Jeg kan snart ikke mere

Hvis nogle kan gætte hvem jeg er så er det helt OK. Ønsker bare ikke at dette skal kunne Googles.

Jeg ved simpelthen ikke hvad pokker jeg skal stille op! Mit ældste barn på 2½ år er simpelthen så hysterisk! Jeg ved at han med garanti har det rigtig, rigtig svært og har svært ved at "være i sig selv" osv. Trodsalder m.m  (Man kan jo læse så meget om børn udvikling m.m på nettet og om hvordan man skal og bør tackle det ene og det andet)

Man skal iiiih og åhhh ikke skælde ud. For ungerne i den alder fatter ikke en brik. Arrrghhh... og dog? Man må ikke råbe af sine børn... for det er næsten værre end at slå! Ok... godt så... Man skal være så helt igennem "perfekt" og pædagogisk... at det er til at brække sig over! Ej det jeg vil med dette indlæg er faktisk bare at få luftet mine tanker og frutstrationer. Det er SÅ svært og helt igennem hårdt at gå med disse tanker og følelser. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre... Jeg føler, at lige meget hvordan og hvorledes jeg tackler de forskellige situationer så er det ikke "godt nok" Det sætter i dén grad min kærestes og mit forhold på prøve også. Vi har begge temprament og vi prøver begge i at styre det! Vi kan ikke lide at skælde ud og råbe højt. MEN det er virkeligheden... og det kommer vi til... for det bliver vi nød til engang imellem! Specielt når vores barn for 5. gang på en dag bider vores yngste. Det gør ondt helt ind i... og jeg bliver så GAL  

Vores barn har i en længere periode været meget sur og skriger og græder over det "mindste" Jaja jeg ved det ikke er en "bagatel" for ham... men I ved hvad jeg mener. Så vil han have vand... så giver man ham lidt vand og så skubber han det væk og vil ikke have vand. Så sætter man vandet og så flipper han skråt!

Nogle gange kommer jeg helt derud hvor jeg inden i mig selv føler et "had" til mit barn og så alligevel ikke. Men jeg bliver så gal indeni og synes han er SÅ belastende og så direkte DUM og pisse irriterende. Nu skal I ikke tro jeg ikke elsker mit barn for det gør jeg! Himmelhøjt endda. Men jeg kan til tider SLET ikke holde mit barn ud... og jeg har mest af alt lyst til at gå fra det hele (i situationen) Jeg får SÅ dårlig samvittighed over at jeg kan tænke disse tanker... så ligger jeg i min seng om aften og får "tankemylder" ....Men jeg har et godt liv. En god kæreste og dejlige børn og en skøn familie. ALLE siger vi klarer det skide godt og er sindssyg gode forældre. JAJA men det er bare ikke fedt når man slet ikke føler det!! Er SÅ ked af det  Og noget siger mig at jeg burde snakke med en fagperson om alt det her. Har bare SÅ svært ved at tale med nogle om det. Faktisk har jeg rigtig svært ved at sidde og skrive alt det her... på Baby.dk. Ønsker ikke at blive "stemplet" Men jeg KAN da ikke være den eneste der sidder med disse tanker om ens eget kød og blod?! Og om ens selv som mor?

Elsker min lille familie MEN nogle gange ville jeg bare ønske at jeg ikke havde alt det ansvar og ikke skulle være noget for nogen...

Åhhh undskyld det blev meget rodet  

Tak fordi du læste så langt!

Hilsen en meget trist mor

Anonym skriver:

Hvis nogle kan gætte hvem jeg er så er det helt OK. Ønsker bare ikke at dette skal kunne Googles.

