Jeg magter ikke at være gravid

Jeg vil godt lige starte med at skrive at det er fantastisk at bære på et liv og at vi glæder os rigtig meget. Det var planlagt og det er noget jeg har ønsket længe. Når det så er sagt.....

Jeg magter ikke være gravid længere!! Jeg havde aldrig troet det ville begrænse mig SÅ meget. Jeg kender slet ikke mig selv længere og alt det der giver mening i mit liv, kan jeg ikke deltage i pga. enorm træthed, kvalme, svimmelhed og den der fornemmelse af at være en omvandrende hormonbombe-zombie. Jeg er nogenlunde mig selv fra kl 7 - 13 og efter det bliver jeg mere og mere omtåget og irritabel og får det mega skidt og det er jo om aftenen vi ser omgangskredsen og jeg går til gospel. Sammen med familien kan jeg mærke, at de synes jeg skal tage mig sammen og det kan jeg virkelig ikke. Jeg tænker kun på hvornår jeg kan spise og hvornår jeg kan sove, I de første uger var det hyggeligt at kunne mærke at jeg var gravid og være "en del af klubben", men nu, 13+2 er jeg allerede ulykkelig og grædefærdig og ønsker bare at få min krop for mig selv igen. Og jeg føler mig så utaknemmelig og alle er så "Yay"-agtige omkring mig og jeg kan slet ikke være med på den. Jeg går bare og brokker mig og det føles forfærdeligt. Alle siger symptomerne snart går væk og det håber jeg virkelig, for jeg tror ikke jeg holder til det meget længere. Og igen, jeg elsker virkelig den lille spire i maven og skanningerne gør det helt sikkert lettere i en dag eller to, men jeg var slet ikke klar på at miste mig selv så meget. Føler mig så forkert at jeg kan have det sådan.

Havde lige brug for at komme ud med det.... Puha. Det hjalp lidt.

ÅrrrhSelvom du sikkert allerede har hørt det mange gange, er der gode chancer for, at du får det lidt bedre hen af vejen og kommer til at trives bedre i 2. trimester og at du derfor også får overskud til at nyde graviditeten lidt .

På flere områder har jeg - og har hele tiden haft det - lidt ligesom dig, jeg føler lidt, jeg er blevet snydt og troede i virkelighden nok det var lidt sjovere og lidt mere romantisk at være gravid; føler at bræk, kropsligt ubehag, træthed og hovdpine har været dominerende træk i over 8 mdr. nu, men alligevel er tiden gået hurtigt og for mig har det været lettere at tackle det hele lidt længere henne i graviditeten, hvor man får gravid mave, kan begynde at shoppe babyting, finde på navn osv. osv.

Men altså, det er ikke en forkert følelse du har, det ER hårdt at være gravid, det er belastende at være et omvandrende hormon-monster og de mange symptomer er ikke altid lige sjove, MEN du skal nok klare det hele og ende med en dejlig baby og en skøn ny titel som mor!

God bedring og god graviditet - så god som den nu kan blive.

Mange hilsner fra Camilla.

Camilla30 skriver:

ÅrrrhSelvom du sikkert allerede har hørt det mange gange, er der gode chancer for, at du får det lidt bedre hen af vejen og kommer til at trives bedre i 2. trimester og at du derfor også får overskud til at nyde graviditeten lidt .

På flere områder har jeg - og har hele tiden haft det - lidt ligesom dig, jeg føler lidt, jeg er blevet snydt og troede i virkelighden nok det var lidt sjovere og lidt mere romantisk at være gravid; føler at bræk, kropsligt ubehag, træthed og hovdpine har været dominerende træk i over 8 mdr. nu, men alligevel er tiden gået hurtigt og for mig har det været lettere at tackle det hele lidt længere henne i graviditeten, hvor man får gravid mave, kan begynde at shoppe babyting, finde på navn osv. osv.

Men altså, det er ikke en forkert følelse du har, det ER hårdt at være gravid, det er belastende at være et omvandrende hormon-monster og de mange symptomer er ikke altid lige sjove, MEN du skal nok klare det hele og ende med en dejlig baby og en skøn ny titel som mor!

God bedring og god graviditet - så god som den nu kan blive.

Mange hilsner fra Camilla.

Årh.... hvor er det dejligt at høre! Tusind tak for beskeden. Nu tuder jeg igen. Frygtede virkelig hvilke kommentarer der ville komme. Håber virkelig det bliver lidt hyggeligere at være gravid. Går bare og venter på jeg kan mærke liv. Tror det vil hjælpe en del.

