Antideprissiv medicin ???

baby012 skriver:

Jeg synes bare alle jeg kender er på det  

og må indrømme at jeg aldrig nogensinde har forstået hvorfor man overhoved giver den slags medicin ud.. Men er også af den holdning at lidt motion og et positivt syn på livet kan fjerne NÆSTEN alle former for psykiske lidelser. 

men hvorfor er lægerne så villige til at give det ud ?? Da jeg mistede min farmor og nævnte det for min læge at jeg var lidt ked af det over det, spurgte hun mig om jeg så måske ikke skulle overveje noget antidepressiv ?? 

Synes det for meget

hvad med jer herinde?? Er i på det? Har været? Eller kender nogen som er ?? 

Jeg har været på det i 6 mdr. engang og har nu mindre hjerneblødninger, som det ses ved en mr scanning.

Jeg er i dag 95% modstander af antidepressiver. De sidste 5% er til dem der er psykotiske, som jeg mener der skal have medicin.

på DSV 11 bliver det indført at hvis man har sorg; og hvis man har fibromyalgi/kronisk træthedssyndromg/kronisk tarmproblemer osv. så skal man have antidepressiver. Da jeg mener det er fysiske lidelser og at sorg er en almindelig ting der skal bearbejdes, kæmper jeg mod dette.

baby012 skriver:

Jeg synes bare alle jeg kender er på det  

og må indrømme at jeg aldrig nogensinde har forstået hvorfor man overhoved giver den slags medicin ud.. Men er også af den holdning at lidt motion og et positivt syn på livet kan fjerne NÆSTEN alle former for psykiske lidelser. 

men hvorfor er lægerne så villige til at give det ud ?? Da jeg mistede min farmor og nævnte det for min læge at jeg var lidt ked af det over det, spurgte hun mig om jeg så måske ikke skulle overveje noget antidepressiv ?? 

Synes det for meget

hvad med jer herinde?? Er i på det? Har været? Eller kender nogen som er ?? 

Jeg har ikke - men kender mange! 

baby012 skriver:

Jeg synes bare alle jeg kender er på det  

og må indrømme at jeg aldrig nogensinde har forstået hvorfor man overhoved giver den slags medicin ud.. Men er også af den holdning at lidt motion og et positivt syn på livet kan fjerne NÆSTEN alle former for psykiske lidelser. 

men hvorfor er lægerne så villige til at give det ud ?? Da jeg mistede min farmor og nævnte det for min læge at jeg var lidt ked af det over det, spurgte hun mig om jeg så måske ikke skulle overveje noget antidepressiv ?? 

Synes det for meget

hvad med jer herinde?? Er i på det? Har været? Eller kender nogen som er ?? 

bliver fandme harm over din kommentar!  jeg er på citolapram og kommer nok til at være det mange år endnu! en gå tur kan sku ikke kurere en depression! men nu har jeg os både en slem depression og angst for andre mennesker. Får jeg ikke min medicin så ryger jeg langt ned i et hul den ene gang blev jeg indlagt på psyk fordi jeg ikke ville leve mere og det var pga jeg ikke blev medicineret rigtig! så nogen mennesker bliver altså nød til at få medicin for at kunne klare en hverdag og have lyst til at leve!

Jeg tog anti dep medicin on off i 3år pga diverse ting.. Det var min redning...

Det er altså ikke at man ka klare med en gå tur og et smil på læben, det er naivt at tro.. Måske de lettere tilfælde af deperession ka klares på den måde men der er jo altså mange grader og sammensætninger og ja årsager for så vidt..

bobbles skriver:

bliver fandme harm over din kommentar!  jeg er på citolapram og kommer nok til at være det mange år endnu! en gå tur kan sku ikke kurere en depression! men nu har jeg os både en slem depression og angst for andre mennesker. Får jeg ikke min medicin så ryger jeg langt ned i et hul den ene gang blev jeg indlagt på psyk fordi jeg ikke ville leve mere og det var pga jeg ikke blev medicineret rigtig! så nogen mennesker bliver altså nød til at få medicin for at kunne klare en hverdag og have lyst til at leve!

Du skrev det jeg tænkte!



Jeg er fuldstændig enig I at i NOGLE tilfælde, men langt fra alle, er det ikke nødvendigt med medicin. Men det er en vurderingssag og læger vurderer åbenbart forskelligt.

