Super babyklar !

babyklar skriver:

Min kæreste går ikke på gymnasiet, men går på DTU. 
Jeg vil på ingen måde presse ham, og kunne aldrig finde på at snyde ham! Jeg er fuldstændig enig med jer i at begge skal være enige. Men det der frustrerer mig er at han kommer til mig og siger at han nok ikke vil have børn alligevel! Min verden gik fuldstændig ned! 
Jeg har selv to små søstre der snart bliver 10 år, som jeg har passet en hel del igennem årene.. Så jeg ved godt det er utroligt hårdt arbejde, og ikke kun er en dans på røde roser! Men alt det glæder jeg mig også til. Glæder mig til at skulle have ansvaret fuldt ud, og sætte mig selv 100 % til side for en lille. Jeg har selv to katte, som var min kærestes ide, (Jeg tror han foreslog det for at få mine tanker væk fra en baby) hvilket bare har givet mig endnu mere blod på tanden!
Det er heller ikke så meget det at skulle vente måske 3-4 år på at han siger han er klar, men frygten for at han aldrig bliver det. 
Og jeg ville da godt kunne tage et år fra uddannelse, for at få mit barn, men det ville bare være nemmere for os begge (tror jeg) at jeg gjorde det inden jeg startede på noget nyt, for også at være sikker på det var et jeg ville osv. 

Altså min kæreste sagde også at han ikke ville have børn - og så spurgte jeg om han mente for altid fordi at så skulle det bare ikke være ham og mig. Men nej, det var ikke det han mente, men han svarede sådan fordi det gjorde ham bange at tænke på det og tanken om at skulle snakke om det flere år i forvejen fik det til at lyde som at børnene kom rundt om hjørnet.

Mange mænd ser bare helst at de for børn inden/omkring de er 30 år, hvor at kvinder vil inden de er 25 år - de 2 ting hænger jo ikke sammen og derfor skal man komme til enighed om hvad man gør.

 

I bliver nødt til at snakke om det - og så skal du jo vide om han mener 100% at han ikke vil have børn, du kan ikke gå rundt og håbe eller tro at han vil have børn hvis han inderligt ikke vil have det - og så må du gøre op med dig selv om du vil have ham som kæreste eller ej, selvom det er dybt frustrerende og meget hårdt.

 

 

 

babyklar skriver:

GLEM det der med at have passet små søskende, at have ansvar for husdyr, det kan overhovedet ikke sammenlignes med det at få barn, det er i min verden faktisk nogle meget umodne udtalelser, der kun har det ene formål, nemlig at retfærdiggøre, at du stamper-i-gulvet vil have din vilje, at få et barn, inden du bliver 25 år................nu er det jo så SLET ikke tallet, der skal afgøre det, men nærmere det, at du og din kæreste kan forsøge jer selv og en familie for egen drift, uden overførselsindkomst, og at du har alle de stabile aspekter på plads, så I begge er klar til at få barn, både psykisk, men bestemt også økonomisk. Der er ingen, der siger, at du overhovedet kan få arbejde for at spare op, og en opsparing er ikke en fremtidssikring i form af fast indtægt.

Jeg ville foreslå din kæreste den aftale, at når du har fået din uddannelse (som du så bare må se at få fundet ud af, der er ikke lang tid, til du er færdig med gymnasiet), så kan I tænke på at få familieforøgelse.

Hvis du ikke ved, hvad du vil efter gymnasiet - skal du så bare på kontanthjælp? Er det fair, at vores skattepenge skal gå til, at du i din alder kun har baby i tankerne i stedet for at lytte til din meget fornuftige kæreste, som blot vil have jer på ret køl, inden han når dertil - for det gør han, men det tager nok et par år, og det er yderst rimeligt.

Med venlig hilsen mor-til-3, som godt ved, hvad der kræves!

