»En tidlig onsdag morgen d. 26. november, og vækkeuret ringer. Klokken er cirka tyve minutter over fem. Maria er den første, der slår øjnene op, men ikke alting synes at være, som det skal. Lyden er nærmest grufuld, og en fornemmelse af angst og panik skal snart fylde vores liv. Maria springer ud af sengen for at tænde lyset. Christian, vores søn på 14 måneder, sidder med armene strakt ud efter sin mor, og det vælter ud med blod fra næse og mund. Maria råber på mig, imens hun leder efter sin mobiltelefon. »Jimmi, vågn op, Christian bløder.« Jeg springer op. Maria råber igen, at jeg skal tage Christian, for hun skal ringe til 112.
Jeg finder Christian i hans seng, han vender sig fra den siddende stilling og prøver at komme op, men jeg er hurtigere, end han er og løfter ham op til mig. Min første tanke er, at han måske har bidt sig i tungen eller slået munden. Da jeg tager Christian ind mod mig, ser jeg en slags boblende, blodrødt skum komme ud af munden, og jeg kan høre en røst, som ville han prøve at skrige eller græde, komme inde fra hans lille krop.«
