Jeg kan snart ikke mere

michelledam skriver:

Først en kæmpe krammer til dig. Jeg forstår det udmærket. Isabella er 20,5 mdr nu og har også et heftigt temperament. Og ja det kommer heller ikke fra fremmede da både kæresten og jeg begge har temperament.
Og hun kan til tider også drive os til vanvid. Hun laver også tit det nummer med at hun vil have noget at drikke og når man giver skubber hun glasset så det oftes ryger på gulvet og smadre. Og siger man nå så får du ikke noget. Skriger hun helt hysterisk. Hun bidder og river i hår og slår rigtig meget. Og det bringer virkelig også mit temperament i kog.
Hun har altid været utrolig mild indtil for nogle mdr siden hvor vi virkelig fik trods alderen at mærke.

Til tider må vi også råbe højt. For når hun får et nej gør hun det alligevel. Og sådan er det hver eneste gang.
Jeg får også til tider tankerne at pga hendes opførsel ved jeg sgu ikke om jeg ville have flere børn men samtidig ønsker jeg jo hun skal være storesøster. Også fordi jeg synes det er sundt for børn at have søskende både i forhold til at alt ikke drejer sig om dem men også for at de har hinanden.
Men tror ihvertfald der går et år eller to før vi planlægger en mere. For mange gange tror jeg også det der er hendes problem er at hun ikke kan snakke og fortælle hvad hun vil.

Når hun bliver passet hos bedsteforældrene får vi altid afvide uhhh hun er så nem og hvor er vi privilligeret. Og jeg kan bare brække mig over den kommentar hver gang som overfor os kan hun virkelig være et monster. Men det er jo forodi hun ved vi elsker hende ubetinget.

I vs siger de at de godt kan mærke hendes temperament og at vi skal se det som et godt tegn at hun viser både vs og os det for det betyder hun er tryg.
Og jeg tryg tryg min bare r.... Hehe sorry men de dage hvor der ingenting er, er det bare så dejligt at have hende....
Hvis vi skal handle med hende skal det kun være den ene af os der er afsted for er vi alle tre ude og handle brænder hun helt af over hun ikke må få noget. Og det er hver eneste gang. Er vi alene afsted med hende er der aldrig noget selvom hun går og kigger og gør de samme ting.
Nå men ville bare fortælle du ikke er den eneste der bøvler med de ting og tror det er de færreste der ikke gør. Tror bare ikke der er ret mange der tør indrømme at det til tider kan være en pistilens at have barn. Alting er sgu ikke så sukkersødt som det kan se ud.

Grrrr den kommentar kommer svigerforældrene også ALTID med når de har passet vores datter Hun er da så nem når de passer hende?! Så provokerende Ligesom "I må jo gøre noget galt, siden I har så mange problemer". Heldigvis er mine forældre ikke sådan, de siger bare at det da er naturligt at børn opfører sig pænt når de er ude og afreagerer hjemme hos mor og far. Irriterende!!

Vi står præcis i det samme !!!! 2,5 år knægt .. Lige akkurat som du beskriver det. Dog ikke storbror 

Anonym skriver:

Hvis nogle kan gætte hvem jeg er så er det helt OK. Ønsker bare ikke at dette skal kunne Googles.

Jeg ved simpelthen ikke hvad pokker jeg skal stille op! Mit ældste barn på 2½ år er simpelthen så hysterisk! Jeg ved at han med garanti har det rigtig, rigtig svært og har svært ved at "være i sig selv" osv. Trodsalder m.m  (Man kan jo læse så meget om børn udvikling m.m på nettet og om hvordan man skal og bør tackle det ene og det andet)

