Jer med angst/tanker/forstillinger

Nanves skriver:

Hej Mette, jeg føler så meget med dig. Man tror aldrig at man kan komme til at Være et normalt menneske efter den første tid inde i den skide depression med de trælse tanker. Jeg sagde til mig selv at jeg ikke havde lov til at leve, når jeg tænkte sådan. Jeg havde lyst til at dø, forsvinde væk fra min mand og datter, da de ville jo have et meget bedre liv uden mig.... tro mig, jeg har været langt ude. Men du kommer over det. Jeg tror, at grunden til at jeg har disse tanker, er både fordi jeg tænker og bekymre mig for meget og selvfølgelig også tvangstankerne, fordi (den hørte jeg ofte under min behandling, det kommer du nok også til ) hvis jeg siger, at du ikke må tænke på en lyserød kanin, hvad tænker du så på? Min kampgejst kom fra min datter, jeg ville ikke give op før de lorte tanker var ude af verden... igen, hvis du/i har brug for at skrive, så gør det. Ved hvordan det er.

Hej igen ja det er en hård kamp når men som mig også stod med tvillinge piger, godtnok som medmor, men det ønske har vi haft i 8 år, og så kommer der først drastiske bizare død og ulykke tvangstanker i 8 uger, 14 dag før de blev født, og 5 uger i weekenden med det tvangstanker, som var jeg en "sadistisk pædofil morder", og gu jeg ej, men både i min deprision angst og tvangstanker føler man sig jo bare skyldig og foragt for sig selv, blev frivillig indlagt til behandlin medicinsk og terepi i fredags. Kunne ikke mere så nu må tiden læge mig forhåbeligt.!!/( hilsen mette

Nanves skriver:

Selvfølge må du det, det er ikke det man lige går hen til kollegaerne på arbejdet og fortæller, selvom man ved at det faktisk ikke er så slemt som man selv går og tror. Det har været den (fucking) værste periode i mit liv, for "hvorfor tænker jeg overhovedet på de ting?", men på den anden side, så kan jeg godt se nu, at det måske har været nødvendigt for at åbne mig selv og forsøge at sætte ord på hvad man føler. Har gået til både psykiater, er blevet fulgt af en sygeplejerske og nu går jeg til psykolog. Min trøst til jer er, at selvom det ser sort ud, så kommer det hele til at bliver bedre! Jeg et ikke på piller mere. Jeg var bange for at min datter ville tage skade af min tilstand, hun er den dejligste og mest kærlige pige jeg kender! Jeg lærte med tiden at tankerne kom når jeg var træt/udkørt, og det er man jo når man har depression og angst. Så giv jer selv tid til at slappe af.

Godt skrevet og det gir mig håb om et lykkeligt liv med min familie på et ridspunkt, man skal bare være stærk!! 

Anonym skriver:

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Jeg lider selv af angst, men for mig lyder det som om problemet ligger i at du er bange for de tanker du selv skaber inde i hovedet?

I så fald vil jeg anbefale dig at starte til noget mindfullness i samarbejde med en psykolog. Her lærer du at håndtere tanker og lade dem passere i stedet for at dvale i dem. 

Jeg går selv i et forløb hvor det først var personlige timer med en psykiater og herefter gruppeterapi hvor vi blandt en masse andet også arbejder med mindfullness øvelser.

Jeg kan huske at jeg en gang så en udsendelse om folk med diverse psykiske lidelser og om hvorvidt de præsterede bedre eller dårligere end folk der ikke led af noget. Her var der en kvinde med OCD som fortalte om noget der lyder som det du har. Hun var også frygtelig bange for de tanker der spontant kunne dukke op i hendes hoved, eks. hvis hun nu slog sine højt elskede børn ihjel. Men psykologerne forklarede at alle får den slags tanker uden at man hverken er sur eller ked af sine børn, - de dukker bare op nogen gange blandt alt det andet.

Det bliver dog først et problem når man reagerer på de tanker. Eksempelvis ved at dvæle ved dem og tænke videre over dem, handler på dem eller som i dit tilfælde bliver bange for dem. 

Jeg tror du skal opsøge hjælp til hvordan du fremover kan lære at håndtere dine tanker og ikke mindst tale om at det er okay, for man kan ikke altid gøre for hvilke tanker der dukker op -kun hvilke tanker man vil tænke videre over

Jeg ønsker dig al held og lykke