Jeg ved simpelthen ikke hvad pokker jeg skal stille op! Mit ældste barn på 2½ år er simpelthen så hysterisk! Jeg ved at han med garanti har det rigtig, rigtig svært og har svært ved at "være i sig selv" osv. Trodsalder m.m  (Man kan jo læse så meget om børn udvikling m.m på nettet og om hvordan man skal og bør tackle det ene og det andet)

Man skal iiiih og åhhh ikke skælde ud. For ungerne i den alder fatter ikke en brik. Arrrghhh... og dog? Man må ikke råbe af sine børn... for det er næsten værre end at slå! Ok... godt så... Man skal være så helt igennem "perfekt" og pædagogisk... at det er til at brække sig over! Ej det jeg vil med dette indlæg er faktisk bare at få luftet mine tanker og frutstrationer. Det er SÅ svært og helt igennem hårdt at gå med disse tanker og følelser. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre... Jeg føler, at lige meget hvordan og hvorledes jeg tackler de forskellige situationer så er det ikke "godt nok" Det sætter i dén grad min kærestes og mit forhold på prøve også. Vi har begge temprament og vi prøver begge i at styre det! Vi kan ikke lide at skælde ud og råbe højt. MEN det er virkeligheden... og det kommer vi til... for det bliver vi nød til engang imellem! Specielt når vores barn for 5. gang på en dag bider vores yngste. Det gør ondt helt ind i... og jeg bliver så GAL  

Vores barn har i en længere periode været meget sur og skriger og græder over det "mindste" Jaja jeg ved det ikke er en "bagatel" for ham... men I ved hvad jeg mener. Så vil han have vand... så giver man ham lidt vand og så skubber han det væk og vil ikke have vand. Så sætter man vandet og så flipper han skråt!

Nogle gange kommer jeg helt derud hvor jeg inden i mig selv føler et "had" til mit barn og så alligevel ikke. Men jeg bliver så gal indeni og synes han er SÅ belastende og så direkte DUM og pisse irriterende. Nu skal I ikke tro jeg ikke elsker mit barn for det gør jeg! Himmelhøjt endda. Men jeg kan til tider SLET ikke holde mit barn ud... og jeg har mest af alt lyst til at gå fra det hele (i situationen) Jeg får SÅ dårlig samvittighed over at jeg kan tænke disse tanker... så ligger jeg i min seng om aften og får "tankemylder" ....Men jeg har et godt liv. En god kæreste og dejlige børn og en skøn familie. ALLE siger vi klarer det skide godt og er sindssyg gode forældre. JAJA men det er bare ikke fedt når man slet ikke føler det!! Er SÅ ked af det  Og noget siger mig at jeg burde snakke med en fagperson om alt det her. Har bare SÅ svært ved at tale med nogle om det. Faktisk har jeg rigtig svært ved at sidde og skrive alt det her... på Baby.dk. Ønsker ikke at blive "stemplet" Men jeg KAN da ikke være den eneste der sidder med disse tanker om ens eget kød og blod?! Og om ens selv som mor?

Elsker min lille familie MEN nogle gange ville jeg bare ønske at jeg ikke havde alt det ansvar og ikke skulle være noget for nogen...

Åhhh undskyld det blev meget rodet  

Tak fordi du læste så langt!

Hilsen en meget trist mor

 til dig.

Nu er min datter (16mdr) ikke super hidsig, men hun har da temperament og når hun ind imellem har de der dage hvor man bare ikke kan finde ud af hvad pokker det er hun vil og hun jo nok heller ikke helt selv kan finde ud af det, kan jeg da også godt synes hun er lidt små irriterende, jeg har da også ind imellem stået og tænkt nu skrider jeg fandme fra det hele.

Jeg er af den overbevisning at følelser aldrig kan være forkerte, men måden vi handler på det kan sagtens, som du selv skriver ved du godt det ikke er smart at råbe (og/eller gøre alle de der "uperfekte" ting) men.. det er faktisk ikke meningen at man skal være perfekt, det er sundt for din dreng at se at mor også kan blive sur, glad, ked af det, vred (ja, hele paletten rundt af følelser), så min vurdering er at du skal tage den hammer dér som du står og slår dig selv i hovedet med og smide den langt væk. Du gør dit bedste og dem der måske formår IKKE at hæve stemmen over for deres børn er så måske dem der giver dem kage til aftensmad 3 dage i træk eller lader sine børn være i pasningsordninger fra de åbner til de lukker.

Så længe du er bevidst om dine fejl og mangler er der altid rum til forbedring.

Men det lyder til at din stakkels dreng har det svært, ved i noget om hvorfor? ren nysgerrighed.

 

Mom In The Making skriver:

 til dig.