Jeg vil bestemt ikke på kontanthjælp! Jeg ville tage et sabbatår uanset hvad. Så der har jeg et år ekstra at tænke over det.. Jeg har desuden også et job ved siden af skolen, som jeg sagtens kunne tage flere timer i.. Ellers ville jeg være lærervikar eller lignende.. Jeg vil give dig ret i at det ikke er fair at skulle leve på andres penge.. og det vil jeg bestemt heller ikke medmindre det er min sidste udvej.
Det jeg mener med at have passet mine søstre og have tage ansvar for husdyr, er at jeg godt ved at det kræver en del, og jeg ved selvfølgelig godt at det ikke kan sammenlignes! Alle de ting har jeg tænkt over.. 
Mit problem er at han siger nu at han under ingen omstændigheder vil have børn, og han først vil beslutte sig om han vil eller ej om ca 4-5 år.. Så skal jeg stå og være pauseklovn hvis han nu bestemmer sig for at han ikke vil have børn. 

babyklar skriver:

Min kæreste går ikke på gymnasiet, men går på DTU. 
Jeg vil på ingen måde presse ham, og kunne aldrig finde på at snyde ham! Jeg er fuldstændig enig med jer i at begge skal være enige. Men det der frustrerer mig er at han kommer til mig og siger at han nok ikke vil have børn alligevel! Min verden gik fuldstændig ned! 
Jeg har selv to små søstre der snart bliver 10 år, som jeg har passet en hel del igennem årene.. Så jeg ved godt det er utroligt hårdt arbejde, og ikke kun er en dans på røde roser! Men alt det glæder jeg mig også til. Glæder mig til at skulle have ansvaret fuldt ud, og sætte mig selv 100 % til side for en lille. Jeg har selv to katte, som var min kærestes ide, (Jeg tror han foreslog det for at få mine tanker væk fra en baby) hvilket bare har givet mig endnu mere blod på tanden!
Det er heller ikke så meget det at skulle vente måske 3-4 år på at han siger han er klar, men frygten for at han aldrig bliver det. 
Og jeg ville da godt kunne tage et år fra uddannelse, for at få mit barn, men det ville bare være nemmere for os begge (tror jeg) at jeg gjorde det inden jeg startede på noget nyt, for også at være sikker på det var et jeg ville osv. 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at din kæreste ikke vil have børn med dig! Han føler sig bare presset, og går derfor totalt i den anden grøft! Det er der rigtig mange der gør, hvis de føler sig presset til noget de ikke er klar til, det er en helt naturlig reaktion

Jeg tror bare det er hans måde at slå bremsen i!

Som en anden skriver,så havde jeg også en kæreste da jeg var 20, vi havde været sammen i tre år, og jeg var sikker på, at han skulle være far til mine børn, og det ville ske inden jeg var 25!

1 1/2 år senere gik vi fra hinanden! Og selvom han stadig er en af mine gode venner, så er jeg rigtig glad for, at vi ikke fik et barn sammen dengang! Jeg får mit første barn mange år senere end hvad jeg havde troet oppe i mit hoved, men til gengæld er jeg helt sikker på, at jeg får mit barn med den rigtige! Der er aldrig garantier, om man er 19 som du eller 32 som mig!

Men det jeg prøver at sige er, at hvis du giver din kæreste plads og måske indgår et kompromis om, at l går i gang om 2 år eller hvad nu, jeres kompromis skal være, og så har l begge fået noget plads til at få jeres drømme opfyldt

Måske du kan få job i en vuggestue eller børnehave, så du alligevel får dit sabatår nu og finder ud af hvad du gerne vil læse, og du får noget af dit behov for små børn dækket

Og sidst men ikke mindst, så har jeg efterhånden hørt fra rigtig mange, at det er perfekt at få børn mens man læser, fordi man har så meget tid med dem, da man jo kan passe sit skolearbejde ind, så man har mest mulig tid med dem! Og det er ikke helt så svært, hvis de bliver syge, som det er for os andre

Rigtig meget held og lykke med det hele!

tarkoflen skriver:

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at din kæreste ikke vil have børn med dig! Han føler sig bare presset, og går derfor totalt i den anden grøft! Det er der rigtig mange der gør, hvis de føler sig presset til noget de ikke er klar til, det er en helt naturlig reaktion

Jeg tror bare det er hans måde at slå bremsen i!

Som en anden skriver,så havde jeg også en kæreste da jeg var 20, vi havde været sammen i tre år, og jeg var sikker på, at han skulle være far til mine børn, og det ville ske inden jeg var 25!

