Jeg magter ikke at være gravid

Elin_Maria skriver:

Jeg er ergoterapeut studerende og har lige slæbt mig igennem 10 ugers praktik. Tror også det er derfor det rammer mig nu hvor jeg har en uges ferie og lige kan nå at trække vejret. Det har virkelig været en kamp at bestå den praktik og når jeg er kommet hjem er jeg faldet i søvn på sofaen med det samme, så mit liv har været på standby under hele graviditeten. Er spændt på hvordan jeg klarer skolen nu. Håber det bliver lidt lettere.

Elin_Maria skriver:

Det var lige det jeg havde brug for at høre! Et lille håb om at det er berettiget at jeg har det så elendigt nu og at det måske bliver bedre resten af tiden. For lige nu er det jo den mentale træthed der slår mig ud.

henh01 skriver:

at gå i skole er i hvert fald mere tåleligt end at være i praktik - sådan rent fysisk. Håber du kommer igennem så meget som muligt af din uddannelse Og god bedring

Elin_Maria skriver:

Puha det lyder forfærdeligt med det 3. trimester! Specielt det med trætheden. Tænker at jeg da dårligt kan blive mere træt. Folk siger også: "Det bliver kun værre" og så mister jeg bare modet. Hvis jeg bliver mere træt, så sover jeg jo hele døgnet, i forhold til nu hvor jeg kun sover det halve.

Ja 3. Trimester er bestemt ikke sjov men det hele værd <3 

Elin_Maria skriver:

Jeg tager jern og fiskeolie. Har taget d-vitamin indtil sidste uge, men er lige løbet tør. Jeg føler dog der sker et eller andet med mit blodsukker. Specielt om aftenen. jeg får sådan et let tryk i hovedet og 10 sek efter bliver jeg mega svimmel og får det røv dårligt. Så gælder det bare om at få noget mad og 20 sek efter går det væk og kommer så igen lidt efter afhængig af hvor meget jeg spiser. Meget mærkeligt.

Derfor det er vigtigt at spise mange små måltider hele døgnet, så blodsukker ikke for de dyk...

Men ikke 2 graviditeter er ens og derfor kan det sagtens være at du har behov for nogle flere vitaminer eller jern - hvor andre igen stort set går gennem graviditet uden at tage nogle former for jern eller vitaminer.

Min dårlig undskyldning var mit arbejde... Kører som autoredder og har derved mange lange vagter - skæve vagter - nattevagter - udkald osv. Men glemte ofte at spise/drikke og det gør jeg stadig. Har vi travlt slår hjernen kroppen fra og bare arbejder.

de små i maven tager jo det de skal bruge og er man ikke selv god til at fylde op, ja så går det ud over en selv.

ET sks er min mor.. Hun er en fitness tosse/instruktør uden lige og spiser hun ikke jævnligt, for hun det lige som dig.. Hun kan komme besøg og snakker, lige pludselig kan hun spørge om hun ikke må få et stk rugbrød - fordi hun får det skidt..

Jeg er en af dem der bare har det skidt det meste af graviditeten, så synes det er rigtigt hårdt at være gravid. Specielt fordi man ofte hører den med at det jo ikke er en sygdom. Nej det ved jeg da godt, men derfor er det ikke alle der har det lige godt. Alligevel er jeg 33 uger henne og vi venter vores tredie barn, så på en eller anden måde glemmer man det og gør det igen. Men forstår det virkelig godt og det er hårdt mens man er i det hvis man har det sådan.

Håber du får det lidt bedre undervejs. Første trimester er trods alt nok det sværeste med den voldsomme kvalme og de mange humørsvingninger og træthed.

Elin_Maria skriver:

Jeg vil godt lige starte med at skrive at det er fantastisk at bære på et liv og at vi glæder os rigtig meget. Det var planlagt og det er noget jeg har ønsket længe. Når det så er sagt.....

