Synes det er SÅ svært, og det gør stadig så ondt...

Jeg fulgte godt med i dine indlæg omkring NF og aborten, så jeg er super ked af at læse, I ikke måtte "nøjes" med den psykiske smerte som det ville medføre, men at du også skulle igennem en masse fysiske komplikationer. Det må have været en traumatiserende omgang...

Stort kram, jeg håber, I snart kan gå i gang igen, og at I får lidt mere held og medgang fra nu af. 

Godt at du er ved at være ovenpå fysisk...

Det andet - det bliver mindre med tiden. Det er 4 år siden nu, at vi mistede vores lille på samme måde. Fødslen var værre end begge mine andre fødsler, selvom den var så lille, men det var fordi sorgen var der også.

Jeg fik mælk i brysterne, selvom spunken kun var 15 uger, da den blev født.

Forstår dig. Sorgen bliver mindre med tiden. Selvom det virker uoverskueligt nu.

kæmpe kram

Findusinde skriver:

Hej piger...

Den 25 sept sagde vi farvel til vores smukke lille baby... Som i sikkert ved var det en sen abort fordi den havde downs syndrom...

Det har dælme været en hård omgang. Ca 5 dage efter styrtblødte jeg klumper på størrelse med min knytnæve, og ringede panisk til vagtlægen, men fik blot at vide at det sikkert var naturen der var ved at gøre det sidste... Fair nok tænkte jeg..

16 dage efter abort skete det igen, jeg styrtblødte, fik vanvittigt ondt og ringede til min læge som ville se mig med det samme.. Jeg blev hentet af ambulance ved lægen, blev ustabil i ambulancen og havde et voldsomt blodtryksfald.. Blev kørt med fuld udrykning til sygehuset og det viser sig der sad en kæmpe klump blod og væv ved min livmoderhals, så jeg havde veer... Og der sad en masse fast i mit arvæv fra kejsersnit, som var ved at få i forråddenelse. Jeg blev lagt i fuld narkose og fik endelig den udskrabning...

Blødte heldigvis kun en lille uge bagefter..

Men nu sidder jeg for alvor med alt det psykiske... Jøsses hvor jeg mangler min lille baby, jeg kunne snart være halvvejs..
Skal til samtale i næste uge, hvor vi forhåbentlig får grønt lys for at starte igen...

skulle bare lige ud med det hele.

Kram fra Annemette

Puuha sikke en forfærdelig masse du har været igennem

Kæmpe

Forstår dine tanker og følelser så godt!
Havde en MA da jeg var 14+0.. til trods for flere scanninger, hvor alt så fint ud!

Og jeg havde nøjagtig samme følelser som dig! Jeh følte mig tom indeni.. Lige indtil jeg stod med en ny positiv test, 4 mdr senere!

Så for mig forsvandt tomhedsfølelsen ved den nye graviditet.. Men jeg glemmer selvfølgelig aldrig den lille spire, som vi ikke fik lov at møde

Håber at de giver jer grønt lys!

Puh ha sikke en voldsom omgang!

Stort kram herfra

Findusinde skriver:

Hej piger...

Den 25 sept sagde vi farvel til vores smukke lille baby... Som i sikkert ved var det en sen abort fordi den havde downs syndrom...

Det har dælme været en hård omgang. Ca 5 dage efter styrtblødte jeg klumper på størrelse med min knytnæve, og ringede panisk til vagtlægen, men fik blot at vide at det sikkert var naturen der var ved at gøre det sidste... Fair nok tænkte jeg..

16 dage efter abort skete det igen, jeg styrtblødte, fik vanvittigt ondt og ringede til min læge som ville se mig med det samme.. Jeg blev hentet af ambulance ved lægen, blev ustabil i ambulancen og havde et voldsomt blodtryksfald.. Blev kørt med fuld udrykning til sygehuset og det viser sig der sad en kæmpe klump blod og væv ved min livmoderhals, så jeg havde veer... Og der sad en masse fast i mit arvæv fra kejsersnit, som var ved at få i forråddenelse. Jeg blev lagt i fuld narkose og fik endelig den udskrabning...

Blødte heldigvis kun en lille uge bagefter..

Men nu sidder jeg for alvor med alt det psykiske... Jøsses hvor jeg mangler min lille baby, jeg kunne snart være halvvejs..
Skal til samtale i næste uge, hvor vi forhåbentlig får grønt lys for at starte igen...

skulle bare lige ud med det hele.

Kram fra Annemette

Jeg føler med dig.

Giv tid, du skal nok få det nemmere.

Jeg tillader mig at spørge dig om noget nu, så er det op til dig, om du vil svare.