1 1/2 år senere gik vi fra hinanden! Og selvom han stadig er en af mine gode venner, så er jeg rigtig glad for, at vi ikke fik et barn sammen dengang! Jeg får mit første barn mange år senere end hvad jeg havde troet oppe i mit hoved, men til gengæld er jeg helt sikker på, at jeg får mit barn med den rigtige! Der er aldrig garantier, om man er 19 som du eller 32 som mig!

Men det jeg prøver at sige er, at hvis du giver din kæreste plads og måske indgår et kompromis om, at l går i gang om 2 år eller hvad nu, jeres kompromis skal være, og så har l begge fået noget plads til at få jeres drømme opfyldt

Måske du kan få job i en vuggestue eller børnehave, så du alligevel får dit sabatår nu og finder ud af hvad du gerne vil læse, og du får noget af dit behov for små børn dækket

Og sidst men ikke mindst, så har jeg efterhånden hørt fra rigtig mange, at det er perfekt at få børn mens man læser, fordi man har så meget tid med dem, da man jo kan passe sit skolearbejde ind, så man har mest mulig tid med dem! Og det er ikke helt så svært, hvis de bliver syge, som det er for os andre

Rigtig meget held og lykke med det hele!

Tusind tak jeg har heller ikke snakket om det i lang tid nu, men min krop går helt agurk når jeg ser en baby. Det kilder overdet hele ! Jeg tror også det har noget at gøre med at hans mor døde da han var 3 år, og hans far har aldrig rigtig været der. Jeg ved ikke om det er derfor han sætter bremsen i.. Men de gang jeg har spurgt ham om han var bange, har han sagt at det ikke var derfor. Men han vil ikke rigtig snakke med mig om det.
Da jeg sagde til ham at jeg ikke ville vente 10 år på at han besluttede sig, så sagde han til mig at jeg ikke kunne få ham til at ombestemme sig, og så måtte jeg jo tage valget mellem ham og min drøm. 

mine veninder er også ved at slå mig ned nogle gange.. jeg kan ikke nærme mig en børnetøjs forretning uden at skulle derind, og er ved at tømme hele butikken.

På en måde ønsker jeg at mine p-piller svigter, men for hans skyld håber jeg selvfølgelig ikke at de gør det.

Jeg vil først sige, at jeg har haft det præcis som dig. Bortset fra at jeg er 26 år og er uddannet og har job.. Men følelserne har været de samme, det er de stadig... Men men men, jeg har valgt at vente til min kæreste er klar.. Selvom det har været en hård og lang ventetid, men nu er han snart ved og være klar og jeg er sikker på det har været det hele værd..

Jeg vil sige til dig, at du skal gøre op med dig selv om du vil vente på ham, desuden synes jeg det er lidt 'vildt' du kun er 19 år og skriver at du har villet have et barn et par år, det er meget tidligt synes jeg. En anden ting, det er at jeg vil råde dig til at få uddannelse først, det synes jeg nu engang er vigtigst - ISÆR i din unge alder...

Miss-86 skriver:

Jeg vil først sige, at jeg har haft det præcis som dig. Bortset fra at jeg er 26 år og er uddannet og har job.. Men følelserne har været de samme, det er de stadig... Men men men, jeg har valgt at vente til min kæreste er klar.. Selvom det har været en hård og lang ventetid, men nu er han snart ved og være klar og jeg er sikker på det har været det hele værd..

Jeg vil sige til dig, at du skal gøre op med dig selv om du vil vente på ham, desuden synes jeg det er lidt 'vildt' du kun er 19 år og skriver at du har villet have et barn et par år, det er meget tidligt synes jeg. En anden ting, det er at jeg vil råde dig til at få uddannelse først, det synes jeg nu engang er vigtigst - ISÆR i din unge alder...

Jeg ved også godt selv at det er tidligt. Egentlig ville jeg helst have et barn inden jeg er 20, men det kan ikke rigtig lade sig gøre, så for at møde min kæreste et sted har jeg sagt 25.. Så synes egentlig også jeg tænker meget på ham. Problemet er at han siger til mig han ikke tror han nogensinde blive klar. 
Men jeg tror aldrig man er klar. Man må vokse med opgaven. Man ved jo aldrig hvad det 100 % indebærer før man står med det.

