Er jeg doven, eller har jeg en depression?

Anonym skriver:

Jeg har bare slet ikke overskud til at motionere!

Turen om morgenen, hvor jeg følger børnene i inst, den bruger al min energi!

Og det er netop derfor jeg får dårlig samvittighed og er "bange" for at jeg bruger det som en undskyldning..

Men selv det at gå i bad, virker som en uoverkommelig opgave af og til!

Jamen, du får overskud af at motionere. Det er derfor det er svært at finde overskuddet til det, før man kommer i gang.

Jeg er ikke i tvivl om, at du oplever at have det svært for tiden, men hvis du er interesseret i at vende bøtten, må du handle derefter.

Lizette86 skriver:

Jeg syneS helt bestemt du skal søge hjælp gennem lægen!

stress kan fremprovokere angst/socialangst og panikangst osv.

ikke at jeg vil sidde og gøre mig klog på hvorfor du har det sådan, men kan bare genkende nogle symptomer da jeg fik diagnosen

genneraliseret angst. (Skal så siges at døjer jeg ikke med mere, da mit blev behandlet med kognitiv adfærdsterapi , samt citalopram nervemedicin) . og derefter vil lægen måske henvise dig til distriktpsykiatrien, hvor de er utrolig dygtige på det område

held og lykke

ps. Tror ikke på det er fordi du er doven! Men nærmere at du har dårlig samvittighed over du ikke kan finde din startknap. Og det kan du altså IKKE selv gøre for!

 

 

Tak for dit svar!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre i hvert fald!
Jeg kan ikke engang finde ud af hvad jeg føler...

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, du får overskud af at motionere. Det er derfor det er svært at finde overskuddet til det, før man kommer i gang.

Jeg er ikke i tvivl om, at du oplever at have det svært for tiden, men hvis du er interesseret i at vende bøtten, må du handle derefter.

Men når det virker som en umulig opgave så må man jo have hjælp til det..

Hvis det er motion der er løsningen på mit humør/sindstilstand.. Så er det jo bare en ond cirkel når jeg føler mig drænet for energi kl 10!

Frk. Himmelblå skriver:

Glem diagnoserne..Det er vel ikke enten eller. Jeg tænker, at du sikkert bare har brug for noget ro ovenpå din stress.

Når du så har givet dig selv lidt hvile, er det vigtigt at du tager dig selv i nakken og får lavet nogle aftaler "ude af huset". Det er nemlig ikke under dynen, at man får ny energi. Det er ude i verden, hvor menneskene bor.

Det er meget normalt at blive ugidelig og småtrist af at gå hjemme.

Afsted med dig, og husk samtidig at få søvn og være lidt god ved dig selv.

Hvad med motion, -hvordan går det med det? - Det er et vidundermiddel. 

 

Jeg er altså ikke enig med dig.
Det er ikke bare at tage sig selv i nakken, hvis TS har stress.
Det er ganske enkelt umuligt!

Du har helt ret i, at motion er sundt og brugte det selv, som en del af min behandling. Men sørme ikke i den første tid.
Men vi er til gengæld helt enige om at motion er et vidundermiddel, i den rette sammenhæng :-)

Hej baby brugere

Jeg prøver at formulere mig, og gøre det kort!

Jeg har fået det sådan at jeg ikke orker noget mere! Når jeg går i seng om aftenen, bruger jeg af og til forholdsvis lang tid på at falde i søvn..
Jeg ville ønske at jeg bare kunne blive liggende i min seng om morgenen, og sove dagen væk!

Når manden og jeg har afleveret børn, tager han på skole, og jeg går hjem og sætter mig i sofaen!

(er sygemeldt pga stress, men eftersom at jeg jo intet laver, kan jeg umuligt være stresset mere?!

Jeg bryder mig ikke om at handle, fordi jeg ikke vil dømmes på mine køb osv! Jeg har heller ikke rigtig lyst til at ses med nogen! Gider ikke gå i byen om formiddagen, for jeg føler at alle stirre på mig.