Man skal iiiih og åhhh ikke skælde ud. For ungerne i den alder fatter ikke en brik. Arrrghhh... og dog? Man må ikke råbe af sine børn... for det er næsten værre end at slå! Ok... godt så... Man skal være så helt igennem "perfekt" og pædagogisk... at det er til at brække sig over! Ej det jeg vil med dette indlæg er faktisk bare at få luftet mine tanker og frutstrationer. Det er SÅ svært og helt igennem hårdt at gå med disse tanker og følelser. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre... Jeg føler, at lige meget hvordan og hvorledes jeg tackler de forskellige situationer så er det ikke "godt nok" Det sætter i dén grad min kærestes og mit forhold på prøve også. Vi har begge temprament og vi prøver begge i at styre det! Vi kan ikke lide at skælde ud og råbe højt. MEN det er virkeligheden... og det kommer vi til... for det bliver vi nød til engang imellem! Specielt når vores barn for 5. gang på en dag bider vores yngste. Det gør ondt helt ind i... og jeg bliver så GAL  

Vores barn har i en længere periode været meget sur og skriger og græder over det "mindste" Jaja jeg ved det ikke er en "bagatel" for ham... men I ved hvad jeg mener. Så vil han have vand... så giver man ham lidt vand og så skubber han det væk og vil ikke have vand. Så sætter man vandet og så flipper han skråt!

Nogle gange kommer jeg helt derud hvor jeg inden i mig selv føler et "had" til mit barn og så alligevel ikke. Men jeg bliver så gal indeni og synes han er SÅ belastende og så direkte DUM og pisse irriterende. Nu skal I ikke tro jeg ikke elsker mit barn for det gør jeg! Himmelhøjt endda. Men jeg kan til tider SLET ikke holde mit barn ud... og jeg har mest af alt lyst til at gå fra det hele (i situationen) Jeg får SÅ dårlig samvittighed over at jeg kan tænke disse tanker... så ligger jeg i min seng om aften og får "tankemylder" ....Men jeg har et godt liv. En god kæreste og dejlige børn og en skøn familie. ALLE siger vi klarer det skide godt og er sindssyg gode forældre. JAJA men det er bare ikke fedt når man slet ikke føler det!! Er SÅ ked af det  Og noget siger mig at jeg burde snakke med en fagperson om alt det her. Har bare SÅ svært ved at tale med nogle om det. Faktisk har jeg rigtig svært ved at sidde og skrive alt det her... på Baby.dk. Ønsker ikke at blive "stemplet" Men jeg KAN da ikke være den eneste der sidder med disse tanker om ens eget kød og blod?! Og om ens selv som mor?

Elsker min lille familie MEN nogle gange ville jeg bare ønske at jeg ikke havde alt det ansvar og ikke skulle være noget for nogen...

Åhhh undskyld det blev meget rodet  

Tak fordi du læste så langt!

Hilsen en meget trist mor

De her tråde, hvor forældre brænder sammen over selvstændighedsfasen dukker op en gang imellem (så du er ikke den eneste), og jeg får lidt en fornemmelse af at det ofte handler om forældrenes forventninger til det at være forældre, mere end hvorvidt barnet er særligt ramt.

Du skal huske at det ikke er meningen at du skal få selvstændighedsfasen til at forsvinde.

Det bedste du kan gøre som forælder er at hjælpe dit barn igennem. Det kan godt komme til at tage et stykke tid, men man kan ikke måle sin succes som forælder på længden og styrken af selvstændighedsalderen. Det er forskelligt fra barn til barn.

I skal finde en balance i jeres familie, hvor I både sætter grænser og rummer. At bide er selvfølgelig ikke acceptabelt, men hvis barnet "ombestemmer sig i vrede" (som du beskriver med vandet), er det min erfaring at det oftest er nemmest at sige "hov, der misforstod jeg dig vist" og så komme videre.

For ja, det er hårdt. Både på tålmodigheden, men også på følelserne, for man bliver meget nemt revet med i dette virvar. Og for mig har det faktisk været de værste situationer. Dem hvor man bagefter kan se at man mistede sig selv, og fulgte med ind i frustrationerne, istedet for at guide barnet ud og videre.