Det skulle ikke være alligevel.....

Det gør mig ondt,Maria...!
Det er så uretfærdigt!!

Ja det er PISSE URETFÆRDIGT!

Mettemus skriver:

Åh hvor jeg kender det! Hele korthuset der vælter... alle de planer man har lagt, de drømme man har, som bare ødelægges.

For hvad er nu det rigtige at gøre? Se på alderen i forhold til den store og skynde sig at lave en ny baby eller vælge den økonomisk forsvarlige løsning og vente til man er i job? Og hvad så hvis man ikke kommer det inden for et halvt år? Et helt år? To år? Det er et umuligt valg at træffe!

Og størst af alt er sorgen og savnet. For det var jo lige nøjagtig DEN baby, man gerne ville have haft. Ikke nogen ny, ikke nogen anden - DEN BABY!

Folk omkring én der prøver at trøste.... de fleste gør det heldigvis godt - lader sorgen få den plads, den skal have. Men der er også rigtig meget "det er jo naturens gang" eller "nå men da var da heldigt, at det var allerede nu og ikke først når...." HOLD KÆFT! Lad være med at forsøge at pakke min sorg ned og ind og putte den i en kasse som en undskyldning. Den fylder! Og det skal den have lov til - lige så længe som det overhovedet er nødvendigt.

Jeg blir så harm over hvor lidt respekt en sorg over en abort har. For det ER en regulær sorg, men i lægeverdenen er det bare gynækologi. Jeg blev scannet 1. gang på en privatklinik, men ligeså snart jeg var inde i det offentlige system, sad jeg side om side med store gravide maver. Jeg mødte en gammel veninde i venteværelset på sygehuset inden samtalen om fremgangsmåde i forhold valg af aborttype. Hun skulle til MD-scanning. Jeg spurgte, om hun var glad og havde det godt? "Ja, kan man være andet, når man sidder her?" JA! Man kan være rigtig, skide ked af det og bund ulykkelig! Væggene var plastret til med tilbud om graviditetsyoga, hvad man skal spise, når man er gravid. De eneste magasiner man kunne læse var "Gravid" "Vores Børn" osv.... Da jeg var færdig hos lægen, skulle jeg selv gå ned på afdelingen, hvor jeg skulle indlægges og aflevere min journal - nede på gangen med alle de nyfødte. Hvad fanden er det for noget? Hvor usensitivt er det? Hvorfor er der ingen, som anerkender, at det fandme ER en sorg? Hvorfor skulle jeg have nyfødte og gravide maver tværet rundt i masken, mens jeg selv sad der og var så ulykkelig? Altså jeg ved da godt, at de ikke kan lave en hel afdeling for kvinder der skal have aborter, men de kunne da selv sende det papir rundt i huset? Argh! Syntes, det var så ulideligt!

SKRIV, Maria, når du får brug for det! Jeg er lige her...

Knus og flere knus

Ja jeg kan jo tydeligt og desværre! Rigtig godt mærke og læse at du selv har været her, for ikke så længe siden... De ting du beskriver; sådan har jeg det også. 

Jeg er nødt til lige at læsse af, så nu kommer der en ret voldsdom beskrivelse af min nat hvor jeg selv aborterede spontant. Så er I advaret!

Startede med at blive sendt forkert i går til skanning, så sad og ventede sammen med en masse lykkelige gravide og sportskader? I et alt for stort og åbent venteværelse. Det var virkelig ubehageligt at sidde der og være så ked af det og ikke kunne få lov til at være det "i fred". Blev så efter en godt 3 kvarter hentet og sendt det rigtige sted hen. 

