Er rådvild og sønderknust

Jeg er dybt ulykkelig, jeg har over en længere årrække været sygemeldt, og fået forskellige diagnoser på, jeg har fået 2 børn og har en dejlig mand, og alt gik super fint

Lige indtil der kom nye regler, jeg skulle ha haft pension, og nu kan jeg ikke fordi jeg er under 40 år

Jeg er så knust, jeg havde håbet på et fleksjob( som jeg er visiteret til, da jeg ikke kunne få pension pga manglende diagnose, som jeg fik for et par måneder siden) jeg er nu i arbejdsprøvning, og selv 1 time om ugen ødelægger hele min hverdag, øgede smerter, ødelagt søvn, det har givet en rulle effekt, og har det dårligt hver dag, og får intet lavet, nyder ikke mine unger, orker ikke andre mennesker og har så meget skyldfølelse, jeg havde håbet, og nu har det ødelagt alt, og det var endelig begyndt st gå rigtig godt, jeg følte livet var det værd efter børnene er kommet til, vi ville have en mere, og nu, totalt ødelagt og grædefærdig, og selv stedet siger jeg burde få pension, men kan jeg ikke da jeg er under 40, så nu bliver det her mit liv fremover, konstant frygt, ingen energi, totale smerter og div andre ting

Jeg er så ked af det og et sted gal på systemet, st min alder er eneste faktor, for om jeg har lidt livskvalitet eller ej, frygter de vil skrive ned pg tage børnene hvis de ved hvordan jeg har det, føler ikke livet er værd at leve, men ved mine børn har brug for mig, jeg råber konstant, og har ingen lunte, og føler jeg er gået helt ned med flaget efter kun 1.5 mdr

Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, er så knust, synes livet var udfordrende nok, pga min sygdom (kronisk fysisk sygdom som aldrig bliver bedre, men kun kan blive værre) frygter det igen vil gøre skade at jeg er sendt ud, og føler det som et kæmpe nederlag og som en stor fiasko, kan åbenbart ikke engang med de nye regler, få et arbejde, og give en værdi, nu kan jeg knap nok være der for mine børn, min mand og mig selv, og ikke nok med det, oveni at være komplet uduelig og uarbejdsdygtig, kan jeg ikke engang få en pension, fordi jeg ikke er 40

Ved ikke hvad jeg vil med indlægget, føler mig bare så alene, sårbar, fortabt og dybt ulykkelig

ville ikke gå uden masser

det er bare så uretfærdigt at man ikke kan se på mennesket og så lave reglerne lidt derefter.

Der vil bare være nogen der bliver fange i reglerne og det er ikke retfærdigt.

føler med dig er selv fleksjobber så kender systemet alt for godt. og hvor er det dog trist man nu ser på alder frem for den enkeltes situation. hvad er deres plan med dig nu ??? troede egentlig godt man kunne tilkendes under særlige omstændigheder kan du evt forklare sagsbehandler på en pæn måde hvad det betyder for din hverdag at du har den uvished om om de sender dig ud når du ved du ikke kan klare det ? det er jo i børnenes tarv du har det bedst muligt , og tror ikke de vil tage dem fordi du har det skidt så længe børnene har det godt. det er ikke i deres tarv at blive revet væk fra deres mor medmindre det er absolut eneste mulighed

Kris89 skriver:

ville ikke gå uden masser

det er bare så uretfærdigt at man ikke kan se på mennesket og så lave reglerne lidt derefter.

Der vil bare være nogen der bliver fange i reglerne og det er ikke retfærdigt.

Tak, det varmer

Anonym skriver:

Jeg er dybt ulykkelig, jeg har over en længere årrække været sygemeldt, og fået forskellige diagnoser på, jeg har fået 2 børn og har en dejlig mand, og alt gik super fint

Lige indtil der kom nye regler, jeg skulle ha haft pension, og nu kan jeg ikke fordi jeg er under 40 år