Elin_Maria skriver:

Jeg vil godt lige starte med at skrive at det er fantastisk at bære på et liv og at vi glæder os rigtig meget. Det var planlagt og det er noget jeg har ønsket længe. Når det så er sagt.....

Jeg magter ikke være gravid længere!! Jeg havde aldrig troet det ville begrænse mig SÅ meget. Jeg kender slet ikke mig selv længere og alt det der giver mening i mit liv, kan jeg ikke deltage i pga. enorm træthed, kvalme, svimmelhed og den der fornemmelse af at være en omvandrende hormonbombe-zombie. Jeg er nogenlunde mig selv fra kl 7 - 13 og efter det bliver jeg mere og mere omtåget og irritabel og får det mega skidt og det er jo om aftenen vi ser omgangskredsen og jeg går til gospel. Sammen med familien kan jeg mærke, at de synes jeg skal tage mig sammen og det kan jeg virkelig ikke. Jeg tænker kun på hvornår jeg kan spise og hvornår jeg kan sove, I de første uger var det hyggeligt at kunne mærke at jeg var gravid og være "en del af klubben", men nu, 13+2 er jeg allerede ulykkelig og grædefærdig og ønsker bare at få min krop for mig selv igen. Og jeg føler mig så utaknemmelig og alle er så "Yay"-agtige omkring mig og jeg kan slet ikke være med på den. Jeg går bare og brokker mig og det føles forfærdeligt. Alle siger symptomerne snart går væk og det håber jeg virkelig, for jeg tror ikke jeg holder til det meget længere. Og igen, jeg elsker virkelig den lille spire i maven og skanningerne gør det helt sikkert lettere i en dag eller to, men jeg var slet ikke klar på at miste mig selv så meget. Føler mig så forkert at jeg kan have det sådan.

Havde lige brug for at komme ud med det.... Puha. Det hjalp lidt.

åh søde

tror bare du skal lade dig have det elendigt lidt tid! jeg kan virkelig godt følge dig, jeg har selv så forfærdelig ondt i ryggen og min iskiasnerve, så kan bare intet mere, det er bare ikke særlig fedt!

- jeg elsker at være gravid, men jeg hader det graviditeten gør ved mig!

Elin_Maria skriver:

Jeg vil godt lige starte med at skrive at det er fantastisk at bære på et liv og at vi glæder os rigtig meget. Det var planlagt og det er noget jeg har ønsket længe. Når det så er sagt.....

Jeg magter ikke være gravid længere!! Jeg havde aldrig troet det ville begrænse mig SÅ meget. Jeg kender slet ikke mig selv længere og alt det der giver mening i mit liv, kan jeg ikke deltage i pga. enorm træthed, kvalme, svimmelhed og den der fornemmelse af at være en omvandrende hormonbombe-zombie. Jeg er nogenlunde mig selv fra kl 7 - 13 og efter det bliver jeg mere og mere omtåget og irritabel og får det mega skidt og det er jo om aftenen vi ser omgangskredsen og jeg går til gospel. Sammen med familien kan jeg mærke, at de synes jeg skal tage mig sammen og det kan jeg virkelig ikke. Jeg tænker kun på hvornår jeg kan spise og hvornår jeg kan sove, I de første uger var det hyggeligt at kunne mærke at jeg var gravid og være "en del af klubben", men nu, 13+2 er jeg allerede ulykkelig og grædefærdig og ønsker bare at få min krop for mig selv igen. Og jeg føler mig så utaknemmelig og alle er så "Yay"-agtige omkring mig og jeg kan slet ikke være med på den. Jeg går bare og brokker mig og det føles forfærdeligt. Alle siger symptomerne snart går væk og det håber jeg virkelig, for jeg tror ikke jeg holder til det meget længere. Og igen, jeg elsker virkelig den lille spire i maven og skanningerne gør det helt sikkert lettere i en dag eller to, men jeg var slet ikke klar på at miste mig selv så meget. Føler mig så forkert at jeg kan have det sådan.

Havde lige brug for at komme ud med det.... Puha. Det hjalp lidt.

Hold kæft hvor jeg kender det. Jeg hadede de 6 måneder jeg vidste jeg var gavid. Mere og mere indskrænket, mere og mere træt, sulten, gnaven. Enorm. Kæmpe gigantisk enorm fed hval der bare øffede ned ad gaden. Øv.