Da jeg kommer hjem er vi bare kede af det, men skal også lige holde lidt på det hele indtil svigermor er kommet og hentet N. Herefter gik manden i selvsving med alverdens gøremål fordi han ikke magtede alle tankerne og tristheden og jeg sad bare i sofaen og afledte tankerne med lidt hækling. ca kl 22 begynder jeg at bløde med lidt klumper i og vi snakker om at jeg sikkert selv er i gang med at "rense ud". Vi går i seng, hvor jeg jævnligt lige er ude og afstøde noget størknet blod. Ca 00:30/01:00 står jeg op og går på wc (og bliver der) for jeg har simpelthen bare så mange smerter. Det er rigtig voldsomt og jeg bløder ret så kraftigt og hver gang jeg trykker mig selv på maven kommer der store klumper ud. Jeg bliver ret utryg ved situationen og beslutter mig for at sætte mig ind i brusekabinen, for at få et overblik over hvor meget jeg reelt bløder, da det er svært at fornemme på wc'er. Jeg tager et håndklæde og sætter mig "til rette". Hver gang jeg bevæger mig kommer der klumper og blod ud. Enkelte af de store klumper er i omegnen af 5x 2-3 cm. Og der er bare rigtig meget blod. Jeg har smerter svarende til de udvidelse veer jeg havde med N (og DET er ondt som i nogen dolker mig med en kniv konstant i hver hofte og prøver samtidig at hive mine ben af) jeg føler situationen begynder at komme ud af kontrol, det snurre i mine tænder, jeg føler jeg bløder. Bare jeg tænker på at bevæge mig. Jeg har tidlige haft ringet til vagtlægen da jeg sad på wcet, fordi jeg synes jeg blødte voldsomt, men der blev jeg bare mødt med en halv latter? At med med mindre jeg styrtblødte, som i store stråler, så var det ikke alvorligt. Jeg beslutter mig nu for at ringe til fødegangen fordi jeg er ved at panikke. Her får jeg fat i en sød jordmoder, der desværre ikke kan hjælpe, som derfor stiller mig om time en bagvagt der er "typisk læge" her for jeg at vide at blod jo virker af mere end det er, selvom jeg beskriver for hende at jeg i hvert fald har blødt en halv liter + alle klumperne og at det nærmest render ud af mig og at jeg er bange. Men der e ikke rigtig noget at komme efter. Jeg får at vide at det er normalt at have ondt og at nogen også besvimer af smerten og blodtabet, om jeg har nogen ved mig? TAK FOR LORT!!!!!!!!! Jeg følte mig virkelig latterliggjort! Jeg synes faktisk selv eg er RET SÅ COOL til sådan nogle ting her og er meget observerende og går ikke nemt i panik og håndtere min smerte fornuftigt. Det var super fesent at få slynget i hovedet " jamen blod virker også voldsommere end det er" HØR EFTER HVAD JEG SIGER!!!! Jeg opgir at snakke med hende og får afsluttet. Hum beder mig dog komme en time tidligere ind så vi kan få tjekket om alt selv er kommet ud. På det her tidspunkt har jeg stilt mig op og der strømmer der en "fin å" af blod ned af begge mine inderlår og jeg har rigtig mange smerter. Eftersom jeg har fået at vide at der ikke er noget maks for hvor meget man bløder, dropper jeg  min egen lille overvågning og tager den varme bruser som smertelindring. Jeg får drukket en juice, som manden kom ud med (mens jeg havde trukket badeforhænget for så han ikke kunne se alt blodet, for så vidste jeg han ville gå i panik). Juicen hjælper og jeg får rusket mig selv op, får "ryddet op" som i spulet alt blodet væk og samlet alle klumperne sammen (hold nu KÆFT det tog lang tid at skylle væk og bare nogenlunde ud af det klæde jeg havde sidder på) Der sidder jeg så og sidder indtil der ikke er mere varmt vand og jeg også fornemmer det er ved at aftage lidt. Nu kommer der kun blod når jeg presser på maven. Jeg tørre mig og tager bind på og kryber i seng med varmepuden. Men smerterne er der stadig og det føles som om min mave er helt udspilet og er ved at sprænges. Efter knap en time i sengen må jeg på wc igen og der VÆLTER det bare ud en gang til. Ligesom når man hælder en spand vand direkte i wcet. Men heldigvis er det "ligesom det" så på med nyt bind og indtil varmepuden. Ruren gentager sig en time senere, dog knap så voldsomt. Ca klokken 05 har jeg den sidste tur på wc og derefter aftager det hele, både smerter og blod. Så jeg får sovet en times tid og står op og spiser noet mad kl 06 som aftalt med gynækologisk (da jeg jo ikke ved om jeg stadig skal have en kirurgisk udskrabning) 

