Far vil ikke lade mor se barn

Anonym skriver:

Hun er i gang med at få hjælp.

Ja i gang, og det er fint. Men kan du ikke forstå hvis faren måske ikke stoler 100% på hende?
Hvis det hjælper, forandre der hele sig nok til det bedre.
De kan jo ikke nægte hende at se pigen, det tror jeg ikke de må.
Hvis hun ringer eller skriver først, er hun jo sikker på at de er hjemme. Det ville da være værre hvis hun kom forbi, og de ikke var der.

Anonym skriver:

Det er også fair at andre har det sådan.
Men hun forstår jo ik det har ændret sig, når de altid bare sidder derhjemme selv og ikke laver noget.

Hvor gammel er hun? Hvis de førhen har haft det fint med uanmeldt besøg og i øvrigt ikke laver noget specielt, men bare er hjemme, så kan jeg godt forstå, at man undres over deres valg.

Er anonym da jeg ikke ved hvem der kigger med herinde.
Nogle få vil måske kunne genkende mig, men så vær sød at skrive til mig privat i stedet.

Her er vores familie dilemma:

Jeg har en søster på 18 år, som har en datter på fire mdr. Faderen til barnet er et par år ældre (ved ikke hans præcise alder)
Min søster har mange psykiske problemer. Der har været tale om lidt fødselsdepression, og andre psykiske ting.
Hun har siden hun begyndte at interessere sig for drenge, været meget svag psykisk. Hun skar en årgang i sig selv, hvilket hun fik hjælp til at stoppe med, og gik til en børnepsykolog.
Vi har stadig kunne mærke på hende at noget var galt (store humørsvingninger, interesse for de forkerte drenge osv)

For snart fem år siden begyndte hun at være sammen med sin nuværende kæreste som også er far til barnet. Det har været on and off forhold med MANGE skænderier og vist nok også utroskab fra hans side.
Vi (vores familie) synes han er en rigtig skidt knægt. Han er indblandet i rocker miljøet (hvor meget ved vi ikke) har været i fægsel et par gange, og er tit eftersøgt af politiet for diverse forbrydelser som tyveri, vold osv.
Han kommer fra en familie hvor stedfaderen også er rocker og moderen går heller ikke i vejen for at lange en flad ud, hvis nogen irriterer hende når hun er fuld til fester.

Nu til det egentlige dilemma.
Vi har jo valgt at acceptere at hun har valgt som hun har gjort mht kæreste, barn osv.
Men for et par uger siden tog min søster et glas panodiler og røg til udpumpning. Hun ringede selv til en veninde som så ringede til min mor, som fik hende på sygehuset.
Imens min søster er på sygehus passer farmoren barnet.
Min søster får at vide af lægen på sygehuset, at hun skal snakke med en psykolog, måske skal hun indlægges en tur i Vordingborg, men at han ikke mener der er grundlag for at kommunen vil fjerne barnet, da h*n trives rigtig godt. Altså skal vi ikke være nervøse. I værste fald kan min søster give en anden myndighed over barnet, ved en evt indlæggelse.

Nu har hun så sagt hun havde brug for nogle dage for sig selv, hvilket betyder at faderen er taget hjem til hans forældre, hvor de alle tre passer barnet.
Aftalen lyder på ti dages tid.
I går gik min søster forbi hos dem, da hun jo gerne ville se sit barn.
Hun får lov at se barnet, men får at vide at hun altså skal bede om lov til at komme først.

Nu står vi som familie til min søster og dette barn og er dybt foragret og ikke mindst tossede!!!

Vi ved at det i bund og grund handler om hun skal kvitte kontakten med kæresten. Men det er sindsygt svært for hende. Ikke mindst pga hendes psykiske tilstand.

Min mor har tilbudt at sige sit job op for at passe barnet når min søster har behov for det og hvis hun skal indlægges.
Jeg har også selv tilbudt at sige mit job op, for at passe hende.
Min kæreste var dog ikke vildt imponeret over mit tilbud, da han mener jeg skal tænke på min egen familie (vi har en dreng på et år) og at han nødig vil have alle mulige rockere rendede og true os, vores barn.

Hvad stille vi op som familie?
Hjælp piger

Jeg kan ikke forstå hvorfor man bliver stiktosset over at de beder hende om at ringe først, det lyder da helt fair. 

Jeg dømmer ikke din søster, men hvis det var min mand der havde forsøgt at begå selvmord, ville jeg være så rasende på ham at jeg ville have svært ved at rumme ham. Ikke fordi han ville gøre det mod mig, men fordi han ville gøre det mod vores søn. Måske barnets far (og farmor) har det lidt på samme måde med din søster?

kender alt til det har været der og er der min datter bor hos sin far MEN DET VAR MIT VALG SAMMEMED HAM AF HUN FLYTTE HJEM TIL HAM I 2010.

jeg tager hatten af for din søster af hendes barn ikke var der.

mit råd til jer som familie er af se af få søgt om af barne kommer i pleje hos en af jer i familie dig eller din mor. det kræver kun  3 mdr og kommunen kan komme med ind over og godkend en af jer til dette ind barne er /bor hos sin far og den side af familie som i mine øjne heller ikke er god for barne en ting er af være syg det kan man ikke selv gør for en anden ting er en far der er med i dit og dat og eftersøgt + hans familie er i det også.

jeg ville som søster (hvis jeg selv var 100% rask) gør alt for min søsters barn så boede hos mig eller vores mor eller andet.