Jeg vil da også helst have en uddannelse, men jeg har ingen ide til hvad det skulle være, og jeg kan ikke se nogen mening i at skulle det, hvis jeg ikke gør det for mit barn. Jeg har ønsket de sidste 4 år at droppe ud af gymnasiet (har gået 1.g om) men har holdt ud fordi han startede med at sige vi skulle kigge på det når jeg havde gennemført det. Men han sagde for ca et halvt år siden at han ikke var så sikker mere.

babyklar skriver:

Tusind tak jeg har heller ikke snakket om det i lang tid nu, men min krop går helt agurk når jeg ser en baby. Det kilder overdet hele ! Jeg tror også det har noget at gøre med at hans mor døde da han var 3 år, og hans far har aldrig rigtig været der. Jeg ved ikke om det er derfor han sætter bremsen i.. Men de gang jeg har spurgt ham om han var bange, har han sagt at det ikke var derfor. Men han vil ikke rigtig snakke med mig om det.
Da jeg sagde til ham at jeg ikke ville vente 10 år på at han besluttede sig, så sagde han til mig at jeg ikke kunne få ham til at ombestemme sig, og så måtte jeg jo tage valget mellem ham og min drøm. 

mine veninder er også ved at slå mig ned nogle gange.. jeg kan ikke nærme mig en børnetøjs forretning uden at skulle derind, og er ved at tømme hele butikken.

På en måde ønsker jeg at mine p-piller svigter, men for hans skyld håber jeg selvfølgelig ikke at de gør det.

Måske han er panisk angst for at dø fra sit barn, fordi det er det han har oplevet og derfor ikke er sikker på, at han tør sætte børn i verden!

Min kæreste har lige haft et "anfald" af angst for at der skulle ske noget med en af os, og vores barn skulle vokse op uden ham eller mig! Og han har ikke nogen familiehistorie som din kæreste har!

Altså et eller andet sted, hvis han bliver ved med at fastholde, at du skal vælge mellem ham og at få et barn indenfor en, for jer begge overskuelig fremtid, så tror jeg virkelig du skal overveje, om det er ham du skal have børn med! I hvert fald hvis du er sikker på, at han mener det?! For hvis han gør, ja så kan du jo ikke ændre på ham! Men eftersom han tidligere har givet udtryk for, at han gerne vil have børn på et tidspunkt, så må du sætte dig ned og snakke med ham om, hvorfor han pludselig har skiftet mening! For noget tyder på, at der kunne være nogle andre årsager, end at han bare aldrig vil have børn!

Jeg har tænkt det samme! Men de gange jeg har prøvet at snakke alvorligt omkring det (uden for meget babyfnidder ) er det som om han prøver at undgå mig. Jeg ved ikke om det er fordi han er bange for at skuffe mig?

babyklar skriver:

Jeg ved også godt selv at det er tidligt. Egentlig ville jeg helst have et barn inden jeg er 20, men det kan ikke rigtig lade sig gøre, så for at møde min kæreste et sted har jeg sagt 25.. Så synes egentlig også jeg tænker meget på ham. Problemet er at han siger til mig han ikke tror han nogensinde blive klar. 
Men jeg tror aldrig man er klar. Man må vokse med opgaven. Man ved jo aldrig hvad det 100 % indebærer før man står med det.

Jeg vil da også helst have en uddannelse, men jeg har ingen ide til hvad det skulle være, og jeg kan ikke se nogen mening i at skulle det, hvis jeg ikke gør det for mit barn. Jeg har ønsket de sidste 4 år at droppe ud af gymnasiet (har gået 1.g om) men har holdt ud fordi han startede med at sige vi skulle kigge på det når jeg havde gennemført det. Men han sagde for ca et halvt år siden at han ikke var så sikker mere.

Okay, jeg synes du skulle give ham betænkningstid, til at finde ud af om han nogensinde vil have børn, for vil han ikke det, så har I jo ikke mere at bygge jeres forhold på ...

En anden ting, så tror jeg det er de færreste mænd, der føler sig meget klar til at få en lille en, min kæreste har sagt vi kan gå igang med PB til januar, men han føler sig stadig ikke klar..