kommer ind klokken lidt i 10 og møder her heldigvis rigtig sødt personale, som ved det er mig der kommer. (hvorfor er det lige det er indrettet således at jeg skal VADE ned igennem fødeafdelingen!!????) Kommer ind til en læge der skal skanne mig for at bedømme om jeg stadig skal opereres og her får vi lige snakket lidt om nattens forløb. Hun kan godt forstå at det har været en rigtig voldsom oplevelse og siger at "ja jeg burde jo nok have været inde og hun er rigtig ke af at jeg skulle have sådan en oplevelse" selvom det ikke gør nogen forskel som sådan, så var det bare rigtig rart at føle at blive forstået, og at jeg altså ikke havde overreageret.

har fået 2 piller samme som ved medicinsk, fordi der ikke var nok tilbage til at lave kirurgisk indgreb. Og de virker nada og jeg bløder ikke ret meget. Skal til kontrol om godt en uge og håber virkeligt det da er ude alt sammen.

Jeg havde sådan håbet at det skulle have været overstået i dag. Men det skulle det ikke. ÆV!!

de tilbød at indlægge mig og det blev jeg også eftermiddag- klokken 15:30. Men når jeg kunne klare i nat, kan jeg sgu også klare det sidste  selv. Vil hellere være herhjemme i trygge rammer, uden højgravide og nyfødte babyer indenfor få meters afstand.

jeg undskylder den sikkert voldsomme beskrivelse, men jeg har brug for at "komme af med det"......

Hilsen Maria der er smadret og føler jeg har fået disideret TÆSK. Er så øm. Følelser kommer sikkert senere. Lige nu er jeg bare træt, træt, træt........

businesstigger skriver:

Jeg har selv prøvet det.

Det er en stor sorg, og alle kan sige så mange korrekte ting og fakta. Det er bare ikke til at rumme. For det er jo den baby man har mistet man sørger over.

Derudover var jeg blevet uden job, så det fornuftige ville være at vente og sætte det hele på hold.

Men personligt var det bare ikke en mulighed for mig. Jeg var 35 og følte mig bestemt også gammel i forhold til at få børn, og chancerne for et sundt og raskt barn der holdt hele vejen gennem graviditeten.

Jeg nåede så at få min mens en gang efter aborten, og blev derefter gravid med det samme. Og måske kan du ikke bruge det til noget lige nu, men jeg fik den mest fantastiske dreng ud af den graviditet, og jeg skulle ikke have haft andre end lige præcis ham for han er jo fantastisk, så selvom sorgen var kæmpe stor, så kom der om muligt noget endnu bedre ud af det.

 

 

Tak for dit indlæg. Det varmer og giver håb

Maria-s skriver:

Ja så sidder jeg her. Helt tom indeni, uden spire i maven. Har været til skanning i dag, fordi jeg var begyndt at bløde. Jeg vidste godt at jeg skulle ned og have at vide at der ikke var noget håb tilbage. Men inderst inde klyngede jeg mig alligevel til at det ikke kunne passe. Men det kunne det. Der var ingenting derinde og har ikke været det længe. det har min krop bare ikke fattet. Jeg føler lidt jeg er i et vakum lige nu. "Det var jo naturens gang" som så mange siger. Selvom jeg bare har lyst til at smække dem en lige højre, når de siger sådan en gang lort. Det er jeg da udemærket klar over det er, men derfor gør det stadig hamrende ondt og derfor føles det stadig pisse uretfærdigt. Vi skulle have haft et julebarn, et kærlighedsbarn skabt lige efter vores bryllup. Vi skulle have givet vores søn en søskende og jeg skulle have haft lov til bare at nyde den her graviditet. 

jeg synes det er uoverskueligt lige nu. Mit "fornuftige" jeg sier at så må PB ryge på standby nu, for jeg har jo mistet mit arbejde, så jeg skal have fundet mig noget nyt. Det tager tid og jeg skal jo også have været ansat noget tid før jeg så kan "tillade" mig at blive gravid. Den anden side HUNGRE efter en baby og ønsker bare at prøve igen så hurtigt som muligt. Og i midten står jeg og føler ingenting. Ved ingenting og er bare helt vildt ked af det.