Men en depression går ikke over af at gå en tur eller starte i fitness, som mange tror... Det er jo meget mere end "bare" at være i dårligt humør og hænge lidt med næbet. Det er en belastning der påvirker hele ens livsopfattelse, døgnrytme, familieliv, karriere og meget mere, og det løser en gåtur sgu ikke bare...

En depression kan ikke BARE klares med motion... Så kan man måske også BARE TÁ SIG SAMMEN?? 

Ej. Jeg har været på medicinen i over 11 år nu. Jeg er flere gange blevet prøvet at trappe ud, og hver gang må jeg indse at jeg ikke kommer af med det lige nu. Nu ligger verden sådan at min antidepressiv også hjælper mod nervesmerter som jeg har fra en FYSISK skade, og den skade er kommet for at blive. Altså jeg dør nok på antidepressiv.

Du skal ikke have antidepressiv fordi du har mistet en farmor, mor, eller andet... Du skal have antidepressiv når verden er imod dig, bilerne køre på vejen, græsset groer, og barne stemmer ikke længere gør dig glad.

Mennesker på antidepressiv mangler et stof i hjernen (serotonin) dette stof bliver udgivet under feks motion - hvis man ikke er for langt nede - eller ved at høre barne latter... Antidepressiv fylder din hjerne med det stof som du mangler, ikke for meget, eller for lidt... Derfor virker det ikke på en som er ked af at et familiemedlem er død. Din hjerne producere serotonin selvom dit familiemedlem er død. Der er forskel på sorg i hjernen som er en antidepressiv, og sorg i hjertet, som er noget man bearbejder gennem alm samtaler, og tid. 

Nogen gange ser man at sorg i hjertet KAN UDVIKLE sig til sorg i hjernen, og nogen derfor er nød til at få antidepressiv, men giv det 6-12 måneder før... Sorg tager tid at bearbejde, og er bestemt ikke en dans på roser.

Jeg blev selv medicineret første gang af en psykolog, og da medicinen ikke havde en virkning og jeg røg helt ned, måtte ind at hilse på den lukkede, og derefter B&U psyk fik jeg en psykiater som kom med endnu flere diagnoser og ommedicinered mig, medicinen virkede, og jeg er ikke i tvivl om at uden medicin, og min mors hjælp, så havde jeg ikke siddet her i dag, det kan slet ikke tælles på 2 hænder hvor mange gange jeg har haft selvmordstanker, og haft stemmer som sagde det til mig...

Jeg har været på det, som er anti-depressiv i 1½ år. Jeg får nu stemningsregulerende i stedet for, da jeg har fået diagnosen borderline, og har mange stemningsudsving både depressiv og næsten manisk. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få min medicin, fordi alt andet var ulideligt for mig. 

Jeg tror så slet ikke på det samme som dig, da jeg ikke tror på at motion og et positivt syn, kan fjerne næsten alle psykiske lidelser. Jeg kan via terapi og/eller medicin måske få en meget mere tålelig hverdag, hvilket et smil og gåtur ikke kan klare. Måske er det egentligt mere din kommentar om det positive sind jeg lidt kvæles i, for hvis man kan se på tingene med et positivt sind/syn, så er man måske heller ikke der, hvor man taler om en psykisk lidelse 

Jeg er enig med dig i, at motion kan hjælpe, men ikke alle har overskuddet til at kunne gøre det, hvilket vel egentligt også er en forholdsvis almindelig tilstand ved en svær depression tror jeg. 

Jeg tror at motion og et positivt sind kan hjælpe nogle, men ikke dem, hvor vi reelt taler om psykiske sygdom/kroniske tilstande/personligheds forstyrrelser. Så er der for mig tale om de lidt "lettere" tilstande, som en mildere depression fx. 

gædde/gitte skriver:

man ber da heller ikke én med et brækket ben om at motionere

Når man er syg i psykken - så er man SYG.

ofte er det en personlig kamp at i det hele taget at komme i bad, stå op, sove.... man kan intet når man er helt nede


Jeg syntes det er mere utroligt at der er nogen der ikke anderkender sygdommen.

