jeg sidder her alene og græder mens børnene sover...
ikke pga. det jeg skal igennem den næste uges tid... men fordi jeg skal igennem det helt alene, og samtidig have overskud til mine børn....
den mindste er ½ år, og står desværre i den situation at jeg er i en uønsket graviditet... jeg skal til læge imorgen, og lægge urin prøve, og vi skal have os en snak, og jeg skal udfylde nogle papirer...
jeg spurgte ham hvor hurtigt jeg kunne regne med det kunne være overstået... inden for en uge sagde han... lige nu synes jeg en uge virker som rigtig lang tid....
jeg frygter det hele... Og jeg er så flov over og stå i denne situation... jeg har altid svoret jeg ikke skulle gennemleve denne situation, og så står jeg i det alligevel nu... jeg ved jeg har truffet det rette valg, da jeg er enlig til to allerede nu... det gik galt med den x'en... noget der ikke burde og måtte ske, men det gjorde det... jeg føler mig flov, virkelig flov....
og nu sidder jeg her med en klump i halsen... hvad skal jeg gøre, tænke, føle, reagerer??
jeg kan ikke fortælle nogen om det andet end x'en... men han virker slet ikke som om han hverken fatter eller ønsker og fatte det følelses register jeg gennemgår lige nu.....
så derfor skal jeg dagene op til, og efter stå alene med alle mine følelser, og samtidig stadig have overskud til både mig selv og børnene... jeg kan ikke få børnene passet, for hvad skal min undskyldning være... faren til den mindste kan heller ikke passe pga. arbejde og arbejdstider...
jeg er forvirret.... ved ikke hvordan jeg skal klare det her... men jeg SKAL være stærk for mine børn...
jeg har ikke brug for og blive dømt pga. mit valg, og ved godt at dem der virkelig ønsker og blive gravide bliver ramt nu... men jeg kan virkelig ikke se en anden udvej....
havde brug for og komme ud med det... mit hoved er ved og eksplodere... har gået alene med mine tanker hele weekenden...
undskyld det blev langt 
hilsen en meget flov, og bedrøvet kvinde...