måske vi bare skal være glade for vores helt fantastiske søn Og sige det var det. Vi bliver jo heller ikke yngre. Jeg ved godt jeg "kun" er 31. Men lige nu føler jeg mig gammel. Rigtig gammel, for gammel til at prøve igen. Det ved jeg godt jeg ikke er, men lige nu føles det sådan.

jeg har valgt kirurgisk abort, så det kan blive overstået. Magter ikke piller, blødning og så en uges venten, for at skulle tjekkes for om det hele er kommet ud. Selvom jeg godt ved der ikke er noget barn eller foster der skal ud. For de var ikke noget derinde. Der var bare tomt. 

ligesom der bare er helt tomt i resten af kroppen lige nu.

måske vi prøver igen, måske gør vi ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke om jeg orker at blive herinde. Lige nu ved jeg ingen ting. Ingenting ud over at vi også skulle opleve en MA ligesom så mange andre desværre oplever.

ÆV HVOR ER DET PISSE SURT. JEG ER PISSE SUR. KED AF DET. OG EN SMULE FORTABT LIGE NU.....

Det er jeg virkelig ked af at høre.. Intet må gøre mere ondt end at miste.

Stort 

Maria-s skriver:

Ja så sidder jeg her. Helt tom indeni, uden spire i maven. Har været til skanning i dag, fordi jeg var begyndt at bløde. Jeg vidste godt at jeg skulle ned og have at vide at der ikke var noget håb tilbage. Men inderst inde klyngede jeg mig alligevel til at det ikke kunne passe. Men det kunne det. Der var ingenting derinde og har ikke været det længe. det har min krop bare ikke fattet. Jeg føler lidt jeg er i et vakum lige nu. "Det var jo naturens gang" som så mange siger. Selvom jeg bare har lyst til at smække dem en lige højre, når de siger sådan en gang lort. Det er jeg da udemærket klar over det er, men derfor gør det stadig hamrende ondt og derfor føles det stadig pisse uretfærdigt. Vi skulle have haft et julebarn, et kærlighedsbarn skabt lige efter vores bryllup. Vi skulle have givet vores søn en søskende og jeg skulle have haft lov til bare at nyde den her graviditet. 

jeg synes det er uoverskueligt lige nu. Mit "fornuftige" jeg sier at så må PB ryge på standby nu, for jeg har jo mistet mit arbejde, så jeg skal have fundet mig noget nyt. Det tager tid og jeg skal jo også have været ansat noget tid før jeg så kan "tillade" mig at blive gravid. Den anden side HUNGRE efter en baby og ønsker bare at prøve igen så hurtigt som muligt. Og i midten står jeg og føler ingenting. Ved ingenting og er bare helt vildt ked af det.

måske vi bare skal være glade for vores helt fantastiske søn Og sige det var det. Vi bliver jo heller ikke yngre. Jeg ved godt jeg "kun" er 31. Men lige nu føler jeg mig gammel. Rigtig gammel, for gammel til at prøve igen. Det ved jeg godt jeg ikke er, men lige nu føles det sådan.

jeg har valgt kirurgisk abort, så det kan blive overstået. Magter ikke piller, blødning og så en uges venten, for at skulle tjekkes for om det hele er kommet ud. Selvom jeg godt ved der ikke er noget barn eller foster der skal ud. For de var ikke noget derinde. Der var bare tomt. 

ligesom der bare er helt tomt i resten af kroppen lige nu.

måske vi prøver igen, måske gør vi ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke om jeg orker at blive herinde. Lige nu ved jeg ingen ting. Ingenting ud over at vi også skulle opleve en MA ligesom så mange andre desværre oplever.

ÆV HVOR ER DET PISSE SURT. JEG ER PISSE SUR. KED AF DET. OG EN SMULE FORTABT LIGE NU.....

Det gør mig så ondt  

Maria-s skriver:

Ja jeg kan jo tydeligt og desværre! Rigtig godt mærke og læse at du selv har været her, for ikke så længe siden... De ting du beskriver; sådan har jeg det også. 

Jeg er nødt til lige at læsse af, så nu kommer der en ret voldsdom beskrivelse af min nat hvor jeg selv aborterede spontant. Så er I advaret!