Kan ikke give dig et eneste råd, jeg eksploderede på min mor en eftermiddag hun fik sagt noget med at man jo ikke døde af at være gravid. Dér fattede de vidst hvad det var jeg lige havde fået mig selv rodet ind i...

Snak med din jordemoder og fortæl din familie at enten så støtter de dig og er sød, eller også holder de deres mund indtil du er klar til at give igen.

FrkZier skriver:

åh søde

tror bare du skal lade dig have det elendigt lidt tid! jeg kan virkelig godt følge dig, jeg har selv så forfærdelig ondt i ryggen og min iskiasnerve, så kan bare intet mere, det er bare ikke særlig fedt!

- jeg elsker at være gravid, men jeg hader det graviditeten gør ved mig!

Tak skønne
jeg tror du har ret. Jeg tror jeg bliver nød til at acceptere at det er virkelig hårdt at være gravid og jeg ikke kan være sådan som folk regner med jeg skal være. Ved bare ikke helt hvordan jeg skal takle forventningerne fra alle andre der regner med jeg er smuk strålende fredfyldt gravid, når zombie-Elin træder ind i lokalet. De møder mig alle sammen med et kæmpe smil og siger tillykke, hvor er det skønt og ih og åh og jeg har bare lyst til at tude...

ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg er selv 3. gangs gravid og denne gang er graviditeten også meget anderledes end de foregående. Er netop i dag blevet sygemeldt fordi jeg har plukkeveer og skal scannes akut i morgen (forhåbentlig)

Men du har ret - jeg er også træt konstant, sur, irritabel osv. Men jeg har også en forventning om at det går over igen

Håber for dig at det blot er et spørgsmål om dage før du har det bedre.


Arbejder du stadig?

Elin_Maria skriver:

Tak skønne
jeg tror du har ret. Jeg tror jeg bliver nød til at acceptere at det er virkelig hårdt at være gravid og jeg ikke kan være sådan som folk regner med jeg skal være. Ved bare ikke helt hvordan jeg skal takle forventningerne fra alle andre der regner med jeg er smuk strålende fredfyldt gravid, når zombie-Elin træder ind i lokalet. De møder mig alle sammen med et kæmpe smil og siger tillykke, hvor er det skønt og ih og åh og jeg har bare lyst til at tude...

du skal med tiden nok få det bedre - og så må folk bare lære at leve med du lige pt ikke er i hopla og synes det er pisse fedt det hele

For mig har det altid set sådan her ud

1. Trimester - frygtelig

2. Trimester - fantastisk ! Nød det virkelig

3. Trimester - smerte helvede pga. Øget vægt, væske i kroppen, baby der sparker på riben, indvendige nyre spark, bækkenløsning , kvalme og konstant træthed gange 10 i forhold til 1. Trimester.. Er meget spinkel, og er derfor nok mere medtaget da min krop ikke er vandt til den øgede vægt.. 

Men det er det hele værd <3 

det er fantastisk når man endelig ligger med sin baby i armene, tror også at mine smertefulde graviditeter har gjort at jeg på trods at en lang smertefuld fødsel uden nogen form for bedøvelse, så ser jeg utrolig meget frem til den næste fødsel <3 frygter den på ingen måde, for efter 6 ud af 9 måneder i helvede, så kan jeg sagtens klare en tre dage lang fødsel igen .. 

Hold ud, det er "kun" 6 måneder du har tilbage Og de tre første som er træls er snart ovre, så kommer der tre rigtig hyggeligste og gode, derefter er man selvf. Medtaget af graviditeten . 

Gardenia skriver:

Hold kæft hvor jeg kender det. Jeg hadede de 6 måneder jeg vidste jeg var gavid. Mere og mere indskrænket, mere og mere træt, sulten, gnaven. Enorm. Kæmpe gigantisk enorm fed hval der bare øffede ned ad gaden. Øv.

Kan ikke give dig et eneste råd, jeg eksploderede på min mor en eftermiddag hun fik sagt noget med at man jo ikke døde af at være gravid. Dér fattede de vidst hvad det var jeg lige havde fået mig selv rodet ind i...

Snak med din jordemoder og fortæl din familie at enten så støtter de dig og er sød, eller også holder de deres mund indtil du er klar til at give igen.

Ja jeg kan ikke rigtig undgå det. Jeg er mega kort fra hoved for tiden, så de får en del slag. Jeg bliver bare så ked af det når jeg kommer hjem og tænker over hvor nederen jeg er. Jeg har ikke lyst til at være sådan. Øv.