Jer med angst/tanker/forstillinger

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Anonym skriver:

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Årh hvor er jeg ked af det på dine vegne.

Jeg lider selv af forskellige former for angst, som er udiagnosticeret og som jeg derfor ikke engang kan sætte et navn på. Altså, det er en stor pærevælling her hos mig, socialt, katastrofetanker og så videre og så videre.

Jeg kan godt nok sagtens forstå du er rigtig ked af det når det også er så alvorlige ting du tænker på, og ikke kan komme af med igen. Det er en pine når først man har fået en tanke ind, og den så ikke kan komme ud. 

Jeg har desværre ingen råd, ville bare sige at jeg tror du har ret, du lider af angst.

Kram.

Anonym skriver:

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Årh hvor er jeg ked af det på dine vegne.

Jeg lider selv af forskellige former for angst, som er udiagnosticeret og som jeg derfor ikke engang kan sætte et navn på. Altså, det er en stor pærevælling her hos mig, socialt, katastrofetanker og så videre og så videre.

Jeg kan godt nok sagtens forstå du er rigtig ked af det når det også er så alvorlige ting du tænker på, og ikke kan komme af med igen. Det er en pine når først man har fået en tanke ind, og den så ikke kan komme ud. 

Jeg har desværre ingen råd, ville bare sige at jeg tror du har ret, du lider af angst.

Kram.

Anonym skriver:

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Irene Henriette Oestrich har skrevet bogen "Slip angsten". Her medfølger en cd med træningsøvelser. Den er god.

Du kunne også med fordel tage kontakt til en psykolog (kognitiv terapeut), der kan hjælpe dig med at omlægge mønstre.

Du må ikke forsøger at flygte fra de grimme tanker. Det er faktisk bedre, at du siger "Kom an! - Mig som pædofil siger du? - Kan du ikke gøre det bedre, hva' angst, - kunne du ikke gøre mig til en pædofil morder med HIV og hugtænder? Kunne du ikke forsøge at få mig til at tro, at jeg udvikler bylder over hele kroppen æder babyer til morgenmad?!" Kør den helt ud. Sig kom an! Kæmper du imod, så bliver du bange for at tabe. Og angsten er næret af frygt og bekymring. Når angsten næres vokser den sig større... 

Du skal tage styringen. DU bestemmer præcis HVOR fæl, du forestiller dig, at du kan blive. Latterliggør tanken. Kør den så langt ud, at den bliver grinagtig og hvor INTET er tabu. Din angst leger med tabuer - sex med børn, mord osv.. Tag det til dig. Kæmp ikke imod.

Anonym skriver:

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Nu vil jeg være helt ærlig her!
Jeg tror altså at, (alt med måde) det er ok normalt. Hvis ikke så er jeg altså også angst!
Jeg har en PTSD fra jeg var 15 år gammel, og på trods af at jeg aldrig fik hjælp psykologisk på det, så kom jeg ud på den anden side med KUN mareridt og en "nød plan". Altså "nød planen" går ud på at jeg i forskellige situationer kan udtænke en nødplan, "hvad nu hvis".
F.eks. er min mand og jeg ude og køre taxa på vej til en fest, hvis nu taxaen kører galt, hvad gør jeg så? altså jeg er i alarmberedskab i forskellige sitautioner.

Dette er jo nu blevet spejlet over på min datter, da hun jo nu er det vigtigste i mit liv. F.eks. var vi i vandland i ferien, vi skulle forbi et bassin på 4m dybte og jeg kan IKKE svømme. Jeg blev i 3 sek lidt panisk inderst inde ved tanken om "hvad hvis min datter falder i", så gik jeg udenom med min datter og næsten kravlede på væggen for at komme forbi.

Det jeg prøver at sige er at jeg tror man skal passe på med at gøre sig selv mere "syg" end man er, ALLE mødre har bekymrende tanker om deres børn. "hvad hvis bebs får fat i en stor kniv i skuffen eller jeg taber noget kogende vand i det mit barn løber rundt i køkkenet".
Jeg tror det vigtigste er at du tænker på at du IKKE er syg eller unormal, men prøver at tænke... "ok jeg ved jeg ikke bliver morder! med mindre det er fordi der er en der gør mit barn ondt", "jeg ved jeg ikke bliver pædofil fordi jeg synes det er klamt når man læser om mænd der voldtager børn på 2 måneder ect".

I det du er klar over det, tænker på det, og ikke bryder dig om tanken. Så lad det være en bekræftelse og tænk så på noget andet mere positivt.

Personligt så ville jeg godt kunne slå ihjel og blive morder. Når jeg læser om ham på 18 år fra Somalia som voldtog en 10 årig pige og griner ad det, bekender og anker dommen. SÅ kan jeg godt blive morder!!!