Startede med at blive sendt forkert i går til skanning, så sad og ventede sammen med en masse lykkelige gravide og sportskader? I et alt for stort og åbent venteværelse. Det var virkelig ubehageligt at sidde der og være så ked af det og ikke kunne få lov til at være det "i fred". Blev så efter en godt 3 kvarter hentet og sendt det rigtige sted hen. 

Da jeg kommer hjem er vi bare kede af det, men skal også lige holde lidt på det hele indtil svigermor er kommet og hentet N. Herefter gik manden i selvsving med alverdens gøremål fordi han ikke magtede alle tankerne og tristheden og jeg sad bare i sofaen og afledte tankerne med lidt hækling. ca kl 22 begynder jeg at bløde med lidt klumper i og vi snakker om at jeg sikkert selv er i gang med at "rense ud". Vi går i seng, hvor jeg jævnligt lige er ude og afstøde noget størknet blod. Ca 00:30/01:00 står jeg op og går på wc (og bliver der) for jeg har simpelthen bare så mange smerter. Det er rigtig voldsomt og jeg bløder ret så kraftigt og hver gang jeg trykker mig selv på maven kommer der store klumper ud. Jeg bliver ret utryg ved situationen og beslutter mig for at sætte mig ind i brusekabinen, for at få et overblik over hvor meget jeg reelt bløder, da det er svært at fornemme på wc'er. Jeg tager et håndklæde og sætter mig "til rette". Hver gang jeg bevæger mig kommer der klumper og blod ud. Enkelte af de store klumper er i omegnen af 5x 2-3 cm. Og der er bare rigtig meget blod. Jeg har smerter svarende til de udvidelse veer jeg havde med N (og DET er ondt som i nogen dolker mig med en kniv konstant i hver hofte og prøver samtidig at hive mine ben af) jeg føler situationen begynder at komme ud af kontrol, det snurre i mine tænder, jeg føler jeg bløder. Bare jeg tænker på at bevæge mig. Jeg har tidlige haft ringet til vagtlægen da jeg sad på wcet, fordi jeg synes jeg blødte voldsomt, men der blev jeg bare mødt med en halv latter? At med med mindre jeg styrtblødte, som i store stråler, så var det ikke alvorligt. Jeg beslutter mig nu for at ringe til fødegangen fordi jeg er ved at panikke. Her får jeg fat i en sød jordmoder, der desværre ikke kan hjælpe, som derfor stiller mig om time en bagvagt der er "typisk læge" her for jeg at vide at blod jo virker af mere end det er, selvom jeg beskriver for hende at jeg i hvert fald har blødt en halv liter + alle klumperne og at det nærmest render ud af mig og at jeg er bange. Men der e ikke rigtig noget at komme efter. Jeg får at vide at det er normalt at have ondt og at nogen også besvimer af smerten og blodtabet, om jeg har nogen ved mig? TAK FOR LORT!!!!!!!!! Jeg følte mig virkelig latterliggjort! Jeg synes faktisk selv eg er RET SÅ COOL til sådan nogle ting her og er meget observerende og går ikke nemt i panik og håndtere min smerte fornuftigt. Det var super fesent at få slynget i hovedet " jamen blod virker også voldsommere end det er" HØR EFTER HVAD JEG SIGER!!!! Jeg opgir at snakke med hende og får afsluttet. Hum beder mig dog komme en time tidligere ind så vi kan få tjekket om alt selv er kommet ud. På det her tidspunkt har jeg stilt mig op og der strømmer der en "fin å" af blod ned af begge mine inderlår og jeg har rigtig mange smerter. Eftersom jeg har fået at vide at der ikke er noget maks for hvor meget man bløder, dropper jeg  min egen lille overvågning og tager den varme bruser som smertelindring. Jeg får drukket en juice, som manden kom ud med (mens jeg havde trukket badeforhænget for så han ikke kunne se alt blodet, for så vidste jeg han ville gå i panik). Juicen hjælper og jeg får rusket mig selv op, får "ryddet op" som i spulet alt blodet væk og samlet alle klumperne sammen (hold nu KÆFT det tog lang tid at skylle væk og bare nogenlunde ud af det klæde jeg havde sidder på) Der sidder jeg så og sidder indtil der ikke er mere varmt vand og jeg også fornemmer det er ved at aftage lidt. Nu kommer der kun blod når jeg presser på maven. Jeg tørre mig og tager bind på og kryber i seng med varmepuden. Men smerterne er der stadig og det føles som om min mave er helt udspilet og er ved at sprænges. Efter knap en time i sengen må jeg på wc igen og der VÆLTER det bare ud en gang til. Ligesom når man hælder en spand vand direkte i wcet. Men heldigvis er det "ligesom det" så på med nyt bind og indtil varmepuden. Ruren gentager sig en time senere, dog knap så voldsomt. Ca klokken 05 har jeg den sidste tur på wc og derefter aftager det hele, både smerter og blod. Så jeg får sovet en times tid og står op og spiser noet mad kl 06 som aftalt med gynækologisk (da jeg jo ikke ved om jeg stadig skal have en kirurgisk udskrabning) 

