Jo dét skal hun.. Mener hun kan risikere bøde osv hvis hun ikke gør..

Problemet opstår jo også i det øjeblik han beder om en test til at afgøre faderskabets, og så er man lige vidt

Til ts: stort kram, ved ikke hvad du bør gøre ud over at følge dit hjerte, overveje grundigt om du vil have ham som en del af dit liv som barnets far, og om du uanset hvad du vælger ønsker at være sammen med ham. Det er jo ikke med vilje du er blevet gravid

Men det skal siges at det betyder meget hvad han mener. For har bestemt ikke lyst til at gøre hverken mig selv eller ham ondt. Og fik vi barnet, skal han også være en del af det hvis han vil. Kunne aldrig finde på at fratage mit barn fra des far med mindre der selfølgelig er noget helt galt.

Nej graviditeten kom som et kæmpe chok! Regnede slet ikke med at det var det, som var skyld i at jeg ikke havde fået min mens :/

Millsp skriver:

Tak for svar alle sammen. Og ja i sidste ende er det jo kun mig der kan tage den sidste beslutning. Men er også bange for at virke egoistisk, for har jo ikke lyst til at gøre min kæreste ked af det. Selvom han sådan set gør mig ked af det.

Vi har lige haft en snak, og det gjorde mig ikk helt klogere. Andet end at han tydeligvis er bange for at han skal miste sin ungdom og være spæret til hjemmet, samtidig er han bange for han ikke er klar til at kunne blive en god far. Hvilket jeg slet ikke kan se, hvorfor han ikke skulle blive. Og jeg er sikker på at han ville elske barnet, ligeså snart han står med det i armene. De ting han er bange for, er det ay vi ikke bor sammen endnu, og at han havde drømt om at han skulle have hus, og alt det der når han skulle have børn.
Og det kan jeg også godt følge ham i, hvis vi planlagde at blive gravide, men nu er barnet der jo.

Men når jeg spørger ham omkring om hvad han vil gøre hvis jeg valgte at beholde barnet. Og det kan han ikke rigtig svare på.
Når jeg spørger ham om han har tænkt sig at forlade mig, siger han at det kan han ikke sige. For han vil ikke have at jeg drager en beslutning ud for det? Det forstår jeg ikke helt hvad han mente med? Og det var som han hellere ikke helt selv vidste hvorfor. Jeg er forvirret....
Men dejligt med så mange svar så hurtigt, når man står i en presset situation. Og ved jo godt ingen kan fortælle mig hvad jeg skal vælge, men det er simpelthen fordi jeg er så presset og føler jeg ikke kan tænke klar på grund af den overvældende træthed, og frustrationer.

Det skal lige siges at jeg ikke fik P-piller i en weekend, da jeg havde glemt at få nogen med. Og det højst sandsynligt indenfor den periode jeg er blevet gravid. Så jeg sagde vi ikke kunne hygge, da jeg ikke havde fået min p-piller. Så han vidste det godt. Og for at det ikke skal være løgn, så spurgte jeg ham inden, og hvad han ville gøre hvis jeg blev gravid, og så sagde han at det kun var et plus hvis der skete noget. Som han nu siger var en kæmpe fejltagelse. Og ja det gir jeg ham ret i! For havde ALDRIG dyrket sex med ham, hvis jeg vidste at det ville ende sådan! Aldrig. Det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv eller et barn for.

Det var lige så i måske forstår min situation lidt bedre Men hvad han mener med det han sagde i aften, forstår jeg ikke :/

Det er en rigtig svær situation, du er havnet i. Jeg synes, din kæreste er meget egoistisk, når han kan såre dig sådan, efter at have sagt førhen at det ville være et plus, hvis du blev gravid.

det lyder helt klart som om, at du ønsker dette barn, og derfor synes jeg, at det vil være det bedste for dig at beholde det. MEN det er kun dig, der kan beslutte det. I sidste ende er det din krop, der skal igennem en abort, og den situation kan din kæreste aldrig sætte sig ind i, da du allerede har fået en relation til det baby, der gemmer sig i maven. Din kæreste er selvfølgelig chokeret, det bliver de fleste mænd, når det er en uventet graviditet. Og de fleste mænd er også bange for, om de vil blive en god far, ligesom vi mødre er bange for, om vi vil blive en god mor. 

Du elsker din kæreste rigtig højt, MEN du skal vide, at du aldrig kommer til at elske nogen højere end dit eget barn. Det er ubetinget og uforklarlig kærlighed.

du kunne sige til din kæreste at du har besluttet at beholde barnet? For at se hans reaktion. For uanset hvad, så tror jeg ikke på, at din kæreste er så kold, som han nu har opført sig.

held og lykke med det hele 

Jeg overvejer nu om det eneste jeg kan gøre er at vælge en abort, og så få den egoistiske stodder ud af mit liv en gang for alle? Er også begyndt at blive bange for hvad han kan finde på, hvis jeg beholdte barnet. Men jeg ved bare ikke om jeg vil stikke af fra sygehuset i sidste øjeblik? Ved ikke om jeg vil kunne gennemføre det. For f***** går snart i panik! Ligeså snart jeg tænker på det, bliver jeg fyldt med had og føler mig svigtet. Efter alt hvad jeg har gjort for ham