Frk. Himmelblå skriver:
Er altså nysgerrig, - har du lyst til at dele, hvorfor du har valgt amning fra på forhånd? Det kunne måske kaste lidt lys over debatten.. 
Jamen, i en forsøgt forkortet version
Jeg havde gennem min 1. graviditet haft et meget ambivalent forhold til det at skulle amme.
Jeg har et lidt anstrengt forhold til berøring af mine bryster i forvejen og kan slet ikke forholde mig til tanken om at "nogen" skal sutte på dem og invadere dem. Jeg får det helt dårlig af tanken... Og jeg har egentlig flere gange overvejet at få fjernet mine bryster, det er ikke dem der udgør, hverken mig eller min feminine side og jeg hader det, at have bryster.
Men på den anden side, havde jeg det også lidt svært ved at nægte min baby noget så essentielt som modermælk bare fordi jeg har det lidt underligt med det, for så ikke at snakke om blufærdighed og det at amme offentligt og når man selv er en af dem der løfter bryn af offentlig amning, ja så er det sgu lidt svært selv at skal være "en af dem", men anyway, det var mit 1. barn og jeg kunne jo ikke sige nej, før jeg havde hvert fald givet det en chance
Og gud fri mig vel, for sygeplejesker, jordemødre og sundhedsplejerske der er total hjernevasket hvad angår amning, det er da bare noget alle burde kunne gøre!
Dette resulterede i døgn amning hver eneste time, i godt 8 uger, for jeg ville jo ikke tabe kampen, nu havde jeg sat mig for at det her skulle lykkes! Hurra, efter 8 meget meget laaaaaaaaaaaaaaange uger gav jeg endelig op, og min 1. fødte kom på flaske, YES NU TOG HAN SGU PÅ... 1,8 kg på 1 UGE!
2. graviditet blev jeg bekræftet i, at jeg IKKE var en "ammende-mor", jeg ville være total overskudsmor der ville have tid til begge mine unger, og det fik jeg, jeg valgte flasken fra nr. 2 viste sit ansigt og hold nu kæft, hvor var det den rigtige beslutning
Så ja, nr. 3 kommer også til at være flaskebarn og hurra fra det