min kæreste ønsker ikke at være far :(

og nej adoption kan jeg ikke ....

det ville jeg simpelthen ikke kunne bære! men der er heller ikke en muighed for at få det fjernet, det sagde de på sygehuset, de havde snakket med en som sad med disse sager og så længe jeg ikke selv er psykisk ustabil eller det fejler noget kan der ikke gøres noget.

Puha, det er bestemt ikke en nem situation du befinder dig i

Personligt havde jeg ikke kunne få den abort. Men jeg er også farvet af at jeg er mor og jeg ved hvilket lille mirakel der kommer ud efter 9 mdr. Men på den anden side så ved jeg også hvor hårdt det er at stå alene med det og ikke kunne dele det med en far der er interesseret. Og nu her under min anden graviditet med en anden kæreste som bare glæder sig helt vildt, det gør virkelig en kæmpe forskel at det er noget man gør som par.

Men igen, når det er sagt, så kommer der et lille mirakel ud, og når du er så langt henne så er en abort ikke sjov at skulle igennem. Tror i øvrigt det bliver rigtig svært at få lov til det.

Synes du bør tage en god snak med din kæreste, få snakket om jeres forventninger omkring det at få et barn.

Held og lykke med det hele

denfortvivlede skriver:

og nej adoption kan jeg ikke ....

det ville jeg simpelthen ikke kunne bære! men der er heller ikke en muighed for at få det fjernet, det sagde de på sygehuset, de havde snakket med en som sad med disse sager og så længe jeg ikke selv er psykisk ustabil eller det fejler noget kan der ikke gøres noget.

Snak med din kæreste! Og hvis han smutter, er det hans tab!

Dernæst snak med din familie!

Nu VED du at du skal være mor! Der er ikke andre muligheder!
Det er måske en rigtig god ide også at få snakket med en læge/jordmoder om det hele!

denfortvivlede skriver:

og nej adoption kan jeg ikke ....

det ville jeg simpelthen ikke kunne bære! men der er heller ikke en muighed for at få det fjernet, det sagde de på sygehuset, de havde snakket med en som sad med disse sager og så længe jeg ikke selv er psykisk ustabil eller det fejler noget kan der ikke gøres noget.

Det ville jeg som sagt heller ikke selv kunne, men synes ikke en sen abort , når barnet er sundt og raskt, og "kun" pga de ting du skriver, ville være en fair løsning over for den lille ... så det var bare et mere humant forslag. Men som mor kan jeg kun anbefale det  At få barn altså 

 

Håber din kæreste ændrer mening, om ikke andet når han møder den lille 

denfortvivlede skriver:

og nej adoption kan jeg ikke ....

det ville jeg simpelthen ikke kunne bære! men der er heller ikke en muighed for at få det fjernet, det sagde de på sygehuset, de havde snakket med en som sad med disse sager og så længe jeg ikke selv er psykisk ustabil eller det fejler noget kan der ikke gøres noget.

Jamen du må få dig en ordentlig snak med din kæreste og så må i få det bedste ud af det. Selvom det ikke er ønskebarnet for nogle af jer, så skal i sørge for det bliver det inden det bliver født. Sagt af min tipoldemor, hvor hverken abort eller adoption var muligt.
Håber i får det løst på den bedste måde for jer. Og livet som alenemor er altså ikke slemt, selvom det måske ikke lyder sådan pt, når du ikke ønsker det men det bliver det, når du har vænnet dig til tanken og følelserne til kæresten er kølnet af. Jeg håber dog din kæreste sluger kamelen og at i begge vil glædes over det lille mirakel et barn FAKTISK er.

Øv for en kæreste! Det er minimum 50 % af hans værk, så han er ligeså meget skyld i det. Hvis han virkelig elsker dig, vil han blive hos dig af to grunde:

1. Det er ligeså meget hans skyld.(Du har endda spist piller for at mindste risikoen, så jeg vil faktisk sige det er mere hans skyld)

2. Ligemeget hvor lidt han ønsker at være far, skal han stadig støtte dig og finde en løsning. Der er sikkert også ting du har gjort for ham du måske ikke havde lyst til, men gjorde for hans skyld.

Det burde du fortælle ham !

Barnet er ligeså meget en del af ham, hvilket han måske også skulle have at vide. Ville han synes om hans forældre bare havde skyllet ham ud i toilettet?

Og som de andre kvinder siger, det er rigtig fantastisk at være mor, måske lyder det uoverskueligt med et barn og være alene, men så tænk på dem der får sekslinger og hvor den ene forælder dør. Se dét er en udfordring!

Skidt med hvis skyld det er.... Selvfølgelig skal du have det barn

Hvis han bakker ud, ja så var det jo nok alligevel ikke ham du skulle blive gammel med.

Der er selvfølgelig nogle ting som fylder meget nu, som måske at miste sin kæreste, finder jeg nogensinde en ny, økonomi, studie, familie mv. Men der er en løsning på det hele vil du se  Har stået i samme situation med to små og det har gået mig/os rigtig godt.

Tanken er da rigtig hård og uoverskuelig nu, men en dag vil du tænke tilbage og tænke at det da egentlig gik meget godt alligevel og takke dig selv for at du valgte barnet og ikke ham.

Du kan nok ikke forestille dig det nu, men du skal nok blive glad igen og endda nok gladere

 

 

 

 

 

Kæmpe kram herfra. Føl efter helt ind i dit hjerte ♥ Og gør det der er det bedste for dig, dit liv. Knus

denfortvivlede skriver:

jeg har fundet ud af jeg er gravid, og jeg vidste godt hvordan min kæreste have det i forhold til og skulle have børn, og han hvert fald ikke ville endnu...

jeg har taget p-piller i mange år og ja som de fleste oiger nok ved glipper det en gang imellem, og jeg er derfor desværre blevet gravid 

jeg var ved lægen og få det bekræfte og da jeg kom hjem fortalte jeg det med det samme til ham, han reagerede som jeg havde regnet med, træt af det, chokeret og nok lidt sur ! og fortalte at det skulle jo bare være en abort så ! og det siger jeg oki til fordi jg vil ikke bondefange ham i noget han ikke har lyst til og har været på hospitalet idag ! 

det viser sig at jeg er 16 uger henne 

og det skal jeg nu fortælle ham og er dybt ullykkelig, da dette ret sikkert kommer til og koste os vores forhold ! jeg har ingen tegn haft på at være gravid, andet end at min mens ikke har været helt ordenlig, men har altid haft en mærkelig mens, så tænkte ikke videre over det.  

vi har været sammen i 3 år, han er 30 jeg 24 og studerende 

jeg er dybt fortvivlet

du skriver at vi piger kan glippe pillerne en gang i mellem. det nok sandt nok. men har din kæreste været bevidst om det hver gang du har taget en forsinket eller undladt en? ellers er det ligefrem dig der har holdt det skjult. utrolgt du ikke har reagerert hurtigere? jeg går selv i panik hvis min mens er bare 2dage forsinket! piller giver jo en hvis stabilitet ihht din mens. men hvad gjorde at du blev undersøgt nu og ikke tidl?

dette skal ikke opfattes negativt trods det kan lyde groft.

hos os er jeg obs på dette med piller da min kæreste ikke er parat endnnu. så skulle noget glippe får han det at vide og så er det hans beslutning om der skal bruges gummi :-)

men føler du din nuværende kæreste er den rette for dig sys jeg i skulle snakke den godt igennem. og hvis i bliver enige om sen abort, så er det det, det blir og ingen vil bebrejde jer. så er det bare få fat i en tid på sygehuset hurtigst muligt