Du må gerne skrive privat hvis du ønsker dette.

jeg kender alt til det der.

Dog er min datters far guldvær her efter vi er gået fra hinanden eller 1 år efter .

men kender til en del.

Et ? har de fællesforældremyndighed?????

mvh

Henriette

ps + min datter boede 5 mdr hos sin farmor i 2007

Anonym skriver:

Er anonym da jeg ikke ved hvem der kigger med herinde.
Nogle få vil måske kunne genkende mig, men så vær sød at skrive til mig privat i stedet.

Her er vores familie dilemma:

Jeg har en søster på 18 år, som har en datter på fire mdr. Faderen til barnet er et par år ældre (ved ikke hans præcise alder)
Min søster har mange psykiske problemer. Der har været tale om lidt fødselsdepression, og andre psykiske ting.
Hun har siden hun begyndte at interessere sig for drenge, været meget svag psykisk. Hun skar en årgang i sig selv, hvilket hun fik hjælp til at stoppe med, og gik til en børnepsykolog.
Vi har stadig kunne mærke på hende at noget var galt (store humørsvingninger, interesse for de forkerte drenge osv)

For snart fem år siden begyndte hun at være sammen med sin nuværende kæreste som også er far til barnet. Det har været on and off forhold med MANGE skænderier og vist nok også utroskab fra hans side.
Vi (vores familie) synes han er en rigtig skidt knægt. Han er indblandet i rocker miljøet (hvor meget ved vi ikke) har været i fægsel et par gange, og er tit eftersøgt af politiet for diverse forbrydelser som tyveri, vold osv.
Han kommer fra en familie hvor stedfaderen også er rocker og moderen går heller ikke i vejen for at lange en flad ud, hvis nogen irriterer hende når hun er fuld til fester.

Nu til det egentlige dilemma.
Vi har jo valgt at acceptere at hun har valgt som hun har gjort mht kæreste, barn osv.
Men for et par uger siden tog min søster et glas panodiler og røg til udpumpning. Hun ringede selv til en veninde som så ringede til min mor, som fik hende på sygehuset.
Imens min søster er på sygehus passer farmoren barnet.
Min søster får at vide af lægen på sygehuset, at hun skal snakke med en psykolog, måske skal hun indlægges en tur i Vordingborg, men at han ikke mener der er grundlag for at kommunen vil fjerne barnet, da h*n trives rigtig godt. Altså skal vi ikke være nervøse. I værste fald kan min søster give en anden myndighed over barnet, ved en evt indlæggelse.

Nu har hun så sagt hun havde brug for nogle dage for sig selv, hvilket betyder at faderen er taget hjem til hans forældre, hvor de alle tre passer barnet.
Aftalen lyder på ti dages tid.
I går gik min søster forbi hos dem, da hun jo gerne ville se sit barn.
Hun får lov at se barnet, men får at vide at hun altså skal bede om lov til at komme først.

Nu står vi som familie til min søster og dette barn og er dybt foragret og ikke mindst tossede!!!

Vi ved at det i bund og grund handler om hun skal kvitte kontakten med kæresten. Men det er sindsygt svært for hende. Ikke mindst pga hendes psykiske tilstand.

Min mor har tilbudt at sige sit job op for at passe barnet når min søster har behov for det og hvis hun skal indlægges.
Jeg har også selv tilbudt at sige mit job op, for at passe hende.
Min kæreste var dog ikke vildt imponeret over mit tilbud, da han mener jeg skal tænke på min egen familie (vi har en dreng på et år) og at han nødig vil have alle mulige rockere rendede og true os, vores barn.

Hvad stille vi op som familie?
Hjælp piger

Jeg må nok hoppe på samme vogn som mange andre.

 

Jeg er klar over man ikke kan kalde det egoistisk, hun er jo syg og har brug for hjælp.

Men jeg havde ALDRIG ladet hende være alene med barnet. Hun har jo også mangel på overskud osv og det vil barnet jo blive påvirket af.

 

Jeg synes klart hun skal ha noget hjælp før hun skal være primærforældre for det barn.

 

Det min mening, siger ikke den er rigtig eller forkert.

 

Derudover får i et klem af mig - 

Det er en rigtig træls situation I som familie står i. Jeg forestiller mig, at der i virkeligheden ligger mere bekymring bag din tråd end, hvad du får givet udtryk for. 

Jeg tror jeg tildels forgår, hvor du vil hen, du er bekymret for at barnet skal vokse op i det miljø, du beskriver faren og hans familie befinder dig i, det forstår jeg faktisk godt. 

Med hensyn til din søster,mer jeg glad for at hun får hjælp, hun får brug for alt den støtte I kan give hende, jeg synes egentlig kun detver fair, hun lige skal ringe inden hun kommer, selvom detver hendes barn, sådan ville det sikkert også være omvendt, hvis Inhabde barnet og faren skulle besøge. 

Kan du som søster ikke kontakte faren og se om I kan finde en fælles løsning, så I alle stadig får glæde af barnet og det kan være sammen med sin mor også?