Enig! Og tænker samtidig har du en depression, så kan du ikke bare sådan lige finde et positiv livssyn... sorry TS, men det viser godt nok hvor uvidende du er om det at have en psykisk lidelse..

jo mange er på antidepressiv idag, men idag er arbejdslivet også langt mere psykisk betinget/presset end det var tidligere, hvor det mere var fysisk belastende..

I dag skal du have stor hus, bil, børn, hus, det rette job osv osv og INGEN steder tillader du dig selv at fejle eller svække på kravene..

wamse skriver:

Jeg har været på det, som er anti-depressiv i 1½ år. Jeg får nu stemningsregulerende i stedet for, da jeg har fået diagnosen borderline, og har mange stemningsudsving både depressiv og næsten manisk. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få min medicin, fordi alt andet var ulideligt for mig. 

Jeg tror så slet ikke på det samme som dig, da jeg ikke tror på at motion og et positivt syn, kan fjerne næsten alle psykiske lidelser. Jeg kan via terapi og/eller medicin måske få en meget mere tålelig hverdag, hvilket et smil og gåtur ikke kan klare. Måske er det egentligt mere din kommentar om det positive sind jeg lidt kvæles i, for hvis man kan se på tingene med et positivt sind/syn, så er man måske heller ikke der, hvor man taler om en psykisk lidelse 

Jeg er enig med dig i, at motion kan hjælpe, men ikke alle har overskuddet til at kunne gøre det, hvilket vel egentligt også er en forholdsvis almindelig tilstand ved en svær depression tror jeg. 

Jeg tror at motion og et positivt sind kan hjælpe nogle, men ikke dem, hvor vi reelt taler om psykiske sygdom/kroniske tilstande/personligheds forstyrrelser. Så er der for mig tale om de lidt "lettere" tilstande, som en mildere depression fx. 

Rigtig godt skrevet

Jeg synes bare alle jeg kender er på det  

og må indrømme at jeg aldrig nogensinde har forstået hvorfor man overhoved giver den slags medicin ud.. Men er også af den holdning at lidt motion og et positivt syn på livet kan fjerne NÆSTEN alle former for psykiske lidelser. 

men hvorfor er lægerne så villige til at give det ud ?? Da jeg mistede min farmor og nævnte det for min læge at jeg var lidt ked af det over det, spurgte hun mig om jeg så måske ikke skulle overveje noget antidepressiv ?? 

Synes det for meget

hvad med jer herinde?? Er i på det? Har været? Eller kender nogen som er ?? 

Jeg er fuldstændig enig i, at der nogle gange fra lægernes side skal tænkes lidt mere over når de vælger at give antidepressiva.

Men når jeg læser at du skriver " og et positivt syn på livet kan fjerne NÆSTEN alle former for psykiske lidelser. " så kan jeg også hurtigt tyde at du desværre ikke forstår hvad f.eks en depression, angst, skizofreni, paranoia etc. går ud på. Fordi HVIS man kunne se positivt på livet, så var man ikke syg af f.eks. depression - det er faktisk hovedessensen i sygdommen, at man ikke kan komme op af det mørke hul som ens psyke har omgivet en med.

Der er så forfærdelig mange former for psykiske lidelser og også mange grader af det. Der er helt sikkert mange som kunne slippe for medicin fordi de eks. har en mild depression og har mulighed for at snakke sig ud af det med en psykolog.

Jeg synes at lægerne skal være mere dybdegående når de taler med et menneske som har det skidt, bruge mere tid på samtale og lave henvisninger til andre prof. som kan være med til at vurdere tilstanden og om der skal gives medicin.

Derudover så synes jeg bestemt også at folk som ikke har været ramt af psykiske sygdomme skal oplyses langt mere om hvad det egentligt handler om. I mine ører lyder den sætning du har skrevet med motion lidt som når folk siger "det skal bare arbejdes væk". Man er nødt til som pårørende, det kan være veninde, bror, kollega, hustru etc. sætte sig ind i hvad det egentlig handler om og prøve at for en forståelse overfor hvad det er at dette menneske kæmper med.

Vi skal ikke vurdere om et menneske er sygt nok til at få medicin, det burde lægerne klare og derfor har de det allerstørste ansvar.

Jeg er ikke på antidepressiva eller andre former for medicin.

/Fenja