Hmm... Hvordan forklare jeg dette? Jeg tror bestemt at jeg lider af angst... har gået til psykolog, bla. For at arbejde med disse "tanker"... Nogle gange, når jeg er mest sårbar, kan jeg PLUDSELIG få en tanke ind mit hoved! Som feks. Måske elsker jeg ikke mit barn, tænk hvis jeg bliver morder en dagellet tænk hvis jeg faktisk er pædofil og alt muligt andet forfærdeligt!!!??? Jeg kan få de mest forfærdelige tanker, som de fleste gange desværre ikke "blot" forbliver tanker.... "de" vokser og vokser, og sættet dig til angst. Jeg får et rigtig kRftigt sug i maven, og koldsved. Mit hjerte hamre derud ad og jeg får det fysisk dårligt!! Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne sige "hold nu op med at tro på de latterlige tanker...det er din hjerne det spillet dig et pus" men alligevel får jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det måske passere alligevel? Nogen der har god erfaring med nogle terapeuter der kan hjælpe mig med at fjerne min angst, når den i alle mulige forklædninger dukker op? Er der en god måde at fjerne eller dæmpe angsten selv? Tak fordi du/i læste med... Jeg kan vel ikke være den eneste i hele verden, som lider af disse angst/tanker, som pludselig dukker op

Hej

Det du beskriver kan godt lyde som OCD (obsessive compulsive disorder), du skal selvfølgelig diagnostiseres med din angst hos en professionel. Du bør henvende dig hos din læge, og fortælle det samme som du har skrevet herinde, og lægen vil kunne henvise dig til psykiatrien og en psykolog. OCD og angst generelt kan effektivt behandles med kognitiv adfærdsterapi, og det vil derfor være en fordel at arbejde med en professionel der har erfaring indenfor det. 

Der kan også være tale om fødselsdepression, det er derfor vigtigt at du henvender dig hos din læge.

Jeg har personlig erfaring med angst og vil gerne være dig yderlig behjælpelig hvis du skriver privat besked.

Hej, jeg har også den angst du beskriver, så du er bestemt ikke alene i verden! jeg er i behandling, og får både "lykkepiller" og beroligende medicin, da jeg også har en depression. Du er meget velkommen til at skrive til mig, det vil også være dejligt at have en anden at snakke med, da man jo føler at det er det værste i verden man går rundt og tænker på!!

Flodkilling skriver:

Nu vil jeg være helt ærlig her!
Jeg tror altså at, (alt med måde) det er ok normalt. Hvis ikke så er jeg altså også angst!
Jeg har en PTSD fra jeg var 15 år gammel, og på trods af at jeg aldrig fik hjælp psykologisk på det, så kom jeg ud på den anden side med KUN mareridt og en "nød plan". Altså "nød planen" går ud på at jeg i forskellige situationer kan udtænke en nødplan, "hvad nu hvis".
F.eks. er min mand og jeg ude og køre taxa på vej til en fest, hvis nu taxaen kører galt, hvad gør jeg så? altså jeg er i alarmberedskab i forskellige sitautioner.

Dette er jo nu blevet spejlet over på min datter, da hun jo nu er det vigtigste i mit liv. F.eks. var vi i vandland i ferien, vi skulle forbi et bassin på 4m dybte og jeg kan IKKE svømme. Jeg blev i 3 sek lidt panisk inderst inde ved tanken om "hvad hvis min datter falder i", så gik jeg udenom med min datter og næsten kravlede på væggen for at komme forbi.

Det jeg prøver at sige er at jeg tror man skal passe på med at gøre sig selv mere "syg" end man er, ALLE mødre har bekymrende tanker om deres børn. "hvad hvis bebs får fat i en stor kniv i skuffen eller jeg taber noget kogende vand i det mit barn løber rundt i køkkenet".
Jeg tror det vigtigste er at du tænker på at du IKKE er syg eller unormal, men prøver at tænke... "ok jeg ved jeg ikke bliver morder! med mindre det er fordi der er en der gør mit barn ondt", "jeg ved jeg ikke bliver pædofil fordi jeg synes det er klamt når man læser om mænd der voldtager børn på 2 måneder ect".

I det du er klar over det, tænker på det, og ikke bryder dig om tanken. Så lad det være en bekræftelse og tænk så på noget andet mere positivt.

Personligt så ville jeg godt kunne slå ihjel og blive morder. Når jeg læser om ham på 18 år fra Somalia som voldtog en 10 årig pige og griner ad det, bekender og anker dommen. SÅ kan jeg godt blive morder!!!

Er helt enig med dette indlæg.

Hej kan se det er noget tid siden denne trød blev oprettet, men fandt den da jeg søgte på det som er ved at gøre mig vandvittig indvendig, nemlig er man tror man er pædofil i sine tvangstanker. Der kommer de mest mærkelige tanker, som bare ikke kan stoppes igen. Håber du er kommet videre, og hvordan? Og hvordan har du det med det idag.? Er helt bange for angsten nu. Og hva det næste bliver. 

Nanves skriver:

Hej, jeg har også den angst du beskriver, så du er bestemt ikke alene i verden! jeg er i behandling, og får både "lykkepiller" og beroligende medicin, da jeg også har en depression. Du er meget velkommen til at skrive til mig, det vil også være dejligt at have en anden at snakke med, da man jo føler at det er det værste i verden man går rundt og tænker på!!

Hej 

jeg er lige blevet medmor til 2 tvillinge piger, de er 8 uger nu. Og tro mig jeg er det samme igennem, det startede med død og ulykker og lige pludselig kom tanken pædofil og det hele kørte i ring med tvangstanker der altid kørte på børnene. Jeg er på 2,5 uge hen i medecin behandling, så håber snart der er bedring i mine total frustrerne og overhovede ikke acceptale tvangstanker. Hvordan går det dig ? Er du kommet videre efter disse tanker, siger til mig selv, du er syg, din hjerne kortsluttet, ellers blir jeg sindsyg!!! Tror aldrig jeg kommer videre ( vh Mette