Men har jeg mon en depression?! Eller bruger jeg det som en undskyldning for i virkeligheden at være doven?!

Er der nogen som kan genkende at have det sådan?!

Du kan sagtens være stresset selvom du går hjemme.

jeg syntes du skal søge noget hjælp i form at noget terapi hos en psykolog og evt også noget stress håndtering.. ellers ender det med at du går i tomgang derhjemme... 

få gjort noget ved det.

Isabella_mor skriver:

Du kan sagtens være stresset selvom du går hjemme.

jeg syntes du skal søge noget hjælp i form at noget terapi hos en psykolog og evt også noget stress håndtering.. ellers ender det med at du går i tomgang derhjemme... 

få gjort noget ved det.

Tak for dit svar!

Jeg må høre lægen ad, hvad han vil foreslå.

Har du snakkeT med lægen??

LSU skriver:

Jeg er altså ikke enig med dig.
Det er ikke bare at tage sig selv i nakken, hvis TS har stress.
Det er ganske enkelt umuligt!

Du har helt ret i, at motion er sundt og brugte det selv, som en del af min behandling. Men sørme ikke i den første tid.
Men vi er til gengæld helt enige om at motion er et vidundermiddel, i den rette sammenhæng :-)

Jeg mener skam heller ikke, at det "bare" er at tage sig selv i nakken. Men jeg mener, det er vigtigt at gøre det.

Ofte kan det være en god idé at gøre, hvad der føles umuligt. For kroppen behøver ny energi, og er man viklet ind i en ond spiral som sygemeldt/hjemmegående, er det så vigtigt at komme ud. Og det gælder langt de fleste, at de faktisk godt kan ( babysteps), og det giver selvværd og livsmod. Det er en sejr. Mange bække små - og langsomt vender man tilbage til det skønne liv, som har føltes så fjernt.

Der er ikke noget, der er "bare lige" at gøre. Men vi skylder hinanden at tro  på, vi kan det, der synes umuligt.

Men selvfølgelig skal man anerkendes for sin stress/anden sygdom.

Anonym skriver:

Hej baby brugere

Jeg prøver at formulere mig, og gøre det kort!

Jeg har fået det sådan at jeg ikke orker noget mere! Når jeg går i seng om aftenen, bruger jeg af og til forholdsvis lang tid på at falde i søvn..
Jeg ville ønske at jeg bare kunne blive liggende i min seng om morgenen, og sove dagen væk!

Når manden og jeg har afleveret børn, tager han på skole, og jeg går hjem og sætter mig i sofaen!

(er sygemeldt pga stress, men eftersom at jeg jo intet laver, kan jeg umuligt være stresset mere?!

Jeg bryder mig ikke om at handle, fordi jeg ikke vil dømmes på mine køb osv! Jeg har heller ikke rigtig lyst til at ses med nogen! Gider ikke gå i byen om formiddagen, for jeg føler at alle stirre på mig.

Men har jeg mon en depression?! Eller bruger jeg det som en undskyldning for i virkeligheden at være doven?!

Er der nogen som kan genkende at have det sådan?!

Vil sige at det er klare tegn på depression. ville nok lige tage det op med lægen for det hjælper ikke på din stress hvis ikke der bliver gjort noget ved det og du ryger ned i en depression

Du skal slet ikke tænke på at dyrke nogen form for let/hård fysisk motion hvis du er stresset. Det kan være endnu mere skadelig for din krop og hvis du har angst, så skal du heller ikke (her i starten) udsætte dig for noget der kan provokerer den.
Både motion og angst udskiller adrenalin og kortisol, som er stresshormoner. Og med stress, så har du allerede nok af dem i din krop.
Det eneste du skal er en dejlig rolig gåtur, hvor du får noget frisk luft.
Du skal først have presset fra stressen helt væk, og dermed også de stresshormoner og derefter kan du begynde stille at udsætte dig selv for ting som provokere din angst eller din stress. Men kun i meget små mængder.