Nu er min datter (16mdr) ikke super hidsig, men hun har da temperament og når hun ind imellem har de der dage hvor man bare ikke kan finde ud af hvad pokker det er hun vil og hun jo nok heller ikke helt selv kan finde ud af det, kan jeg da også godt synes hun er lidt små irriterende, jeg har da også ind imellem stået og tænkt nu skrider jeg fandme fra det hele.

Jeg er af den overbevisning at følelser aldrig kan være forkerte, men måden vi handler på det kan sagtens, som du selv skriver ved du godt det ikke er smart at råbe (og/eller gøre alle de der "uperfekte" ting) men.. det er faktisk ikke meningen at man skal være perfekt, det er sundt for din dreng at se at mor også kan blive sur, glad, ked af det, vred (ja, hele paletten rundt af følelser), så min vurdering er at du skal tage den hammer dér som du står og slår dig selv i hovedet med og smide den langt væk. Du gør dit bedste og dem der måske formår IKKE at hæve stemmen over for deres børn er så måske dem der giver dem kage til aftensmad 3 dage i træk eller lader sine børn være i pasningsordninger fra de åbner til de lukker.

Så længe du er bevidst om dine fejl og mangler er der altid rum til forbedring.

Men det lyder til at din stakkels dreng har det svært, ved i noget om hvorfor? ren nysgerrighed.

 

Jeg tror det er en blandning af han er blevet storebror i en tidlig alder og at han er i "slevstændighedsfasen"

Tak for dine ord (det varmede)

Har det bare så hulens svært for tiden!

Anonym skriver:

Jeg tror det er en blandning af han er blevet storebror i en tidlig alder og at han er i "slevstændighedsfasen"

Tak for dine ord (det varmede)

Har det bare så hulens svært for tiden!

Jah okay. Ih man ville ønske de kunne fortælle en hvad der var galt. det ville være så meget nemmere.

Kan sgu godt forstå du synes det er hårdt. Når jeg synes noget er lige på grænsen til uudholdeligt (f.eks. da jeg skulle føde.) så hjælper det mig rigtig meget at tænke på at inden for xx tidsrum er det overstået. Tænker.. i dit tilfælde.. så kan man altid tænke at der i det mindste ikke er så mange 10 årige der har de samme problemstillinger. haha.. virker nok lidt bedre når tidsrummet er noget med 24 timer i stedet for flere år. but still.. Det skal nok gå over og blive bedre.

Jeg kan kun sige at jeg ved hvordan du har det, min datter har også et heftigt temperament og er i perioder også ved at drive os til vanvid. Jeg råber... Ja, jeg indrømmer det. Ikke altid, selvfølgelig, men f.eks. en dag som igår, hvor jeg var alene hele dagen med hende og lillesøster på 5 mdr. og hvor hun bare var på tværs fra hun stod op om morgenen. Der var et par gange, hvor jeg simpelthen bare fik nok, og hvor alt det pædagogiske var afprøvet.
Min mand er så bange for at tage kampe med hende, han orker ikke skrigeturene, så det er som oftest mig der er den skrappe. Jeg gider simpelthen ikke at have et uopdragent barn! Og det synes jeg er hårdt og hårdt for parforholdet, for det irriterer mig i DEN grad at hun tit og ofte løber om hjørner med ham. Og som regel behøver man jo kun at tage kampene en gang eller to, før budskabet er feset ind!
Jeg kender godt følelsen af at ønske sit barn langt væk og det er en rigtig grim følelse Men tror også at det er meget naturligt, når man i forvejen er presset.

Puha lyder godt nok ikke rart...
Isabella har virkelig også være sindssygt krævende/belastende/hysterisk osv!!!!!
Og hold da op hvor har jeg ønsker hende og mig selv langt væk, og hold da op hvor har jeg bare følt mig som verdens mest crappy og politisk ukorrekte mor!
Heldigvis kan jeg mærke hun er begyndt at vende og så småt blive nemmere og mere medgørlig (hun er 2 år og 7 måneder)
Men hvis det ikke var tilfældet så var jeg nok på grænsen til den lukkede, for fuck det er hårdt.....

