Far vil ikke lade mor se barn

Jeg kan da muligvis godt forstå det. Man ved aldrig hvad der foregår i hovedet på en der er psykisk syg, nogen af dem ved ikke engang selv hvad der foregår. Jeg ville heller ikke lade mit barn blive udsat for en forælder der lige har forsøgt selvmord. Min far begik selvmord og det ødelagde simpelthen så meget i mit hovede. Det ville jeg aldrig byde mine egne børn. Far og farmor beskytter jo bare den lille. Det er fuldt forståeligt i mine øjne. Gid nogen havde beskyttet mig dengang min far begyndte at true med selvmord. Jeg håber inderligt din søster får hjælp. Har i overvejet muligheden for at tvinge hende til at få hjælp? En dag er det måske forsent og min erfaring er at det ofte er familien der siger åh så slemt er det slet ikke, men det er det muligvis.

Anonym skriver:

Det har aldrig i deres familie eller i vores været et problem at man kommer uanmeldt hos sine forældre for at sige hej. Har de ikke tid, gæster eller andet, så tager man selvfølgelig hjem igen.

Det er så jeres politik. Andre har det anderledes; vi vil eks. ikke have uanmeldte besøg. Så hvis eneste dilemma er, at de har bedt om at hun ringer først, så de ved at hun kommer, kan jeg helt ærligt ikke se problemet....og jeg ville bestemt ikke betegne det som at "far nægter mor at se barnet".

Nu har jeg siddet og læst hele tråden + kommentarer igennem.

Ikke for at hakke dig TS, men jeg synes faktisk det er lidt misvisende, det du skriver i din overskrift, for som jeg forstår på det, nægter faderen ikke din søster i at se barnet, men hun har bare fået afvide hun skal ringe eller skrive før hun kommer, det er altså alm høflighed.

Men synes det er rigtigt synd for din søster, og synes hun burde tale med en psykolog osv, og finde frem til HVORFOR hun har det som hun har, og måske kan psykologen hjælpe med at finde en løsning for hende, for det kunne bla lyde lidt som om der også er lidt dårlig selvværd/selvtillid i det.

Men stort af dig at du tilbyder din hjælp, er helt sikker på din søster sætter pris på det.

Har nok formuleret mig forkert i overskriften, og det beklager jeg naturligvis.

FrkHamilton skriver:

Jeg kan da muligvis godt forstå det. Man ved aldrig hvad der foregår i hovedet på en der er psykisk syg, nogen af dem ved ikke engang selv hvad der foregår. Jeg ville heller ikke lade mit barn blive udsat for en forælder der lige har forsøgt selvmord. Min far begik selvmord og det ødelagde simpelthen så meget i mit hovede. Det ville jeg aldrig byde mine egne børn. Far og farmor beskytter jo bare den lille. Det er fuldt forståeligt i mine øjne. Gid nogen havde beskyttet mig dengang min far begyndte at true med selvmord. Jeg håber inderligt din søster får hjælp. Har i overvejet muligheden for at tvinge hende til at få hjælp? En dag er det måske forsent og min erfaring er at det ofte er familien der siger åh så slemt er det slet ikke, men det er det muligvis.

Hun er i gang med at få hjælp.
Hun snakker med en psykolog, får en gang om ugen besøg af en sygeplejeske, og sundhedsplejesken kommer hver anden uge.

Kan også godt forstå at de ikke vil lade hende tage barnet med hjem, hvis noget lign skulle ske igen.
Det er bare mere det med at hun skal ringe og spørge om hun må komme. De er trods alt stadig kærester, og sover barnet får barnet jo lov til at sove indtil h*n selv vågner.
Det hjælper jo ikke hende psykisk at hun skal spørge om lov til at se ait barn. At hun kan få et svar der hedder: nej der må du ikke.
Hun har jo trods alt aldrig gjort sit barn fortræd, og når hun er sammen med barnet sætter hun altid barnets behov først.

JustMe skriver:

Det er så jeres politik. Andre har det anderledes; vi vil eks. ikke have uanmeldte besøg. Så hvis eneste dilemma er, at de har bedt om at hun ringer først, så de ved at hun kommer, kan jeg helt ærligt ikke se problemet....og jeg ville bestemt ikke betegne det som at "far nægter mor at se barnet".

Det er også fair at andre har det sådan.
Men hun forstår jo ik det har ændret sig, når de altid bare sidder derhjemme selv og ikke laver noget.

Anonym skriver:

Er anonym da jeg ikke ved hvem der kigger med herinde.
Nogle få vil måske kunne genkende mig, men så vær sød at skrive til mig privat i stedet.

