LMM skriver:
Hej, jeg er en ung kvinde på 26 år som bor med min søn på snart 3 år!
Jeg har lige fået at vide at jeg har borderline, og er helt forvirret for ved ikke helt hvad det indebære at få denne diagnosJehovas med job? Uddannelse? Mig som alene mor? Fremtiden?
Pyhaa!!!
jeg har altid vist at der var noget galt med mig jeg har aldrig kunne holde venner i lang tid, jeg skubber dem væk alt hvad jeg kan og så bliver vi uvenner for gør det tit på hårde måde! Jeg har haft svært ved at ha kærester og har gjort dumme ting når de kom for tæt på! Jeg har været den væreste kæreste, selvom jeg var glad for dem! Jeg følte ikke at jeg var god nok til dem!
jeg har haft mange Jobs og uddannelsesstart, som jeg er stoppet hurtigt, pga angsten og hvad de tænker om mig! Eller Fyrret pga af fravær!
jeg har bla. smedgrubdforløb, sshgrundforløb, sshuddannelse * 2, frisørgrundforløb, kosmetikgrundforløb, klinikassistentgrundgorløb, stuepige *2 , salgsassistent, rengøringsassistent*2, barnepige, ssh*3, pædagogmedhjælper i børnehave, dagplejer
-og nu er jeg ansat som praktikant i en børnehaveklasse hvor jeg har været i 2 uger en sygemeldt den ene uge! Jeg får angst, græder er bange, ryster, anfald, køre mig selv helt ned, og skubber alle helt væk!
Jeg er i praktik fordi kommune vil køre mig roligt op til et normalt arbejede igen! Jeg er bange og har ikke lyst, for jeg kan ikke rumme alle de mennesker! Jeg er bange for at det går ud over min søn hvis jeg bliver ved 
hvad kan jeg gøre?
er der andre med borderliNe? Hvordan får i jeres hverdag til at hænge sammen? Hvad med økonomi?
Jeg har en bekendt, der har borderline i meget kraftig grad, så har stiftet lidt bekendtskab med det.
Jeg tror du er helt på rette vej i og med at du erkender, at du har behov for hjælp. Det tager jeg virkelig hatten af for!
Min bekendte vil/kan ikke indrømme at hun har problemer og får derfor ikke hjælp, med det resultat at hun ikke har haft et job (eller været under uddannelse) de sidste 6 år, hvor hun så har levet af kontanthjælp/understøttelse. Hun har, set udefra, en del af de samme symptomer som du, skubber folk fra sig, men i modsætning til dig kan hun ikke holde ud at være alene, der skal helst være så mange mennesker omkring hende som muligt.
Efter hun gik fra sin kæreste sidste år, har hun ikke fundet noget sted at bo, så hun bor hos bekendte eller i baglokalet i enklub hun kommer i. Hun har et barn på 3, som adskillige gange har set sin mor få en nedtur og græde flere timer i træk (op mod et døgn). Det påvirker barnet voldsomt, og det har nu problemer med aggression og bliver hurtigt voldsomt ked af det i følge pædagogerne i børnehaven.
Jeg ville ønske i ovenstående situation, at min bekendte havde accepteret sin borderline (hun har diagnose fra tidligere indlæggelse på psykiatrisk), så der var mulighed for at hjælpe og støtte hende.
Så jeg vil i hvert fald anbefale dig at indvie dine nærmeste i diagnosen!
Men kæmpe
og
til dig for at acceptere din diagnose og arbejde aktivt for at få det bedst mulige ud af livet for dig selv og dit barn! Ønsker dig alt godt fremover!