kommer ind klokken lidt i 10 og møder her heldigvis rigtig sødt personale, som ved det er mig der kommer. (hvorfor er det lige det er indrettet således at jeg skal VADE ned igennem fødeafdelingen!!????) Kommer ind til en læge der skal skanne mig for at bedømme om jeg stadig skal opereres og her får vi lige snakket lidt om nattens forløb. Hun kan godt forstå at det har været en rigtig voldsom oplevelse og siger at "ja jeg burde jo nok have været inde og hun er rigtig ke af at jeg skulle have sådan en oplevelse" selvom det ikke gør nogen forskel som sådan, så var det bare rigtig rart at føle at blive forstået, og at jeg altså ikke havde overreageret.

har fået 2 piller samme som ved medicinsk, fordi der ikke var nok tilbage til at lave kirurgisk indgreb. Og de virker nada og jeg bløder ikke ret meget. Skal til kontrol om godt en uge og håber virkeligt det da er ude alt sammen.

Jeg havde sådan håbet at det skulle have været overstået i dag. Men det skulle det ikke. ÆV!!

de tilbød at indlægge mig og det blev jeg også eftermiddag- klokken 15:30. Men når jeg kunne klare i nat, kan jeg sgu også klare det sidste  selv. Vil hellere være herhjemme i trygge rammer, uden højgravide og nyfødte babyer indenfor få meters afstand.

jeg undskylder den sikkert voldsomme beskrivelse, men jeg har brug for at "komme af med det"......

Hilsen Maria der er smadret og føler jeg har fået disideret TÆSK. Er så øm. Følelser kommer sikkert senere. Lige nu er jeg bare træt, træt, træt........

Du skal bare have en kæmpe krammer, hold op, hvor er det modbydeligt, at du skulle igennem det.
Husk at få snakket det hele igennem med din mand.

Søde stakkels dig . Jeg har utrolig ondt af dig.
Jeg synes du er utrolig dygtig til at beskrive situationen og tror også at det hjælper dig at komme ud med tankerne.

Synes faktisk du er en utrolig sej kvinde. Som er i stand til at sætte ord på en grim og uretfærdig oplevelse.
Det er hårdt lige nu og det tager tid at komme over sådan en oplevelse.

Jeg håber tiden læger dine sår og at du på et tidspunkt igen kan vente dig en lille spire.

Knus og tanker fra mig

Kæmpe kram, og ja naturens gang, men så burde det bare ske når man er i uge 3-4 stykker, godt nok ikke fair og forstår godt du bliver vred, det bør man ikke få at vide, det er da et stort tab og en sorg

Jeg håber sæt det bedste for jer, og mange varme tanker til jer

Maria-s skriver:

Tak for dit indlæg. Det varmer og giver håb

Glad for at mit indlæg kunne bruges. Det er noget af en tur du har været igennem - også med de voldsomme blødninger og igen der vil tage der alvorligt. Puha!

Håber at du hurtigt kommer ovenpå igen - både fysisk og mentalt.

Der skal nok være en dejlig baby mere til dig 

Sødeste Maria, har lige set din tråd. er virkelig ked af det på jeres vegne, og sikke da en hård skrækkelig oplevelse den nat. Hvor jeg dog føler med dig. Simpelthen så uretfærdigt. Har virkelig virkelig ondt af dig, tusind knus og mange tanker, E