Hvordan har du det - helt ærligt - med al denne fokus på - og krydsede fingre for - at du hurtigt bliver gravid igen? Jeg mener, naturligvis ønsker jeg også, at du skal få din drøm opfyldt, men er det i grunden ikke en følelsesmæssig voldsom sammenblanding - At trøste med den ene hånd og krydse fingre med den anden?

Jeg mener bare, jeg håber, at du har overskud til at stå ved og fast på din sorg, hvis du har brug for det. Du gennemgår noget meget svært.

Jeg ønsker dig alt godt, og har først svaret dine tråde om det tragiske forløb nu, da det simpelthen er kommet mig for nær.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, det gør mig så frygteligt ondt på jeres vegne, så en stor krammer skal i ihvertfald have..

krydser fingre for at i får besked om at du er klar til at i prøver igen. 

Puha en omgang og hvor må det have været hårdt.. Og samtidig være det.

Jeg var også selv igennem en abort 13+4 da fosteret havde vand i hovedet, det er noget af det sværeste jeg har været igennem! Det var jo total ønskebarnet og drømmen der lige forsvandt på et hurtigt øjeblik

Men jeg er sikker på at lykken nok skal tilsmile jer snart - er selv gravid igen 24+3 med en rask prinsesse

Sender en masse kram i din retning  - det har du vist brug for...  for der snart er gevinst igen 

Findusinde skriver:

Hej piger...

Den 25 sept sagde vi farvel til vores smukke lille baby... Som i sikkert ved var det en sen abort fordi den havde downs syndrom...

Det har dælme været en hård omgang. Ca 5 dage efter styrtblødte jeg klumper på størrelse med min knytnæve, og ringede panisk til vagtlægen, men fik blot at vide at det sikkert var naturen der var ved at gøre det sidste... Fair nok tænkte jeg..

16 dage efter abort skete det igen, jeg styrtblødte, fik vanvittigt ondt og ringede til min læge som ville se mig med det samme.. Jeg blev hentet af ambulance ved lægen, blev ustabil i ambulancen og havde et voldsomt blodtryksfald.. Blev kørt med fuld udrykning til sygehuset og det viser sig der sad en kæmpe klump blod og væv ved min livmoderhals, så jeg havde veer... Og der sad en masse fast i mit arvæv fra kejsersnit, som var ved at få i forråddenelse. Jeg blev lagt i fuld narkose og fik endelig den udskrabning...

Blødte heldigvis kun en lille uge bagefter..

Men nu sidder jeg for alvor med alt det psykiske... Jøsses hvor jeg mangler min lille baby, jeg kunne snart være halvvejs..
Skal til samtale i næste uge, hvor vi forhåbentlig får grønt lys for at starte igen...

skulle bare lige ud med det hele.

Kram fra Annemette

Åhhrrr..kæmpeknus til dig..det har da ikke været spor sjovt.

Og at du så oveni skulle igennem alt det.

Men jeg ville nu nok give min krop et par måneders fred oven på den omgang, især når du har haft alle de problemer indvortes.
Jeg ved godt at det er op på hesten igen hurigst muligt, men du skal jo også passe på dig, og kroppen har nu godt af at hvile sig lidt, når det nu gik så slemt.
(Det er altså lutter bekymring for dig)
Det er fint nok, hvis du får grønt lys, men tænk lidt over det.
Og så krydser jeg masser af fingre for at det går som det skal, når I forsøger igen
1000 knus og kærlige tanker

Sussie

Sødeste Annemette...

 

Nej hvor gør det mig ondt at høre hvor meget mere du har været igennem

Livet er simpelhen ikke retfærdig og det giver ingen mening at gode mennesker skal igennem den slags sorg og smerte.

Håber virkelig at lægen giver jer grønt lys og at snart har den smukkeste baby i mavsen , så den skønne Laura får en smuk og fuldendt bror eller søster...

 

Knus og kram fra Pia.

hej alle søde piger...

Tusind tusind tak for alle jeres kram og tanker, og for jeres krydsede fingere! Ville gerne svare jer alle hver og en, men det bliver lige til en fælles besked.

Det er en kæmpe sorg vi går igennem lige nu, men vi er heller ikke i tvivl om at vi vil have en mere, og gerne vil i gang igen. Så jeg ved ikke om jeg trøster med den ene og krydser med den anden hånd, et eller andet sted gør jeg det nok... Men selvom jeg har et brændende ønske om at blive gravid igen snart, er det ikke givet at jeg bliver det lige med det samme..

Men tusind tak for jeres bekymring..

Kram Annemette