Hej piger,
Tænkte, at det var ved at være på tide med lidt nyt her fra. Lad mig advare på forhånd - det bliver ikke positivt, så hvis man ikke kan klare lidt selvmedlidendhed, er det nok en god ide at stoppe læsningen her.
Og hvordan går det så? Rigtig skide dårligt.... Det startede ellers så godt! Jeg skriver speciale og kan se en afslutning på mit studie. Vi snakkede derfor - Jens og jeg - lidt frem og tilbage om i hvilken grad det ville være hensigtsmæssigt med et barn mere nu, inden jeg skulle i job. Resultatet blev, at vi smed p-ringen i november/december, og i starten af februar stod jeg med en fin, positiv test med to streger. Jublen var stor, men forsigtig. Jeg har jo tidligere haft de der to graviditeter uden for livmoderen, så vi turde ikke rigtig glæde os. Jeg fik snakket lidt godt for os hos lægen, og vi fik en tid til en trygghedsscanning da jeg var 6+5. Alt var fint - den lille bønne i min mave havde det fineste lille, bankende hjerte. Derfor lagde den første panik sig, og vi begyndte at glæde os. Det passede helt perfekt - jeg skal aflevere speciale til september og ville have termin sidst i oktober. Efter endt barsel ville jeg være klar til at starte job i fin tid til, at de slår undervisningsstillinger op til august - perfekt! Laurits ville være 2 år og 10 mdr når lillesøster (var ret sikker på, at det var en pige) kom, stadig i trygge rammer hos dagplejemor Anne-Marie und alles - perfekt, perfekt, perfekt. Det KUNNE ikke være timet bedre.
Jeg var ved at sprænges af al hemmelighedskræmmeriet og kunne næsten ikke holde min mund, da jeg svarede Ditte i hendes indlæg, for jeg var jo gravid, bare lige et par uger fra nf-scanningen og det forjættede land i 2. trimester. Påskedagene ventede med masser af planer, så tiden ville gå ENDNU hurtigere end den allerede havde gjort, og vi ville skulle til nf-scanning in no time!
Og det blev påske. Og jeg begyndte så småt at bløde. Ikke meget og ikke frisk. Det startede påskelørdag. Søndag om aftenen fik jeg også ondt. Blev utryg og ringede til vagtlægen, som i korte træk sagde, at det var påske, og at han intet kunne gøre. Nogle kvinder bløder bare. Jeg skulle tage to panodiler, gå i seng og håbe, at det gik over igen. Mandag stod jeg op til en håndfuld blød - også frisk. Det samme tirsdag, i går, hvor jeg endelig kunne ringe til egen læge. Her fik jeg tigget mig til en henvisning til en gynækolog og dermed endnu en tryghedsscanning - i går kl. 11.20.
Jeg havde min mor med. Jens var på arbejde og ikke meget for at tage fri. Jeg tænkte, at det var fint nok - så kunne min mor se den lille in action, for jeg forventede, at det var som det skulle være, og det der nok var en fornuftig forklaring. Når man har hørt mange gange nok, at masser af kvinder bløder og føder raske børn, tror man på det til sidst.
I går var jeg 11+5.
Jeg kom ind til jordemoderen som satte scanneren på min mave - og der var min lille baby. Helt lille bitte og stille - helt uden hjerteslag. Helt død. Jeg var slet ikke i tvivl, fra det øjeblik jeg så den på skærmen, selvom hun scannede mig længe. Den var alt for lille, og der var ikke noget hjerteblink. Den var gået til ca. en måned tidligere, men min krop har ikke afstødt den af sig selv.
Derfor har vi i dag været en tur på sygehuset, og jeg har fået tid til en kirurgisk abort i morgen. Jeg valgte det fremfor en medicinsk, da jeg gerne vil være sikker på, at det bliver overstået af en omgang. Jeg har heller ikke lyst til at bløde mit lille foster - der trods alt er ca. tre cm stort - ud i toilettet her hjemme... selvom jeg jo godt ved, at det kommer til at lide samme skæbne på sygehuset.
Jeg er ked af det og føler mig enormt afmægtig! Det er lige meget hvem jeg stemmer på, hvor jeg brokker mig, hvor vrede læserbreve jeg skriver - det ændrer ingenting. Jeg kan hverken gøre fra eller til! Jeg har gjort det hele rigtigt - ikke spist tun, husket mine vitaminer HVER EVIG ENESTE DAG i tre måneder, ikke tømt kattebakken... Og alligevel går det galt. Det er naturens orden, og den STINKER! Det var IKKE vores tur til en abort - vi HAR været der. TO gange! ØV!
Jens er dejlig og god til at trøste mig. Han lytter stille, når jeg bare har brug for at sige højt, at det fandme er unfair ad helvede til, at der ikke er lidt mere medvind i vores retning. Han krammer mig når jeg græder, og han henter snoller når jeg kun kan ligge som en grøntsag på sofaen, fordi det ikke er sunket ind endnu.
Heldigvis har vi jo dejligste Laurits, og var det ikke for ham, er jeg ikke sikker på, at jeg ikke ville være gået helt ned med flaget. Jeg er bare endnu mere taknemmelig over, at det gik så godt med ham, at han er så perfekt og helt igennem fantastisk. Hvis vi aldrig får andre end ham, er vi stadig heldige. Og som jeg har det lige nu, skal der gå lang tid, før vi skal prøve igen. Jeg er ikke klar til at spille i det lorte lotteri igen, ikke klar til at udsætte mig selv og Jens for endnu en skuffelse eller i bedste fald tre måneders frygt og bæven.
Ja....
Det var vist det.
Håber i har det godt og nyder hinanden!
Knus fra mig
