Ja, min kære lillesøster, som er et år yngre end mig, har jeg simpelthen fået nok af.. Det hele er bare blevet for meget for mig, og jeg har ellers hele tiden gerne villet være den der kunne rumme hende.
Hun er rigtig lillesøster, og jeg holder utroligt meget af hende, hun vil bare rigtig gerne provokere og prøve grænser af, i en alder af snart 25....
Jeg har to skønne børn og et på vej, og har gjort tingene noget anderldes end mine forældre i forhold til opdragelse. Alligevel vil hun meget gern komme med forslag til hvordan jeg skal være mor og hvordan min mand skal være far. Jeg har altid trukket på skuldrene og forklaret hende stille og roligt hvordan og hvorfor vi gør som vi gør.
Selvom jeg har sagt at nu er det nok med "de gode råd" så fortsætter det 
hun er altid velkommen i vores hjem, og er altid blevet invieteret til fødselsdage osv. hun har aldrig haft råd til at give gaver, hvilket hun altid melder ud, og jeg har altid tænkt okay, det er jo fair nok
vi vil gerne se hende alligevel.
Vi skulle holde jul hos os sidste år, hvor vi gerne vil stå for det meste, men hvor begge vores mødre gerne vil hjælpe til. Jeg inviterer min lillesøster, som melder ud at hun altså ikke har til det helt store, hun havde kun 2000 til resten af måneden.
okay, jamen hun kunne tage lidt chips og noget sodavand med, alt andet sørgede vi jo for. HUn meldte igen ud at hun ikke havde til julegaver, men kompromisset er så at hun heller ikke får gaver af os.
14 dage inden jul, går hun ud og køber sig en hund.... til 4500, men det er meget typisk min søster, så jeg gider ikke hidse mig op over det (vores storesøster, har det med at tage den slags meget ilde op,og kan få mange timer til at gå med at skælde ud over hvor ansvarsløs vores lillesøster er)
det er en meget sød hund, det er sådan en lille mops agtig en, som hurtigt blir træt, så jeg har ikke noget imod at den er omkring ungerne.
og de er også vældig begejsteret for den
Nu er det så at jeg altid har haft tålmodigheden med min søster, men jeg er lidt af en hønemor, og jeg synes at har man en hund så skal man også kunne styre den, tage den væk eller ud, når situationen opstår.
Det gør min søster ikke.
Hun taler også generalt hårdt til mine børn hvis min søn på 2 spørger " hvad er det?" og peger på hundens halsbånd svarer hun "ja, det er da dens halsbånd selvfølgelig lille fjollehoved" og det er sådan et af de søde svar hun kan komme med.
Jeg var alene afsted til mine forældres kobberbryllup hvor hun havde taget hunden med, hvilket var rigtig fint. Men både hund og unger piskede en stemning op, og jeg forsøgte ihærdigt at, få ro på ungerne (7 måneder henne, kan det tære lidt på energien) hun råber efter hunden og siger stop, selvom det ikke hjalp.
Jeg sidder på skift med ungerne på skødet, for at hunden også kan få noget ro. Mine forældre der har gæster, har jo travlt, men min far gør hvad han kan, for at få hunden lidt på afstand.
Efter et par timer ender det med at den napper min datter i hånden, jeg tager hende op mens hunden stadig står og gør af os, den hopper op og min datter blir' forskrækket. Jeg skubber til den med foden, for igen gør min søster ingenting andet end at råbe efter den. 
Der går noget tid, og mens jeg er uopmærksom et øjeblik (min datter skulle tisse) så gør hunden og ti sek. efter græder min dreng. Jeg går derud og han er væltet, mens hunden er helt oppe i hovedet af ham og vil lege, hvilket han ikke lige er til... Jeg tar' ham op og siger træt "åh altså den hund" (var på det her tidspunkt så udmattet af at skulle tage mig af børn og hund, for det var der ingen andre der gjorde) min søster farer op og råber mig i hovedet at det ikke var hendes hunds skyld og jeg skulle fanme ikke komme her!
blev noget overrasket, og temmelig ked af det, da begge mine forældre plus 10 gæster skulle se på det. 
min far der jo ville det godt, siger til mig om ikke jeg skulle tage og tage den hund lidt ud (han var vist også en lille smule træt af det) det hjalp så bare ikke mig.... Sagde pænt til ham at det jo nok var ejeren af hunden der burde gøre det. 
Nu har jeg bare fået nok, jeg har altid forsvaret hende, tolereret at hun skulle rette på mig som forældre (trods det at hun ingen børn har selv) og nu skal jeg også tage mig af hendes hund.....
hun taler grimt til min mand og mine børn, selvom jeg har sagt til hende at det ikke er i orden, hun har flere gange skubbet til min datter, og taler til hende som om hun er altvidende, når hun spørger om noget.
Og nu står påsken for døren, plus en påskefrokost i et sommerhus på 80 kvm, med 20 gæster.... plus hendes hund, kan lige se at det arter sig på samme måde igen.... øv.
for det er jo ikke hundens skyld, jeg kan bare ikke stå igen igen, og skal styre hendes hund, det må vel være hendes ansvar??
phu ha undskyld det blev så langt, og der er jo mere i det som så. de her oplevelser har bare lige været dråben.
og trængte nok til at komme af med det... 
