sommerbarn<3 skriver:
Vi har halvt om halvt valgt kun en. Jeg vil meget gerne (læs mega overdrevet meget skruk efter en mere) men manden vil ikke, eller ihvertfald ikke nu. Men åh hvor jeg har det hårdt med det. Det er den største glæde i livet at have børn, sådan en lille livsgnist skal da have den største gave jeg føler jeg kan give ham, en søsken. Har selv en bror som er tre år yngre end mig, som jeg har et tæt forhold til, og det betyder bare så meget. Han er en meget vigtig del af mit liv, måske især fordi min far er død, og jeg ikke har nogen venner tilbage efter jeg har fået barn. Men jeg ville ønske min søn kunne få det samme, det længste forhold til et andet menneske man har i livet, nemlig en søskend <3 stejler din mand stadig efter jeres tlf samtale?
Jeg er virkelig splittet - her hos os har det ikke været nemt at gå fra to til tre (selv ikke med et upædagogisk begreb som et nemt barn) og vi frygter nok begge at nummer to vil gøre en ende på vores forhold. Men jeg har selv 4 søskende og har det på en måde underligt med at Elias kunne blive enebarn mens jeg også godt kan se hvor meget vi kunne give ham mentalt, fysisk og psykisk ved at være eet.. men her er manden også 42 om lidt og ønsker ikke at være gammelfar. Vi sagde nej til hunden vi så, igår. Vi har i to dage planlagt voksen-hygge men skæbnen vil at Elias, vores søn på tre, har drømt at der var ild i hans seng så nu vil han ikke sove uden en voksen og vil gerne holde i hånd. Jeg er bare virkelig splittet - for kan se det fra begge sider efter at have snakket og jeg er ikke overdrevet skruk, men kan virkelig ikke tage den beslutning at det skal være slut, så længe min krop kan.. og nej han stejler ikke rigtig, vi har talt sammen sidenhen og jeg kan godt følge ham angående overskud - og så var jeg i Aarhus forleden og besøge min barndomsveninde som netop er blevet mor igen for et år siden og hende og hendes forlovede har i al den tid de har været sammen arbejdet som et team og gjort det godt, men nu hvor de har fået nummer 2 halter deres indbyrdes forhold, selvom de netop har været stærke sammen (halter ikke på grænsen til at gå fra hinanden, men halter) men min veninde fortryder ikke. Hun er et halvt år yngre end mig og sagde til hendes manD at skulle de have flere så var det nu (altså for et års tid siden) og vi er jo ikke engang der selv - og det har bestemt også fået mig til at tænke grundigt igennem om jeg overhovedet ønsker een mere - men tør alligevel ikke sige det højt for så bliver det for virkeligt - kæft jeg er splittet... så det er vist godt nok at vi ikke er igang med pb2 eller at jeg er ekstremt skruk.. men er bare ikke parat til at sige stop... Det er for endegyldigt, er kun 34. 
Anmeld