Jeg er så knust, jeg havde håbet på et fleksjob( som jeg er visiteret til, da jeg ikke kunne få pension pga manglende diagnose, som jeg fik for et par måneder siden) jeg er nu i arbejdsprøvning, og selv 1 time om ugen ødelægger hele min hverdag, øgede smerter, ødelagt søvn, det har givet en rulle effekt, og har det dårligt hver dag, og får intet lavet, nyder ikke mine unger, orker ikke andre mennesker og har så meget skyldfølelse, jeg havde håbet, og nu har det ødelagt alt, og det var endelig begyndt st gå rigtig godt, jeg følte livet var det værd efter børnene er kommet til, vi ville have en mere, og nu, totalt ødelagt og grædefærdig, og selv stedet siger jeg burde få pension, men kan jeg ikke da jeg er under 40, så nu bliver det her mit liv fremover, konstant frygt, ingen energi, totale smerter og div andre ting

Jeg er så ked af det og et sted gal på systemet, st min alder er eneste faktor, for om jeg har lidt livskvalitet eller ej, frygter de vil skrive ned pg tage børnene hvis de ved hvordan jeg har det, føler ikke livet er værd at leve, men ved mine børn har brug for mig, jeg råber konstant, og har ingen lunte, og føler jeg er gået helt ned med flaget efter kun 1.5 mdr

Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, er så knust, synes livet var udfordrende nok, pga min sygdom (kronisk fysisk sygdom som aldrig bliver bedre, men kun kan blive værre) frygter det igen vil gøre skade at jeg er sendt ud, og føler det som et kæmpe nederlag og som en stor fiasko, kan åbenbart ikke engang med de nye regler, få et arbejde, og give en værdi, nu kan jeg knap nok være der for mine børn, min mand og mig selv, og ikke nok med det, oveni at være komplet uduelig og uarbejdsdygtig, kan jeg ikke engang få en pension, fordi jeg ikke er 40

Ved ikke hvad jeg vil med indlægget, føler mig bare så alene, sårbar, fortabt og dybt ulykkelig

Stort kram 

Anonym skriver:

Jeg er dybt ulykkelig, jeg har over en længere årrække været sygemeldt, og fået forskellige diagnoser på, jeg har fået 2 børn og har en dejlig mand, og alt gik super fint

Lige indtil der kom nye regler, jeg skulle ha haft pension, og nu kan jeg ikke fordi jeg er under 40 år

Jeg er så knust, jeg havde håbet på et fleksjob( som jeg er visiteret til, da jeg ikke kunne få pension pga manglende diagnose, som jeg fik for et par måneder siden) jeg er nu i arbejdsprøvning, og selv 1 time om ugen ødelægger hele min hverdag, øgede smerter, ødelagt søvn, det har givet en rulle effekt, og har det dårligt hver dag, og får intet lavet, nyder ikke mine unger, orker ikke andre mennesker og har så meget skyldfølelse, jeg havde håbet, og nu har det ødelagt alt, og det var endelig begyndt st gå rigtig godt, jeg følte livet var det værd efter børnene er kommet til, vi ville have en mere, og nu, totalt ødelagt og grædefærdig, og selv stedet siger jeg burde få pension, men kan jeg ikke da jeg er under 40, så nu bliver det her mit liv fremover, konstant frygt, ingen energi, totale smerter og div andre ting

Jeg er så ked af det og et sted gal på systemet, st min alder er eneste faktor, for om jeg har lidt livskvalitet eller ej, frygter de vil skrive ned pg tage børnene hvis de ved hvordan jeg har det, føler ikke livet er værd at leve, men ved mine børn har brug for mig, jeg råber konstant, og har ingen lunte, og føler jeg er gået helt ned med flaget efter kun 1.5 mdr

Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, er så knust, synes livet var udfordrende nok, pga min sygdom (kronisk fysisk sygdom som aldrig bliver bedre, men kun kan blive værre) frygter det igen vil gøre skade at jeg er sendt ud, og føler det som et kæmpe nederlag og som en stor fiasko, kan åbenbart ikke engang med de nye regler, få et arbejde, og give en værdi, nu kan jeg knap nok være der for mine børn, min mand og mig selv, og ikke nok med det, oveni at være komplet uduelig og uarbejdsdygtig, kan jeg ikke engang få en pension, fordi jeg ikke er 40

Ved ikke hvad jeg vil med indlægget, føler mig bare så alene, sårbar, fortabt og dybt ulykkelig

nu er reglerne sådan at for dem hvor der ikke er nogen anden mulighed kan man stadig få pension..også selvom man er under 40!
Så jeg synes at du skal kæmpe for at få gennemført din arbejdsprøvning men husk at skrive din dagbog med ALLE dine gener pga arbejdet eller hvis du allerede har været der noget tid ringe og snakke med din sagsbehandler om at du altså ikke kan mere og er nødt til at sygemelde dig.