Og jeg tør SLET ikke tænke på hvor hårdt det havde været hvis hun havde fået en lillebror/søster på dette tidspunkt


Føler med dig!!!!

Herhjemme har min datter også haft nogle vilde flip ind imellem. V valgte at sige, at hun måtte godt blive rigtig sur og gal, men så måtte hun gå ind på sit værelse og råbe og skrige, vi gad ikke høre på det. Og gik hun ikke selv derind, så hjalp vi hende derind, og så måtte hun blive der til hun var faldet ned og havde lyst til at være sammen med os andre igen.
Ikke fordi det skulle være en straf, men fordi vi simpelthen ikke ville høre på det, og så fik vi også selv lige mulighed for at tælle til ti hvis der var brug for det.

Først en kæmpe krammer til dig. Jeg forstår det udmærket. Isabella er 20,5 mdr nu og har også et heftigt temperament. Og ja det kommer heller ikke fra fremmede da både kæresten og jeg begge har temperament.
Og hun kan til tider også drive os til vanvid. Hun laver også tit det nummer med at hun vil have noget at drikke og når man giver skubber hun glasset så det oftes ryger på gulvet og smadre. Og siger man nå så får du ikke noget. Skriger hun helt hysterisk. Hun bidder og river i hår og slår rigtig meget. Og det bringer virkelig også mit temperament i kog.
Hun har altid været utrolig mild indtil for nogle mdr siden hvor vi virkelig fik trods alderen at mærke.

Til tider må vi også råbe højt. For når hun får et nej gør hun det alligevel. Og sådan er det hver eneste gang.
Jeg får også til tider tankerne at pga hendes opførsel ved jeg sgu ikke om jeg ville have flere børn men samtidig ønsker jeg jo hun skal være storesøster. Også fordi jeg synes det er sundt for børn at have søskende både i forhold til at alt ikke drejer sig om dem men også for at de har hinanden.
Men tror ihvertfald der går et år eller to før vi planlægger en mere. For mange gange tror jeg også det der er hendes problem er at hun ikke kan snakke og fortælle hvad hun vil.

Når hun bliver passet hos bedsteforældrene får vi altid afvide uhhh hun er så nem og hvor er vi privilligeret. Og jeg kan bare brække mig over den kommentar hver gang som overfor os kan hun virkelig være et monster. Men det er jo forodi hun ved vi elsker hende ubetinget.

I vs siger de at de godt kan mærke hendes temperament og at vi skal se det som et godt tegn at hun viser både vs og os det for det betyder hun er tryg.
Og jeg tryg tryg min bare r.... Hehe sorry men de dage hvor der ingenting er, er det bare så dejligt at have hende....
Hvis vi skal handle med hende skal det kun være den ene af os der er afsted for er vi alle tre ude og handle brænder hun helt af over hun ikke må få noget. Og det er hver eneste gang. Er vi alene afsted med hende er der aldrig noget selvom hun går og kigger og gør de samme ting.
Nå men ville bare fortælle du ikke er den eneste der bøvler med de ting og tror det er de færreste der ikke gør. Tror bare ikke der er ret mange der tør indrømme at det til tider kan være en pistilens at have barn. Alting er sgu ikke så sukkersødt som det kan se ud.

Nu skriver du han er blevet storebror i en tidlig alder...hvor tidligt er det? Er det muligt at han er jaloux over at den lille får mere opmærksomhed?

Du kan altid ringe til sundhedsplejersken og få nogle gode råd og en andens syn på tingene.

Årh!!! Jeg tror du har brug for at komme lidt væk fra det hele en enkelt dag - en bytur med en veninde eller en weekend med din kæreste mens dit barn bliver passet af noget familie? Det kan give så meget overskud!!! Held og lykke til dig, min datter er ikke så gammel endnu at hun er svær at have med at gøre, men jeg kan godt forestille mig det er hårdt når barnet er i trodsalderen! Tror også jeg får brug for noget alenetid nogle gange til den tid! Håber ikke der er nogle der vil stemple dig for dit indlæg, synes det er helt normalt at blive træt og irriteret på sine omgivelser på visse tidspunkter al held og lykke til dig, håber det snart bliver nemmere.