Her er vores familie dilemma:

Jeg har en søster på 18 år, som har en datter på fire mdr. Faderen til barnet er et par år ældre (ved ikke hans præcise alder)
Min søster har mange psykiske problemer. Der har været tale om lidt fødselsdepression, og andre psykiske ting.
Hun har siden hun begyndte at interessere sig for drenge, været meget svag psykisk. Hun skar en årgang i sig selv, hvilket hun fik hjælp til at stoppe med, og gik til en børnepsykolog.
Vi har stadig kunne mærke på hende at noget var galt (store humørsvingninger, interesse for de forkerte drenge osv)

For snart fem år siden begyndte hun at være sammen med sin nuværende kæreste som også er far til barnet. Det har været on and off forhold med MANGE skænderier og vist nok også utroskab fra hans side.
Vi (vores familie) synes han er en rigtig skidt knægt. Han er indblandet i rocker miljøet (hvor meget ved vi ikke) har været i fægsel et par gange, og er tit eftersøgt af politiet for diverse forbrydelser som tyveri, vold osv.
Han kommer fra en familie hvor stedfaderen også er rocker og moderen går heller ikke i vejen for at lange en flad ud, hvis nogen irriterer hende når hun er fuld til fester.

Nu til det egentlige dilemma.
Vi har jo valgt at acceptere at hun har valgt som hun har gjort mht kæreste, barn osv.
Men for et par uger siden tog min søster et glas panodiler og røg til udpumpning. Hun ringede selv til en veninde som så ringede til min mor, som fik hende på sygehuset.
Imens min søster er på sygehus passer farmoren barnet.
Min søster får at vide af lægen på sygehuset, at hun skal snakke med en psykolog, måske skal hun indlægges en tur i Vordingborg, men at han ikke mener der er grundlag for at kommunen vil fjerne barnet, da h*n trives rigtig godt. Altså skal vi ikke være nervøse. I værste fald kan min søster give en anden myndighed over barnet, ved en evt indlæggelse.

Nu har hun så sagt hun havde brug for nogle dage for sig selv, hvilket betyder at faderen er taget hjem til hans forældre, hvor de alle tre passer barnet.
Aftalen lyder på ti dages tid.
I går gik min søster forbi hos dem, da hun jo gerne ville se sit barn.
Hun får lov at se barnet, men får at vide at hun altså skal bede om lov til at komme først.

Nu står vi som familie til min søster og dette barn og er dybt foragret og ikke mindst tossede!!!

Vi ved at det i bund og grund handler om hun skal kvitte kontakten med kæresten. Men det er sindsygt svært for hende. Ikke mindst pga hendes psykiske tilstand.

Min mor har tilbudt at sige sit job op for at passe barnet når min søster har behov for det og hvis hun skal indlægges.
Jeg har også selv tilbudt at sige mit job op, for at passe hende.
Min kæreste var dog ikke vildt imponeret over mit tilbud, da han mener jeg skal tænke på min egen familie (vi har en dreng på et år) og at han nødig vil have alle mulige rockere rendede og true os, vores barn.

Hvad stille vi op som familie?
Hjælp piger

Hun har prøvet at begå selvmord, men hun fortrød. Det betyder jo ikke at hun ikke kan finde på det igen. Hvad hvis datteren er der næste gang? Jeg ville da også være bekymret hvis faren til mit barn havde prøvet at begå selvmord. Og ville hellere have at han fik hjælp end at mit barn skulle miste sin far.
Han beskytter sit barn, og det kan man da ikke blive gal over. Hun kan jo stadigvæk se datteren, men han stoler nok ikke helt på hende.
Forslå at hun ser en psykolog så hun kan finde ud af tingene. For datterens skyld

Men tror du virkelig, de kunne finde på at sige nej? At skulle "spørge om lov" er måske også en lidt negativ udmelding, men forhåbentlig mener de bare, at hun lige skal ringe på forhånd, så de kan aftale et tidspunkt Hvis de har fælles forældremyndighed, kan de mig bekendt heller ikke nægte hende at se barnet.

JustMe skriver:

Men tror du virkelig, de kunne finde på at sige nej? At skulle "spørge om lov" er måske også en lidt negativ udmelding, men forhåbentlig mener de bare, at hun lige skal ringe på forhånd, så de kan aftale et tidspunkt Hvis de har fælles forældremyndighed, kan de mig bekendt heller ikke nægte hende at se barnet.

Jeg tror at hun er bange for, når hun nu skal spørge om lov, at det pludselig kan ændre sig til at hun ikke må, og at han så vil tage barnet fra hende.

Yurie skriver:

Hun har prøvet at begå selvmord, men hun fortrød. Det betyder jo ikke at hun ikke kan finde på det igen. Hvad hvis datteren er der næste gang? Jeg ville da også være bekymret hvis faren til mit barn havde prøvet at begå selvmord. Og ville hellere have at han fik hjælp end at mit barn skulle miste sin far.
Han beskytter sit barn, og det kan man da ikke blive gal over. Hun kan jo stadigvæk se datteren, men han stoler nok ikke helt på hende.
Forslå at hun ser en psykolog så hun kan finde ud af tingene. For datterens skyld

Hun er i gang med at få hjælp.