Der ER håb! Men jeg giver dig ret i, at vejen dertil er mega hård.

Jeg kan anbefale forrummet http://www.k10.dk/
der er rigtig mange som kan hjælpe, både med viden men også med konkrete ting som fx. at skrive en klage.

Den nye reform skriver faktisk:
Personer, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt
åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, er undtaget fra ressourceforløb og skal stadig kunne tilkendes førtidspension. Det kan fx være borgere med
en betydelig nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning, personer med
en alvorlig hjerneskade eller en person med alvorlige lidelser, hvor de medicinske
behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen er kort levetid, eller at sygdommen er hastigt accelererende.

Så det handler altså om at kunne påvise at du opfylder mindst et af de kriterier.

l.kjoeller skriver:

føler med dig er selv fleksjobber så kender systemet alt for godt. og hvor er det dog trist man nu ser på alder frem for den enkeltes situation. hvad er deres plan med dig nu ??? troede egentlig godt man kunne tilkendes under særlige omstændigheder kan du evt forklare sagsbehandler på en pæn måde hvad det betyder for din hverdag at du har den uvished om om de sender dig ud når du ved du ikke kan klare det ? det er jo i børnenes tarv du har det bedst muligt , og tror ikke de vil tage dem fordi du har det skidt så længe børnene har det godt. det er ikke i deres tarv at blive revet væk fra deres mor medmindre det er absolut eneste mulighed

Lederen af stedet er ved at snakke med min sagsbehandler, som nu vil have mig i praktik, så nu vil lederen igen prøve, det er simpelthen udelukket, for første gang, sætter jeg hælene i, det er utopi, at spilde tid på en praktik, når jeg alene på kursus ikke engang har energi til den ugentlige samtale på 1 times tid

Jeg håber, for synes det påvirker mit ægteskab pg mine børn rigeligt, men kan godt se jeg intet orker herhjemme og alt hænger på min mand, føler mig så værdiløs og ubrugelig og et sted er dejligt de klarer den uden mig, men også hårdt at man ingen forskel gør, og det faktisk er lige meget om jeg er der eller ej, føler nogle dage børnene er bedre tjent uden deres sure smerteplagede mor, bare pga den åndssvage prøvning/kursus. Jeg var selv overbevist om jeg nok godt kunne klare 6-8 timer med tiden mere, hvor føler jeg mig dum at tro, jeg havde fået det bedre, fordi jeg har kæmpet for at få en hverdagsrytme, jeg kunne holde til

Wimmie skriver:

Stort kram 

Tak

Har i evt. mulighed for at leve for en indkomst, hvor han så får dit fradrag? Så du ikke skal være bundet af alle de regler og systemer

Nemesis skriver:

nu er reglerne sådan at for dem hvor der ikke er nogen anden mulighed kan man stadig få pension..også selvom man er under 40!
Så jeg synes at du skal kæmpe for at få gennemført din arbejdsprøvning men husk at skrive din dagbog med ALLE dine gener pga arbejdet eller hvis du allerede har været der noget tid ringe og snakke med din sagsbehandler om at du altså ikke kan mere og er nødt til at sygemelde dig.

Der ER håb! Men jeg giver dig ret i, at vejen dertil er mega hård.

Jeg kan anbefale forrummet http://www.k10.dk/
der er rigtig mange som kan hjælpe, både med viden men også med konkrete ting som fx. at skrive en klage.

Den nye reform skriver faktisk:
Personer, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt
åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, er undtaget fra ressourceforløb og skal stadig kunne tilkendes førtidspension. Det kan fx være borgere med
en betydelig nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning, personer med
en alvorlig hjerneskade eller en person med alvorlige lidelser, hvor de medicinske
behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen er kort levetid, eller at sygdommen er hastigt accelererende.

Så det handler altså om at kunne påvise at du opfylder mindst et af de kriterier.

Tak, tror desværre det bliver svært, har ikke energi til dagbog, men fortæller lederen hvordan det går, og må få ny samtale, og evt selv spørge om muligheden for at søge pension inden jeg går helt ned