Jeg magter ikke være gravid længere!! Jeg havde aldrig troet det ville begrænse mig SÅ meget. Jeg kender slet ikke mig selv længere og alt det der giver mening i mit liv, kan jeg ikke deltage i pga. enorm træthed, kvalme, svimmelhed og den der fornemmelse af at være en omvandrende hormonbombe-zombie. Jeg er nogenlunde mig selv fra kl 7 - 13 og efter det bliver jeg mere og mere omtåget og irritabel og får det mega skidt og det er jo om aftenen vi ser omgangskredsen og jeg går til gospel. Sammen med familien kan jeg mærke, at de synes jeg skal tage mig sammen og det kan jeg virkelig ikke. Jeg tænker kun på hvornår jeg kan spise og hvornår jeg kan sove, I de første uger var det hyggeligt at kunne mærke at jeg var gravid og være "en del af klubben", men nu, 13+2 er jeg allerede ulykkelig og grædefærdig og ønsker bare at få min krop for mig selv igen. Og jeg føler mig så utaknemmelig og alle er så "Yay"-agtige omkring mig og jeg kan slet ikke være med på den. Jeg går bare og brokker mig og det føles forfærdeligt. Alle siger symptomerne snart går væk og det håber jeg virkelig, for jeg tror ikke jeg holder til det meget længere. Og igen, jeg elsker virkelig den lille spire i maven og skanningerne gør det helt sikkert lettere i en dag eller to, men jeg var slet ikke klar på at miste mig selv så meget. Føler mig så forkert at jeg kan have det sådan.

Havde lige brug for at komme ud med det.... Puha. Det hjalp lidt.

Altså nu skal du ikke blive sur vel ?

men mit hudløst ærlige svar til hvordan du kommer igennem det der:

Du bestemmer dig for at du vil igennem det og du bestemmer dig for at du hellere ville have det så elendigt i 12 mdr ( selvom man kun er gravid i 9 mdr ) i forhold til alle dem der kæmper, 3, 5, 9 år på at blive gravide men ALDRIG bliver så heldige som DU er netop nu...

Jeg levede med psykisk vold, bækkenløsning, fuldtidsstudie, 20 timers job om ugen, 3 timer i transport hver dag og jeg var SÅ smadret, men hver gang jeg tænkte på at "klynke" over det tænkte jeg på min veninde der på 8 år kæmpede for at blive gravid uden at lykkedes tænkte jeg at de ting der var "ulempen" ved graviditeten var INGEN ting i forhold til aldrig at få lov at blive det...

Du kunne blive gravid

Du vil gerne have dit barn

Du gør det at du kommer igennem og om ganske "kort tid " har dit barn i armene

Carl-Emil's mor skriver:

Altså nu skal du ikke blive sur vel ?

men mit hudløst ærlige svar til hvordan du kommer igennem det der:

Du bestemmer dig for at du vil igennem det og du bestemmer dig for at du hellere ville have det så elendigt i 12 mdr ( selvom man kun er gravid i 9 mdr ) i forhold til alle dem der kæmper, 3, 5, 9 år på at blive gravide men ALDRIG bliver så heldige som DU er netop nu...

Jeg levede med psykisk vold, bækkenløsning, fuldtidsstudie, 20 timers job om ugen, 3 timer i transport hver dag og jeg var SÅ smadret, men hver gang jeg tænkte på at "klynke" over det tænkte jeg på min veninde der på 8 år kæmpede for at blive gravid uden at lykkedes tænkte jeg at de ting der var "ulempen" ved graviditeten var INGEN ting i forhold til aldrig at få lov at blive det...

Du kunne blive gravid

Du vil gerne have dit barn

Du gør det at du kommer igennem og om ganske "kort tid " har dit barn i armene

At andre har det værre end én selv gør jo ikke, at man selv får det bedre, så kan ikke se hvad TS skal bruge den kommentar til - man har lov til at føle, at livet som gravid er drøn hårdt også selvom der ALTID er én der har haft det værre, sværere og flere smerter...

Camilla30 skriver:

At andre har det værre end én selv gør jo ikke, at man selv får det bedre, så kan ikke se hvad TS skal bruge den kommentar til - man har lov til at føle, at livet som gravid er drøn hårdt også selvom der ALTID er én der har haft det værre, sværere og flere smerter...

Man kan nemt tænke på hvor heldig man er og hvor godt man egentlig har det og DET kan gøre at man kan få det nemmere med at komme igennem tingene fordi man vender det til noget positivt.