Det skulle ikke være alligevel.....

Ja så sidder jeg her. Helt tom indeni, uden spire i maven. Har været til skanning i dag, fordi jeg var begyndt at bløde. Jeg vidste godt at jeg skulle ned og have at vide at der ikke var noget håb tilbage. Men inderst inde klyngede jeg mig alligevel til at det ikke kunne passe. Men det kunne det. Der var ingenting derinde og har ikke været det længe. det har min krop bare ikke fattet. Jeg føler lidt jeg er i et vakum lige nu. "Det var jo naturens gang" som så mange siger. Selvom jeg bare har lyst til at smække dem en lige højre, når de siger sådan en gang lort. Det er jeg da udemærket klar over det er, men derfor gør det stadig hamrende ondt og derfor føles det stadig pisse uretfærdigt. Vi skulle have haft et julebarn, et kærlighedsbarn skabt lige efter vores bryllup. Vi skulle have givet vores søn en søskende og jeg skulle have haft lov til bare at nyde den her graviditet. 

jeg synes det er uoverskueligt lige nu. Mit "fornuftige" jeg sier at så må PB ryge på standby nu, for jeg har jo mistet mit arbejde, så jeg skal have fundet mig noget nyt. Det tager tid og jeg skal jo også have været ansat noget tid før jeg så kan "tillade" mig at blive gravid. Den anden side HUNGRE efter en baby og ønsker bare at prøve igen så hurtigt som muligt. Og i midten står jeg og føler ingenting. Ved ingenting og er bare helt vildt ked af det.

måske vi bare skal være glade for vores helt fantastiske søn Og sige det var det. Vi bliver jo heller ikke yngre. Jeg ved godt jeg "kun" er 31. Men lige nu føler jeg mig gammel. Rigtig gammel, for gammel til at prøve igen. Det ved jeg godt jeg ikke er, men lige nu føles det sådan.

jeg har valgt kirurgisk abort, så det kan blive overstået. Magter ikke piller, blødning og så en uges venten, for at skulle tjekkes for om det hele er kommet ud. Selvom jeg godt ved der ikke er noget barn eller foster der skal ud. For de var ikke noget derinde. Der var bare tomt. 

ligesom der bare er helt tomt i resten af kroppen lige nu.

måske vi prøver igen, måske gør vi ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke om jeg orker at blive herinde. Lige nu ved jeg ingen ting. Ingenting ud over at vi også skulle opleve en MA ligesom så mange andre desværre oplever.

ÆV HVOR ER DET PISSE SURT. JEG ER PISSE SUR. KED AF DET. OG EN SMULE FORTABT LIGE NU.....

Det gør mig ondt i skulle igennem det! 

Puha, jeg føler med dig  

Sender dig varme tanker og medfølelse...

Åh hvor jeg kender det! Hele korthuset der vælter... alle de planer man har lagt, de drømme man har, som bare ødelægges.

For hvad er nu det rigtige at gøre? Se på alderen i forhold til den store og skynde sig at lave en ny baby eller vælge den økonomisk forsvarlige løsning og vente til man er i job? Og hvad så hvis man ikke kommer det inden for et halvt år? Et helt år? To år? Det er et umuligt valg at træffe!

Og størst af alt er sorgen og savnet. For det var jo lige nøjagtig DEN baby, man gerne ville have haft. Ikke nogen ny, ikke nogen anden - DEN BABY!

Folk omkring én der prøver at trøste.... de fleste gør det heldigvis godt - lader sorgen få den plads, den skal have. Men der er også rigtig meget "det er jo naturens gang" eller "nå men da var da heldigt, at det var allerede nu og ikke først når...." HOLD KÆFT! Lad være med at forsøge at pakke min sorg ned og ind og putte den i en kasse som en undskyldning. Den fylder! Og det skal den have lov til - lige så længe som det overhovedet er nødvendigt.

Jeg blir så harm over hvor lidt respekt en sorg over en abort har. For det ER en regulær sorg, men i lægeverdenen er det bare gynækologi. Jeg blev scannet 1. gang på en privatklinik, men ligeså snart jeg var inde i det offentlige system, sad jeg side om side med store gravide maver. Jeg mødte en gammel veninde i venteværelset på sygehuset inden samtalen om fremgangsmåde i forhold valg af aborttype. Hun skulle til MD-scanning. Jeg spurgte, om hun var glad og havde det godt? "Ja, kan man være andet, når man sidder her?" JA! Man kan være rigtig, skide ked af det og bund ulykkelig! Væggene var plastret til med tilbud om graviditetsyoga, hvad man skal spise, når man er gravid. De eneste magasiner man kunne læse var "Gravid" "Vores Børn" osv.... Da jeg var færdig hos lægen, skulle jeg selv gå ned på afdelingen, hvor jeg skulle indlægges og aflevere min journal - nede på gangen med alle de nyfødte. Hvad fanden er det for noget? Hvor usensitivt er det? Hvorfor er der ingen, som anerkender, at det fandme ER en sorg? Hvorfor skulle jeg have nyfødte og gravide maver tværet rundt i masken, mens jeg selv sad der og var så ulykkelig? Altså jeg ved da godt, at de ikke kan lave en hel afdeling for kvinder der skal have aborter, men de kunne da selv sende det papir rundt i huset? Argh! Syntes, det var så ulideligt!

SKRIV, Maria, når du får brug for det! Jeg er lige her...

Knus og flere knus

Jeg har selv prøvet det.

Det er en stor sorg, og alle kan sige så mange korrekte ting og fakta. Det er bare ikke til at rumme. For det er jo den baby man har mistet man sørger over.

Derudover var jeg blevet uden job, så det fornuftige ville være at vente og sætte det hele på hold.

Men personligt var det bare ikke en mulighed for mig. Jeg var 35 og følte mig bestemt også gammel i forhold til at få børn, og chancerne for et sundt og raskt barn der holdt hele vejen gennem graviditeten.

Jeg nåede så at få min mens en gang efter aborten, og blev derefter gravid med det samme. Og måske kan du ikke bruge det til noget lige nu, men jeg fik den mest fantastiske dreng ud af den graviditet, og jeg skulle ikke have haft andre end lige præcis ham for han er jo fantastisk, så selvom sorgen var kæmpe stor, så kom der om muligt noget endnu bedre ud af det.

Laulund87 skriver:

Tak..

AnneBJ skriver:

Det gør mig ondt i skulle igennem det! 

Ja... Men sådan er det vel for alle i den her situation.... Ønsker det for ingen!....

Pipkukkeren skriver:

Puha, jeg føler med dig  

Sender dig varme tanker og medfølelse...

Tak...